Kampen om SF’s sjæl, af Anders Lundkvist exSFer om tiden op til folketingsvalget sept. 2012

(og nederst: Efterskrift om tiden efter valget og frem til Landsmødet 13-15. april 2012:

Især om mangel på åbne demokratiske processer fra topledelsens side, samt selvmodsigende politik på skatte-, social- og udlændingeområdet. af Arne Hansen)

Date: Wed, 4 Apr 2012 19:08:03 +0000

From: Anders Lundkvist <lunduv@socsci.aau.dk>

To: Arne Hansen <post@arnehansen.net>

Hej Arne.

Vedlagt en vred kommentar til Søvndal/Møger/Sohn.

Meget af det vil du genkende fra dine erfaringer med SF i de sidste år.

Du må selv afgøre om du vil sende det ud i dit netværk.

Bedste hilsner

Anders

Efter 9 dages betænkningstid gør jeg det så. Forklaring herpå følger som efterskrift til Anders Lundkvist kritik, som jeg i hovedtræk er helt enig i

Arne Hansen, stadig medlem af SF

Kampen om SF’s sjæl

af Anders Lundkvist

Det er godt, at der nu omsider kommer et opgør i SF om den politiske linie. Men den tilsyneladende skillelinie – arbejderisme versus folkeparti – er nærmest grotesk, når man tager i betragtning at arbejderismen promoveres af arkitekten bag SF’s højredrejning i de seneste år, nemlig Thor Møger.

Tillad mig først en præsentation. Det er relevant, fordi det fortæller om de erfaringer, der ligger til grund for betragtningerne nedenfor. Jeg var medlem af SF i 33 år, men aldrig haft indflydelse i partiet gennem tillidsposter. Kort efter valget i september meldte jeg mig ud og samtidig ind i Enhedslisten.

Forinden havde jeg og en række andre SFere arbejdet imod højredrejningen. Focus var partiets tilpasning til den herskende fremmedfjendske udlændingepolitik, samt undermineringen af de interne debatmuligheder, dermed partidemokratiet.

Om det sidste:

I det gamle medlemsblad, Folkesocialisten, var mange sider afsat til medlemsdebat. Det blev nedlagt og erstattet af et glittet hurra-tidsskrift kaldet F!, renset for meningsudveksling. Desuden kom der et debatforum på hjemmesiden og det lyder jo godt. Der var bare det ved det, at forumet ikke blev annonceret på forsiden, og at man skulle klikke 3-4 gange i den rette sekvens for overhovedet at finde ud af, at det eksisterede. Resultatet var det forudsigelige og derfor planlagte, nemlig at vi var 30-40 forkølede medlemmer – ud af dengang vist 17.000 – der debatterede.

Ved møder i Aalborg med bl.a. Ole Sohn og Thor Møger har jeg og andre krævet ordentlige debatmuligheder, men intet skete. Man kunne debattere i lokalafdelingerne og på diverse konferencer, men den debat, der når ud til alle medlemmer og som derfor har potentialet for at flytte noget, blev effektivt lukket ned. Møger fremstillede det som et ’teknisk problem’, men det var selvfølgelig helt bevidst. Debat er altid mellem forskellige meninger, og forskellige meninger så ledelsen åbenbart som farligt. Næppe for partiet, men givet for ledelsen, for det ville give oppositionen til Søvndal-linien en reel chance.

Vi samlede underskrifter, bl.a. fra partiets lokalformænd, til 2 henvendelser til landsledelsen, men den havde Søvndal, Møger og Sohn fuld kontrol med, så der skete intet. Dette var interne initiativer og pressen opdagede ingenting – hvad det så siger om SFeres diskretion eller pressens årvågenhed. Til slut skrev vi – efter svære betænkeligheder, men frustrerede over ikke via interne kanaler at kunne komme igennem med noget så elementært som partidemokrati – en kronik i Information,

(jf. http://avisen.dk/blogs/arnehansen/kaemp-for-alt-hvad-du-har-kaert-af-8-kritiske-sf-medl_28325.aspx ah) hvor fokus var SF’s forfærdelige udlændingepolitik. For en ordens skyld: Bortset fra en kerne var der lidt skiftende personer bag de forskellige initiativer.

