Kilde: http://www.peacelink.nu/NV/kort_bhorn_reisler_nv2001.html  

Birgit Horns innlegg på Nordiske Kvinners Fredsnettverks årssamling i Stockholm, aug. 2001:

"Skålen og Sværdet"

af Riane Eisler

Kulturhistorie i et nyt kønspolitisk perspektiv. Gyldendal 1994.

NB! Dette er en kortversjon på ca. 8 A-4 sider. Vil du lese hele Birgits Horns manus, klikk her: Riane Eisler II

Riane Eisler (herefter RE), født i Østrig - amerikansk folkeretsekspert, feminist og fremtidsforsker. Hun måtte sammen med sine forældre flygte fra nazismen, så i en tidlig alder begyndte hun at stille en lang række spørgsmål:

Hvorfor jager og forfølger mennesker hinanden? Hvorfor er mænd så grusomme mod hinanden og imod kvinder. Hun opdagede, at "sådan forholder det sig nu engang" ikke er det samme i forskellige kulturer.

Forsøg på at finde svar på disse spørgsmål inspirerede RE til at granske vores fortid, samtid og fremtid. "Skålen og sværdet" har hentet sit materiale fra kunst, arkæologi, religion, sociologi , historie og mange andre forskningsområder.

Det er karakteristisk for kedelige foredragsholdere, at de starter med Adam og Eva. RE starter med ældre stenalder, men jeg vil lige helt traditionelt begynde med Adam og Eva med en rigtig mandschauvinistisk vits.

Gud gik tur med Adam i Paradiset. Gud spurgte Adam, hvad han syntes, om her ikke var dejligt. Jo, svarede Adam, men jeg ser, at alle andre dyr, fugle, fisk, ja selv insekter har en partner. Om Adam også kunne få en sådan: Gud ville tænke over det. Kom næste dag og sagde: Adam, det kommer til at koste dig et øje. Det syntes Adam var for meget. Da Gud foreslog, at det skulle koste en arm, krympede Adam sig, men spurgte så efter nogen betænkningstid: Hvad kan jeg få for et ribben?

RE og andre kvindelige forskeres nyvurdering af det menneskelige samfund ud fra en kønsmæssig holistisk synsvinkel har resulteret i en helt ny teori, som hun kalder den kulturelle forvandlingsteori.Der findes to basale samfundsmodeller. Den første kalder hun Herskermodellen. Den bliver almindelig vis betegnet som patriarkat eller matriarkat, d.v.s. at den ene halvdel af menneskeheden indtager en højere rang end den anden.

Den anden model, hvor de sociale relationer baserer sig på princippet om sammenhold frem for rang kan bedst betegnes som Partnerskabsmodellen. Den tager godt nok udgangspunkt i kønsforskellen, men den sætter ikke lighedstegn mellem at den ene part er under- eller overlegen.

Der er en mere eksakt betegnelse for Herskermodellen – et socialt system, der styres af mænd ved hjælp af vold eller trusler om vold.
Androkrati – afledt af det græske ord aner (genetiv: andros) der betyder mand og kratos, der betyder styre jf. demokrati.

Alternativet der baserer sig på det modsatte af androkrati, betegner RE som gylani. Gy stammer fra det græske ord .Gyne = kvinde og an, der har rod i ovennævnte aner. På engelsk står "l" for link – forbinde de to halvdele af menneskeheden.Titlen "Skålen og sværdet" – skålen står for de livgivende og –plejende kræfter, der endnu i vor tid symboliseres ved den antikke skål eller gral. Sværdet står naturligvis for det modsatte – den dræbende magt.

Det er vigtigt at understrege, at RE lægger vægt på, at mænd ikke fra naturens hånd er voldelige eller krigeriske, men roden til ondet ligger i systemet, der idealiserer sværdets magt. Legender om Edens have, hvor mænd og kvinder levede i fred og harmoni, ying og yang, hvor det kvindelige princip ikke blev domineret af yang. Den græske digter Hesiod beskriver en "gylden slægt", som pløjede jorden i fredelig harmoni, indtil en mindre slægt indførte en krigsgud.

Selvom forskerne er enige om, at disse værker bygger på virkelige begivenheder, så er alle henvisninger til en tidsalder, hvor mænd og kvinder levede i samdrægtighed , rent rutinemæssigt blevet affærdiget som ren og skær fantasi."En veritabel arkæologisk revolution" fortæller om en lang periode med fred og velstand og at der i oldtiden har eksisteret samfund, der var organiseret efter helt andre principper end nutidens.

I sen-palæolitikum = yngre stenalder = 30.000-10.000 år f.v.t. fandt man små snegleskaller – kauriskaller – der var omhyggeligt arrangeret omkring ligene i en form, som en religionshistoriker E.O. James i 50érne noget floromvundet beskriver som "lignende portalen gennem hvilken det nyfødte barn gør sin entré i verden"

Livet udspringer fra kvindens krop, så det har været naturligt at forestille sig universet som en altgivende mor. E.O.James siger : "Det tyder stærkt på, at der har eksisteret dødsritualer med karakter af en livsbekræftende kult, der må have været tæt forbundet med kvindefigurerne og andre symboler på dyrkelse af kvindelig guddom."De fleste forskere, skriver RE, har stadigvæk en stereotyp forestilling om at "de første, primitive mennesker" har været blodtørstige, krigslystne jægere, og selvom der er gjort nye fund – så tolkes de så de kan passe ind i de gamle skabeloner.

RE fortæller om Darwin, som med egne øjne har set og beskrevet en statue af Amunoph III som tydeligt har negroide træk, men trækker straks sit udsagn tilbage og citerer to kendte autoriteter, som har beskrevet faraoernes træk som "fuldstændig europæiske" og at den omtalte statue ikke havde "negroid indblanding". Senere har videnskaben slået fast med syvtommersøm, at der vitterligt fandtes sorte faraoer.

Indtil i dag har forskere bl.a. postuleret, at det udelukkende var den forhistoriske mand, som var ansvarlig for palæolitisk kunst, selvom der ikke er belæg for det. Man har fortolket hulemalerier som jagtscener, selv når de åbenlyst forestiller kvinder. Man har tolket fiskebensmønstre som pile, modhager, spyd og harpuner, men det kan lige så godt være planter, træer, grene og rødder. Det har også vist sig, at modhager og spidser vender den forkerte vej, set i mikroskop.

