Ny regering – fornyet værdikamp
Af: trinepm@ mail.dk
11. september 2011 i Information Fra http://www.information.dk/278755
VKO har tabt økonomien på gulvet, men de har vundet første halvleg af værdikampen. Ulighed er blevet acceptabel, solidariteten er stækket, og social deroute opfattes i stigende grad som den enkeltes egen skyld. Opgøret med 'Me & My'-tankegangen bliver en kæmpeudfordring for en eventuel rød regering og det bliver ikke nemmere af, at vi er midt i en krisetid
Af:
11. september 2011 | Om denne artikel
til Fogh Rasmussen med ordene: »Du overtager et Danmark i god form, pas godt på det.« Det gjorde den borgerlige regering åbenlyst ikke. Vores samfund er ved at gå kold med økonomisk krise og voksende ulighed. Værdipolitisk er vi bombet tilbage til et sted mellem neorindalisme og fuldkomment snæversyn. Danmarks grønne profil og førerposition er sat over styr, og vores internationale anseelse har lidt skade med beskæringer i u-landsbistanden og deltagelse i ulovlig krig. Der forestår et stort oprydningsarbejde efter 10 år med VKO.
Hvis venstrefløjen vinder valget på torsdag, skal vi på ny forme og konkretisere et politisk projekt, der peger ud over det dagsaktuelle og S-SF’s fælles politiske udspil. Med Danmarks store økonomiske problemer har det været afgørende, at S-SF har kunnet levere en tydelig og fælles anden vej. Men vi skal videre end det, hvis vi vinder valget.
Det bliver ikke noget easy ride; gaderne vil ikke flyde med roser og økologisk sødmælk, og klassekampen bliver ikke aflyst de første 100 dage.
Den økonomiske krise lægger budgetmæssige restriktioner på social-, sundheds- og uddannelsespolitikken. Udfordringerne bliver ikke mindre af, at det politiske manøvrerum begrænses, fordi alliancepartneren Radikale Venstre grundlæggende vil en liberalistisk økonomisk politik, der begrænser omfordeling i samfundet via skatterne.
Polarisering
Danmark er et klassesamfund, og interessekonflikterne er ikke blevet mindre det seneste tiår. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kunne for nylig vise, at polariseringen er øget vi har fået flere rige og flere fattige, mens middelklassen er blevet mindre. Blandt europæiske lande har kun Letland haft en større stigning i fattigdommen. Øget ulighed i en periode, hvor dansk økonomi ellers er boomet. Blandt forklaringerne er de fattigdomsproducerende sociale ydelser som kontanthjælpsloft, 450-timers-regel og starthjælp såvel som skattelettelser i toppen, mens ydelserne i bunden er blevet skåret. Læg dertil den borgerlige reformiver og stramninger på udlændingeområdet og tankerne ledes hen på en politisk udgave af den brændte jords taktik. Blot at genetablere en række sociale og personlige rettigheder kræver omfattende og dyre reformer.
VKO vandt værdikamp
Men den virkelig store udfordring og kamp efter ti år med mantraet ‘Me and My’ det letbenede og stærkt individualistiske ridt bliver at genskabe tilliden til fællesskabet og troen på, at ting kan forandres. Mens det er svært at pege på borgerlig succes, når det gælder om at sikre dansk økonomis bæredygtighed, har de vundet første halvleg på en helt bestemt bane: værdi- og kulturkampen. ‘Noget for noget’ vandt over solidariteten som sammenhængskraften hviler på. Polariseringen mellem de socialt kompetente og de svage er også blevet større. Skellet går mellem dem med kompetencer og såkaldt omstillingsparathed og dem uden.
Det har ikke bare konsekvenser på arbejdsmarkedet, men slår ud i et reelt demokratisk underskud. Jeg møder hele tiden mennesker, som ikke tror på, at samfundet og politik er ‘noget for dem’. Mange føler sig sat udenfor. Det gælder nydanskeren, arbejdsmanden, den socialt udstødte. Den tabte tro på vores vilje til at favne og være noget for alle er et gigantisk problem, både politisk, socialt og demokratisk.
Hvis vi vinder magten, skal den bruges til at genetablere og gentænke velfærdssamfundet. Ikke bare i økonomisk forstand, men også demokratisk og kulturelt gennem en inkluderende borgerskabspolitik.
