Tale d. 12. sept. 2011 Nytorv af Stig Dalager, forfatter

 

Lad mig starte med at citere nogle ord fra min israelske forfatterkollega David Grossman, som han sagde i anledning af sin søns død og begravelse: Du var en mand med værdier. Det er ikke meget værd for tiden. Den slags bliver latterliggjort. I vores usammenhængende, kyniske verden er det ikke smart at have rigtige værdier eller være humanister. At være følsom for andres lidelse…

I et helt årti har vi – de usmarte, som fandt og finder, at vi ikke kan tie stille når mennesker i et samfund, der tidligere var kendt for sin humanitære indstilling bliver behandlet under deres værdighed, ikke mindst i landets asylcentre, fået tilskrevet alle mulige betegnelser. Vi er naive, vi er blot en del af den store såkaldte godhedsindustri, som producerer falske forestillinger om verdens indretning, vi er selvfremførende eller selvtilstrækkelige, vi er halalhippier eller halalidioter, vi dyrker ikke mindst en forestilling om tolerance, som er forældet, out of time, når nu alle ved, som en tidligere dansk statsminister, nu generalsekretær for NATO, har sagt det, at tolerance er det samme som blødsødenhed.  

Har vi et svar på disse forsøg på at latterligøre eller udgrænse vores humanistiske værdier og formindske betydningen af at leve sig ind i andres, de svageres, de udsattes vilkår? Ja, vi har brug for et kursskifte og en ny retning i det danske samfund, vi har brug for at genfinde noget af den tolerance og mellemmenneskelige forståelse, der i årtier tidligere har været et kernestykke i det danske samfund, tolerance og solidaritet er ikke svagheder, men en kraft og vores nationalkapital; vi har brug for at vise, at vores materielle velstand ikke har gjort os sløve og ligeglade og selvoptagede, og at den ikke er uforenelig med et overskud til at forholde sig til de svagestes situation, og vi har brug for at demonstrere handling på områder, hvor passiviteten længe har været gældende.

Når en tidligere integrationsminister i sin embedsperiode i årevis har syltet behandlingen af de statsløse medborgere i Danmark og i flere omgange har forsøgt at skyde ansvaret fra sig, så er der ikke alene tale om en ulovlig sagsbehandling, men om ansvarsforflygtigelse, og så har både det politiske system og alle vi andre et problem. Hvordan skaber vi blot rimelige vilkår for vores statsløse medborgere?     

Når tidligere flere ministre og nu en ny negligerer de ofte umenneskelige vilkår blandt indsatte i Ellebæk-fængslet – her drejer det sig ofte om asylafviste gravide kvinder, psykisk syge, torturofre og ofre for menneskehandel, - så er der ikke alene tale om politisk ansvarsforflygtigelse, men så har både det politiske system og vi andre et problem. Hvordan skaber vi i det danske samfund blot rimelige vilkår for disse særligt sårbare mennesker, som ifølge menneskerettighederne har krav på, at der tages individuelle hensyn og hensyn til deres udsatte situation.

Når gennem årene en række ministre ofte kun har været villige til at foretage kosmetiske forbedringer for de hundredvis af familier og børn, der i årevis har levet og stadig lever under psykisk og socialt umulige vilkår i landets asylcentre, så er der ikke alene tale om politisk ansvarsforflygtigelse, men så har både det politiske system og vi andre og Danmark et problem. Hvordan og hvornår skaber det danske samfund blot rimelige vilkår for disse mennesker, der år efter år befinder sig i et ingenmandsland uden en realistisk mulighed for forbedringer af deres situation.

Når 700-800 børn af såkaldt anden etnisk oprindelse holdes ude af Danmark, fordi de uforskyldt og af bureaukratiske grunde falder ind under en lov beregnet for noget andet og anses for ”ikke-integrerbare” og således ikke har mulighed for at leve et liv i Danmark med deres herboende ene eller begge forældre, og når de ikke høres og deres sager ikke bedømmes individuelt, så er det ikke alene på kanten af menneskerettighederne og børnekonventionen, og der er ikke alene tale om ansvarsforflygtigelse, fordi ingen vil vide af denne sag, men så har både det politiske system og vi andre og Danmark et problem. Hvordan og hvornår skaber vi blot rimelige menneskelige vilkår for disse børn, der år efter år har været henvist til at leve i uvished om deres nutid og fremtid og ofte ender med at blive sendt tilbage til steder, som de er fremmede for.

Når tusindvis af mennesker i familier af såkaldt anden etnisk oprindelse støder imod et kontant-hjælpsloft indført med den politiske særlogik at tvinge dem ud på et arbejdsmarked, hvor arbejdsløsheden er stadig mere fremherskende, og de må hutle sig igennem tilværelsen, er der ikke alene tale om politiske ansvarsforflygtigelse, men så har vi et problem: Hvordan og hvornår skaber vi blot rimelige menneskelige vilkår i det rige danske samfund for disse mennesker?

