D 19.05.10 Fra Knud Vilby <knud@ vilby.dk>

Integrationsministeriet stopper socialmedicinsk lægearbejde

Bremse for ytringsfrihed og forbud mod socialmedicinsk tænkning i ny udlændingelov.

Af Knud Vilby

Som ung lærte jeg af de store socialmedicinere, at sygdom handler om mere end en lægefaglig diagnose. Amtslæge Vagn Christensen påviste, at dårlige boliger slår mennesker ihjel, og børnelæge Svend Heinild skrev at en god børnelæge ikke blot skal have viden om sygdomme, men have indsigt i befolkningens psykologi, livsbetingelser og økonomiske vilkår.

Med den ballast skal lægen stille diagnoser og vejlede om, hvad der er bedst for patienten. Han skal vurdere hele patientens liv.

Socialmedicinsk tænkning har udviklet sig, og uden socialmedicinen er det svært at tænke sig et Institut for Folkesundhedsvidenskab, en politisk diskussion om ulighed i sundhed eller en socialministers overvejelser om indikatorer for fattigdom.

Væk med de kritiske læger

Men i ytringsfrihedens land forbyder politikerne nu, at læger inddrager andet end det snævert lægefagligt diagnostiske i deres arbejde. I hvert fald på udlændingeområdet. Det er tæt på at være et stop for lægelig ytringsfrihed. Det er næsten et stop for brug af videnskabelige erfaringer i det lægefaglige. Det ligner et forbud mod socialmedicinsk tænkning.

I bemærkningerne til de nye stramninger i udlændingeloven står der, at hvis ”lægelige oplysninger i en sag indeholder andet end en lægefaglig vurdering af ansøgerens helbredstilstand eller hvis en læge i en sag ytrer sig om andet end ansøgerens helbredsmæssige forhold, vurderer integrationsministeriet konkret, om der kan rejses tvivl om, hvorvidt en erklæring eller anden skriftlig udtalelse fra den pågældende læge er udtryk for en uvildig bedømmelse af ansøgerens helbredstilstand”. Vurderer ministeriet (juristerne), at der kan rejses tvivl, ses der bort fra hele lægeerklæringen og indkaldes en ny fra en anden læge. Hvis lægen udtrykker kritik af, at en patient ikke får opholdstilladelse eller kritiserer ministeriets sagsbehandling i pressen bliver lægens arbejde tilsidesat.

Teksten antyder, at nogle læger vil blive sortlistede. Det er dem, der opfattes som kritiske kværulanter. Det er dem, der har arbejdet mest med denne type sager, og derfor har indsigt og engagement. De skal væk.

Jeg har talt med en læge, der rådgiver i en sag om udvisningen af en AIDS-syg afrikansk kvinde med følgesygdomme. Lægen er overbevist om, at kvinden dør indenfor en måned efter udvisningen. Men skriver lægen, at myndighederne ikke må udvise den pågældende kvinde, fordi hun dør af det, så blander han sig i en juridisk vurdering. Siger han det offentligt, er han dømt helt ude. Det er kvinden under alle omstændigheder.

Sociale årsager og følger

Encyklopædiens afsnit om socialmedicin er skrevet af socialmedicineren, professor Niels Michelsen. Der står, at socialmedicin handler om sociale årsager til, og sociale følger af sygdom. I klinisk socialmedicin om at inddrage patientens funktion, velbefindende og fremtidsmuligheder. Og om støtte til marginaliserede.

Asylansøgere er marginaliserede. Ofte skyldes en del af deres sygdom manglende fremtidsmuligheder. Det skal lægerne blande sig udenom.

Jeg har som formand for Fredsfonden skrevet høringssvar om lægers ytringsfrihed, og jeg interesserer mig for det som formand for Socialpolitisk Forening, fordi vi i socialpolitikken ved, hvor afgørende det er, at læger inddrager de samfundsmæssige vilkår, der ofte afgør hvor syge eller raske mennesker er.

Myndighederne har tidligere søgt at få lægerne til at blande sig udenom. Læger skal være objektive lægefaglige diagnostikere. ”Lægefagligt” er ikke klart defineret, men læger skal ikke blande sig i jura eller politik. De skal ikke sige at en person med helbredsproblemer skal have førtidspension. De skal beskrive helbred og overlade resten til juristerne.

Mens kravet om tværfaglig ekspertise bliver stærkere i alle sammenhænge, sender man lægerne ind i en specialistbås uden vinduer til samfundet.

Socialmedicinske initiativer

Det er aldrig før gået så langt som nu. I aftalen mellem Kommunernes Landsforening og speciallægerne præciseres adskillelsen af det lægefaglige og juridiske, men det fastslås at læger kan komme med ideer til socialmedicinske initiativer og med egne ideer til socialmedicinsk behandling (Lægeerklæring nr 165). Lægen skal beskrive helbredets relation til patientens socialmedicinske situation (Lægeerklæring 145). Der er stadig en smule frirum.

Ikke på udlændingeområdet.

Lægeforeningen er stort set er enig med folketingsflertallet om ændringerne. Lægetoppen synes også læger skal være strengt objektive. Det med at inddrage samfundet og fremtiden er subjektivt. Men jeg tror de leksikale afsnit om socialmedicin skal skrives om.

Svend Heinild roterer i sin grav. Jeg tror Vagn Christensen roterer i levende live.

Knud Vilby er formand for Socialpolitisk Forening og for Fredsfonden.

Tilbage til forsiden