Accept af tortur er nu officiel dansk politik,
Fra Anders Lundkvist + efterskrift af Arne Hansen.
Date: Tue, 20 Mar 2012 20:00:34 +0000
From: Anders Lundkvist <lunduv@ socsci.aau.dk
To: Arne Hansen <post@ arnehansen.net
Kære Arne.
Jeg er forfærdet over Danmarks accept af tortur. På mit barometer er Margrethe Vestager og de Radikale faldet fra 90 til 10.
Jeg har skrevet denne kommentar på modkaft.dk , http://modkraft.dk/artikel/dansk-tortur evt. til videresendelse i dit netværk:
Dansk tortur
Spørgsmålet er ikke om man er tilhænger af tortur. Det er kun sadister.
Spørgsmålet er om man finder tortur nødvendig og derfor acceptabel. Det gjorde den tidligere regering og dens støtteparti, dvs. Venstre,
Konservative og Dansk Folkeparti. Og det gør den nuværende regering, dvs. De
Radikale, Socialdemokraterne og SF. At drage fordel af oplysninger fremkommet
gennem tortur er at acceptere tortur.
Kun Enhedslisten er imod (idet jeg dog ikke kender holdningen hos Liberal Alliance). Især har det skuffet mig at De Radikale, som jeg troede
var enige med Enhedslisten i en humanitær og principfast retspolitik, har
accepteret tortur-politikken ved fortsat at være med i regeringen; partiets
hjemmeside har ikke fundet sagen værd at omtale.
Dette er så chokerende, at det er vigtigt at holde hovedet klart:
Det drejer sig ikke om at fange Søvndal ved at konfrontere ham med tidligere udtalelse, eller om at latterliggøre ham,
når han kombinerer accepten af tortur med erklæringer om forstærket indsats for
menneskerettighederne. Det drejer sig om, at det overvældende flertal af
mandater i det danske Folketing står bag tortur-politikken.
Det drejer sig heller ikke om, hvor vidt tortur ’virker’, dvs. om ofrene fortæller sandheden. Jeg tror personligt at den virker.
Hvorfor er tortur ellers så udbredt? Og hvorfor var der under den tyske
besættelse en retningslinje for tilfangetagne frihedskæmpere om at tie stille i
de første 24 timer? Vel fordi man forventede, at de fleste derefter bukkede
under og udleverede navne og adresser. Men jeg er ikke ekspert, og faktisk er
jeg ret ligeglad.
Det drejer sig noget mere om, at tortur er i åbenlys modstrid med et utal at internationale konventioner,
herunder FN-konventioner, som Danmark har tilsluttet sig. Den søndag, hvor
Bødskov og Søvndal accepterede at modtage oplysninger baseret på tortur, meldte
de Danmark ud af det internationale retssamfund.
Men det drejer sig først og fremmest om, at tortur er det værste i verden, fordi det krænker menneskets værdighed.
Langt mere end dødsstraf. Mennesket nedværdiges ikke ved at blive skudt, men
Dets integritet krænkes af tortur. Holdningen til tortur bør ikke være baseret
på nytte (virker den?), men på moral og menneskesyn.
Og terrorargumentet? Den tikkende bombe?
Hvis et land accepterer tortur, evt. ved at udlicitere den til andre, udøver dette land selv den værste form for terror.
Det er ikke længere værd at forsvare, - eller det burde angribe sig selv, som
led i kampen mod terror.
Jeg troede naivt at der var en bundlinje, som alle, fra højre til venstre, kunne være enige om.
Altså nogle ukrænkelige principper i dansk og vestlig politik. Eksemplarisk
udtrykt under 2. Verdenskrig, hvor de allierede – konfronteret med en langt
større trussel end al Qaeda – ikke kopierede nazismen. Der var ingen
udryddelseslejre for nazister, og Goering og Keitel blev henrettet, men ikke
torteret.
I dag er der ingen principper i Danmark. Efter dette skred kan enhver uhyrlighed tænkes.
Det værste er, at betydningen af det skete er druknet i fnidder om den ligegyldige Søvndal.
Men det handler om alle partiernes accept, igen bortset fra EL og måske LA.
Hvor er juraprofessorerne? Biskopperne? Jeg håber at der rejser sig en storm mod denne
degradering af Danmark til en slyngelstat, så beslutningen omgøres. Ellers har
vi ingen argumenter mod fremtidige terrorister.