Alligevel får man aldrig en skudsikker forklaring på betydningen af malerier, statuetter og symboler. Men dyrefremstillingerne i hulemalerierne er helt på højde med hvad nutidige kunstnere kan fremstille , så det har været alt andet end underudviklede folkeslags grove kradserier.

Civilisationens barndom.
Først efter 2. verdenskrig fandt man vigtige beviser for, at der havde eksisteret en religiøs tradition, der har strakt sig gennem et par årtusinder. De såkaldte Venus-figurer – mere end 20.000 år gamle – fortæller en del om, hvordan vore forfædre har opfattet tilværelsen. De er fundet overalt i det forhistoriske Europa fra Balkan til Bajkal-søen og vestpå til Willendorf ved Wien og i Grotte du Pappe i Frankrig.

Navnet Venus-statuetter er noget malplaceret eftersom det er bredhoftede, ofte gravide, ansigtsløse kvinder. Nogle forskere har beskrevet dem som udtryk for en mandlig opfattelse af erotik – som RE skriver – en slags fortidens udgave af Playboy. Andre forskere opfatter dem som primitive og obskøne frugtbarhedsgenstande eller som "Barbariske forestillinger om skønhed".

Man fandt 2 nye neolitiske = yngre stenalder – bopladser: Catal Hüyük og Halicar på Anatoliens højslette i det nuværende Tyrkiet.
De afslørede, at der gennem mange tusinde år havde eksisteret stabile og støt voksende kulturer med dyrkelsen af en kvindelig guddom som et centralt element i kulturen Gennem en periode på næsten 800 år fra 6500 til 5700 f.v.t. viser et højtudviklet centrum for kunst – vægmalerier, ornamenteret vægpuds, skulpturer og store mængder af kvindestatuer i ler. De steder hvor man oplever de første teknologiske og sociale gennembrud, havde én ting tilfælles: Gud var en kvinde.

Artikel fra Information 22. dec. 1995: "Da Gud endnu havde en kone" af Ejvind Larsen.

Uddrag: EL begynder med et citat: "Ashera, som vi nu ved var Jahves hustru". Det vidste vi nu ikke. At hun hed. Vi vidste sådan set slet ikke, at der var en hun. Vi troede – for det har vi fået fortalt i skolen og til konfirmationsforberedelser, i kirken og set tusindvis af billeder og skulpturer af og hørt om i fjernsynet – at Gud er en man fremstiller og omtaler som ham og han. En herlig han og Herren selv, som i begyndelsen skabte himlen og jorden i et ordentligt Big Bang. En bedre halvdel optræder ikke i beretningen om universets tilblivelse….Fru Jahve hører vi ikke noget om. Alligevel skulle vi altså vide, at en vis Ashera var Jahves hustru.

Konstateringen er ikke hentet fra et eller andet feministisk manifest eller nyreligiøs New Age-spekulation. Den rystende indledning om Guds kone er hentet fra en lærebog i det gamle testamente ved Københavns Universitets teologiske fakultet, lige udkommet i 5. oplag, skrevet af en af fakultetets professorer, dr. theol. Niels Peter Lemche... denne viden er knap nok nået uden for de lærdes cirkler...det er der mange grunde til, én af dem er, at de lærde såmænd selv har svært ved at kapere mentalt, hvad deres egen videnskab tvinger dem til at måtte indse."Kun en 20.del af bopladserne i Anatolien er afdækket, men disse freds- og kulturelskende folk slog sig aldrig ned på utilgængelige, stejle bjergsider. Man har ikke fundet spor af fæstningsanlæg eller angrebsvåben, og man har ikke registreret nogen tegn på ødelæggelse som følge af krig i en periode på over 1500 år!

Det mest interessante er hvad den neolitiske kunst ikke fremstiller. Der er ingen fremstillinger af væbnede styrker, grusomheder, voldsudøvelse, ingen "ædle krigere", slagscener, ingen lænkede fanger eller tegn på slaveri. Ingen våbenarsenaler eller nogen form for våbenfremstilling. Der er ingen overdådige høvdingegrave og ingen der ved sin død tog mennesker med sig i graven.

Videnskabens rutinemæssige syn på tilbedelsen af gudinden som en "frugtbarhedskult" og ikke som en egentlig religion er en grov forenkling. Det ville svare til at man karakteriserer kristendommen som en dødskult p.g.a.. det mest centrale symbol – korset.

Arkæologerne var målløse, da man omkring århundredeskiftet opdagede den minoiske kultur og afdækkede Kreta. Man kunne ikke forstå, at der havde eksisteret en så højt udviklet civilisation med kolossale paladser i flere etagers højde, villaer, bondegårde, hele boligkvarterer i velorganiserede byer, havneanlæg, vejnet på kryds og tværs over hele øen, kultsteder og begravelsespladsen. En kunstnerisk tradition, der savnede sin lige i civilisationens historie. Den kretensiske civilisation begynder omkring 6000 år f.v.t., hvor en gruppe indvandrere, sandsynligvis fra Anatolien for første gang slog sig ned på øens kyster. Det var dem, der indførte tilbedelsen af gudinden.

Forskere forsømmer ikke nogen lejlighed til at forvanske og fortie eller i bedste fald bagatellisere det klare budskab fra kretensisk kunst. Sir Arthur Evans fandt i begyndelsen af 1900-tallet ud af, at kretenserne havde dyrket en kvindelig guddom, fordi man havde det med at afbilde "scener med kvindelig fortrolighed", men han følte sig foranlediget til at stemple det som "kaffeslapperas om de sidste nye skandaler". En anden forsker Nicolas Platon gør udtrykkelig opmærksom på den vigtige rolle, kvinderne spiller, men mener at det skyldes "at mændene har været på langfart på havet".

