D. 4.12.10

Som det fremgår af noten nederst så må nedenstående indlæg af Rune Engelbreth Larsen (en af Thor Møger Pedersens udskældte i det famøse indlæg på Avisen.dk (jf http://avisen.dk/blogs/thormogerpedersen/nok-er-nok-parnasset-er-i-selvsving_28299.aspx ) være skrevet før SF’s Villy Søvndal ifølge Politiken.dk d. 3.12.10 kl 23.09 udelukker, at en rød regering vil lave økonomisk politik og udlændingeaftaler med Dansk Folkeparti: ” »Jeg udelukker, at på et område som udlændingepolitikken, hvor vi er så diametralt uenige, at der kan være noget mødested«, siger Søvndal. Men jeg lægger den alligevel på fordi jeg ikke var blevet opmærksom på de 2 væsentlige citatreferencer som REL bruger og derfor ikke har fået publiceret. - Og fordi det er nødvendigt at sætte Thor M. P.-indlægget ind i sin sammenhæng for at kunne vurdere om dets lødighed. (Arne Hansen)

Til orientering:

S-SF YDMYGER DE RADIKALE OG ENHEDSLISTEN

Af Rune Engelbreth Larsen, forfatter og idéhistoriker

Trykt i Politiken den 4.12.2010

Preben Wilhjelm har provokeret Socialdemokraterne og SF ved at påpege,

at deres politik efterhånden overlapper så store dele af Dansk

Folkepartis agenda, at et kommende bloksamarbejde mellem de tre

partier ikke længere er så ulogisk, hvis regeringsmagten skifter side.

Overlapningerne gælder ikke kun udlændingepolitikken, men eftersom

denne i mange år har været omdrejningspunkt for den politiske magt,

retter opmærksomheden sig naturligvis i særlig grad mod de to partiers

markante tilnærmelser til Dansk Folkeparti på dette felt.

Ganske vist har Thorning-Schmidt efter hårdt pres fra sit bagland

proklameret, at der nu er strammet nok, men ikke uden en

understregning af, at hun »ikke kunne drømme om at gå over mod en

lempeligere udlændingepolitik«. Diskriminationen får med andre ord lov

til at fortsætte uanfægtet.

Og som Wilhjelm bemærker, står denne kurs derfor næppe i vejen for et

nært samarbejde med DF, for SSF har for længst lært at lancere ny

diskrimination som 'integration': »Skulle S og SF sætte en stopper for

yderligere stramninger af udlændingelovgivningen, kan DF vel slå sig

til tåls med, at vi nu har Europas strammeste, og at der ikke synes

flere stemmer at score på at fremture i absurditeterne. Og skulle det

endelig være, kan man vel pille lidt ved det bestående, så man kan få

SSF med på at sælge nye stramninger som en lempelse og/eller en støtte

til integrationen, som det skete med pointsystemet. Det er efterhånden

svært at forestille sig den chikane, som ikke kan udlægges som

integrationsfremmende.« (Politiken, 24.11.2010).

Hvor DF som fast støtteparti for en regering mellem S og SF måske ikke

ser sandsynligt ud allerede efter et hurtigt valg, kan udsigten såmænd

godt blive mere realistisk - hvis altså Thorning-Schmidt & Søvndal får

lov til at fortsætte medløberiet med samme acceleration som hidtil.

Søvndal afviser dog scenariet som »afsindigt«, men han har som bekendt

ikke tidligere være bleg for 180 graders kovendinger. Derfor hjælper

det heller ikke meget, når han tilføjer: »Må jeg blot stilfærdigt

konstatere, at DF er et stærkt højreorienteret parti ...« (Politiken,

30.11.2010). Ja, lad os konstatere det stilfærdigt.

Der er jo nok ingen grund til at sige for højt, at SF's

europarlamentsmedlem Emilie Turunen for nylig tog afstand fra Poul

Nyrup Rasmussens offensiv imod højreradikale partier under

overskriften: »SF til S: Forkert at kritisere højrebølgen.«

(Information, 18.11.2010).

Der er heller ingen grund til at sige for højt, at SSF har gjort De

Radikales totale underkastelse i udlændingepolitikken til et

urokkeligt udgangspunkt for et samarbejde med Margrethe Vestager. Og

der er vel heller ingen grund til at erindre for tydeligt om, at Ole

Sohn ikke udviser den fjerneste kompromisvilje, når han understreger:

»Der sker ingen ændring af dansk asylpolitik, og det kan de Radikale

ikke ændre på.« (Berlingske Tidende, 26.9.2009).

Er det virkelig sådan, SF kommer et kommende støtteparti eller sågar

en potentiel regeringspartner i møde? Ville den samarbejdsvenlige

model ikke være den, at man nøgternt tilkendegav, at hverken SSF eller

De Radikale og Enhedslisten kunne få nøjagtig den udlændingepolitik,

de hver især måtte ønske, men at man da ville nærme sig hinanden?

Nej. Således siger også Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik

Sass Larsen: »Hvis De Radikales forudsætning for, at vi kan regere

landet, er, at vi skal føre radikal udlændingepolitik, så kan jeg bare

sige, at det kommer ikke til at ske. Hvis de ikke vil tale med os, så

vil vi søge samarbejde med Venstre og De Konservative for på den måde

at holde yderfløjene væk fra indflydelse på det her emne.« (Politiken,

25.11.2010).

Bemærk, hvordan han skyder De Radikale i skoene, at de kræver deres

egen udlændingepolitik gennemført som forudsætning for et samarbejde,

skønt virkeligheden er den omvendte. De Radikale har ikke stillet ét

ultimativt krav, men er derimod blevet mødt med SSF's ultimative slag

i ansigtet: I får nul indflydelse på udlændingepolitikken, punktum. De

Radikale og Enhedslisten marginaliseres tilmed som »yderfløjene«, mens

Sass Larsen beredvilligt kaster sig for fødderne af Venstre og De

Konservative. Flot valgoplæg.

Endnu værre er Thorning-Schmidt: »Det bliver ikke De Radikale, som

skal bestemme vores udlændingepolitik. Det er de brede vælgergrupper

ikke interesseret i, og jeg er slet, slet ikke interesseret i det.«

(Berlingske, 21.11.2010).

Thorning-Schmidt er »slet, slet ikke interesseret«. De Radikale får

ikke andet end en kold skulder uden skyggen af imødekommenhed som tak

for æren af allernådigst at overrække SSF nøglerne til

ministerbilerne.

Slet, slet ikke et kompromis. Slet, slet ikke en lillebitte

indrømmelse. Slet, slet ingenting.

Hvor lovende tegner monstro denne isnende arrogance over for de

kommende samarbejdspartnere egentlig for de reelle politiske

forandringer under Thorning-Schmidt & Søvndal?

.......................................................

NOTE: Ovenstående klumme er trykt i Politiken samme dag, som det viser

sig, at kravet om et kursskifte i SF-toppen har haft en effekt, så

partiet nu rækker hånden frem til De Radikale. Efter ugers internt

pres og kritik i debatten understreges det endelig, at partiet ikke

vil indgå politiske aftaler med Dansk Folkeparti. Problemet er, at

Villy Søvndals troværdighed er tyndslidt efter en række politiske 180

graders kovendinger de senere år. Kun tiden vil vise, om den seneste

udmelding vil stå distancen - og om Helle Thorning-Schmidts arrogante

afvisning kan rulles tilbage. REL.

.......................................................

Tilbage til forsiden