D. 2.09.10 Fra Fathi El-Abed <dalil@ dbmail.dk>Kære
Arne,
Kronik
Afghanistan - intet godt nyt fra fronten
Efter sommerens donorkonference med mere end
60 nationer er det på tide at se tilbage på indsatsen i Afghanistan. Skal det
internationale samfund tro på mirakler frem mod udgangen af 2014 - mirakler, vi
er blevet lovet siden krigens start, og som intet tyder på, vi har været i
stand til at sikre?
2000 MILLIARDER kroner -
cirka fire gange Danmarks årlige husholdningsbudget - er brugt på vores
militære engagement i Afghanistan. Kun sølle 212 milliarder er blevet brugt på
den såkaldte genopbygning og andre civile indsatser i det sønderbombede og krigshærgede
land.
Det er tankevækkende, at
milliarder af dollar hver eneste måned bruges på at føre en udsigtsløs krig,
samtidig med at den civile opbygning ikke har kunnet rykke ved de menige
afghaneres syn på de udenlandske tropper, eller at de afghanske soldater
oplever, at deres eneste opgave i udlændingenes øjne er at føre krigen på vegne
af amerikanerne.
Der findes almindelige
afghanere og soldater, der nyder godt af de udenlandske soldaters
tilstedeværelse. Men når Taleban har så stor fremgang overalt i landet - og det
på trods af at historiens største militære magter har bekriget og bombet dem
massivt i snart et årti - så er man nødt til at evaluere, hvorfor det går en
anden vej, end vi som borgere er blevet lovet hver dag siden krigens start.
Richard Haass, der siden
2003 har været formand for den Washington-baserede tænketank Council on Foreign
Relations, og som tidligere har gjort karriere i Det Hvide Hus og Pentagon,
skrev i Newsweek for nogen tid siden, at USA er nødt til at genoverveje sin
strategi i Afghanistan. Han mener, at præsident Obama bør trække de amerikanske
styrker ud af Afghanistan omgående.
Haass er bare en af
mange fremtrædende politiske og militære personligheder, der samstemmende har
krævet en snarlig tilbagetrækning fra Afghanistan.
Og vurderingen er, at
den nuværende strategi, der har stået på i snart 10 år, vil mislykkes, og at
resultaterne ikke kan retfærdiggøre de enorme økonomiske og menneskelige
omkostninger.
Direkte adspurgt om sine
udmeldinger sagde Haass, at Obamas strategi om at øge antallet af de
amerikanske soldater i Afghanistan med 30.000 mand vil medføre en eskalering af
situationen, da den følges op af en tilsvarende optrapning på Talebans side.
Det gør det ikke bedre, at udmeldingerne om tilbagetrækning i 2011 er uklare.
DER ER UDEN tvivl flere
årsager til USA's enorme problemer i Afghanistan.
Først og fremmest møder
de udenlandske styrker en koalition bestående af tre hardcore jihadister:
al-Qaeda, Taleban og den flere tusinde mand stærke krigsherre Jalal al-Din
Haqqani.
Alle tre er modstandere
med erfaringer fra krigen mod de sovjetiske styrker i 1980' erne. De kender
terrænet som deres egne bukselommer, og vigtigst af alt har de tusinder og
atter tusinder af sympatisører og tilhængere i det vidtstrakte land. Flere
kommer til, for hver gang civile afghanere falder som ofre for Nato-styrkerne.
Og det sker så ofte, at hadet til især amerikanerne vokser konstant.
Det andet problem, som
det internationale samfund har i Afghanistan, er den svage afghanske præsident,
Hamid Karzai, og hans manglende evne til at kontrollere landet og selvfølgelig
korruptionen, der gennemsyrer hans administration, samtidig med at han er
omgivet af tidligere krigsforbrydere, som den overvejende del af befolkningen
hader og mistror.
General David Petraeus,
som afløste general Stanley McChrystal, har fået en tung arv og en umulig
opgave. Strategien om at besejre Taleban og dets allierede med al-Qaeda i
spidsen er og bliver en umulig opgave - selv for verdens stærkeste militære
styrke.
FOR NYLIG SKREV den
afghanske forfatterinde Zahra Rahman i avisen The Guardian om det stigende
problem med afghanske soldater og sikkerhedsfolk, der skyder amerikanske og
andre udenlandske soldater ned. Zahra Rahman mener, at den træning, de
afghanske soldater får - af amerikanerne - er en hurtig og overfladisk militær
træning, der ikke prioriterer, hvordan en soldat bør opføre sig.
