Frederikshavn d. 18.04.11
Efterlysning af borgerlig anstændighed hos nordjyske folketingskandidater
Jeg har lige i debatten på p1 d. 18. april kl 12,20 måttet høre på at Venstres udenrigspolitiske ordfører Michael Aastrup Jensen bakke op bag Venstres friheds/udviklings- samt integrationsminister Søren Pinds famøse omtale af Europarådets menneskerettighedskommissær Hammerberg som en idiot – og på trods af V-statsminister Løkkes prisværdige afstandtagen.
Og Venstres ordfører fortsætter endog med flot at støtte flygtningeminister Pind i, at Danmark kun behøver at tage et mikroskopisk antal på 10 styk af de seneste 25-30.000 mennesker, som er flygtet til EU-landene Malta og Italien fra Libyen og Tunesien, og har bedt om at få behandlet deres asylsag i et EU-land. Og de er jo igen kun en minoritet af den op til en halv million rædselsslagne mennesker, der er flygtet over hals og hoved fra borgerkrigen i Libyen.
Heldigvis fik Venstre-repræsentanten ”ikke lov at dø i synden” stillet overfor Johanne Schmidt-Nielsen, som faktisk havde sat sig ind i sagen. Men det kan jo ikke passe, at man skal helt over til Enhedslisten for at finde et ordentligt menneske, som kan og vil kigge ud over sin danske næsetip?
Derfor vil jeg indtrængende opfordre en af de nordjyske folketingskandidater, som stadig har deres borgerlige anstændighed i behold, til her i Nordjyske at nuancere debatten?
Arne Hansen
Sønderjyllands Alle 35, Frederikshavn, post@arnehansen.net
Bragt i Nordjyske d. 20.04.11
D. 26.04.11 bragte Nordjyske et svar fra Enhedslistens spidskandidat i Nordjylland af Stine Brix Stine Maiken Brix <smbrix@ gmail.com>, dog kun i en forkortet udgave af det originale læserbrev, som bringes her nedenfor:
Anstændig behandling af flygtninge
Asylsystemet i Grækenland og Italien kollapser. Men den danske regering afviser at komme Sydeuropa til undsætning. Imens lever tusindvis af flygtninge på gaden eller i bure uden at få den behandling, som de har krav på. Hvad blev der er europæisk fællesskab?
Arne Hansen efterlyser i Nordjyske (20.4) nordjyske folketingskandidater med en anstændig udlændingepolitik. Jeg kan forsikre Arne Hansen om, at en stemme på Enhedslisten er en stemme på en anstændig udlændingepolitik – både når det gælder en mere retfærdig fordeling af flygtninge indenfor EU, men også når det gælder de alt for stramme familiesammenføringsregler, hvor partier fra både rød og blå blok vil diktere, hvem herboende borgere må gifte sig med.
Det er i den grad påkrævet, at vi til folketingsvalget får et nyt flertal, som er klar til at se på udlændingepolitikken med nye øjne. Det er komplet uholdbart at efterlade de sydeuropæiske lande, Grækenland, Spanien, Malta og Italien, med ansvaret for stort set alle asylansøgere, der kommer til Europas kyster.
I øjeblikket er det især flygtninge fra krigen i Libyen, som kommer til i tusindvis. Italien har de sidste uger taget imod over 25.000 flygtninge – uden chance for at indkvartere og uden chance for at tilbyde asylansøgerne en sagsbehandling og dermed kunne undersøge, hvorvidt den enkelte har ret til beskyttelse.
Søren Pinds arrogante udmelding var i den forbindelse, at Danmark kunne tage imod ti libyske flygtninge. Ti! Asylsystemet i Sydeuropa kollapser. Grækenland blev for nylig dømt for brud på menneskerettighederne, fordi man ikke var i stand til at behandle flygtningenes ansøgninger om asyl. Flygtninge lever på gaden og under fængselslignende forhold. Og storsindede Danmark vil tage imod ti. Det er dybt pinligt.
Oven i købet mener Søren Pind, at han er i stand til – fra sit kontor i Integrationsministeriet – at vurdere, at samtlige 25.000 flygtninge, som netop nu kommer til den italienske ø Lampedusa fra Libyen, ikke har krav på asyl. Hvor i alverden ved Søren Pind det fra? Hvordan ved han, at der ikke findes libyske oprører, som nu er jagtet af Gadaffis soldater, og som dermed har krav på asyl? Eller egyptiske militærnægtere?
Pointen er, at det aner Søren Pind ikke. Men ved at nægte asylansøgerne deres FN-sikrede ret til at få behandlet deres sag, så risikerer vi at sende flygtninge, som er forfulgte, tilbage i armene på deres forfølgere. Det er meget sandsynligt, at langt fra alle har krav på asyl. Men en ting er sikkert: De har alle krav på at få behandlet deres sag.
Derfor bliver Danmark nødt til at gå foran og hjælpe Italien og resten af Sydeuropa med at løfte den enorme opgave. Og dernæst bør den danske regering rejse en diskussion i Europa om, hvorvidt opgaven med at beskytte flygtninge kan løses på en mere rimelig måde. Efter min mening kan det næppe blive værre.
(Stine Brix)
Efterskrift:
Jeg håber stadig på at der er mange flere anstændige nordjyske folketingskandidater?
Men det kan jo være nogle som allerede har sendt læserbreve til Nordjyske, men bare ikke er blevet optaget. I så fald er de meget velkomne til at få de indsendte læserbreve publiceret her og links hertil rundsendt?
Arne Hansen (Facebook: Arne Nielsen Hansen)
Tilbage til forsiden