D. 5.06.05 fra Peter Ulrich Toubøl <peter@ touboel.dk>
Et HOHØJ Æventyr - Om Mirsad
Et HOHØJ Æventyr. Grundlovsdag d. 5. juni 2011.
Tak for indbydelsen. Det er en ære her at stå på denne plet, hvor store digtere er blevet inspireret og har holdt taler. Sten Stensen Blicher startede det hele, men nåede aldrig selv at holde tale her. Men en anden af de samfundskritiske digtere Jeppe Åkær har talt her og Nis Pedersen har skrevet digte her i højens skygge. H.C. Andersen har sikkert også beset højen på hans rejse til Mariager - og måske her fundet inspiration til et æventyr? Jo – og hvem ved hvordan det ville have lydt?
Det får I ikke at høre - men derimod hvad Hohøj har inspireret mig til på denne Grundlovsdag.
Så nu skal jeg fortælle jer et æventyr: ”Med lov skal land byttes.”
Se - der var engang en skovhugger, som boede med sin kone i en hytte langt borte herfra. Sammen havde de 2 børn og et af børnene, en køn bette brunøjet knægt, havde de givet navnet Mirsad. Han var så god, som dagen var lang, og fulgte allerede som bette med sin far ud i de store serbiske skove.
Da Mirsad var 21 år, døde hans far, og nu gik de en hård tid i møde.
For der kom urolige tider, der opstod spændinger imellem folk. For nogle havde forfædre - der stammede fra ét folk – nogen fra et andet. Flertallet var serbere, men Mirsads familie stammede fra nabo landet Kosovo. Nu var det ikke sådan et rigtig naboland på Mirsads tid. For både Serbien og Kosovo og de mange andre nabolande var nemlig samlet til et Jugoslavien. Men da præsidenten døde brød fjendskabet ud. Hver lille del af Jugoslavien ville løsrive sig og være selvstændig. Og sådan blev naboer fjender fra den ene dag til anden.
Så da Kosovo løsrev sig blev alle serberne mistænkelige over for de, som oprindeligt stammede derfra.
Så en dag mødte politiet op hos Mirsad og her fandt de hans fars gamle pistol. ”Mirsad du er en forræder, du arbejder for fjenden” sagde de, og så tog de ham med.
Og nu skulle Mirsad gå så meget grueligt igennem – og det skulle senere blive meget - meget værre. For efter han var blevet mishandlet i 3 måneder i et Serbisk fængsel, hvor han blev tævet og brændt med glødende jern og cigaretter, slap de ham fri med den besked: ”Du skal melde dig til militærtjeneste, så vi kan sende dig i krig mod de slemme kosovo albanere.”
Men Mirsad ville ikke i militæret - og han ville ikke i krig mod de slemme Kosovo albanere. Så han stak af – han havde nemlig hørt, at der oppe mod nord fandtes det skønneste lille kongerige, og at man der sikkert kunne finde en rigtig prinsesse. Så af snørklede og mørke veje kom Mirsad til det lille smukke kongerige og endte - i Hjørring. Det var godt nok ikke en kongsgård, men en Røde Kors lejer for flygtninge.
Men i lejren var prinsessen. Først vekslede de blikke og siden små sedler med søde ord, alt imens de kæmpede for at lære det nye lands sprog og skikke. Og at det var en rigtig prinsesse – det var Mirsad ikke i tvivl om – for kongeriget tog ikke alene imod hende, men også alle hendes søskende, hendes forældre og hendes onkels familie. De blev alle tildelt landets fineste orden: Permanent Opholdstilladelse.
Så Mirsad tog mod til sig og d. 14. juni 2002 blev han gift med prinsesse Valentina i selveste rosendroningens by Mariager. Og tænk d. 22. 2. 2003 blev deres dejlige prinsesse barn Kaltrina født.
Men ak – de havde ikke inviteret den onde fe med til brylluppet. Så hendes gave blev en forbandelse - ikke alene for Mirsad, Valentina og Kaltrina, men for hele folket. Alle, der ikke var fyldt 24 år, måtte ikke gifte sig, uden at de begge var fra det lille kongedømme højt mod nord – og forbandelsen skulle have tilbagevirkende kraft.
Så Mirsad skulle straks forlade sine prinsesser og det halve kongerige. Ja, for nu var kongeriget blev halvt – folket var delt. Halvdelen holdt med den onde Pia-fe og halvdelen holdt med de gode feer. Mirsad søgte om nåde hos udvisningsministeren – men intet hjalp. Politiet bankede på døren og Mirsad forsvandt og gemte sig hos det underjordiske folk.
Nu sad prinsesse Valentina alene tilbage i torneroseslottet – i en ét værelses - på 1. sal – lige over kurdernes pizzaria og med udsigt til Rosenbyens juletræ. Her ammede hun sin lille datter, imens tårerne løb ned af hendes kinder. For hvad skulle hun gøre?