Den kretensiske kultur bukkede under for kun 3200 år siden.
Den voldsomme forandring der indtraf var så voldsom, at ingen kendt begivenhed i menneskehedens kulturelle udvikling kan sammenlignes med den. Nogle nomadestammer kom ind fra randområder på jagt efter græsningsarealer, men det er rent gætteri hvordan de kunne vokse i antal og vildskab og hvor lang tid det tog.

I Catal Hüyük i Anatolien hvor man havde levet i fred i årtusinder kom hititterne, et indoeuropæisk folk kendt fra det gamle Testamente til magten. De dyrkede endnu gudinden, men hun blev efterhånden degraderet til at være hustru eller mor til nye mandlige krigsguder.

I Europa, Mesopotamien og Kanaaen var der tale om tilsvarende mønstre. Her mistede gudinden ikke bare sin fremtrædende stilling, men blev ligefrem omformet til krigsgudinde.

Både Pentagon og almindelige mennesker mener, at uden krige ville der ikke være den nødvendige motivation til at sikre menneskeheden teknologisk og kulturel fremgang, men – siger RE – det er en af verdens bedst bevarede hemmeligheder, at praktisk talt alle de materielle og sociale teknologier, som vores civilisation bygger på, er udviklet f ø r der opstod et Herskersamfund.

Den gamle udviklingsmodel bygger på manden som jæger. Den påstår, at de første redskaber blev udviklet m.h.p. at kunne dræbe bytte og konkurrerende og svagere mennesker.

Men en alternativ teori er at man bevægede sig rundt efter føde og havde behov for at samle og opbevare føde, så de første redskaber ikke var våben, men beholdere til at bære mad – og spædbørn. Det var kvinderne, som havde størst behov for det. Det samme ses hos chimpanser.

Gudinden Isis bliver gang på gang nævnt i ægyptiske kilder som "opfinderen" af landbruget. De mesopotamiske tavler fortæller om Ninlil, som lærte sit folk at dyrke jorden.

Forskere har nået den konklusion, at pottemagerkunsten blev opfundet af kvinder (s. 86), det samme gælder for væve- og spindekunsten.

Den ægyptiske gudinde Isis og den græske gudinde Demeter var kendte som lovgivere, der udøvede retfærdighed og gav gode råd, også som naturlæger. Sophia kendes som Visdommen og selv skrivekunsten viser på de sumeriske tavler, at gudinden Nidabavar den skriftkloge var opfinder af lertavlen. I den indiske mytologi får gudinden Saravati æren for at have opfundet alfabetet.

Vi hopper fra Kretas civilisation, der bukkede under for ca 3200 år siden. Allerede år 5000 f.v.t. – altså for 7000 år siden begynder tegnene på invasioner og/eller naturkatastrofer i den gamle neolitiske kultur i Mellemøsten. Det er v.h.a. kulstof-14 analyser muligt at spore invasioner af steppehyrdefolk eller kurganer, som fejede ind over det forhistoriske Europa. De tilhørte den ariske sproggruppe – den type der blev forherliget af Niezsche og Hitler som værende den eneste rene europæiske race. Men de kan ikke betegnes som oprindelige europæere, de kom fra Asien og Nordøsteuropa.

Andre nomadefolk, bl.a. de semittiske – jøderne – kom fra ørkenen i syd og invaderede Kanaaen – Palæstina. Begge folk indførte en aggressiv krigs- og bjerggud – Jehova eller Jahve. De var organiseret efter Herskermodellen, et socialt system, hvor mandlig dominans, vold og en hierarkisk og autoritær struktur var normen, og de påtvang de erobrede folk deres ideologi . Flere kurganske grave viser, at den overvejende del af den kvindelige befolkning ikke tilhørte den kurganske stamme, men den gammeleuropæiske neolitiske befolkning. Det er nærliggende at tro, at kurganerne har dræbt den mandlige befolkning og taget kvinderne som slaver.
Man kan finde belæg for det i de flere tusind år yngre beretninger i det gamle Testamente. 4. Mosebog kap. 31, vers 32-35 står, at blandt krigsbyttet, som Moses og hans folk tog fra medianitterne var - i denne rækkefølge –får, kvæg, æsler og 32.000 piger, som endnu ikke havde haft samleje med nogen mand.

De bærende søjler i herskersamfundet: vold, autoritær struktur og mandsvælde, blev i det gamle Testamente fremstillet som Guds udtrykkelige vejle om, at kvinden skulle underkaste sig manden.

I 4. Mosebog, kap 31 beskrives at Moses siger – og det er Herrens bud: "Dræb nu alle drenge og enhver kvinde, der har haft samleje med mænd. Men alle pigebørn, der endnu ikke har haft samleje med en mand, skal I lade leve til jer selv". RE skriver: Så effektivt er herskermodellen, at selv retskafne mennesker kan læse den slags uden at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan en retfærdig gud kan udstøde så grusomme og umenneskelige befalinger.

Vi kan lige vende tilbage til Ejvind Larsens artikel om Guds kone, hvor der står: "Inden for de seneste 10 år er man ved Københavns Universitet og flere andre steder i den vestlige verden for alvor begyndt at undervise i hvordan vi med hæderligheden nogenlunde i behold ikke længere kan tro på Abraham, Isak og Jakob som historiske skikkelser i den tid og på de steder Bibelen beretter…"
Om selveste Moses hedder det i lærebogen: Hvem og hvad Moses var inden han fra de sene kilder blev religionsstifter, vides ikke. Man ved kun at han blev det. KU´s nye æresdoktor, den italienske oldtidsforsker Mario Liverani siger, at man faktisk opfandt Moses.

Høvdingegravene viser nu markante forskelle mellem størrelser og gravgaver. Man finder ofrede kvinder, der er buer og pile, knive, dolke og økser. Man satte – som i vor tid – produktionen af ødelæggelsesvåben øverst på dagsordenen. Magten til at beherske og ødelægge gennem sværdet fortrænger den livgivende og plejende kraft. Kvinderne blev degraderet til den status, de herefter skal indtage i årtusinder.

RE skriver, at det er en svimlende tanke, hvad menneskeheden kunne have drevet det til, hvis det ikke var sket. Da man vendte op og ned på virkeligheden.

