Steen Folke: Stop SF's nye militante stil + ah-note om fortielse af studehandelen med Gadaffi om flygtninge?

 

D. 8.04.11Fra http://www.information.dk/264878

 

Stop SF's nye militante stil

 

SF's nye krigeriske stil bør stoppes, før Villy Søvndal bliver udenrigsminister,

og Holger K. Nielsen bliver forsvarsminister

Af: Steen Folke

 

Lagt på information.dk 7. april 2011 kl. 21:40. Bragt i den trykte udgave 8.

april 2011 på side 20 i 1. sektion.

 

Omkring tidspunktet for det militære angreb på Libyen bragte Information et

interview med mig (»Endnu et af SF’s politiske skred«, bragt 19. marts), hvor

jeg tillod mig at kritisere SF’s krigeriske udmeldinger herunder at man var rede

til at gå i aktion uden FN-mandat.

 

Siden har avisen forsøgt at få et debatmøde op at stå, hvor jeg skulle debattere

med en af de SF’ere, der har ansvaret for SF’s politik på dette felt. Men trods

ihærdige forsøg har ingen af dem kunnet afse tid hertil. Hvorfor mon ikke?

 

Ud over problematikken med FN-mandatet som jo kom i hus i 12. time med lodder og

trisser har den militære aktion flere dybt problematiske aspekter. Den blev

orkestreret for at afværge en umiddelbart forestående massakre, og det var

udsigten hertil, som også i sidste øjeblik fik Enhedslisten til at gå med på det

militære eventyr. En række ledende politikere, heriblandt udenrigsminister Lene

Espersen og SF’s Ole Sohn, har strammet retorikken yderligere for at legitimere

krigen ved at tale om ‘folkedrab’. Man har ledt tankerne hen på folkedrabet i

Rwanda i 1994, hvor 800.000 overvejende tutsier i løbet af tre måneder blev

slagtet af militante hutuer.

En massakre

 

Situationen i Libyen er en ganske anden. Her er der tale om et væbnet oprør mod

en brutal diktator, som givetvis har betydelig folkelig opbakning (oprøret

altså), men som tydeligvis også indeholder elementer af modsætninger mellem

forskellige klaner, og som klart er forankret i den østlige del af landet

omkring Benghazi, mens det er mere uklart, hvordan styrkeforholdet mellem

Gaddafi og hans modstandere er i den vestlige del af landet omkring Tripoli.

 

Da det militære angreb blev startet, så det ud til, at Gaddafis styrker stod

umiddelbart over for at indtage oprørernes højborg Benghazi. Hvis ikke det

vestlige militære angreb var sat ind, tvivler jeg ikke på, at det ville være

lykkedes Gaddafi at slå oprøret ned, herunder at indtage Benghazi. Hans militære

overlegenhed over for de slet bevæbnede og utrænede oprørere var tydeligvis

overvældende. Man ville sikkert også med rette kunne tale om en ‘massakre’.

Først og fremmest ville mange oprørere være blevet slået ihjel men sandsynligvis

også en del civile. Formentlig ville det styrkeforholdet taget i betragtning

være ret hurtigt overstået. Sandsynligvis ville de dræbte skulle tælles i

hundreder, men jeg kan naturligvis ikke udelukke, at det ville blive endnu mere

blodigt. Under alle omstændigheder uhyggeligt. Med folkedrab ville det dog ikke

have noget at gøre.

Aldrig folkelig opbakning

 

Som med de påståede masseødelæggelsesvåben i Irak skulle udsigten til

massakre/folkedrab bruges til at legitimere det egentlige formål med krigen,

nemlig at skaffe sig af med Gaddafi og orkestrere et systemskifte. Det er det,

der nu lidt sent er gået op for Enhedslisten og har fået dem til at trække deres

støtte til krigen.

 

De toneangivende NATO-lande, især Frankrig og Storbritannien, har ellers ikke

gjort noget for at lægge skjul på det. Efter at de i årevis havde støttet

Gaddafis undertrykkende regime, bl.a. med salg af våben, var han nu efter de

folkelige oprør i Tunesien og Egypten blevet en for stor belastning og måtte

væltes. Olieforsyningerne skal jo også sikres på længere sigt. Måske lykkes det

faktisk at slippe af med Gaddafi, men hvad der så kommer i stedet, er meget mere

tvivlsomt (inklusive overløbere og islamister). Og en omvæltning med vestligt

militær som spydspids vil aldrig opnå den folkelige legitimitet, som

revolutionerne i Tunesien og Egypten.