Da det blev oplagt, at partiledelsen ikke var til sinds at give mulighed for meningsfuld debat, tog vi initiativ til en hjemmeside, www.sfdebat.dk , som på det sidste er blevet mere kendt, fordi debatten mellem Pernille Frahm og Mattias Tesfaye i første omgang udspillede sig her. Hjemmesiden var naturligvis et svar på de ringe debatmuligheder i det officielle SF, men var og er ikke en slags venstreopposition. Det fravalgte vi. Efter min udmelding af SF er jeg naturligvis ikke længere med i dette initiativ.

I de sidste par år frem til valget blev jeg i partiet for at arbejde internt for et kursskifte. Alle de SFere jeg kendte – alle! – var kritiske over Søvndal/Møger/Sohn linien; adskillige forlod partiet, men jeg argumenterede hele tiden at man skulle blive og kæmpe internt. I månederne op til valget fandt jeg imidlertid at kampen var håbløs, hvilket også hang sammen med at sfdebat.dk ikke rigtig kom ud af starthullerne (nu tror jeg det går bedre). Derfor meldte jeg mig ud.

Søvndal forrådte alt det, som SF tidligere har stået for, først og fremmest en humanistisk udlændingepolitik, en principfast retspolitik og en forsvarpolitik, der kun bruger krudt og kugler i yderste nødstilfælde, og da med klart FN mandat. SF anerkender ikke længere FN som overdommer i internationale konflikter, efter at ledelsen – i strid med en landsmødevedtagelse – accepterede at Danmark kunne gå i krig uden FN mandat. Og nu accepterer Søvndal endda tortur – som han dog er modstander af (på samme måde som en hæler kan være modstander af tyveri, kunne man sige). Dermed er bunden nået, hvilket dog har den fordel, at yderligere skred er logisk udelukket. Der er ikke flere humanistiske, endsige socialistiske, principper at svigte.

SF solgte sin sjæl for at få magten. Men man fik magt uden mening. Eller rettere: Man fik afmagt, i regeringen og i meningsmålingerne. Det var i enhver henseende en dårlig deal, som mesterstrategen Thor Møger kreerede. Folk er ikke dummere end at de kan skelne det ægte fra det populistiske.

Den aktuelle strid mellem arbejderister og folkepartister er umiddelbart et spørgsmål om, hvorvidt den focuserede eller brede appel giver flest stemmer. Og/eller et spørgsmål om ja eller nej til klassekamp.

Interessante diskussioner, men det er bare ikke det, det drejer sig om.

Det, det drejer sig om, er at Møger fattede at lokumet ikke blot brænder, men er i fuld nedsmeltning. Noget måtte gøres. Universet scannes og valget falder på manden i kedeldragt. Her er måske SF’s fremtidige, stabile kerne. Det tilsiger tilsyneladende, 1) at sætte de beskæftigede op imod dem, der er smidt ud af arbejdsmarkedet, og 2) klassekamp mod de bankdirektører, som han for resten for et par måneder siden stillede en lettelse i topskatten i udsigt.

Det er spin det hele.

Realiteten er at SF er med i en regering, der fører en meget klar nyliberal politik. Før valget blev vi bedt om at vælge mellem at arbejde eller nedskære os ud af krisen. Det sidste var de borgerliges politik, og den var ikke så god, kunne vi forstå. Efter valget har den nye regering med fuld musik omfavnet nedskæringspolitikken (bortset fra de tidsbegrænsede penge til den kickstart, som heldigvis ikke er opgivet):

1) Man har frivilligt tilsluttet sig det borgerlig-liberale Europas finanspagt, der kræver balancerede budgetter, dvs. nedskæringer i krisetider (hvor statsindtægterne automatisk falder). Men nedskæringer vil for det første øge arbejdsløsheden, og for det andet reducere velfærdsstaten. Keynesianisme, for slet ikke at tale om socialisme, er blevet ulovliggjort. Alt dette søges solgt som ansvarlighed og nødvendighed, men er det modsatte: Det er uansvarligt, forstået på den måde at politikken ikke afhjælper, men skærper krisen, og det er unødvendigt, forstået på den måde at man kunne have valgt en ekspansiv Keynesiansk krisepolitk, med flere offentligt ansatte og højere realløn.

