D. 22.08.11 ved middagstid

Til Gaddafis udenlandske sejrherrer.

… og husk så lige på de krigs-, miljø- og politiske flygtninge fra det globale syd, som mirakuløst undslap den grusomme død i Libyens fængsler og i udryddelseslejre i Saharas sol indtil for bare et halvt år siden var en stor risiko. Altså i perioden da I lukkede øjnene og udliciterede jeres konventionsforpligtede ansvar for behandling af asylsøgere til Gaddafi, mens han var vestens nye allierede i krigen mod terror. (For faktadelen herom hør f.eks. gerne  http://www.arnehansen.net/dialog/flygtninge/100410HGammeltoft-H-EU-asylpol64.htm  )

En Gaddafi som end ikke havde underskrevet FN’s flygtningekonvention, og som I og EU da heller ikke kontrollerede. På den måde korrumperede i alle os som havde stemt på jer, så vi alle nu kun har lyst til at glemme alle de mistede liv vi i den grad sjakrede med - vist for pengenes og magelighedens skyld  – og stadig gør.

Af en af de udenlands sejrherrer kaldes Gaddafi i dag en ”tyran”, og det er han - godt hjulpet af os, der ikke sagde fra allerede da vores ledere lod sig korrumpere og ikke mindst gjorde det af frygt for at miste vores stemmer.

Men i stedet for at tie i skam eller bruge kræfterne på frelste håne-spørgsmål med givne facit, om hvorfor det så pludselig var så vigtigt at komme af med Gaddafi, og om de tusinder af døde og millioner af krigsflygtninge nu også var det hele værd, eller det virkeligt kun var for at forhindre en på løst grundlag forventet massakre på oprørerne i Benghazi, at NATO gik i krig, - så lad os alle være enige om at det kyniske hykleris og fortielses dage er forbi.

Og vi vil være enige om, at ordene om menneskerettigheder (inkl. de økonomiske og kulturelle) nu skal i højsædet i vores globale politik og med midler som ikke strider grundlæggende imod menneskerettighedsmålene. Ordene ”Fred er vejen til fred” er tillagt Gandhi. Gandhis filosofi om ikkevoldelige menneskerettighedsbevægelser om nødvendigt med civil ulydighed inspirerede i sin moderniserede form i foråret de der tog initiativ til arabiske menneskerettighedsbevægelser og dagen i dag også den indiske antikorruptionsbevægelse.

 Kære politiske ledere vis os vejen og sig hvad I gerne vil have vores opbakning til gøre sammen,  i første omgang i forhold til Libyen. Sig at I vil tage hånd om alle de overlevende og vil leve op til jeres formål (også i valg af midler) om at beskytte menneskerettigheder i Libyen– også flygtningenes – for vor sjælefreds skyld – men mest for de af vores medmennesker der som flygtninge er værst stillet.  

Arne Hansen, Sønderjyllands Alle 35, Frederikshavn

post@arnehansen.net

 

 

 

Tilbage til forsiden