Om betydningen af journalisten Jørgen Dragsdahls research under atomraketkrisen i 80erne for at vi undgik atomkrigen, - et personligt vidnesbyrd fra da jeg var aktiv i "Nej til Atomvåben" (også med links til indsamlingen)

Her en snes år efter husker jeg stadig Jørgen Dragsdahls artikel i Information, hvor han med hjælp af sine amerikanske kilder løftede sløret for, at indflydelsesrige kredse i USA arbejdede for en "første slags Atomvåbenstrategi", hvor USA skulle opruste så voldsomt at USA skaffede sig et så stort forspring foran Sovjet i kaprustningen på atomvåben, at USA ville blive i stand til at ødelægge Sovjets atomvåbenkapacitet i et enkelt overraskelsesangreb.

Og det var ikke blot for at droppe den trods alt relativt stabile terrorbalance mellem atommagterne, der ud fra en rationel kalkule, hvilede på ideen om, at bevarelse af en gensidig sårbarhed ville afskrække begge sider fra at starte en atomkrig, fordi det så ville udarte til det rene selvmord på egen befolkning.

Nej førsteslagsstrategien sigtede simpelthen på at åbne for at bruge atomvåbenoverlegenheden til at USA engang for alle og relativt omkostningsfrit for sin egen befolkning kunne angribe ”fjenden” Sovjet uprovokeret og opnå militært verdensherredømme uanset civile tab af folkemordsdimensioner.

Dengang først i 1980erne indså mange af os pludseligt, at vi alle var blevet taget som gidsler af selve den ukontrollable atomraketkaprustningsspirals egen dynamik.

Atomoprustningen under den kolde krig kunne ikke længere legitimeres som et forsvar af "os" imod "dem". Dertil var den alt for livsfarlig, når den i militaristiske hjerner kunne udarte til udvikling af en første slagsstrategi. En angrebsstrategi som, selvom den skulle blive markedsført som en forsvarsstrategi, under alle omstændigheder ville efterlade "fjenden" med een eneste mulighed, at forsøge at gøre det samme eller at overgive sig betingelsesløst.

Og når toneangivende militaristiske kredse i USA kunne være så kyniske at tænke på at starte en atomkrig for at udslette fjenden totalt, så måtte vi forvente at Sovjetlederne, der ikke havde nogen demokratisk fernis at døje med i en sådan situation, i selvforsvar kunne føle sig presset til selv at starte en atomkrig mens tid var inden USA havde opnået førsteslagsevnen. (Reagans ide om stjernekrigsprojektet, der stadig overlever, er født af samme fatale tankegang: Ved, igennem at gøre sig usårlig, at opnå et enevældigt militært verdensherredømme, der stadig giver mulighed for ensidigt brug af atomvåben som den første - både som trussel og om ”nødvendigt” også at gøre alvor af det.)

Så vi blev bange - selvfølgelig konkret for hvad Sovjetstyret med ryggen mod muren kunne hitte på, men mest over at de vestlige magthavende politikere, på nær Oluf Palme, stak hovedet i busken. Vi blev klar over at det var selve kaprustningens onde spiral, der var problemet. Den levede af gensidige fordomsfyldte negative fjendebilleder fodret af begge siders militær-industrielle kompleksers egeninteresser, som allerede den amerikanske præsident og krigshelt fra 2. verdenskrig Eisenhower advarede imod ved sin afgang.

Vi så verdens forestående tilintetgørelse igennem atomkrig i øjnene og måtte gøre noget.

Derfor opstod der udenfor den hidtidige toneangivende fredsbevægelse, Samarbejdskomiteen, nu en ny atompacifistisk bevægelse, Nej til Atomvåben – ligesom i resten af Vesteuropa. Vi satsede her også på civilsamfundenes gensidige afspænding nedefra gennem græsrodsbevægelser. Der kom kontakter med lignende græsrodsgrupper i østblokken, ikke mindst kirkelige grupper i Østtyskland, Vaclav Havels Charta 77 i Tjekkoslovakiet og uafhængige fagbevægelser som Solidarnosc i Polen og vi mødtes på den paraplyorganisation European Nuclear Disarmaments, ENDs årlige stævner med deltagelse fra alverdens lande.

Jeg var selv med i Lund. En ny verden åbnede sig og man blev aldrig den samme igen. Det skabte en samhørighed med alverdens ligesindede i et gensidigt skæbnefællesskab. Der blev født verdensborgere med en overbevisning om at almindelige folks indflydelse igennem demokratisering af samfundene på begge sider af jerntæppet og kendskab og opbygning af tillid var forudsætning for en positiv bæredygtig fred i verden. Det måtte ikke fremover lykkedes for supermagtspolitikere i symbiose med oprustningsindustrien igen at skræmme os fra hinanden og gennemtvinge en opdeling i ”dem” og ”os”, som basis for skabelse af nye gensidige fjendebilleder.

Alt dette startede for mit vedkommende med Dragsdahls veldokumenterede og velargumenterede artikler i Information.

I den givne situation er det nu passende, at alle vi, der har haft gavn af dem, takker Jørgen Dragsdahl med bidrag til at dække udgifterne ved Jørgen Dragsdahls vundne injuriesag imod min fagkollega Bent Jensen. En person, som åbenbart ingen midler skyer for at mistænkeliggøre og undergrave Dragsdahl for derigennem at ramme os alle. Dragsdahls journalistiske mod og udholdenhed var jo katalysator for fredstænkningens opblomstring og derigennem for at den fremmedgørende og fjendebilledskabende mur mellem menneskene i øst og vest i 1989 blev sløjfet af aktive ikkevoldelige borgere.

Vi der var med til at skabe historien vi vil også være med til at skrive historien og fortælle den til fremtidige generationers inspiration. Og her kan alle bidrage til reg.nr. 2252, konto nr. 0722248783.

Med fredelig hilsen

Arne Hansen

Læs gerne om indsamlingen til dækning af Dragsdahls omkostninger til sin vundne retssag, der ellers vil ruinere ham på Jørgen Dragsdahl Foreningens hjemmeside:

http://www.jorgendragsdahlforeningen.dk/ - og om kilder til Dragsdahls journalistiske virke.

- og læs nogle af støtteerklæringerne og links til andre på http://www.arnehansen.net/100827LykketoftHjaelpDragsdahl.htm

- og støt Jørgen Dragsdahl på Facebook:

http://www.facebook.com/pages/Stot-Jorgen-Dragsdahl/142257095796644?ref=ts

Tilbage til forsiden