I det græske drama Orestien hævder Apollon under retssagen, hvor Orestes er anklaget for at have myrdet sin mor at børn ikke er i slægt med deres mødre "Moderen er ikke en af forældrene til det, hun kalder sit barn, hun er blot den, som plejer den nyplantede sæd".

Athene, som sprang fuldvoksen frem fra Zeus´ pande, bekræfter, at ingen moder har født hende, og hendes hjerte står på mandens side. Det er Athene, som har den endelige afgørelse, der frikender Orestes. Koret – eumeniderne eller furierne, der repræsenterer den gamle samfundsorden, udbryder: "Guder af en yngre stamme, I krænker love fra urgammel tid, river dem ud af min hånd"

Den gængse fortolkning går ud på, at hensigten med stykket har været at forklare folket oprindelsen til den øverste domstol. Nu kunne grækerne søge retfærdighed gennem en upersonlig retsinstans i stedet for at løse deres konflikter gennem blodhævn.
Men den britiske sociolog Joan Rockwell påpeger, at en sådan forklaring ikke giver mening. Den forholder sig ikke til det spørgsmål, hvordan man i en moralsk lektion om fortræffeligheden af den nye statsadministrerede justits, netop skulle frikende en søn for forsætligt og koldblodigt hævnmord på sin mor og tilmed med den begrundelse, at han ikke er i slægt med hende.
Det har været en kraftig påmindelse til alle kvinder , og da det er Athene, som træffer afgørelsen, er det ifølge Joan Rockwell "et mesterstykke i kulturelt diplomati, at en førende person fra det tabende parti accepterer det nye magtforhold".

Der er et afsnit om de græske filosoffer, men jeg er nødt til at skære et sted, så det har jeg valgt her. Men lige nævne at RE skriver om de moderne oldtidsforskere, som lovpriser "Grækenlands gyldne tidsalder" og forklarer, at vore moderne ideer om retfærdighed og demokrati kan føres tilbage til denne enestående civilisation, men Kreta bliver ikke bragt på bane i den anledning og kvinder bliver slet ikke nævnt. Og dog studerede Pythagoras etik hos Themistoklea. Præstinden Pythia rådgav ledende mænd om vigtige sociale og politiske spørgsmål. Både Homers og Hesiods digtning er fyldt med minder om en tidligere og mere gylanisk præget civilisation og mytologi. Sokrates blev dømt til døden p.g.a. radikale ideer, som han havde fordærvet ungdommen med – han gik ind for at kvinder skulle have ligeberettigelse i uddannelse. En tanke som i øvrigt chokerede Rousseau i det 18. århundrede.Jeg springer frem til Jesus, som for 2000 år siden anklagede ikke blot de rige og magtfulde, men også de religiøse autoriteter, som udnyttede og undertrykte den palæstinensiske befolkning.

Han prædikede universel kærlighed og forkyndte, at de ydmyge og svage engang skulle arve jorden. Han tog afstand fra udelukkelse og underkastelse, som hans kultur påtvang kvinderne.

Jesus blev af den tids autoriteter anset for at være revolutionær. Hans tanker måtte for enhver pris bringes til ophør.
Jesus gik faktisk rundt og prædikede for indførelse af et partnerskabs-samfund.

I Apostlenes Gerninger kap. 9,v.36 kan man læse om en kvindelig discipel, som hed Tabitha. Hun nævnes udtrykkelig som en fremtrædende discipel, men hun hører altså ikke med til de 12.

De gnostiske skrifter skrevet 200 år e.Kr. blev udgravet i 1945, og efter en række begivenheder der er som taget ud af en krimi, går der 34 år, før forskerne kunne afslutte deres undersøgelser og fremlægge resultaterne i 1979. Der er en film på FC "De hemmelige ord", af teolog Søren Giversen.

Budskabet der var så kættersk var det samme som fik de jødiske præster til at forbande Jesus, nemlig at man kan nå frem til gud uden hjælp fra et religiøst præsteskab.

Der står også om at Maria Magdalene var en af de vigtigste skikkelser i den oldkristne bevægelse, og at hun var den eneste, som havde mod til at sætte spørgsmålstegn ved Peters autoritet som leder af det nye hierarki, da han hævdede, at han og kun han og hans præster havde "den direkte linie" til Gud.

I modsætning til kirkefædrene anerkendte man i denne sekt kvinder som både disciple og profeter og medstiftere af kristendommen – i god overensstemmelse med Jesu lære. Men den gamle historie om at vende op og ned på begreberne gentog sig.

Omkring år 200 var kristendommen godt på vej til det hierarkiske og voldsbaserede system, som Jesus havde gjort oprør imod.
Efter Kejser Konstantins overgang til den kristne tro blev den statens forlængede arm. Samme kejser lod ifølge overleveringerne sin hustru Fausta koge levende og sin søn Chrispus myrde.

Pave Paul VI forklarede næsten 2000 år senere i 1977 da kvinderne blev bandlyst fra præstegerningen, at det var fordi "Vorherre var en mand".

Hypatia, som var matematiker, astronom og fysiker, blev på opfordring af biskoppen af Alexandria, senere St. Cyrillus, myrdet i år 391 af munke, som dræbte hende ved at hakke hende ihjel med østersskaller. Fordi kvinder ikke skulle undervise mænd.
Magthaverne påstod stadigvæk, at deres mål var at udbrede Jesu kærlighedsevangelium, men med korstog, hekseforfølgelser, inkvisition, hvor både mennesker og bøger blev flammerne bytte, var det ikke næstekærlighed, men den androkratiske traver: undertrykkelse, ødelæggelse, vold og død. På den måde udviklede Jesu ikke-voldelige revolution, som han døde på korset for, sig ironisk nok til et voldeligt rædselsregime.

Den protestantiske reformation var et oprør mod kirkefædrenes absolutte autoritet og mod nedvurderingen af seksualitet mellem kvinder og mænd ved præsternes cølibat. Det kunne have indebåret en vis forbedring af kvinderne vilkår, men puritanerne greb tøjlerne og udøvede streng androkratisk kontrol.

Oplysningstiden.
Den tid vi lever i skulle have været fornuftens tidsalder, oplysning skulle erstatte overtro, humanismen skulle afløse barbari, empirisk viden skulle være trådt i stedet for krig og dogmatisme.

