Nedenstående udtalelse fik sin endelige form d. 15.11.2010 og blev med de 8 underskriveres navne sendt til Dagbladet Information d. 18.11.2010. Lagt på her d. 23.11.10.

Kæmp for alt hvad du har kært

Det er med stor betænkelighed, at vi nu træder offentligt frem med en kritik af SF's udlændingepolitik.

Hidtil har vi og vort netværk arbejdet på de indre linier, men da der stadig ikke, trods utallige opfordringer, er skabt et synligt og tilgængeligt forum på www.sf.dk for en landsomfattende debat, har vi mistet tålmodigheden. Mens stormen i sidste uge rasede i partiets bagland, var hjemmesidens forside blank og stille som en skovsø; det er barokt. Det følgende er især henvendt til SF's medlemmer, men andre kan altså læse med. Vores hovedanliggende er at argumentere for et realistisk alternativ til partiets hidtidige politik. Denne er både utiltalende og urealistisk.

I Europa går det i disse måneder meget hastigt i den forkerte retning. Der er tilsyneladende fri bane for de fremmedfjendske og intolerante. Problemet er ikke højrepopulismen som sådan, men den manglende rygrad hos andre partier. Medløberiet.

Vi har set hetzen mod romaer, især fra den franske regering, og nok så vigtigt har vi set, at EU faldt ned som et lam, efter først at have været ude med meget skarpe erklæringer. I Holland har Wilders nu fået en indflydelse svarende til Dansk Folkepartis i Danmark. Tyskland har hidtil været en principfast klippe i disse sager, men i kølvandet på den famøse islamofobiske bog kan man nu frygte at det skrider. I en socialdemokratiske højborg som Wien har brune partier fået mere end 30% af stemmerne.

Det eneste lyspunkt er Sverige, hvor alle de øvrige partier er enige om ikke at tilpasse sig til Sverigesdemokraterne, og hvor der var en vidunderlig tværpolitisk demonstration mod dette parti dagen efter valget.

Vi glæder os over at Poul Nyrup og de europæiske socialdemokrater nu maner til modstand.

I Danmark er der igen grænse for nederdrægtighederne overfor mennesker med udenlandsk baggrund. Vi tænker især på den årelange hetz mod vore muslimske medborgere.

DF går vel stadig i spidsen, men det er snart umuligt at se en forskel til en regering, hvor Birthe Rønn hver anden måned bringer os på kant med menneskerettighedskonventioner. På det sidste har et par ledende Venstre-folk signaleret, at politikken bør skifte fra integration til assimilering. Alle de 'udanske' elementer skal blive som os, eller måske snarere som VKO's idealdansker: nationalistisk, intolerant, lukket. Der åbnes for helt nye dimensioner i forfølgelsen, når halal kyllinger skal udskiftes med rødgrød med fløde.

Med regeringens sidste forslag reduceres andre mennesker til deres nytteværdi for os. 'Sund fornuft', kalder statsministeren det. Det er åbenbart det nye 'liberale' menneskesyn. Perspektivet er en velfærdsstat bygget på fremmedfjendskhedens fundament.

Mønsteret er at gårsdagens sorte joke bliver til morgendagens mareridt. Peter Skårup kan stolt erklære at VKO's nye forslag om familiesammenføring giver os Europas strammeste, dvs. mest ufleksible og inhumane, lovgivning. Danmarks som foregangsland?

SF's politik blev fastlagt for godt to år siden med integrationsaftalen med SD.

Her var det vigtige ikke indrømmelsen mht. 24 års reglen, men at Helle Thorning om aftenen i fjernsynet kunne tale positivt om den stramme udlændingepolitik, mens Søvndal sad ved siden af og ingenting sagde.

Dermed var partiets dobbeltstrategi fastlagt.

For det første kopipolitik overfor SD, for ikke at splitte oppositionen; på ingen områder har SF fået indrømmelser fra SD. Og SD besluttede for nogle år siden at lægge sig helt tæt op af regeringens politik på dette område, for ellers er man overbevist om at man taber valg. Det betyder i al sin enkelthed, at regeringen definerer 90% af SF-SD's udlændingepolitik.

For det andet tavshedens politik. SF vil ikke stå ved den reelle politik. Man skammer sig nok over samarbejdspolitikken. Derfor er man enten tavs som under sagen om de afviste irakiske asylansøgere i Brorson kirken, hvor vi konkret kunne se de umenneskelige resultater af regeringens asylpolitik. Eller man snakker udenom, som da DF fik med i Genopretningspakken at der ikke gives børnecheck til flere end to børn; det var udtrykkeligt vendt mod vore muslimske medborgere, men alligevel begrundede Ole Sohn sin kritik med, at forslaget ramte tilfældigt, skønt det var lige præcis det, det ikke gjorde.

I de sidste to år har SF stort set meldt sig ud af kampen for et anstændigt Danmark. Man siger ikke noget. Man taler om noget andet.

Rent bortset fra at dette er et fatalt svigt overfor alle de værdier, SF er bygget, så er denne dobbeltstrategi simpelthen ikke praktisabel. SD og SF er blevet et legetøj i hænderne på VKO, der hele tiden skruer op for hetzen for at se os sprælle i de ynkelige forsøg på følge strammerkursen til den bitre ende.

