Nekrolog: Den mellemøstlige fredsproces
Kan
palæstinenserne og Israel leve med en gradvis radikalisering, mere ødelæggelse,
mere død og ingen fred? Kan europæerne?
Fakta
Christian Oldenburg er ambassadør.
I dag for 20 år siden – 30. oktober 1991 – mødtes i Madrid under forsæde af
USA’s og Sovjetunionens udenrigsministre alle parter i det mellemøstlige
spørgsmål for at gøre det hidtil mest energiske forsøg på at skaffe fred i
Mellemøsten efter små hundrede års konflikt og mere end fyrre år med krig fra
tid til anden.
Tidspunktet syntes velvalgt. Den kolde krig var forbi, og dermed var
supermagternes rivalisering i Mellemøsten, der havde blokeret for løsninger,
ikke længere til stede. Der kunne nu skabes en ny verdensorden, som USA’s
daværende præsident, Bush (den ældre), udtrykte det. Et år tidligere havde USA
samlet en stor koalition af vestlige og arabiske tropper, der bragte Iraks
besættelse af Kuwait til ophør. USA mente det åbenbart alvorligt, at der – om
nødvendigt med magt – skulle skabes en ny verdensorden baseret på folkeretten,
hvor det ikke var tilladt at erobre andres land, troede mange arabere.
En retfærdig, varig og samlet fred i Mellemøsten var en naturlig – ja, endog
nødvendig – del af denne ny verdensorden.
Tidspunktet syntes også velvalgt, fordi de arabiske parter havde opgivet deres
modstand mod al forhandling med og anerkendelse af Israel. Ikke mindst forløbet
af krigen i oktober 1973, hvor Egypten og Syrien i en uges tid havde haft
fremgang på slagmarken, gjorde araberne rede til at slutte »de modiges fred«
med Israel.
Hertil kom, at alle de arabiske partnere – senest PLO i 1988 – havde
accepteret, at grundlaget for fred med Israel skulle være Sikkerhedsrådets res.
242 (1967) og 338 (1973), hvilket betød, at alle de arabiske deltagere i
fredsforhandlinger lagde til grund, at det gamle Palæstina skulle deles mellem
Israel og en palæstinensisk stat.
Hvorfor har fredsprocessen i Mellemøsten, som hele tiden er
blevet støttet af USA, Rusland og EU, efter 20 år ikke ført til en løsning for
palæstinenserne, Syrien og Libanon?
Christian Oldenburg
Det hidtidige arabiske krav om hele det gamle Palæstina som én verdslig,
demokratisk stat med lige ret for tilhængerne af de tre monoteistiske religioner
var således taget af bordet.
Endelig havde Israel altid sagt, at landet ønskede fred med sine naboer. Så når
naboerne var parate til fred, skulle sagen være lige til at gå til.
Men det var ikke så ligetil. Araberne ønskede i princippet en international
fredskonference, hvor de samlet forhandlede med Israel, mens Israel insisterede
på bilaterale forhandlinger med hvert enkelt arabisk land. Forliget blev
bilaterale forhandlinger, men på samme tid og sted (i USA), således at araberne
kunne koordinere tæt. Desuden skulle der være et multilateralt spor, hvor
parterne samlet skulle drøfte samarbejdets indhold efter freden.
Et andet problem var, at Israel – dengang som nu – ville bestemme, hvem der
forhandlede for palæstinenserne. I 1991 var det PLO, Israel ikke ville
forhandle med (i dag er det Hamas, som Israel i sin
tid hjalp til at blive en konkurrent til det sekulære PLO, som Israel ikke vil
forhandle med). Løsningen i 1991 blev, at der blev en tohovedet
jordansk-palæstinensisk delegation, hvor de palæstinensiske deltagere skulle bo
i de besatte områder (dog ikke i Østjerusalem), og de måtte ikke være medlemmer
af PLO. At palæstinenserne i Madrid var enige med PLO og nøje koordinerede
forløbet med PLO, sagde sig selv.