De vældige sociologiske og teknologiske omvæltninger, hvor de religiøse ideologier blev svækket fik folk til at prøve at finde nye måder at tolke tilværelsen på. Der opstod et verdsligt præsteskab – filosoffer og videnskabsmænd – Kant, Hegel, Kopernikus, Galilei , Darwin, Mill og Rouseau, Marx og Engels for at nævne nogen.

Efter l. verdenskrigs frygtelige blodbad har hundrede af videnskabsfolk prøvet at kortlægge den eskalerende vold og militarisme.
Theodore Rozak, pioner i feministisk forskning, hæftede sig ved, hvad hun kalder "mandsvældets historiske krise" og siger "at en tvangspræget mandighed prægede hele periodens politiske stil". Det 19. århundredes kvindebevægelse havde rettet et frontalangreb mod det herskende system

Roosevelt talte om "en kræftsvulst af ukrigerisk og isoleret bekvemmelighed" og om mandlige dyder som vovemod.
En irsk digter: "Blodsudgydelse er en rensende og opløftende proces", "den nation der betragter krigen som det værste onde, har mistet sin manddom"

Filippo Marinetti: "Lad os hylde krigen, det eneste, der giver os sundhed i denne verden. Militarisme! Patriotisme! Anarkistens ødelæggende arm! Foragt for kvinder!"

Efter Auschwitz og Hiroshima begyndte man omsider at sætte spørgsmålstegn ved fornuften. Det var svært at forklare det rationelle ved atombomber og radioaktiv bestråling af værgeløse mennesker. Der er tale om en kulturel tilbagegang.

Det 20. århundredes kvindebevægelser, der aldrig tidligere har været så stærk og global, har medført en stigning i vold mod kvinder. Porno brøler det samme budskab: vold, tortur, brutalitet og ydmygelse er vejen til at give kvinder seksuel tilfredsstillelse. I USA foregår der voldtægt hvert 13. sekund. Hvis det androkratiske samfund skal opretholdes , må man for enhver pris holde kvinderne nede.

Rozak bekræfter hvad David Winther – psykolog, forsker i magtmotiver – bog "The Power Motive" 1973, havde iagttaget: En genoplivning af mandighed som ideal ikke blot indvarsler et tilbagefald i værdiforestillinger, men også en overgang fra fred til krig.
RE mener dog ikke, det ser håbløst ud. Vi skal blot erkende, at det ikke er den menneskelige natur, men samfundsmodellen, der i værste fald kan føre til krig. Det er ikke en guddommelig bestemmelse, der forlanger at teknologiske fremskridt bliver benyttet til at skabe mere og mere raffinerede måder at undertrykke og ødelægge på.

Vi må selv planlægge vores fremtid.
RE beskriver alle de katastrofale ting vi oplever, men ser mange positive tegn I stigende grad anvendes ikke-vold: På den Himmelske Freds Plads, Aung San Suu Kyi i Burma fik Nobelprisen. Der er et verdensomspændende holdningsskift der ses ved bl.a. krigsforbryderdomstolen i Haag. RE udtrykker det med denne sammenligning: Det androkratiske system har indtil i dag fungeret som en elastik. Under perioder med stærk gylanisk opblussen, for eksempel som på Jesu tid er elastikken blevet strakt langt ud, næsten til bristegrænsen, for så at smække tilbage til sin oprindelige form. Men for første gang i historien står vi i dag i den situation, hvor elastikken omsider kan briste.

RE ser det positive i, at talrige amerikanere i 60´erne afviste den mandlige forestilling om, at krigen i Vietnam var patriotisk og ædel.
Krigsveteraner demonstrerer og forlanger, at "heltene" også skal sidde i rullestol med manglende arme og ben.

I dag sætter flere og flere spørgsmålstegn ved selve grundstenen i det androkratiske samfund, nemlig at mandlig dominans og krig som udtryk for mandlig vold er uundgåelige fænomener.

Flere og flere kvindelige forskere og forfattere ikke blot udforsker eksisterende magtstrukturer, men peger på alternativer og kræver en ny etik, som skal gælde for både mænd og kvinder og bygge på kvindelige værdier. RE nævner bl.a. Helen Caldicott, Alva Myrdal, Elise Boulding, Berit Åse og Birgit Brock-Utne.

Til forsiden / Back to front
Epost: tulle.elster@peacelink.nu
http://www.peacelink.nu

Birgit Horns innlegg på Nordiske Kvinners Fredsnettverks årssamling i Stockholm, aug. 2001:

"Skålen og sværdet"

af Riane Eisler

Kulturhistorie i et nyt kønspolitisk perspektiv. Gyldendal 1994.

Dette manuset er på ca. 25 A-4 sider. For en kortversjon, klikk her: Riane Eisler I

Riane Eisler (RE) østrigskfødt, amerikansk folkeretsekspert, feminist og fremtidsforsker, indleder bogen med at sige, at det har været en livslang opgave at åbne den dør på klem, der vil åbenbare ny og fascinerende viden om vores fortid – og et nyt syn på den fremtid, der kan blive vores. Fordi hun tidligt i sit liv indså, at hvad mennesker i forskellige kulturer anser for en given sag – "sådan forholder det sig nu engang" - ikke er det samme overalt.

Som barn oplevede hun som jøde at måtte flygte med sine forældre fra nazismen og derfor begyndte hun at stille en lang række spørgsmål. Hvorfor jager og forfølger mennesker hinanden? Hvorfor er verden så fuld af menneskelig ondskab, hvorfor er mænd så grusomme mod hinanden – og mod kvinder? Hvordan kan menneskelige skabninger udvise en så bastant brutalitet over for egne artsfæller? Hvad er det mon, der til stadighed driver os mennesker mod grusomhed i stedet for mod mildhed, mod krig og ikke mod fred, mod ødelæggelse i stedet for konstruktiv skaben? Forsøget på at finde svar på alle disse spørgsmål inspirerede RE til at granske i vores fortid, samtid og fremtid.

