Fra Politiken d. 3. okt 2010 http://politiken.dk/indland/ECE1074083/udlaendinge-med-hoej-uddannelse-foeler-sig-afvist-?ref=nyhedsbrev_politiken-morgen

 

Udlændinge med høj uddannelse føler sig afvist

 

Danskere opfatter sig selv som åbne over for udlændinge. Men veluddannede udlændinge føler sig ikke velkomne, viser rundspørge.

 

AF Olav Hergel og Mette Albæk

Højtuddannede føler sig ikke velkomne

Dagmar Fink

Tonen er negativ, generaliseringerne grove, og udlændinge betragtes som en byrde.

Sådan lyder nogle af konklusionerne i en ny undersøgelse, hvor 700 fortrinsvis højtuddannede udlændinge redegør for, hvordan de opfatter danskernes syn på udlændinge.

»De højtuddannede føler sig ikke velkomne, når de er her i længere tid. De føler, at de bliver set på som en problematisk masse«, siger Dagmar Fink, der har gennemført og finansieret undersøgelsen. Hun er selv tysker, men ansat som projektmanager hos IBM i Danmark.

En anden tone
Dansk Arbejdsgiverforening har læst Dagmar Finks undersøgelse og nikker genkendende til konklusionerne.

»Den fortæller mig, at vi kan sætte en masse initiativer og teknikaliteter i gang. Men hvis vi ikke på en eller anden måde får en anden tone ind omkring det, vi gør, og den måde, vi taler til hinanden på, så hjælper det ikke noget«, siger Finn Rasmussen fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Danskere opfatter normalt sig selv som imødekommende over for udlændinge, men med undersøgelsens konklusioner svarer selvforståelsen ikke til virkeligheden.

»De kommer, når der er attraktivt, og de bliver kun, så længe der er attraktivt. Det er intellektuelle nomader«, siger Tine Horwits, der er leder af Consortium for Global Talent, hvor man også har studeret Dagmar Finks undersøgelse.

Systemskifte i dansk udlændingepolitik
Konsortiet er oprettet af 15 danske elitevirksomheder, blandt andre A.P. Møller – Mærsk, Carlsberg, Arla Foods og Novo Nordisk, der anser det for presserende at tiltrække arbejdskraft.

Regeringen har lagt op til et systemskifte i dansk udlændingepolitik for at tiltrække og fastholde attraktive udlændinge, men det kræver en ny holdning over for de tilrejsende.

»De er ligeglade, om de arbejder i Singapore, London eller København. De kommer for at udnytte deres potentiale, og jo mere skinger tonen bliver i Danmark, jo mere forstærkes den i udlandet.«, siger Tine Horwitz.

Når det handler om udlændinge, er »der en stærkt negativ generalisering i medierne, blandt politikerne og i den offentlige diskussion«, hedder det i undersøgelsen. Myndighederne er ikke imødekommende, og udlændingeloven er uigennemskuelig og forandres ofte. Dagmar Fink håber, at resultaterne vil få folk til at tænke, for hendes mål er, at udlændinge i Danmark kan få et godt liv, »hvor vi kan yde vores bedste og løse de udfordringer, vi bliver stillet over for«.

DF tvivler
Hos Dansk Folkeparti, der har været med til at sætte tonen og formulere udlændingelovene de sidste ti år, mener næstformand Peter Skaarup, at en fri tone hører til i et frit demokrati, og han mener ikke, at den udlændingepolitik, som føres, holder de attraktive væk.

»Jeg tror ikke, det er så voldsomt, at nogen fravælger Danmark alene på grund af udlændingepolitikken. Hvis det var et land med voldelige overfald på udlændinge i gaderne, så ville folk måske blive væk, men det er det netop ikke«.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) vil ikke kommentere sagen. Det vil til gengæld den konservative integrationsordfører Naser Khader:

»Jeg er villig til at se, hvad der gør, at de ikke føler sig velkomne i Danmark, for vi har brug for deres højtuddannede arbejdskraft«, siger han.

 

 

 

 

Tilbage til forsiden