LÆS OGSÅMellemøstens vej til demokrati
Det undrer mig, at Israel altid vil bestemme, hvem landet vil forhandle fred
med. Det er vel med sin fjende, man forhandler fred – ikke med sin ven eller
partner. Men det er set mange gange i afkoloniseringens historie, at den gamle
kolonimagt foretrækker at forhandle med dem, der anses for at være ’tamme
nationalister’, frem for de virkelige modstandere. Det så man f.eks. i Irland under
og efter Første Verdenskrig, i Sydrhodesia i
1970’erne og i Frankrigs bestræbelser for fortsat at bestemme i Libanon og
Syrien efter Anden Verdenskrig.
Selve konferencen i Madrid gik godt. Der var kun et par incidenter: Efter at
Israels premierminister, Yitzhak Shamir, fra talerstolen havde beskyldt Syriens
ledelse for at være terrorister, tog Syriens udenrigsminister, Farouk al Shara’a, til genmæle.
Han sagde, at det kunne Shamir selv være, og al Shara’a
fremviste fra talerstolen en britisk løbeseddel, hvori den daværende leder af Lehi (Stern-banden), Yitzhak Shamir, blev efterlyst for
terrorisme. Al Shara’a føjede til, at Shamir havde
erkendt sit ansvar for mordet på FN’s fredsmægler Folke Bernadotte
i 1948.
Det anden incident var, at den israelske delegation ikke havde tid til at
deltage i slutningen af konferencen, da den angiveligt skulle være hjemme i
Israel, inden sabbatten begyndte. De muslimske mødedeltagere i Madrid kunne
udmærket forhandle på en fredag.
Det undrer
mig, at Israel altid vil bestemme, hvem landet vil forhandle fred med. Det er
vel med sin fjende, man forhandler fred - ikke med sin ven eller partner
Christian
Oldenburg
Da de rigtige
forhandlinger kom i gang, bevægede de sig ikke ud af stedet. Araberne lagde
vægt på formuleringen i res. 242, hvor Sikkerhedsrådet fremhæver det
utilstedelige i at erhverve territorium gennem krig (det vil sige, at grænsen
som udgangspunkt skulle følge den linje, hvor tropperne stod 4. juni 1967, men
med mulighed for mageskifter), mens Israel lagde vægt på, at samme resolution
bestemte, at de israelske tropper skulle trække sig tilbage fra områder, der
var besat i 1967. Da der kun stod ’områder’ og ikke ’alle’ eller ’de områder’,
havde Israel gennem rømningen af Sinai opfyldt den
bestemmelse, og Israel skulle ikke foretage sig mere.
Der var også drøftelser af, om den løbende udbygning af de israelske
bosættelser i besatte områder skulle standses, mens man forhandlede. Samtlige
israelske regeringer siden 1967 har bidraget til byggeriet af israelske bosættelser
i de besatte områder – nogle med stor og andre med mindre begejstring. Som
bekendt mener næsten alle uden for Israel, at bosættelserne er et soleklart
brud på Genèvekonventionerne, hvorefter en
besættelsesmagt ikke må ændre den befolkningsmæssige sammensætning i besatte
områder. Palæstinenserne krævede dengang som nu forgæves byggestop for
bosættelserne, selv om der af og til blev skabt pauser i byggeriet.
Da de bilaterale forhandlinger ingen vegne kom, ville Syrien og Libanon ikke
deltage i det multilaterale forhandlingsspor om fredens indhold. Som syrerne
sagde: Man køber ikke møbler til sit nye hus, før huset er bygget.
Det vil føre for vidt i én Kronik at beskrive alle begivenhederne i de 20 år,
der er gået siden Madridkonferencen. Men der har
stort set kun været reelle forhandlinger mellem parterne 1992-96 (regeringen
Yitzhak Rabin-Shimon Peres i Israel) og 1999-2001
(regeringen Ehud Barak). I resten af tiden har man
forhandlet om, hvad der skulle til, for at man kunne forhandle om substansen.
Efter at være gået af som premierminister i 1992 vedgik Shamir, at hans
forhandlingstaktik havde været at trække forhandlingerne i fredsprocessen ud i
så mange år, at der var så mange israelske bosættere
på Vestbredden, inkl. Østjerusalem, at der ikke var noget at forhandle om.
Erfaringen viser, at hans efterfølgere på højrefløjen i Israel, bl.a. Benjamin
Netanyahu og Ariel Sharon, åbenbart følger den samme
forhandlingstaktik.
