D. 27.03.11 fra Carsten Andersen <carstenand@ oncable.dk> 

Pressemeddelelse:

Krigsmodstanderne indkalder til demo mod luftangreb på Libyen


Selv om et enigt Folketing stod bag beslutningen om dansk deltagelse i bombningen af mål i Libyen, indkalder lokale krigsmodstandere ikke desto mindre til en demonstration i Århus mod denne folketingsbeslutning. Under parolerne "Stop krigen mod Libyen, nej til dansk krigsdeltagelse" vil "Århus mod krig og terror" nu på onsdag forsøge at samle alle lokale krigsmodstandere til en bred demonstration mod de NATO-ledede luftangreb på Libyen.

"Krigene i Irak og Afghanistan viste sig ikke at løse de problemer som krigenes tilhængere hævdede, de ville løse. På samme måde vil bombningen af Libyen heller ikke løse, men i stedet forstærke de interne problemer i landet. Der er en overhængende fare for, at den udenlandske militærintervention vil få de interne spændinger i Libyen til at blusse op og eskalere den igangværende borgerkrig. Desuden ved vi fra andre krige, at 90 % af ofrene normalt er civile, og derfor er det naivt at tro, at luftangrebene på Libyen ikke også vil medføre massive civile tab. Erfaringerne fra solidaritetsarbejdet i forhold til bl.a. Sydafrika og Palæstina viser, at der findes masser af måder at støtte en civilbefolknings demokratiske kamp uden at bruge hverken F16-fly eller Tomahawk-missiler. Vi håber derfor at se rigtig mange århusianere på onsdag til demonstration på Rådhuspladsen", udtaler Carsten Andersen, talsperson for Århus mod krig og terror.    

Fakta:
Demonstration "Stop krigen mod Libyen - nej til Dansk krigsdeltagelse!"
Tid: onsdag d. 30. marts kl. 16-18
Sted: Rådhuspladsen i Århus
Arrangør: Århus mod krig og terror

Carsten Andersen kan kontaktes på tlf. 86 24 52 34 (hjem)  eller 89 40 61 71 (arbejde) for yderligere kommentarer.

Plakat/flyer om Libyen-demoen  kan udprintes fra http://www.arnehansen.net/110328libyendemo.pdf

 

 

Tilbage til forsiden