Derudover har afghanske
soldater flere gange vist deres frustrationer over ikke at blive lønnet
ligeligt i forhold til deres udenlandske " kolleger", eller at de i
flere tilfælde ikke har fået deres løn til tiden.
De afghanske soldaters
utilfredshed vokser, i takt med at Talebans angreb bliver mere sofistikerede og
kræver flere dødsofre. Talebans angreb foregår mest om natten. I dagtimerne
arbejder de afghanske og amerikanske soldater sammen. Når mørket falder på,
trækker de amerikanske soldater sig tilbage til deres velsikrede og isolerede
baser, mens de afghanske soldater står som skydeskiver, når de skal forsøge at
opretholde sikkerheden på vejene og i byerne i nattetimerne.
Og på trods af de enorme
beløb, der indtil videre er brugt på at udruste og forberede de afghanske
soldater - fortsætter Zahra Rahman - så er de afghanske soldater for eksempel
nødt til at samle deres døde soldaterkammeraters våben og udstyr sammen for at
være sikre på en ordentlig og forsvarlig udrustning.
Og når de får brug for
det afghanske " sundhedssystem", oplever de at blive kastet rundt på
hospitalernes afdelinger, hvor de til tider må ligge to soldater i én seng,
mens afghanske politikere og embedsmænd får en førsteklasses behandling for det
mindste tegn på sygdom. For slet ikke at tale om den - i deres øjne - fine og
luksuriøse behandling, som blandt andre de amerikanske soldater får i deres
prægtige og veludstyrede felthospitaler.
På nuværende tidspunkt
er der uddannet og trænet 240.000 afghanske soldater og sikkerhedsfolk. Flere
af dem har enten været i kamp mod Taleban sammen med de amerikanske styrker,
eller de vil komme det i de kommende måneder. USA's egne evalueringer har i
foråret påpeget, at deres vurderingssystem er mangelfuldt. I nogle tilfælde er
det lokale afghanere, der står for såvel uddannelsen som evalueringen, og
dermed skal de vurdere deres egen indsats. Amerikanernes mål er at øge den
afghanske hær og sikkerhedsstyrker til 300.000 personer.
Men de er langt fra at
være godt trænet, og befolkningens tillid til dem er minimal og vil næppe kunne
ændres markant. Og endelig er korruptionen og kriminaliteten blandt de
afghanske styrker enorm, som det også er fremgået af danske og udenlandske
medier.
Det er således svært at
finde godt nyt fra fronten.
DONORKONFERENCEN KAN
være et skridt i en ny og bedre retning, men en række spørgsmål rejser sig:
Hvornår er der godt nyt fra fronten? Skal vi tro på, at donorkonferencen bliver
en omlægning af strategien i en ny retning? Skal det internationale samfund tro
på mirakler det næste par år og frem mod udgangen af 2014 - mirakler, vi er blevet
lovet siden krigens start, og som intet tyder på, at vi har været i stand til
at sikre? Ved sin tiltræden i slutning af juni skrev den nye øverstbefalende
for styrkerne i Afghanistan, general David Petraeus, en artikel i
udenrigsmagasinet Foreign Policy, hvori han indrømmede modgangen og det svære i
at opnå de amerikanske mål i Afghanistan.
Hvornår vil vores
regering indse det samme og bringe vores drenge hjem? De seneste års
nedskydning af talebanere - nærmest som fasaner - har i hvert fald ført os i
den stik modsatte retning. Lad os spare vores soldaters liv, de mange civile
ofre og de mange milliarder, der bruges på krudt og kugler. De er bedre brugt
på en reel og helhjertet opbygning af et Afghanistan uden fanatisme og terror.
Og skulle der blive noget
tilovers af de mange milliarder, kan det bruges på at styrke arbejdet med de
traumatiserede, hvad enten det drejer sig om krigens veteraner eller flygtninge
fra andre krigsrædsler.
Pernille Frahm er
folketingsmedlem for SF, og Fathi El -Abed er førstesuppleant til Europa-Parlamentet for SF.
AH: Følg gerne løbende med i fredsaktiviteter – både nu på flagdagen d. 5.
sept. under
Tilbage til forsiden