2) Før valget talte den daværende opposition om en vækst i den offentlige sektor på beskedne 1,4%. Nu hedder det 0,6% i år, 0,3% næste år og noget lignenede frem til 2020. Oversat: Blodbad i kommunerne, og tilnærmelse til de liberales drøm om en minimalstat. Disse målsætninger, der forhåbentlig ikke nås, kan ses som en implementering af finanspagten.

3) Kontrol med finanskapitalen? Intet er sket – hvilket så kompenseres med impotent vrede over bankdirektørlønninger (lyt til munden, men husk at se efter hænderne). Tobin-skatten er tilsyneladende død, til finansminister Corydon’s slet skjulte tilfredshed.

Den SF-ledelse, der nu taler varmt om manden i kedeldragt og rumler om klassekamp, har altså i praksis underskrevet en ret så radikal nyliberal økonomisk politik, der vil øge arbejdsløsheden, reducere velfærdsstaten og på sigt marginalisere den demokratisk kontrollerede sektor til fordel for den kapitalistiske sektor. En politik, der for resten også indebærer, at manden i kedeldragt må indstille sig på for første gang i mands minde at få uforandret eller faldende realløn (skønt der netop er brug for øget løn, dermed øget købekraft, for at skabe flere arbejdspladser).

Alt dette er kapitalens drømmescenarium. Det er muligt at SF- ledelsen ikke har hjertet med i denne økonomiske politik. Uinteressant. De har stemmerne og ansvaret med i det.

Søvndal, Sohn og Møger har gennem adskillige års ihærdigt arbejde flyttet SF mange kilometer til højre og har nu på det sidste – godvilligt eller vrangvilligt – næsten overhalet det borgerlige Europa højre om. Striden i SF burde ikke dreje sig pjattet om arbejderister overfor folkepartister. Den burde stå mellem tilhængere og modstandere af partiets højredrejning indenfor både værdipolitik og økonomisk politik.

Hvis Thor Møger på landsmødet poserer som venstreorienteret arbejderist vil det være en ubetalelig joke. Men tragisk, hvis deltagerne tager varedeklarationen for pålydende.

Hvad kan man lære af dette?

En partiledelse med smarte idéer kan i en periode få succes. Ved at lukke den landsomfattende debat ned kan ledelsen præsentere sin linie som den eneste mulige. ’Nå, er det sådan man nu gør?’ Denne linie vedtages derefter næsten enstemmigt på landsmødet, fordi opposition nu er defineret som aparte, næsten partiskadelig aktivitet.

Men det holder ikke. Aktive partimedlemmer er pr. definition ikke kvæg. De melder sig ud eller gør oprør. Fokusgrupper og højtkvalificerede konsulenter kan ikke erstatte meningsbrydninger og meningsafklaringer blandt engagerede medlemmer. I 1980erne var der i SF brydninger mellem de rød-grønne, de faglige og kvinderne. Det styrkede partiet og gjorde det levende og interessant, faktisk fejrede SF i denne periode sine bedste valgresultater.

Igen, igen: Reelle debatmuligheder er ikke lidt demokratisk ornamentering, men en livsbetingelse for et levende parti, og det er kun et levende parti, der med troværdighed kan appellere til vælgerne.

Undskyld den hårde tone. Det er ellers ikke min stil. Men jeg føler stor tristhed over mit gamle partis skæbne, og stor vrede mod dem der forrådte det. Jeg håber det nuværede opgør vil genoplive det rigtige – ikke nødvendigvis det gamle – SF.

Af Anders Lundkvist

Efterskrift om tiden efter valget:

Især om mangel på åbne demokratiske processer fra topledelsens side,

samt selvmodsigende politik på skatte-, social- og udlændingeområdet.

