Modtaget d. 17.07.10 fra Jacob Olesen <jaol@ stofanet.dk>

Bent Melchiors tale ved Bedsteforældre For Asyls demonstration foran Christiansborg d. 17. juni 2010

Må jeg begynde med at udtrykke min beundring for alle jer, der har kunnet stå her i så lang tid og stadigvæk er her.

Jeg sagde til en af arrangørerne i går, at jeg regnede med, at det var hende og mig, der ville være de eneste, der ville være tilbage, når jeg fik ordet. Men I gjorde altså mine ord til skamme.

Og min beundring for Bedsteforældre For Asyl, som nu år ud og år ind har taget denne helt fundamentale sag op og ikke lader sig slå ud af tilbageslag - jeg udgør selv en lille filial af foretagendet – det er den filial, der hedder Oldeforældre For Asyl (latter og klapsalver), så det er derfor, at jeg har tilladt mig at bede om en stol at sidde på. Men bortset fra det så tror jeg, at vi er helt og totalt på linje med hinanden.

Og lad mig begynde med en lidt personlig betragtning. Det er 67 år siden, at dansk tolerance, dansk medmenneskelighed, reddede mit liv. Havde det ikke været for de kvaliteter i det danske samfund, så havde jeg ikke eksisteret mere… så havde jeg allerede været væk i over 65 år. Og det har jeg jo ikke glemt. Og jeg konstaterer, at når Danmark i mange år har haft et godt navn ude i verden og har haft plads blandt de nationer, der nedkæmpede diktaturet og umenneskeligheden, så skyldes det til dels redningsaktionen i oktober ’43. Og det holder jeg ikke op med at sige tak for.

Vi kom til Sverige og kom i det, der på moderne dansk hedder asyllejr. Vi var der i 14 dage, og vi syntes egentlig, at det var rigeligt til at få lejrkuller af. Det kan jeg jo ikke glemme, når jeg besøger Sandholmlejren og ser de mennesker, der har siddet der år ud og år ind på den mest forbryderiske måde. Hvorfor i alverden kan vi ikke få de mennesker ud og virke i vores samfund?

Jeg læste i avisen i dag, at der i første kvartal dette år (2010 red.) er kommet ca. fire en halv tusinde fremmede arbejdere ind i Danmark. Men de få hundreder, der sidder i lejrene, dem vil man ikke gøre brug af. Jeg synes, at det er en skamplet og jeg er glad for, at Bedsteforældrene mødes ved Sandholmlejren igen og igen – Bliv ved, indtil det virker.

Vi har et retssystem, som er et parallelsamfund til dét, der egentlig er det danske retssystem. Det hedder Flygtningenævnet. Hvad er Flygtningenævnet? Ja altså, når man taler med nogle af dem, der i dag udgør flertallet i huset her til venstre for mig (peger mod Christiansborg), ja, så er Flygtningenævnet - det er Oraklet fra Delfi. Når de har talt, så er alt i orden!! Hvad er Flygtningenævnet, kære venner? Jo, der sidder en dommer og så sidder der to bisiddere, af hvilke den ene er groft inhabil, for det er en bisidder, der er udnævnt af ministeriet og derfor ved, hvordan han eller hun nu skal agere. Denne institution, som i bedste fald, hvis jeg ser bort fra denne inhabilitet, kan kaldes for en byret (en dommere med to bisiddere), den bliver her i landet kaldt for Højesteret! Man kan ikke appellere! Flygtningenævnet har talt og derved må det blive!

Jeg synes, at det er en skamplet for vores retssystem, og jeg synes, at det er synd, at der er folk fra retssystemet, der lader sig misbruge til at deltage i det cirkus, som kaldes Flygtningenævnet.