Hvad kan SF gøre og sige med denne umulige strategi? Man kan fastholde tavsheden og udenomssnakken, men det er blevet patetisk i den sidste uge at lytte til Søvndal, Sohn og Krag, der siger noget uden at ville sige noget; Søvndal nægtede endog tre gange at svare på et simpelt spørgsmål om SF ville afvise pointsystemet, hvis det betød en stramning af 24 års reglen. Eller man kan tilpasse udmeldingerne til den faktiske medløberpolitik, som vi har set om 'ghettoerne', hvor man kastede sig over de få kriminelle unge, i stedet for at tage fat om kilden til problemerne, nemlig hetzen mod alle 'udanske'.

SF taler om integration, og det er godt. Men man taler ikke om det virkelige udlændingeproblem, nemlig chikaneringen af flygtninge og indvandrere. Denne chikanering er dels uværdig i sig selv, dels gør den integrering omsonst, for hvem har lyst til at blive integreret i et samfund, hvis medier og politikere dagligt mistænkeliggør én?

Danmarks udlændingeproblem er ikke de få fundamentalistiske imaner, antidemokratiske grupper og indvandrerbander. 30ernes tyske jøder havde formodentlig også deres kvote af fundamentalister, kvindeundertrykkere og bankrøvere.

Danmarks udlændingeproblem er vores uanstændige behandling af flygtninge og indvandrere. Det problem vil SF ikke tackle, og af den grund er også partiets integrationspolitik umulig, trods de gode intentioner.

Det er meget få SFere, der af hjertet er tilhængere af den ufleksible og inhumane udlændingepolitik. Men mange accepterer politikken som det mindste onde, idet en borgerlig valgsejr er værre. Det er da også stort set det eneste egentlige argument, vi har hørt fra ledelsen: Hvis vi ikke går ind for pointsystemet, får vi splittelse og valgnederlag. SF ser kampen om Danmarks sjæl som et rent strategisk spørgsmål.

Den linie er uspiselig og umulig. Det var naivt, når SF for 2 år siden troede at man kunne lægge udlændingepolitikken død gennem aftalen med SD, så man kunne få plads til at vinde kampen om den økonomiske politik. Som om SD og SF internt kunne aftale, hvad der skulle snakkes om i dansk politik.

Men hvad er alternativet? Det er rimeligt at afkræve os kritikere et svar på dette spørgsmål.

Hvorfor er det en naturlov, at SD suverænt skal definere oppositionens udlændingepolitik?

SF skal skifte spor og arbejde sammen med de Radikale og Enhedslisten og derigennem lægge pres på SD. Udmeldingerne fra Poul Nyrup og de socialdemokratiske Vestegns-borgmestre viser, at der også er grøde i SD. Og hvis Helle Thorning holder fast i at kopiere VKO's politik, må SF sige at vi nøjes med at føre økonomisk politik sammen med SD. Sådanne undtagelser fra et samarbejde har vælgerne på begge fløje godt kunnet finde ud af, når det drejede sig om EU-politikken. Det er en myte at partier skal fremstå som næsten identiske for at blive set som et troværdigt alternativ. Tværtimod: Alternativet til den borgerlige regering bliver utroværdigt, når enhver kan se, at SF ikke har hjertet med i udlændingepolitikken.

Og hvorfor er det en naturlov, at befolkningsflertallet er fremmedfjendsk?

Kunne det ikke have noget at gøre med, at de fleste og toneangivende partier gennem deres følgagtighed overfor DF har gjort intolerante og nationalistiske holdninger acceptable? 'Nå, er det ok at mene sådan?', har sikkert mange tænkt.

Den alternative politik bør bygge på, at SF sammen de Radikale og Enhedslisten, og helst også med SD, søger at ændre folks holdninger gennem en målrettet indsats mod fremmedfjendskheden. Meningsmålinger tyder i øvrigt på, at befolkningen er ved at få nok af stramningerne.

Vi anerkender naturligvis at den herskende linie er vedtaget af SF's kompetente forsamlinger. Men de kan også ændre linien, og det tror vi vil ske. Kvalmegrænsen er nået, hvortil kommer at medløber-politikken simpelthen er skidt for partiet, når 66% af vore vælgere er modstandere af pointsystemet (uanset dets nærmere udformning). Mon disse vælgere fortsat vil bakke op om SF, hvis den nuværende strategi fortsætter?

Dansk politik har alt for længe befundet sig i en sort boks af fremmedfjendskhed. SF må komme ud, og igen føre en politik, hvor hjertet er med. Og som vi har søgt at argumentere, er hjernen heller ikke med i den hidtidige politik.

Tænk hvis vi begyndte at bruge energien på at udtænke offensive forslag i stil med Margrethe Vestagers befriende idé om arabisk talende TV kanaler.

Så kunne vi få en udlændingepolitik, hvis overskrift er VELKOMMEN.

Af Anders Lundkvist (SF-Aalborg), Angela Heinemeier (SF-Syddjurs), Arne Hansen (SF-Frederikshavn), Erik Christensen (SF-Aalborg), Eva Dragheim (SF-Syddjurs), Jens Rasmussen (SF-Syddjurs, formand), Kim Lykke Jensen (SF-Syddjurs, medlem af kommunalbestyrelsen), Lars Koch (SF-Vejle, formand)