Det lader sig kun gøre, hvis venstrefløjen ruller en politisk vision ud, der indædt tager kampen op og insisterer på, at solidaritet, lighed og inklusion er grundsten.
Krybende ulighed
Det bliver ikke nemt. Det er lykkedes højrefløjen at holde debatten og ikke mindst bevidstheden om den stigende ulighed nede. Det er bl.a. sket ved hjælp af jævnlige hysteriske stramninger af udlændingepolitikken, som har bidraget til at flytte fokus fra den generelle ulighedsproblematik. Samtidig er den krybende ulighed blevet maskeret gennem den forbrugsfest, som middel- og overklasse har haft store fordele af at være del af. Det store flertal har dermed næppe bemærket den glidning, der er sket.
De marginaliserede sociale lag har ikke været i stand til at overdøve støjen fra forbrugsfesten og måske har der også været rigeligt at gøre med at få livet til at fungere under vægten af de stadig stigende krav i det sociale eller dagpengesystemet, angsten for at blive sat på gaden osv.
Samtidig har ‘Me and My’-diskursen bidraget til at individualisere ansvaret for den deroute, der rammer det er med andre ord folks egen skyld. Dén bevidsthedsændring i dele af samfundet har givet den solidaritet, som velfærdssamfundet hviler på og afhænger af, et gevaldigt skud for boven.
Kæmpeudfordring
Det efterlader os med en kæmpeudfordring: Krisen betyder, at også et eventuelt nyt flertal vil skulle prioritere hårdt, når pengene i statskassen skal anvendes. Samtidig har vi en udfordring i netop det værdimæssige, hvor generel jobusikkerhed og økonomiske bekymringer har erstattet samtalekøkken-velstandsstigningen, som i sig selv næppe øgede bevidstheden om et kollektivt ansvar for de grupper, der røg ned ad rangstigen.
Udfordringen er med andre ord tredelt. Vi skal genvinde solidariteten og troen på fællesskabet hos de formående og velstillede så vel som hos de udsatte. Vi skal banke dansk økonomi op igen gennem et langt sejt træk, og vi skal udvide demokratiet og fællesskabet, så også de magtesløse mægtiggøres.
Væk fra bænkerækkerne
Det betyder samtidig et opgør med den diskurs, der holder ‘udlændinge-’ og integrationspolitik adskilt fra den grundlæggende kamp for lighed og retfærdighed.
Kampen for inklusion og for udvidelse af demokratiet er en del af klassekampen. Der skal appelleres til menneskers bevidsthed om de samfundsmæssige strukturelle rammer, der systematisk har sat en del af befolkningen ud på tilhørerrækkerne. Vi skal turde bryde med dem. Større social og økonomisk lighed kræver udvidet demokrati; man skal meningsfyldt kunne tage magten over eget liv og arbejdsliv gennem et inddragende og frigørende fællesskab.
Der er brug for en nytænkning af den demokratiske dannelse med aktivt medborgerskab helt ind i folkeskolen. Statsborgerskab skal ses som et middel til inklusion, til at skabe demokratisk medleven. Derfor skal adgangen til statsborgerskab lettes. Det kræver et opgør med det B-medlemskab af fællesskabet Danmark, som manglen på borgerrettigheder har skabt.
Den udfordring er, tillad mig at blive lidt højstemt, af historiske dimensioner. Hvis ikke det lykkes at mægtiggøre de afmægtige og udsatte (uanset etnicitet), at genfinde solidariteten hos det store flertal samt at give det nødvendige økonomiske løft, vil den borgerlige værdikamp mod fællesskab, velfærdssamfund og inklusion sejre.
Vinder vi valget, skal vi lægge skinner ud mod et robust og bæredygtigt samfund med udsyn og ambitioner, der rækker længere end at vinde næste valg. Det kan vi, hvis vi igen taler folk op af stolene, ud af mistilliden, væk fra tilskuerbænken. Vi skal turde drømme og fortælle om det. Om at vi ønsker et massivt løft ikke bare ud af fattigdom vi ønsker at løfte mennesker ind i det demokratiske fællesskab.
------
Trine Mach er en af SF’s spidskandidater i København Storkreds
Fra http://www.information.dk/278755 (hvor man kan deltage i debatten)
Og videresendt med glæde efter at have læst om hvad SFs politik bør være. Lad Trine komme i Folketinget. Det er et must for SF.
Tilbage til forsiden