D. 7.05.10 fra Michala Clante Bendixen mc@ bendixen.nu

Fattigdom med vilje

Det er på høje tid, at vi får diskuteret fattigdomsgrænser og kommunernes fastsættelse af rådighedsbeløb. Men der er faktisk et endnu mere interessant aspekt i denne debat – nemlig den bevidste fattiggørelse af indvandrere og flygtninge, som regeringen med stor succes har gennemført.

Ingen tvivl om, at der findes personer på kontanthjælp, som må anses for fattige. Og at niveauet for kontanthjælpen er tænkt som et eksistensminimum, dog under anstændige forhold. Men starthjælpen udgør kun omkring det halve af det beløb! Det må jo så betyde, at regeringen helt bevidst har fastsat et beløb, som ligger et godt stykke UNDER en rimelig levestandard. Et kilo kartofler koster jo det samme, uanset om køberen er født i Danmark eller ej – så det må siges at være klar, ulovlig statsdiskrimination. 34 af landets borgmestre har da også skrevet under på en protest mod den lave ydelse. Rådighedsbeløbet kommer ret langt ned, når ydelsen før skat er på 5.300 kr.

Alle nyankomne modtager starthjælp, og får ikke ret til kontanthjælp før de har haft 2,5 års sammenhængende arbejde. Argumentet for indførelsen og skåltalerne om at ”det virker” handler om, at den lave ydelse tvinger indvandrerne i arbejde. Ja, en del af dem finder et arbejde, måske endda et som ligger langt under deres kompetencer. Men en anden del kan ikke finde eller udføre noget arbejde – ligesom en del danskere ikke kan. De havner i voldsom fattigdom, som især går ud over deres børn.

Som dansker kan man få sygedagpenge, rehabilitering, invalide- og førtidspension. Men for indvandrere tages ikke individuelle hensyn. Hvis man netop har fået asyl og går på sprogskole 3 dage om ugen for at lære dansk, har man ikke store chancer for at finde et fuldtidsjob. Hvis man er indstillet til rehabiliteringsprogram/traumebehandling pga. oplevelser med krig eller tortur i hjemlandet, er man nok heller ikke toptunet til det danske arbejdsmarked. Og hvis man har fået humanitær opholdstilladelse pga. sygdom (som skal være livstruende og behandlingskrævende), er det åbenlyst svært at forsørge sig selv.

Og så er der de to grupper, som ikke engang har ret til starthjælp. Asylansøgerne i centrene får så lille et beløb, at de ifølge Institut for Menneskerettigheder ikke kan købe en sund og nærende kost, hvis de samtidig skal have råd til en busbillet og et taletidskort engang imellem.

De familiesammenførte har ikke ret til en krone fra kommunen – for ægtefællen har pligt til at forsørge dem. Vi kan ikke vide, hvor meget ægtefællen giver dem – men det strider vel ret kraftigt imod de danske samfundsnormer at en borger henvises til at være totalt afhængig af en anden. Der er altså ikke blot tale om fattigdom, men også om bevidst umyndiggørelse og diskrimination fra statens side. Det hænger nøje sammen med den generelle mangel på rettigheder for folk uden dansk statsborgerskab – som samtidig bliver mere og mere umuligt at opnå.

Michala Clante Bendixen, Komiteen Flygtninge Under Jorden

Bringes også i dette måneds ”Hus forbi”

Tilbage til forsiden