Asylret: Mental og politisk forandring? Stem på Annette Vilhelmsen + ah-forord |
04-10-2012 16:20 From: Arne Hansen <post@ arnehansen.net> |
-------- Oprindelig meddelelse --------
Subject: |
Meddelelse fra Asylret: Mental og politisk forandring? Stem på Annette Wilhelmsen |
Date: |
Wed, 3 Oct 2012 23:06:02 +0200 |
From: |
Said Parvin <emil95dk@ gmail.com> |
Meddelelse fra Asylret d. 3 oktober 2012
Asylret: Mental og politisk forandring? Stem på Annette Wilhelmsen
Astrid Krag taler i lighed med Annette Vilhelmsen nu for en afskaffelse af 24 års reglen efter den første regeringsperiode. For små tre uger siden nægtede Astrid Krag, partiformandskandidat og sit partis tidligere Integrationsordfører, ellers pure at kommentere SFs udlændingepolitik: ”Det er ikke SFs udlændingepolitik, jeg går og tænker på lige nu. Jeg går og tænker over, at SF er i gang med en rigtig god proces, hvor vi skal have en ny formand”, Astrid Krag, citeret 12.9.2012, JV.dk.
Ved SFs landsmøde i 2010 holdt en gruppe asylansøgere en protestdemonstration mod SFs udlændingepolitik under sloganet ”Giv os SF tilbage.” Protesten blev holdt ved SFs landsmøde for at markere, at det var umuligt, at se forskel på SFs udlændingepolitik og DFs. Ved den lejlighed fastslog Astrid Krag ved et debatmøde med de demonstrerende asylansøgeres talsperson, at SF ikke ville pille ved 24 års reglen og tålt ophold.
Asylret ser ikke Astrid Krags interesse i at få afskaffet 24 års reglen som et overbevisende udtryk for et ønske om en ny og rummelig SF-udlændingepolitik. Vi mener, hun fremkommer med sit nye standpunkt af nød: hårdt presset af store dele af det SF bagland, som er led og ked af en stram udlændingepolitik. Alle dem, der har fået nok efter 10 års borgerligt regimente, der hvilede på et støtteparti, der havde sin faste stjernestund hvert år ved finanslovsforhandlingerne, for der kunne de med usvigelig sikkerhed tvinge nye stramninger indenfor udlændingepolitikken igennem. Oppositionen var tavs. Eller erklærede sig enig. Og Asylret mindes ikke, at Astrid Krag en eneste gang som SFs integrationsordfører har sagt fra overfor de evindelige, gentagne stramninger.
Er der nogen, der husker, at SF tog afstand fra tvangsudvisningen af irakere efter rydningen af Brorsons Kirke i 2009? Nej, for SF benyttede ikke den oplagte lejlighed til at slå et slag for en human flygtningepolitik med respekt for FNs konventioner, anbefalinger og henstillinger. Asylret mindes med gru et Socialdemokrati, der støttede kraftigt op om VKOs umenneskelige politik ved om irakerne i Brorsonskirke at udtale, at er de afviste, så skal de sendes hjem. Fuldstændig uden hensyntagen til de faktiske forhold i hjemlandet, FNs konventioner og FNs anbefalinger.
Sådan taler og tænker Helle Thorning stadig i dag. Der er ikke en eneste lempelse af udlændingeloven uden at der samtidig er forsikringer fra statsministeren om, at udlændingepolitikken stadig er stram. Og SF siger ikke fra eller bringer et nyt, mere værdigt og mere rummeligt menneske- og samfundssyn ind i debatten. De SFere der forsøger dette indenfor andre samfundsområder bankes håndfast på plads.
Asylret vil gerne i forbindelse med formandsvalget i SF spørge S og SF hvad en stram udlændingepolitik kombineret med en udenrigspolitik som krigsførende nation egentlig har givet os? Har den gjort os frie i ånd, tanke og handling? Har den åbnet vores lille land mod omverdenen og givet Danmark internationalt udsyn, forbindelser og interesser? Har den sikret arbejdskraft til 2020, hvor vi angiveligt vil mangle det? Hvad har vores krigsførelse i Irak og Afghanistan ført med sig? Og hvad har denne krigeriske meningsløshed kostet det danske samfund målt i kroner og ører? Hvad har vores fejlslagne krige kostet civilbefolkningen og dens flygtninge fra Irak og Afghanistan af liv og lidelse?
Har vores udlændingepolitik og vores udenrigspolitik givet os respekt i resten af verden? Har den givet os selvrespekt eller har vi fået skamfølelsen som fast følgesvend, når vi tænker på uledsagede mindreårige afghanske børn, som regeringen gerne vil sende tilbage til ”modtagecentre” i Kabul hurtigst muligt?
Bider skammen i os, når vi tænker på, at det siden stramninger i udlændingeloven i 2010 ikke længere er den reelle adgang til behandling i hjemlandet der lægges til grund i humanitære sager, men den teoretiske behandlingsmulighed; findes medicinen blot et sted i hjemlandet er det siden 2010 ligegyldigt, om asylansøgerens behandlingsmulighed i hjemlandet er reel. Det er kynisme i højeste potens. Det samme er et andet levn fra VKO regeringen; de såkaldte ”motivationsfremmende foranstaltninger.” Desværre indgår øget brug af disse som en del af den nye udlændingeaftale, herunder øget brug af internering i Ellebæk, flygtningefængslet som ikke må kaldes et fængsel. Det er skamfuldt, det gør ondt og vi håbede, at det var den slags menneskeforagt vi ville blive fri for med en ny regering.