En smule realisme

 

Nu bølger krigen så frem og tilbage, og der bliver slået mange mennesker ihjel,

nu også af oprørerne og også uskyldige civile. Der indgår givetvis også

massakrer, ikke kun når den angribende koalition ved en fejl slår en større

gruppe oprørere ihjel. Det kan på ingen måde udelukkes, at antallet af krigsofre

vil blive betydeligt større end det antal Gaddafi ville have slået ihjel. I

hvert fald regner bomberne ned over Libyen, og Danmark er med i front, som vi

dagligt kan læse om i den opgejlede presse og se på tv. Den amerikanske

militærhistoriker og rådgiver for Pentagon Ed Luttwak slog hovedet på sømmet med

følgende citat: »Medmindre vi er svineheldige, bliver vi trukket ind i en

langvarig konflikt. Vi får hurtigt araberne i regionen på nakken, og

islamisterne i hele Nordafrika får en undskyldning for at kalde til jihad. Den

eneste gode grund til disse angreb er at give danske piloter skydetræning. Det

er en udmærket grund, for danskerne er nok den mest krigeriske allierede vi har

haft.« (Martin Krasnik interview i Weekendavisen 25. marts).

 

Jeg håber stadig, at der vil være kræfter i SF, som vil forsøge at forhindre, at

SF’s nye krigeriske stil skal videreføres af Villy Søvndal som udenrigsminister

eller Holger K. Nielsen som forsvarsminister. Jeg argumenterer ikke for

pacifisme, blot for en smule realisme og nedtrapning af militariseringen af

dansk udenrigspolitik.

 

Steen Folke er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og

forhenværende MF for VS

 

 

---------------------------

 

 

(Videresendt med tanke på at det var sværere dengang beslutningen skulle træffes

og vi alle ville de ikkevoldelige arabiske demokratioprør det bedste.

 

Men især videresendt  med en trist tanke på at jeg dengang skrev, at hvis man

greb ind med militærmagt  for at forhindre det man da kaldte et folkemord, så

måtte de samme EU-lande virkelig også sørge for  at gøre det godt igen at de

over en kam   havde lagt skæbnen over i Gadaffiis hænder for de mange afrikanske

krigs- og politiske flygtninge med et  legitimt beskyttelsesbehov ved at

údlicitere EU's grænsebevogtning mod syd til  Gadaffi . Dette  på trods af at

Gadaffi aldrig havde underskrevet FNs flygtningekonvention og man kendte hans

brutale undertrykkende regime. Og derfor betalte Berlusconi med EU's stiltiende

accept Gadaffi for studehandelen med penge som delvis kom retur ved våbenkøb til

at holde flygtninge og økonomiske emigranter væk. Dette betød så i praksis,  at

et ukendt stort antal flygtninge og økonomiske emigranter er døde i libyens

ørken.

(Og nu under det voldelige opgør kan en del af flygtningene fra syd for Sahara

være blevet dræbt som formodede lejesoldater fra syd?)

 

Og nu ved jeg ikke, hvad denne fort Europa-politiks konsekvenser skal kaldes i

FN-kategorier jf dagens forside i Information hvor FN-ekspert afviser at kalde

Gadaffis affyring af tunge våben mod demonstrerende i Bengazi for folkemord?

 

At denne EUs flygtningepolitiske ugerning bliver stoppet for stedse længes jeg

mere og mere efter at opleve .

Og danske partier kan begynde med at se problematikken i øjnene ved at sætte den

offentligt på dagsordenen og rådføre sig med relevant ekspertise.

 

Til baggrundsviden kan anbefales at lytte til foredrag af Thomas Gammeltoft-Hansen,

DIIS,  fra 10.04.2010

http://www.arnehansen.net/dialog/flygtninge/100410HGammeltoft-H-EU-asylpol64.htm

 

Og her se videoklip med Gadaffis udtalelse om flygtninge:

http://www.youtube.com/watch?v=bFJMdSyFiAI&feature=player_embedded  

Hvad mener danske politikere mon herom?

Skulle advarselsklokkerne ikke have ringet dengang?

 

Arne Hansen

 

Læs også (resume af) Amnesty rapport om flygtninge/migranter og asylansøgere der forsøger at komme til Europa http://www.arnehansen.net/101215Amnesty-rap-EU-Libyen.htm

 

 

Tilbage til forsiden