Af Arne Hansen, stadig SF-medlem

Ovenstående mail fra det tidligere SF-medlem igennem mange år, Anders Lundkvist Aalborg, modtog jeg altså for 9 dage siden d. 4. april, men har ladet den ligge fordi jeg i givet fald måtte sende den til SFere som ikke nødvendigvis er partimedlemmer og politisk interesserede i almindelighed, hvilket måtte være Lundkvists ønske jf at den allerede er lagt på Modkraft og ikke mindst efter at ikke-organiserede SFere nu må se undrende til at den aktuelt opblussende interne SF-debat nu til dels foregår i mediernes rampelys så ingen i SF længere kan sætte sig på meningsdannelsen og ikke burde forbigås. OG hertil skal det alternative debatforum på www.sfdebat.dk ,som Lundkvist omtalte som ”Rød Blog”, bidrage, og som her før Landsmødet er blevet åbnet så også ikke-organiserede SFere og andre interesserede har fri adgang.

Men jeg undlod for lige at afvente hvornår partitoppen påvirket af det ydre og indre pres selv ville indse at det var nødvendigt selv at gå ind på lige fod og tage den interne partidebat seriøst.

Men det er ikke sket som jeg oplever det fra min udkigspost. (Derfor nu Lundkvist sammen med mine egne oplevelser efter Anders Lundkvist exit , som jeg meget beklager.)

Tværtimod skabte udtalelser som at tilbagegangen kunne skyldes brokkehovederne i SF at den samlede 4-mands SFgruppe i Regionsrådet i Nordjylland valgte at gå offentligt ud for at kunne orientere deres måbende SF-vælgere om at de ikke ville lade sig kyse til selvcensur på deres ærlige meninger som ansvarlige folkevalgte, og så fik stor opbakning hertil fra SFere i Nordjyllands partiforeninger og til dels i andre regioner.

Den regerende partitop søgte også at stoppe den tvingende nødvendige debat om at øge beskatningen af fast ejendom til et rimeligt niveau både af hensyn til i solidaritetens navn at lade de stærkeste skuldre bære mere, hvis SF skal kunne leve op til en skattereform med social balance som jo er skatteminister Thor Møgers erklærede mål for SF for regeringens skattereform.

Men dermed også en undertrykkelse af debatten om nødvendigheden af også at inddrage beskatning af jord af hensyn til en økonomisk rationel anvendelse af samfundets fælles ureproducerbare naturressourcer samt som konjunkturstabiliserende instrument, hvis mangel var stærkt medvirkende til den oppustning af boligsektoren, som i høj grad var med til at udløse finanskrisen.

OG disse modsigelser som partitoppen ikke vil diskutere med de menige SF-medlemmer er siden blevet yderlige udstillet af partiformandens seneste udmelding om smalhans i den offentlige sektor i de næste10, samt her torsdag aften af, at Søvndal benægter nogen konflikt mellem hans udsagn om at SF altid først og fremmest vil være de svagest stilledes beskytter og så spareøvelsen med kraftige stramninger på førtidspensionsområdet. Partiformandens argument var at man ville kunne effektivisere behandling og forebyggelse så man undgik at efterlade mennesker på førtidspension - i hvert fald i deres unge dage. Men denne påstand var allerede inden den blev fremsat dementeret af erfarne Blå Kors-medarbejdere , som i formiddags hos Poul Riis i radioens p1 sagde, at der altid ville være nogle af vore medmennesker som var prisgivet samfundets beskyttelse for at overleve på anstændige vilkår. OG derfør har også andre erfarne socialarbejdere kritiseret forslaget til udskydelse af førtidspensionsmuligheden til det fyrretyvende leveår som reelt dysfunktionelt på grund af, at den nye permanente utryghed indtil da, så vil skabe mere frygt for fremtiden i en grad så der bliver færre ressourcer tilbage hos f. eks psykisk sårbare der med mere trygge rammer snarere kan klare at tage en uddannelse.

Men måske kan både Thor Møger og Villy Søvndal gå på vandet?