Men de gode feer havde hørt hendes bøn – og præsterne fra egnen mødte op og sagde: Det her er alt for galt. Det passer ikke til et lille velnæret kongerige mod nord, som endda har en kristen monark. De forfattede en bog med titlen ” Der var ikke plads til DEM i herberget”. De skrev Kaltrinas sang, som kom på CD og i giro 413. De forfattede lærde skrivelser og bønskrifter, som kom i avisen. Der blev afholdt gudstjeneste for alle de små børn, som ikke måtte beholde deres forældre – for den onde fes forbandelse havde snart ramt hele folket.
Ja selv alle ministrene – ja de kunne slet ikke længere kende forskel på rigtig og forkert – eller på godt og ondt – på egenkærlighed eller næstekærlighed. Men intet hjalp – og derfor skrev borgerne og deres advokat til udvisningsminister Rikke Kæphøj og hendes embedsværk: Hør! Hvorfor overholder I ikke selv loven? For der står jo skrevet: At man ikke skal skille en ægtemand fra hans ægtehustru – og der står skrevet: at et barn har ret til begge sine forældre – og der står at man ikke må sende et torturoffer tilbage til sine bødler – og i bøgernes bog står, der skrevet at man skal udvise næstekærlighed og hjælpe de nødstedte – at man skal hjælpe den flygtning, der banker på ens dør – og den lov har været gældende i Danmark i mindst 1000 år!
Men udvisningsministerens embedsværk slog en hånlig latter op og en blækklat formørkede både deres sind og de steder, hvor de gode love var skrevet. For de ville da ikke gøre sig utilbens med ministeren. For så vankede der ingen korsebånd og stjerne på jakkesættet.
De næste mange år blev en hård tid for Mirsad og hans familie. Politiet mødte op gang på gang og Mirsad måtte flygte ud af havedøren. Til sidst blev han, med løfte om et frit lejde, lokket i en fælde og blev sat i Vestre fængsel i 3 måneder. Og hver måned blev han stillet for en dommer, som på under 10 minutter dømte ham til fortsat indespærring. Først da en masse sympatisører mødte op, fik den lille dommer og politi kolde fødder og løslod Mirsad.
Så blev en ny udvisningsminister udnævnt og hun var så stor og klog, at hun også skulle holde skik på de der oprørske præster, som havde taget initiativet – så hun blev også minister for de gejstlige.
Desværre viste det sig, at Birte Rønn - bær er sure – ville gøre alt for at holde den onde fe i et mildt lune, så løkken ikke blev for stram for rigets øverste minister. Så selv om I tror jeg lyver, så lavede de en ny lov, hvor psykiske syge gerne må udvises, med mindre de havde lavet et vellykket selvmord – og ikke bare sådan et sjusket mislykket forsøg.
Så det så surt ud for ”den lille brunøjede dreng fra skovhuggerhytten i Serbiens skove”,
Å ja! – det var slut med den lille dreng. For efter 11 år med tortur og fængsel, flugt og et liv hos de underjordiske, var han blevet en voksen mand på 35 år. Og hans tro på et retfærdigt lille kongedømme højt mod nord var knækket. Så han fik hverken et helt eller halvt kongerige; men han fik lov til at beholde sine 3 prinsesser. For i mellemtiden havde han afleveret en familiesammenførings ansøgning. Og da prinsesse Kaltrina nu var blevet 8 år, var født i kongeriget, talte og levede som alle andre søde prinsesser i kongeriget – ja, så måtte selv den ny udvisningsminister (som ikke forstår en pind) og hele hans onde embedsværk give fortabt. For et barn på 8 år har nemlig ret til begge forældre. Så Mirsad må nu blive i det lille kongerige, så længe han hvert år husker at aflevere en ny ansøgning til rette tid, eller til han en dag måske har optjent 70 point og samtidig opfylder en hulens masse andre ting – for nemt skal det ikke være – hvis man forelsker sig i en person uden for det lille kongerige. Jo, Rikke Kæphøj, Birte Rønn - bær er sure og Pinden er overvundet; men ikke den onde fes forbandelse. Den har stadig gode vilkår blandt kongerigets under og oversåtter. Så kampen fortsætter!
Tak fordi I lyttede på.
Peter Ulrich Toubøl
Bjerregårdsvej 4
9550 Mariager
Man kan læse mere om Mirsads sag på http://www.mirsad.dk/artikel.asp?artikelid=1
Menighedsrådsformand Peter Toubøl har været en af de drivende kræfter i den borgergruppe i Mariager-området som i 7 år har kæmpet for Mirsad og hvoraf præsteinitiativet udsprang. Det var præsteinitiativ-netværket, og som I deres næste juleprædiken stillede spørgsmålet ”er der ikke længere plads i herberget?” , - og som senere sammen med andre faglige grupper som forfattere, psykologer m. fl. dannede Brandbjergnetværket som nu hedder Et Anstændigt Danmark jf http://www.anstaendigt.dk/ - og hvis seneste aktivitet har været en integrationshøring d. 31. maj 2011i Hjørring med deltagelse af ca. 70 mennesker. Optagelser herfra vil snarest kunne høres på http://www.arnehansen.net/dialog/
Tilbage til forsiden