RE´s undersøgelser af det menneskelige samfund adskiller sig fra de fleste andre ved at inddrage hele menneskehedens historie og hele menneskeheden, både den kvindelige og mandlige del af den. "Skålen og Sværdet" har hentet sit materiale fra kunst, arkæologi, religion, sociologi, historie og mange andre forskningsområder. Den påviser, at hverken krigen som fænomen eller den såkaldte "kønnenes kamp" er en biologisk nødvendighed eller en guddommelig bestemmelse. Og den beviser, at en bedre fremtid er mulig og faktisk har sine rødder i det traumatiske drama, som en række begivenheder i vores fortid udgør. Det er ganske afgjort rimeligt at antage, at den tidligste fremstilling af en guddommelig magt i menneskelig skikkelse må have været kvindelig og ikke mandlig.

Artikel fra Information 22.dec. 1995:

"Da Gud endnu havde en kone" af Ejvind Larsen.

Uddrag:

"Ashera, som vi nu ved var Jahves hustru".

Det vidste vi nu ikke. At hun hed. Vi vidste sådan set slet ikke, at der var en hun. Vi troede – for det har vi fået fortalt i skolen og til konfirmationsforberedelse, i kirken og set tusindvis af billeder og skulpturer af og hørt dem sige i fjernsynet – at Gud er en man fremstiller og omtaler som ham og han. En herlig han og Herren selv, som i begyndelsen skabte himlen og jorden i et ordentligt Big Bang. En bedre halvdel optræder ikke i beretningen om universets tilblivelse….Fru Jahve hører vi ikke noget om.

Alligevel skulle vi altså vide, at en vis Ashera var Jahves hustru. Konstateringen er ikke hentet fra et eller andet feministisk manifest eller en nyreligiøs New Age-spekulation. Den rystende indledning om Guds kone er hentet fra en lærebog i gammel testamente ved Københavns Universitets teologiske fakultet, lige udkommet i 5. oplag, skrevet af en af fakultetets professorer, de. theol. Niels Peter Lemche......

....denne viden er knap nok nået uden for de lærdes cirkler….det er der mange grunde til, én af dem er, at de lærde såmænd selv har svært ved at kapere mentalt, hvad deres egen videnskab tvinger dem til at måtte indse.

Inden for de seneste 10 år er man ved Københavns Universitet og flere andre steder i den vestlige verden for alvor begyndt at undervise i, hvorfor vi med hæderligheden i nogenlunde behold ikke længere kan tro på Abraham, Isak og Jakob som historiske skikkelser i den tid og på de steder Bibelen beretter. Ikke engang David og Salomon står længere til troende i den forstand.

Om selveste Moses hedder det i lærebogen: "Hvem og hvad Moses var inden han i de sene kilder (fra de seneste århundrede for Kristi fødsel) blev religionsstifter, vides ikke. Man ved kun at han blev det."

…..Man kan høre argumentet fremsat, at hvis Moses ikke havde levet, ville man have været nødt til at opfinde ham, fordi Moses-skikkelsen ofte holdes frem som den sidste redningsplanke for den gammel-testamentlige fremstilling af Israels historie.

Til det siger KU´s nye æresdoktor, den italienske oldtidsforsker Mario Liverani, at man faktisk opfandt ham.

Ved Bibelens udarbejdelse, altså ved "opfindelserne" af patriarkerne Abraham, Isak og Jakob, af stifteren af den jødiske (og dermed også kristne) religion Moses og af grundlæggerne af den første jødiske stat David og Salomon, mister Jahve sin kone.

…Forhistorien blev konstrueret med vægt på jødefolkets egen lineære historiske fremadskriden i pagt med Jahve og i modsætning til frugtbarhedskulturernes cirkulære gentagelser af årets naturlige omskiftelser.

….den rene mono-teistiske almagtsgud, som oprindeligt i intethedernes intethed konciperede og forudså alting efter sin planlæggende, kunstneriske håndværker-fantasi. For siden at materialisere og styre synet i overensstemmelse med konceptet.

Til den ende var (og er?) der ikke brug for nogen kvinde.

Hun og hendes uddrivelse nævnes for så vidt i Bibelen selv… i Anden Kongebogs fremstilling af en vis kong Josias reformation i årene umiddelbart før det babylonske eksil:

Derpå bød kongen ypperstepræsten Hilkija og andenpræsten og dørvogterne at bringe de ting, der var lavet af Baál, Ashera og hele himmelens hær, ud af HERRENS helligdom, og han lod opbrænde uden for Jerusalem på markerne ved Kedron og asken lod han bringe til Betel. (…) Og han lod asherastøtterne bringe fra HERRENS hus uden for Jerusalem til Kedrons dal og opbrænde der, og han lod den knuse til støv og støvet kaste hen, hvor småfolk har deres grave.

Vi kender hende, Ashera, fra udgravningerne i Ugarit (Ras Shamra) i Vestsyrien, der har stået på siden 1929. Et stort skriftligt materiale aflægger her vidnesbyrd om hende som kultens himmeldronning, moderen og frugtbarhedens livagtige udtryk. Nært forbundet med sin søster Anat, den anden store kvindeskikkelse i den kulturkreds, jøderne tilhørte og begyndte at bryde med for 2500 år siden. Begge gudinder i samspil med den mandlige modpart El-Baál-Jahve.

Men det gamle Testamente giver udtryk for, at Jahve var en alenestående guddom med tydelige maskuline konnotationer, som ikke tålte andre guder ved sin side, skriver N.P. Lemche.

Tanken om en kvindelig guddom, der skulle placeres ved siden af ham som dronningen i gudernes panteon, syntes absurd. I årene op til Kristi fødsel blev både moderen og elskerinden udryddet til fordel for jødernes og siden også de kristnes og muslimernes almægtige Gud alene. Jesus derimod – blev født af en kvinde."

Skålen og Sværdet.

Der har altid været legender. Edens have, hvor kvinder og mænd levede i harmoni med hinanden – før en mandlig gud bestemte, at nu skulle kvinden underkaste sig manden. Tao-te-king – et kinesisk værk beskriver en tidsalder, hvor ying, det kvindelige princip, ikke blev domineret af det mandlige princip yang, og hvor den moderlige visdom endnu blev højagtet som det bærende princip. Den oldgræske digter Hesiod skrev om en "gylden slægt" som pløjede jorden "i fredelig harmoni" indtil en "mindre slægt" indførte deres krigsgud.