OG senest er den tidligere udlændingeordfører Astrid Krag gået ud og i ramme alvor sagt at en af SF’s sejre i regeringssamarbejdet var på udlændingeområdet – samtidigt med at kritikken nu hagler ned over justitsminister Bødskovs sendrægtighed med beskyldninger for reelt at videreføre VKO-s mange chikanerende regler på familiesammenførings, asyl- , permanent ophold og statsborgerskabsområdet. Ja på familiesammenføringsområdet er der netop nu kritik af at justitsministeren viderefører en forvaltningspraksis der fuldstændigt udelukker familiesammenføring med beslægtede uanset hvor forelskede de kan være og som netop hviler på en lovstramning sidste forår, som samme Astrid Krag helt unødvendig lod SF tilslutte sig vel som udslag af Sass-doktrinens sidste krampetrækning. Så hvilket fortegn har den af medierne nyudnævnte SF-kronprinsesse Astrid Krags ”sejre på udlændingeområdet”? Gælder Sass-doktrinen stadig efter at SF er blevet trynet gang på gang af den anden part og mest eklatant da Thorning droppede betalingsringen på trods af SF’s påpegning af gode trængselsring erfaringer i alle vore nabolande?

Men derfor må tiden nu være kommet til at der er brug for at alle får et mere retvisende billede på hvad der er foregået internt i SF mens partiledelsen åbenbart var i stand til at lægge låg på den kritiske debat af topstyring og manglende partidemokrati, som i det små faktisk har spiret frem ikke mindst efter SFs reelle accept af stormen på Brorsonskirken. Og især tog fart efter at SF-toppens strateger åbenbart fandt at det var oppurtunt for SF også at kalde SSF’s noget lempeligere ændringer i kravene til familiesammenføring for et pointssystem. Altså den kritik som Anders Lundkvist selv tog initiativ til at føre som menigt SF-medlem. Og herom fortæller han nok selv

Men at den regerende partitop alt for længe har troet at alt var i sin skønneste orden – uden intern opposition, det er

det faktisk muligt i nogen grad at undskylde den for, fordi de fleste medlemmer tiede jo mund så længe SF gik frem i opinionstal fordi de i den situation opfattede Søvndal som urørlig og så efter valget ville alle give regeringspartiet SF en ærlig chance for at vise dens ”resultater” og de fleste der i utålmodighed stemte med fødderne undlod i høflighed at smække med dørene.

Men nu efter, dels at vi har set at den Møger-sympatisør-dominerede Landsledelse lod sig overtale til at forkaste det nye udkast til principprogram som man bla. havde hentet den meget erfarne herudi Aage Frandsen ind til at udarbejde, og så i stedet lade Landsledelsen vedtage et helt andet forslag skrevet af Møgers håndgangne mand Kasper Bjerring, som langthen var en tilbagevenden til det oprindelige forslag fra Landsledelsen, som allerede havde fået en sønderlemmende kritik ude i de lokale SF-prtiforeninger.

Og dels de sidste dages tydelige forsøg på fra Møger-toppens side at fremtrylle en tredje næstformandskandidat for at udmanøvre Meta Fuglsang som åbenbart må have for meget ben i næsen, så er målet fuldt.

Det må ikke lykkes hvis vi skal redde partiet. Og da det er den nye landsledelse der skal vælges på landsmødet, så bliver dette valg helt afgørende for SFs fremtid.

Jeg håber at Møger-fløjen nu besinder sig og Møger kan stå for fristelsen til at bruge sine fremragende taktiske evner til at lave en rævekage med erobring af den totale magt over Landsledelsen og daglig ledelse (som næstformanden er en del af)og indse måske med Søvndals hjælp at nu må der en alvorlig ment forsoning til. Lad SF’s landsmøde vise at mit gamle parti stadigt er livskraftigt i en situation hvor der er brug for det mere end nogensinde med de nationale og globale udfordringer vi står overfor!

Ovenstående er næppe hele sandheden og måske er noget også fordrejet og opleves ensidigt. I så fald vil jeg gerne korrigeres via post@arnehansen.net.

Arne Hansen medlem af SF-Frederikshavn,

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

13.04.12 kl 12,45 opdateret d. 15.04.12 efter SFs landsmødets afslutning

Nedenstående har intet at gøre med foranstående, kun placeret her af praktiske grunde til direkte brug af landsmødedelegerede hvis ikke bliver korrigeret på anden vis.

Ændringsforslag om en positiv fredspolitik i SF vedr. fjernelse af principprogrammets linje 206m-209 og indsætning af ændringsforslag nr 319

Jf http://www.arnehansen.net/120318tilSFsproncipprogramomFred.htm

Tilbage til forsiden