Og – hvad der er værre – ellers har det danske samfund mistet sin værdighed.
Venlig hilsen Anders Lundkvist
Besøg min hjemmeside 'Demokrati eller Kapitalisme' på www.anderslundkvist.net
________________________________________
Tilføjelser af Arne Hansen
Videresendt af Arne Hansen med nogle tilføjelser som måske kan være med til
yderligere at underbygge modstanden mod tortur
Iflg. en nu ældre bog om tortur vist af Inge Genefke, så er det mest udbredte
motiv til at bruge tortur i verdens undertrykkende regimer netop IKKE for at
fremskaffe vigtige oplysninger, men det mest udbredte motiv til tortur er kynisk
kalkuleret systematisk at svække den politiske oppositions/modstandernes moral
og kampvilje ved systematisk at nedbryde dem og især deres ledere og så lade
torturofrene at overleve og sende dem ud blandt sympatisørerne igen som psykiske
vrag for at skræmme modstanderne (inklusive potentielle) til at opgive
politiske oprør mod undertrykkende regimer og deres håndlangere.
Og i den sammenhæng især, så var den psykiske tortur den værste. Det kunne
være med at stille den torturudsatte i et moralsk dilemma ved at udsætte dem
for DET UMULIGE VALG, som f.eks. på den ene side at skulle vælge mellem ENTEN at
give oplysninger om sine politiske venner og nære samarbejdspartnere, som kunne
udsætte disse for tortur og sætte disses liv og helbred på spil, altså ofre
disse kampfæller
- ELLER på den anden side at vælge at svigte et familiemedlem, som blev tortureret
i et nabolokale og hvis skrig og råb om hjælp den torturudsatte så blev tvunget
til at høre på så lang tid torturofferet holdt stand med at tie.
Det hørte med til historien at de krav om oplysninger om kampfæller som
torturbødlerne krævede ofte allerede var kendte af dem i forvejen (og derfor
ligegyldige) og at de så udnyttede at de også i forvejen vidste at den
torturerede var nødt til at tie og derfor måtte opleve at stå i det moralsk
umulige valg og altså kynisk brugte denne viden om torturofferets oplevelse af
et umuligt valg, og derfor bare kunne fortsætte den fysiske og altså psykiske
tortur indtil torturofferet var moralsk nedbrudt, havde mistet sin selvrespekt
og kampvilje og ødelagt for bestandigt - og så løslade den torturerede til
skræk og advarsel for alle andre der kunne tænke på at gå i aktiv politisk
opposition eller i åbent oprør.
Og hvem af os ældre husker ikke Milgrams laboratorieforsøg der kunne lokke
almindelige mennesker til at udøve (fingeret) tortur og Jørgen Flindt Pedersens
film Din Nabos Søn som dokumenterede at man kunne hjernevaske normale unge
mennesker til at gå op i torturbøddelrollen med brask og bram og samtidig være
kærlig familiefar i fritiden.
Vi leger derfor ikke bare med de faktiske torturofre pga. vores og andre "pæne"
landes accept, men vi leger altså med ilden ved at acceptere en skrue uden ende
både hos os selv og i torturstaterne.
Og hvor begrundelsen er en konstrueret situation hvor vi bliver ofre for
myndighedernes antageligt indbildte påstande om at tortur af en enkelt person
vil kunne redde en masse danske menneskeliv. Som om vi mener at vores liv er
mere værdifulde end livet hos de mange flere torturofre vores chauvinistiske
politik antageligt vil være med til at generere i større tal i undertrykkende
politi- og diktaturstater.
Er vi virkeligt blevet en ny slags åbent erklærede racister fra da
udenrigsminister Lene Espersen på VKO-regimets vegne første gang gik åbent ud og
accepterede at bruge oplysninger i Danmark fremskaffet ved tortur i andre lande ("varme
lande”). Det kan måske hævdes at ligge i tråd med dette O-dirigerede
fremmedhadsregime, hvor vi som flygtningevenner med kendskab til
VKO-regeringens udvisning af torturofre bl.a. tilbage til Syrien (og EU til
Gaddafi) efterhånden forventede det værste i en grad så det blev nærmest
sløvende trivielt.
Men det var vel meningen at vi med en ny regering nu skulle begynde på en frisk
med kampen for humanitet i højsædet? Ja vi kan ikke andet, og må hvis vi ønsker
demokrati, så det skal vi!
Arne Hansen
Tilbage til forsiden