LÆS OGSÅEkspert: Israel
fremstår svækket efter fangeudveksling
Men noget er der kommet ud af fredsprocessen:
I 1993 blev Israel og PLO gennem hemmelige forhandlinger uden for
fredsprocessens regi enige om, at Israel anerkendte PLO som palæstinensernes
repræsentant, og at der i fem år skulle være et palæstinensisk selvstyre i Gaza
og i byen Jeriko i Jordan-dalen.
Senere (september 1994) blev de palæstinensiske selvstyreenklaver udvidet til
at omfatte større byer på Vestbredden. Inden udløbet af de fem år skulle der
forhandles om de svære spørgsmål: grænser, Jerusalem, flygtningene,
bosættelserne og sikkerhed.
De arabiske lande var umiddelbart rasende over, at PLO havde brudt ’musketer-eden’ mellem de arabiske forhandlere, og en syrisk
leder sagde til en af mine gode bekendte fra USA: »Det eneste gode er, at
abekatten Arafat (’the monkey Abu Amar’)
nu er flyttet fra vores skuldre til jeres!«.
Alle de arabiske regeringer følte sig derefter fri til at forhandle uden at koordinere
med PLO. Jordan sluttede fred med Israel i oktober 1994. Jordans vestgrænse fulgte herefter nøje grænsen mellem de gamle
britiske mandatområder Palæstina og Transjordanien
(med et tidsbegrænset udlån til Israel af et stykke land med en israelsk bosættelse
i Jordan), en vanddelingsaftale og en sikring af hashemitternes
særlige rolle i forvaltningen af de muslimske helligdomme på Haram al Sharif
(Tempelbjerget) i Jerusalem.
Efter at være
gået af som premierminister i 1992 vedgik Shamir, at hans forhandlingstaktik
havde været at trække forhandlingerne i fredsprocessen ud i så mange år
Christian
Oldenburg
Forhandlingerne
mellem Syrien og Israel 1994-96 gjorde også betydelige fremskridt, fordi Israel
accepterede at drøfte med Syrien, hvordan fredstraktaten kunne se ud, hvis man
som en mulig hypotese antog, at grænsen mellem de to lande ville følge linjen,
hvor tropperne stod 4. juni 1967.
De første aftaler mellem Israel og PLO udløste en række voldshandlinger begået
af de ekstreme fløje på både israelsk og palæstinensisk side, og følgen var
bl.a. voldsomme israelske gengældelsesforanstaltninger. Langt den vigtigste
voldshandling i denne sammenhæng var dog mordet på Yitzhak Rabin 4. november
1995. Det skulle vise sig, at Rabin var den eneste, der kunne sikre, at Israel
kunne slutte fred, fordi han nød så ubetinget tillid i den israelske
befolknings flertal.
Ehud Baraks forsøg på at genstarte fredsprocessen i
2000 lykkedes ikke. I forhold til Syrien fastholdt Israel, at hele kysten rundt
om Genesaret Sø skulle tilhøre Israel. Det afviste Syrien, fordi en mindre del
af kysten var på Syriens hænder indtil 1967. I forhold til Libanon besluttede
Israel sig for en ensidig tilbagetrækning af sine tropper fra den såkaldte
sikkerhedszone i det sydlige Libanon (det var det mest usikre sted i Libanon),
men det endte i rømning over hals og hoved, fordi Israels libanesiske milits
straks gik i opløsning, når israelerne ville væk.
Dernæst
forhandlede Barak med palæstinenserne i Camp David med præsident Clinton som
mægler, men selv om Israel mundtligt tilbød palæstinenserne mere end tidligere,
valgte Yassir Arafat ikke at slå til.
Da parterne mødtes igen i Taba i Egypten i januar
2001, fik Arafat et bedre tilbud, så der var ingen grund til at nøjes med et
dårligere et halvt år tidligere. Men de videre forhandlinger måtte afvente det
næste israelske valg, som Ariel Sharon vandt,
hvorefter fredsprocessen gik i stå igen.