Jeg havde den lykke i nogle år at være ansat som assistent for min egen far.
Vi skulle ikke afgøre nogen sager, så der var ikke tale om inhabilitet, fordi vi var far og søn. Men vi afløste hinanden på en talerstol her i byen – en dejlig talerstol, som jeg indimellem stadigvæk opsøger. Og når det var min tur til at tale, og min fars tur til at lytte, så skete det tit og ofte på vej hjem, at min far, som var en sprogrøgter af egen klasse, han kommenterede – ikke HVAD jeg havde sagt, men han citerede. ”Du sagde i dag sådan og sådan… Sig mig”, sagde han, ”er dét dansk?” Og det var det så tilsyneladende ikke. Det hændte en gang imellem, at jeg tog min far i at bruge et udtryk, som i hvert fald på dét tidspunkt ikke var optaget i Nudansk Ordbog. Så når vi gik hjem sammen efter en tjeneste, så kunne jeg godt tillade mig at sige… ja, altså, jeg sagde altid først ”Undskyld jeg spørger… Du brugte i dag sådan et udtryk… Er dét dansk?” Hvortil min far sådan skævende lidt ud af øjenkrogene henimod mig svarede ”Nu er det!!”

Det, jeg gerne vil tillade mig at spørge om, det er: Er den måde, vi behandler flygtninge på; er dét dansk??

(Demonstrationsdeltagere svarer: ”NEJ!!”)

Jeg vil så gerne fastholde det fornemme ved at være dansk. Og derfor vil jeg fastholde, at det vi foretager os, det er altså i allerhøjeste grad Udansk. Og så hjælper det ikke, at man omgiver sig med dannebrogsflag og synger nationalsang. For symboler skal dække over noget reelt, og realiteten må være en ordentlig behandling af flygtninge.

Det har været karakteristisk, at når vi har taget ordet til fordel for flygtninge, så har der fra anden side været rejst skræmmekampagne. ”ÅH NEJ – De vil åbne Danmark som en ladeport. Og så vil hundredetusinder fra alle egne af jorden strømme til Danmark!!”

Sludder og vrøvl.

Vi har ingen planer om at åbne for nogen ladeport. Vi har planer om, at det skal gå ordentligt til. Og at de mennesker, der kommer inden for vores rækkevidde, de skal behandles ordentligt. I mine unge dage kunne jeg sige til folk, der kom til Danmark og havde fået opholdstilladelse, at nu blev de behandlet på lige fod med andre folk, der bor i dette land. Èn lov for den indfødte og den fremmede. ”De sociale vilkår, der gælder for andre, vil også gælde for jer”, sagde jeg. Det er en saga blot. I dag er det noget med starthjælp. Vi har fundet ud af, hvad der er minimum at leve for. Og så trækker vi fra dét minimum og kalder det for… ”starthjælp”. Er dét dansk??

(Demonstrationsdeltagere svarer: ”NEJ!!”)

Jeg konstaterer, at vi, som det allerede har været antydet, i disse dage har fået en ny lov, der begrænser visse patienters mulighed for at få tolk til at kunne forklare sig over for en læge og forstå hvad lægen siger. Jamen… er de vanvittige??

(Demonstrationsdeltagere svarer: ”Ja!!”)

Er det dansk??

(Demonstrationsdeltagere svarer: ”NEJ!!”)

Vi kan konstatere, at nogle af de personer, der bliver udvist, tvangsudvist, af Danmark, er mennesker, der bliver taget ud af deres familier. Vi hørte lige det glimrende indlæg om familiesammenføring. Vi ikke bare stopper familiesammenføring, vi splitter familier via familiesplitning. Er det dansk??

(Demonstrationsdeltagere svarer: ”NEJ!!”)

Og sådan kan vi jo blive ved, desværre, i længere tid. Men jeg skal heller ikke misbruge jeres styrke til at kunne stå op så længe. Så lad os være enige om, at vores vidunderlige symboler i dette land, til hvilke huset her jo hører, som et af de helt væsentlige (peger mod Christiansborg), at disse symboler skal stå for dét, der virkelig repræsenterer det at være dansk. Og lad os hjælpe vore politikere ved at støtte, ved enhver mulig lejlighed og på enhver mulig måde, at vi bliver anstændige mennesker, og at vores ry ude i verden bliver genoprettet… hellere i dag end i morgen.

Tilbage til forsiden