Selvom forskerne er enige om, at disse værker i mange enkeltheder bygger på virkelige begivenheder er alle henvisninger til en tidsalder, hvor kvinder og mænd levede i samdrægtighed, rent rutinemæssigt blevet affærdiget som ren og skær fantasi.
Tidligt fandt arkæologerne ud af, at Homers sagnomspundne Troja virkelig havde eksisteret. Det er gjort klart ved nye udgravninger og ved at nyfortolke ældre udgravninger, at gamle fortællinger som f.eks. uddrivelsen fra Edens have har deres udspring i faktiske hændelser, nemlig fra folkelige beretninger om de første landbrugssamfund, der i den yngre stenalder anlagde de første haver på jorden.

For 50 år siden kunne en græsk arkæolog påvise, at sagnet om det forsvundne Atlantis kan have været en fantasifuld gengivelse af, hvad der skete med den minoiske kultur, hvis undergang må have fundet sted, da Kreta og de omgivende øer led ubodelig skade som følge af en rækkejordskælv og kolossale oversvømmelser.

Nye arkæologiske fund – "en veritabel arkæologisk revolution" – fortæller om en lang periode med fred og velstand, hvor menneskehedens sociale, teknologiske og kulturelle udvikling bevægede sig opad: mange tusinde år, hvor alle de grundlæggende teknologier, som vores civilisation bygger på, blev fremelsket i samfund, der ikke var domineret af mænd, præget af vold eller hierarkiske i deres opbygning.

Andre tegn på, at der i oldtiden har eksisteret samfund, der var organiseret efter helt andre principper end nutidens, er de mange utvetydige fremstillinger af en kvindelig guddom, som man finder i den antikke kunst og i de ældgamle myter, tilmed i historiske beretninger. Forestillingen om universet som den store altgivende moder har – om end i modificeret form – overlevet helt frem til vor tid.

Det er rimeligt at antage, at den tidligste fremstilling af en guddommelig magt i menneskelig skikkelse må have været kvindelig og ikke mandlig. Man må have hæftet sig ved, at livet udspringer fra en kvindes krop, og derfor er det naturligt at forestille sig universet som en altgivende moder, fra hvis skød alt liv opstår – og efter døden vender tilbage til for at blive genfødt
Derfor er det rimeligt at antage, at de samfund, der har haft den forestilling om universets indretning, må have haft en ganske anden social struktur end de samfund, der dyrker en guddommelig fader, som slynger sit tordenspyd eller svinger sit sværd.

Det virker logisk at antage, at kvindens rolle ikke kan have været særlig underdanig i et samfund, hvor man opfattede universets styrende kræfter som værende af kvindelig skikkelse – og at kvindelige egenskaber som omsorg, medfølelse og ikke-voldelighed, har været højt i kurs. Hvad der derimod ikke forekommer logisk er den omvendte konklusion: at et samfund, hvor mændene ikke dominerer kvinderne, nødvendigvis må have været et samfund, hvor kvinderne dominerer mændene.

Men da man i det 19. århundrede ved en række udgravninger stødte på tegn på eksistensen af sådanne samfund, konkluderede man ikke desto mindre , at de måtte have været "matriakalske", og da det viste sig, at det arkæologiske materiale ikke kunne underbygge denne antagelse, blev det igen sædvane, at menneskelige samfund altid har været – og altid vil være – domineret af mænd. Men befriet for denne vanetænkning, må det være indlysende, at der findes et logisk alternativ: man kan tænke sig samfund, hvor det at være af forskellig køn ikke nødvendigvis skal være ensbetydende med nogen form for under- eller overlegenhed.

Et af resultaterne af RE´s nyvurdering af det menneskelige samfund ud fra en kønsmæssig holistisk synsvinkel har været en helt ny teori, som hun kalder den kulturelle forvandlingsteori. Der findes ifølge RE to basale samfundsmodeller i den menneskelige civilisation:

Den første, som hun kalder herskermodellen, bliver almindeligvis betegnet som patriakat eller matriakat – d.v.s. at den ene halvdel af menneskeheden indtager en højere rang end den anden.

Den anden model, hvor de sociale relationer primært baserer sig på princippet om sammenhold frem for rang, kan bedst betegnes som partnerskabsmodellen. Denne model tager ganske vist udgangspunkt i den mest fundamentale forskning i vores art, forskellen mellem kønnene, men sætter ikke af den grund lighedstegn mellem forskellighed og under- og overlegenhed.

Titlen SKÅLEN OG SVÆRDET hænger sammen med det katastrofale vendepunkt i den vestlige civilisations tidligste historie, hvor der indtrådte en fuldstændig omvæltning i hele vores kulturelle udvikling. Der blev sat en stopper for den kulturelle udvikling i de samfund, der dyrkede de livgivende og – plejende kræfter i universet – kræfter der endnu i vor tid symboliseres ved den antikke skål eller gral.

I stedet blev denne forhistoriske verden invaderet af fremmede stammer fra Jordens randområder – her var tale om en fundamental anderledes social organisation. Disse mennesker dyrkede sværdets dræbende magt, den magt, der tager liv i stedet for at give det, som er den afgørende forudsætning for at kunne oprette og håndhæve et herredømme.

Udviklingen ved en skillevej i vor tid.
Sværdets magt er i vor tid forøget mange millioner gange p.g.a. megatons atomsprænghoveder og truer med at gøre det af med alle former for menneskelig kultur, men de mange nye arkæologiske opdagelser om vores forhistorie og den nyere historie, er ikke blot et nyt kapitel i klodens historiebog. Den største betydning af denne nye viden er snarere, hvad den kan fortælle os om samtiden og vores mulige fremtid.

