D. 26.08.10 Fra Malene Fenger-Grøndahl <malene@ fenger-grondahl.dk>

Europa bekæmper sine fattige

2010 er Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, og som Europas mest udstødte gruppe kandiderer romaerne til særlig støtte. Men i stedet for at bekæmpe fattigdommen, forsøger både rige og fattige EU-lande at fjerne de fattige ved at flytte dem og forskanse sig mod dem.

2010 er udnævnt til Europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, og det ville være oplagt, at EU-landene brugte det som anledning til at bekæmpe den fattigdom, som unionens største etniske minoritet, romaerne, er ofre for. I stedet ser det ud til, at de fleste EU-lande vælger at bekæmpe de fattige, ikke fattigdommen.

Både gamle og nye EU-lande forholder sig til den massive fattigdom blandt kontinentets 10-12 millioner romaer som et sikkerhedsspørgsmål snarere end en socialpolitisk udfordring. Romaerne udpeges som en trussel mod samfundsordenen, mens årsagerne til det stigende antal migranter stort set ikke påkalder sig interesse.

Myndighederne i lande som Ungarn og Tjekkiet ser gennem fingre med nynazistiske gruppers propaganda og overgreb på romaer, den italienske regering internerer migranter i interimistiske lejre og begrunder det med, at romaerne som et nomadefolk ikke er bedre vant. I Frankrig lukker myndighederne romaernes illegale lejre og udviser romaerne til den fattigdom, de er flygtet fra. Også i Danmark mødes tilrejsende romaer med politiaktioner og udvisninger.

Som forfatter til en bog om romaer bliver jeg næsten dagligt ringet op af journalister, der vil vide, hvorfor der strømmer romaer ind over grænserne for at samle flasker, stjæle og tigge. Det korte svar lyder, at mennesker, der lever i ekstrem fattigdom og social udstødelse, naturligt nok kan blive drevet til at migrere i håb om at finde bedre forhold. Roma-migranterne benytter sig af EU’s åbne grænser og reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed i et forsøg på at skabe en fremtid for sig selv og deres børn.

Hvad fattigdom og social udstødelse mere konkret vil sige, kan der siges meget om. Under researchen til bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (Aarhus Universitetsforlag), besøgte jeg 12 europæiske lande, og i alle disse lande, men især i Central- og Østeuropa, mødte jeg romaer, der levede under forhold, der bedre kan sammenlignes med Afrika syd for Sahara end det øvrige Europa. Et eksempel var en slovakisk roma-landsby, så isoleret og ignoreret, at den ikke engang havde et navn. Til gengæld var den berømt, fordi den daværende tjekkoslovakiske præsident Vaclav Havel havde beæret stedet med et besøg i 1993. Dengang var landsbyen uden vand, gas, el eller anden infrastruktur. De 800 beboere levede i træhuse med hullede bliktage, og deres eneste varmekilde var primitive brændeovne. Beboerne havde oplevet en eklatant social deroute efter kommunismens fald. De fleste voksne var blevet arbejdsløse, da de statsejede fabrikker lukkede, og uden uddannelse havde de svært ved at finde andet arbejde.

Efter sit besøg udtalte Havel: ”Det her er ikke Europa værdigt”. Han lovede samtidig at gøre sit for, at ingen skulle leve under så usle kår i fremtidens Europa.

13 år senere var landsbyboerne blevet borgere i den unge republik Slovakiet, som var indlemmet i EU efter en lang forhandlingsproces. Undervejs havde EU stillet krav til kandidatlandet om anerkendelse af mindretal og bekæmpelse af fattigdom, social udstødelse og ghettoisering. Millioner af euro havde via særlige puljer og fonde fundet vej til Slovakiet og de øvrige kandidatlande for at forbedre forholdene for romaerne. Men i landsbyen i det østlige Slovakiet havde EU-pengene ikke sat synlige spor, da jeg besøgte stedet i 2006. Det eneste, der var sket siden Havels besøg, var, at skoven, hvor beboerne hentede brænde, var blevet udpeget til nationalpark, og at der var blevet installeret én vandpumpe. Beboerne skulle nu ikke længere op i skoven for at hente vand fra en kilde. Til gengæld var det ikke længere lovligt at hente brænde.