På topmødet i Den Arabiske Liga i marts 2002 vedtog man samlet at tilbyde
Israel fuld fred for fuld tilbagetrækning. Det betød, at alle de arabiske lande
ville slutte fred med Israel, oprette diplomatiske forbindelser, åbne for
handel og turisme, etc., mod at Israel ville nøjes med de 78 procent af det
gamle Palæstina, som det havde 4. juni 1967, og acceptere en palæstinensisk
stat på Vestbredden og i Gaza med Østjerusalem som hovedstad. Israel reagerede
aldrig på det tilbud.
LÆS OGSÅAssad får arabisk liga til at dukke sig
Hvorfor har fredsprocessen i Mellemøsten, som hele tiden er blevet støttet af
USA, Rusland og EU, efter 20 år ikke ført til en løsning for palæstinenserne,
Syrien og Libanon?
Forklaringen er med stor sandsynlighed den, som den jødisk-amerikanske topjournalist Thomas Friedman gav
i sin bog ’From Beirut to Jerusalem’, der udkom i 1989.
Thomas Friedman understreger, at de zionistiske
jøder, der skabte Israel, havde tre grundlæggende mål for øje: (1) Israel
skulle være så stort, at det omfattede hele Eretz
Israel (’Israels Land’, hvad det så end er, men det er i hvert fald hele det
gamle mandatområde, Palæstina). (2) Israel skulle være en jødisk stat. (3)
Israel skulle være en demokratisk stat. Problemet er blot, at kun to af de tre
mål kan opnås, og Thomas Friedman var ved sin ankomst
til Jerusalem i 1984 overrasket over, at ingen israelske politikere ville tage
stilling til det dilemma.
Thomas Friedman forklarer overbevisende, at Israel
godt kan være stort og demokratisk, men så bliver det ikke jødisk, for hvis
alle indbyggerne mellem Middelhavet og Jordanfloden
skal have lige rettigheder, herunder stemmeret, bliver der i nær fremtid et
arabisk flertal.
Israel kan godt være stort og jødisk, men så er det ikke demokratisk, for så
skal palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza ikke have stemmeret, men leve i bantustan-lignende små områder med en art begrænset lokalt
selvstyre og/eller udvises en masse til nabolandene. Thomas Friedman
tror ikke på, at verden vil acceptere dette i længden.
Når Israel
ikke vil acceptere fuld fred for fuld tilbagetrækning, og når Israel ikke vil
beslutte sig for, hvilket et af de tre mål for zionisterne, det vil opgive for
at få de to andre, hvad betyder det for araberne og europæerne?
Christian
Oldenburg
Endelig kan
Israel være jødisk og demokratisk, men så bliver det ikke stort, for da skal
Israel tage imod det arabiske tilbud om fuld fred for fuld tilbagetrækning og
nøjes med de 78 procent af det gamle mandatområde, Palæstina, som det havde fra
1949.
Det er klart, at ingen palæstinensisk leder vil kunne skrive under på, at
Østjerusalem ikke skal være Palæstinas hovedstad, og næppe nogen vil kunne
acceptere, at Israel får mere end de 78 procent af det gamle Palæstinas
territorium, som Israel havde 4. juni 1967. For den, der gør det, løber en stor
risiko for at ende som Folke Bernadotte, kong
Abdullah I, Anwar Sadat og Yitzhak Rabin. At prøve at slutte fred i Mellemøsten
er farligt og blodigt.
Når Israel ikke vil acceptere fuld fred for fuld tilbagetrækning, og når Israel
ikke vil beslutte sig for, hvilket et af de tre mål for zionisterne, det vil
opgive for at få de to andre, hvad betyder det for araberne og europæerne?
Det betyder en fortsat israelsk besættelse af arabiske områder, fortsat udbygning
af israelske bosættelser, fortsat indskrænkning af palæstinensernes
levemuligheder og fortsatte voldshandlinger i Israel, på Vestbredden og omkring
grænserne til Gaza og Libanon med død og ødelæggelse til følge. Det vil
formentlig medføre en gradvis radikalisering af både israelere og
palæstinenserne, og der vil fra tid til anden udbryde en ny intifada, som hver
gang måske bliver mere voldelig.
Palæstinenserne vil formentlig i lang tid fortsat kunne leve hermed, for de vil
ikke opgive deres ret til en egen stat.
Men kan Israel leve med det i generationer? Kan europæerne?
Tilbage til
forsiden