Hvorfor insisterer regeringen på, at være en mental forlængelse af VKO regeringen? De små ændringer i den rigtige retning der trods alt sker, sker i det dulgte uden at de begrundes højt og tydeligt menneskeligt og politisk. De er tilsyneladende ikke udtryk for bestræbelser i retning af et andet mere rummeligt samfunds- og menneskesyn end den forrige regerings. Det går for langsomt med den mentale forandring i udlændingepolitikken. På mange måder er der ikke indtruffet nogen forandring: Justitsminister Morten Bødskov afviser som sine forgængere, integrationsministrene Birthe Rønn og Søren Pind, rutinemæssigt al kritik, alle henstillinger og alle protester som forfejlede og uberettigede. Der er heller ikke for ham grund til at tage eksperter i menneskerettigheder alvorligt. Senest har ministeren affejet de syriske asylansøgeres berettigede protestaktion foran den svenske ambassade som forfejlet.
Vi ønsker regeringsmedlemmer og partiledere, der taler højt og frit og frejdigt for en gennemgribende ny, menneskelig, solidarisk og rummelig udlændingepolitik, som en naturlig del af et rummeligt, solidarisk og socialt bevidst samfund.
Med det generalieblad Astrid Krag har skabt sig som integrationsordfører for SF kan Asylret derfor ikke støtte hendes valg til partileder. Der er ingen tvivl om, at Astrid Krag tilhører strammerfløjen indenfor SF i forhold til udlændingepolitik– og det er ikke det, vores samfund har brug for efter 10 år med VKO. Annette Wilhelmsen har bred opbakning i SFs bagland. Der er håb om, at hun vil kunne trække både SF og regeringen i en mere rød, rummelig solidarisk retning - også på udlændingeområdet. Asylret opfordrer derfor til, at man giver sin formandsstemme til Annette Vilhelmsen. I håb om mental og politisk forandring.
Asylret www.asylret.dk info@ asylret.dk
Kun tiltænkt SFere og især SF-medlemmer på mine maillister:
Jeg videresender her som sædvanligt modtagne relevante nyheder og
baggrundsinformationer og analyser fra Asylrets nyhedsservice fordi jeg
generelt har tillid til folkene der, som jeg personligt kender nogle af.
(selvom der altid kan være svipsere). Derfor vil jeg ikke afvige fra denne
rutine selvom jeg mener at Asylret principielt ikke bør blande sig i et internt
SF-anliggende som formandsvalg, medmindre Asylrets bidrag kan være med til at
kvalificere debatten.
Men jeg er klar over at jeg påtager mig et særligt ansvar for hvad jeg rundsender i disse dage mht. de sædvanlige krav til nyhedsformidling om sandhed og retvisende(ikke misvisende) analyser samt dagsordensættende information til belysning af relevante men underbelyste emner eller aspekter.
Desuden har de modtagere af
mine informationer en berettiget forventning om til enhver tid at få tilsendt
disse informationer, formandsvalg eller ej. Men de, for mig som aktiv på især
asylområdet at se, velunderbyggede informationer og analyser, der gives her,
mener jeg overholder de udstukne debatregler for formandsvalget. (og jeg ville
med rette kunne klandres hvis jeg aktivt tilbageholdt disse informationer)
Jeg har da også selv (allerede mens Astrid var eneste kandidat og inden
fastlæggelse af debatnormer for formandsvalget), på Rød blog http://roedblog.sfdebat.dk/2012/09/astrid-krag-er-i-sin-praksis-en-spreder/
gjort opmærksom på: "Jf Astrid Krags interview i Information d. 13.”Jeg
vil være formand for hele SF”, jf http://www.information.dk/310843 ,så bliver hun spurgt en
del ind til holdningen til Dansk Folkeparti, men på intet tidspunkt nævner hun
det, som de fleste danskere og i hvert fald SFere forbinder med DF, DFs
udlændingepolitik. Sass-doktrinen, hvor S-SF reelt fra 2008 underlagde sig DFs
udlændingepolitik gennem at spille ”død”, lever altså i bedste velgående hos
SFs potentielle formand. ..."
Derfor beder jeg alle SFere
læse ovenstående indlæg modtaget fra Asylret som en kærkommen information om
den ene formandskandidats praktiske virke som SFs udlændingeordfører fra
2008-2011, som alle vel må kunne blive enige om er meget relevant når man skal
vælge ny formand?
For en ordens skyld så vil jeg lige oplyse at denne mail er udsendt uden at
informere eller konferere med andre overhovedet og står derfor helt for min
egen regning og kun jeg kan drages til ansvar og jeg har ventet til nu for om andre
mere centralt placerede SFere ville tage min første bold op. Men nu må det ske.
Med venlig hilsen.
Arne Hansen, medlem af
SF-Frederikshavn og medlem af Nordjyllands Regionsråd august-december 2011 og
mangeårig frivillig asylrådgiver og engageret i inklusionsarbejde i
multietnisk forening. Mobil 30420818
Tilbage til forsiden