Den eneste voksne med fast arbejde var Rudor, der fungerede som kontaktperson til kommunen. Han havde haft stor tiltro til, at EU’s krav ville slå igennem som konkrete forbedringer. I stedet så situationen mere håbløs ud end nogensinde. Børnene blev visiteret til skoler for mentalt handicappede, fordi de talte dårligt slovakisk efter en opvækst med romani-talende forældre. De voksne var afhængige af kontanthjælp, og selv om mændene af og til fandt arbejde som daglejere i byggeindustrien, havde de svært ved at skaffe mad på bordet - ikke mindst efter en socialreform, som medførte, at der ikke blev udbetalt børnepenge til flere end fire børn per familie.

Sidst på måneden lod mange familier sig lokke til at låne penge af en ågerkarl, en rig roma. Kunne skyldnerne ikke betale, arrangerede han busrejser til Tyskland eller Schweiz, hvor de forgældede fik en uge eller to til at skrabe penge sammen som flaskesamlere, tiggere eller gademusikanter. Var de heldige, tjente de nok til at betale gælden af. Var de uheldige, blev de anholdt, fik pengene konfiskeret og havde mangedoblet gælden, fordi de nu også skyldte ågerkarlen for bustransporten til Vesteuropa.

Hjemme i landsbyen blev Rudor mødt med bebrejdelser: ”De spørger, hvorfor jeg anbefalede dem at stemme ja til optagelse i EU, og jeg kan ikke give dem et godt svar”. Den slovakiske regerings rådgiver i roma-spørgsmål kunne til gengæld pege på to ting, der kunne forklare, hvorfor EU-pengene havde haft så ringe effekt: For det første var problemerne komplekse og kunne ikke løses på få år. For det andet var det svært for regeringen at omsætte sine handleplaner i praksis, fordi ingen borgmestre ønskede at skabe så gode forhold for romaerne, at de tiltrak flere fra nabokommunerne. Derfor lurepassede de og forsøgte med administrative tiltag at få romaerne til at rejse. Trak dem i kontanthjælp på mistanke om bedrageri eller truede med at sætte dem ud af deres boliger, hvis de ikke betalte leje til tiden. En strategi, der minder påfaldende om den, de rige EU-lande nu benytter over for roma-migranterne - og som de samme EU-lande gentagne gange har kritiseret myndighederne i de nye medlemslande for.

Resultatet er, at flere og flere romaer rejser nord- og vestpå. Det er mødre, der ikke kan betale for deres børns skolegang og ender i illegalt rengøringsarbejde og prostitution. Fædre, der håber, at deres børn modsat dem selv kan få en uddannelse. Unge par, der drømmer om at bygge et hus i stedet for et bræddeskur - eller mangler medicin til deres syge forældre.

Mit svar til journalisterne handler om disse skæbner. Det er ikke et svar, der egner sig til dramatiske tv-reportager. Det bekræfter ikke fordommen om romaernes medfødte rejsetrang som forklaring på migrationen. Men det peger på det faktum, at romaerne trods op mod 1000 års tilstedeværelse i Europa udgør kontinentets dårligst integrerede og fattigste minoritet.

Det burde ikke komme bag på nogen. Rapporter fra internationale organisationer har dokumenteret romaernes udsatte position på bolig- og arbejdsmarkedet, deres dårlige sundhedstilstand og lave gennemsnitslevealder samt de forskelligartede former for diskrimination, romaerne udsættes for.

I 2005 vedtog et flertal i Europa-Parlamentet en resolution, som slog fast, at romaer får krænket deres borgerrettigheder, og at det er nødvendigt at ”tage skridt til at inkludere romaer i samfundet”, så de kan ”leve med samme værdighed som andre”.

For Rudor og mange andre er der langt til en oplevelse af (lige)værdighed. For dem er situationen status quo: Fattigdom og social udstødelse. Det Europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse burde være anledning til, at et samlet Europa tager sit ansvar på sig. I stedet forskanser det sig mod sine fattige og flytter rundt på dem.

Tilbage til forsiden