Når man lukker værestederne i København for vores grønlandske medborgere, hvem tager så et ansvar på sig for at åbne nye og bedre væresteder i en valgkampstid, hvor alle taler om og har travlt med at appellere til vælgerne om ansvar?

Jamen, vil man sige, er det her ikke blot den sædvanlige generaliserende kritik, som vi altid hører fra disse selvbestaltede og højtråbende flygtninge-venner, som altid er utilfredse? Og vores svar er: I hører ikke, I lytter ikke, det er derfor vi står her i dag og giver jer en chance mere. Vi taler nok om menneskerettigheder og om anstændighed og om principper, som I har svært ved at få ind under huden, men vi taler først og fremmest om mennesker, individer, enkeltskæbner, skæbner der under andre forhold lige så godt kunne være din eller min. Når vi taler om den psykisk og fysisk nedbrydende indespærring i Ellebæk-fængslet, som ikke må kaldes for et fængsel, men reelt er det, så taler vi f.eks. om kuwaiteren Ali Rashed al-Jarred, der efter ti år på asylcentre og ikke mindst syv måneder i Ellebæk har fået langvarige psykiske men. Vi taler om den selvskadende iraner Serdil, hvis åbenlyse psykiske problemer vokser til en psykose under indespærringen; der er den afrikanske pige Mercy, offer for menneskehandel og trafficking, som efter et fængselsophold i Ellebæk bliver svært traumatiseret; der er irakeren Abdel Jabbar, torturoffer gennem syv år under Saddam Hussein, der bliver gentraumatiseret af indespærringen i Ellebæk og en lang række andre. Fælles for dem er, at de alle er ”sårbare” i menneskerettighedernes forstand, før de bliver indsat, og at de via summariske dommerafgørelser hver måned i en for dem uoverskuelig periode får forlænget deres indsættelse.

Vi taler også om den hidtidig mest omfattende undersøgelse af asylbørn i Danmark, der sort på hvidt viser, at 35 procent af børnene har op til flere psykiske lidelser. ( ”Det er overraskende. Jeg synes det er et skræmmende billede, fordi der er så mange af børnene, der viser tegn på psykisk sygdom”, sagde Signe Smith Nielsen, som var med til at lave undersøgelsen for Institut for Folkesundhedsvidenskab. Undersøgelsen dækker 95 procent af børnene på de danske asylcentre.)

Det er disse udsatte mennesker og børn, som vi helt nøgternt taler om.

Vi taler om de forholdsvis få ressourcer, der skal til for at forbedre vilkårene for disse mennesker, vi taler om at sætte en grænse for opholdet på de danske asylcentre og en grænse for, hvór ringe det danske samfunds  empati kan være. Vi taler om at droppe de domstolslignende afgørelser uden tilstedeværende advokat i asylsager og at finde et mere retfærdigt og afbureaukratiseret system, der svarer til almindelige borgeres retsfølelse. Vi taler om at give hele asylbehandlingen et menneskeværdigt ansigt, ikke blot en nypoleret facade.     

Der er etniske fordomme, der skal overvindes, der er pointsystemer, som ligesom i et hundevæddeløb anbringer mennesker i en kappestrid om at komme først over stregen, også de burde afskaffes; der er et helt grundlæggende forkert udgangspunkt for alle afviste asylansøgeres situation, som vi ikke burde acceptere: nemlig at det fremstår som en fejl, at de engang flygtede fra et land i krig, forfølgelse eller anden nød; heller ikke burde vi kunne leve med, at de afviste i op til syv år har haft en ansøgning inde hos myndighederne om retten til at være menneske.

 Da jeg sammen med forfatteren Suzanne Brøgger besøgte Avnstrup asylcenter og talte med den dengang 18-årige irakiske Helin, der havde boet i danske asylcentre syv år af sit unge liv, sagde hun:

-         Vi kan ikke engang blive hunde. Når man ser danskerne gå tur med deres hund bliver den nusset og plejet. Vi skal bare stille op hos politiet hver mandag.

Danmark trænger til en ny adfærd og en ny humanisme i vores behandling af mennesker, der lever i et ingenmandsland. Som Martin Luther King engang sagde, så er det menneskelige fremskridt ikke automatisk og uundgåeligt, det eneste man kan sætte ind, er et lidenskabeligt arbejde for fremskridtet.

Og det skal helst begynde i dag, så vi kan se os selv i øjnene.

 

Hellere i dag end i morgen. Tak for ordet.

 

…..

 (Stig Dalager, forfatter oversat til 24 sprog) 

Hør også Stig Dalager tale på http://www.arnehansen.net/dialog/lokalt/110912gymvalgmoede64.htm

Her kan man også høre de øvrige talere skuespiller Anne Marie Helger, præst Per Ramsdal, Brorsonskirken, Benny Andersen, tidl. pressechef for Kirkeasyl, Jacobs Tamsmark, skuespiller Karen-Lise Mynster og Susanne Gråe fra BfA

 

 

   

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til forsiden