I årtusinder har mænd ført krig, og sværdet har stået som symbol for mandens magt . Men mænd er fra naturens hånd ikke voldelige og krigeriske. Gennem historien har der været fredelige og ikke-voldelige mænd. Roden til ondet ligger i et system, der idealiserer sværdets magt, og hvor både mænd og kvinder lærer at sætte lighedstegn mellem sand mandighed og vold og herredømme, og hvor man anser mænd, som ikke lever op til disse idealer som bløde og kvindagtige. Mange mennesker har svært ved at tro, at det er muligt at indrette samfundet . (Elise Boulding, fredsforsker og kvindesagsforkæmper: "Den største hindring for nedrustning i dag ligger i, at mennesker ikke kan forestille sig hvordan en nedrustet verden ser ud. Og hvad mennesker ikke kan forestille sig , det bryder de sig heller ikke om at kæmpe for").

Endnu vanskeligere er det at forestille sig, at vores fremtid kan komme til at afhænge af noget, der har med kvinder og kvindelighed at gøre. Det er fordi man i et mandsdomineret samfund automatisk betragter alt, hvad der har med kvinder og kvindelighed at gøre som noget sekundært og noget, man ikke behøver at beskæftige sig med, når man har "mere presserende" problemer at løse.

Set ud fra et konventionelt synspunkt, er der ikke de store ligheder mellem Hitlers Tyskland, Saddams Iraq, samuraiernes Japan eller aztekerriget i Mellemamerika. Disse samfund er vidt forskellige, hvad angår race, etnisk oprindelse, teknologisk udvikling og geografisk placering, men set i et nyt perspektiv, nemlig ud fra hersker- og partnerskabsmodellen, kan man konstatere en forbløffende overensstemmelse. Disse samfund har ikke blot været præget af et ubøjeligt mandsherredømme, de har også alle haft en udpræget hierarkisk og autoritær social struktur og været karakteriseret af en høj grad af statslig vold, især udfoldet gennem systemets militærapparat.

Rødderne til vores globale krise rækker helt tilbage til den fundamentale omvæltning i vores forhistorie, der ikke blot medførte drastiske ændringer i den sociale struktur, men også i den teknologiske udvikling. De teknologier der opretholder og begunstiger livet, måtte vige for teknologier, der er symboliseret ved sværdet: teknologier, der var skabt for at ødelægge og beherske.

Civilisationens barndom.
En mere end 20.000 år gammel kvindefigur, fundet i en hule, der blev betragtet som et helligt sted, fortæller os en del om, hvordan vores forfædre har opfattet tilværelsen. Hun er lille og hugget ud i sten – en af de såkaldte Venus-statuetter, der er fundet overalt i det forhistoriske Europa, fra Balkan til Bajkal-søen og vestpå fra Willendorf i nærheden af Wien til Grotte du Pappe i Frankrig.

Nogle forskere har beskrevet dem som udtryk for en mandlig opfattelse af erotik, altså en slags fortidens udgave af Playboy.
For andre forskere har de blot været noget, man anvendte i primitive og formodentlig obskøne frugtbarhedsritualer og som "barbariske forestillinger om skønhed".

Men kan de virkelig affærdiges som "produkter af en fordærvet mandlig fantasi" – et citat af religionsforskeren Edwin Oliver James i 1957 – en af de første til at kritisere opfattelsen af Venusfigurerne (betegnelsen er noget malplaceret, disse bredhoftede, ofte gravide, stærkt stiliserede og ofte ansigtsløse kvindefigurer). Eller fortæller de noget om, hvordan man engang agtede de livgivende kræfter i universet?

Sammen med en række klippemalerier fortæller de noget om de folkeslag, som levede i den ældre stenalder. RE fortæller om mange forskellige fund bl.a. i Cro-Mangnong i Frankrig, hvor man i 1868 første gang fandt skeletdele fra den ældre stenalder (perioden fra 65.000 år f.v.t. – også sen-palæolitikum), men man kender så godt som intet til begyndelsen af denne æra.

I Sen-palæolitikum eller neolitikum eller yngre stenalder fra ca 30.000 til 10.000 f.v.t. finder man små snegleskaller, der var omhyggeligt arrangeret omkring ligene i en form, som E.O. James noget floromvundet beskriver som "lignende den portal gennem hvilken det nyfødte barn gør sin entré i verden". Det synes som om det kan være forbundet med en eller anden form for tilbedelse af en kvindelig guddom. Kauri-skallerne var et livgivende symbol, det samme gjaldt den røde okkerfarve, der også i senere tider kom til at repræsentere kvindens livgivende blod – menstruationsblodet.

"Det tyder stærkt på," skriver James, "at der har eksisteret dødsritualer med karakter af en livsbekræftende kult, der må have været tæt forbundet med kvindefigurerne og andre symboler på dyrkelse af kvindelig guddom".

Man har også fundet tegn på ritualer, hvis hensigt har været at fremme frugtbarheden hos de vilde dyr og planter, hvilket tyder på, at vore tidlige forfædre indså, at vi og vores naturlige miljø er indbyrdes afhængige af bestanddele af livets og dødens store mysterium.

Men det er teorier der endnu ikke deles af den overvejende del af forskere, for i lighed med de fleste populærvidenskabelige skriverier, så domineres billedet stadigvæk af en stereotyp forestilling af "de første primitive mennesker" som blodtørstige, krigslystne jægere. Også selvom der blev gjort nye fund, sørgede forskerne sædvanligvis for at tolke dem sådan, at de kunne passe ind i de gamle teoretiske skabeloner. Indtil i dag har disse forskere bl.a. postuleret, at det udelukkende var den forhistoriske mand, som var ansvarlig for den palæolitiske kunst. Og det blev påstået, selvom der ikke er noget som helst belæg herfor.
I overensstemmelse hermed er de palæolitiske hulemalerier blevet fortolket som værende jagtscener, selv når de åbenlyst fremstiller dansende kvinder.

Men nogle begyndte at sætte spørgsmålstegn ved de dogmer, der hersker i forskerkredse. F. eks. fiskebensmønstre har det været en given sag at tolke som pile, modhager, spyd og harpuner, men det kan lige så godt være planter, træer, rødder og blade. Det ville også være bemærkelsesværdigt, hvis man i en samler- og jægerkultur ikke har fundet afbildninger af planter, fordi man har været stærkt afhængig af vegetationen som føde.

Et andet spørgsmål er, hvorfor disse palæolitiske kunstnere skulle have ønsket af afbilde så mange fiaskoer i jagten, for hvis disse fiskebensmønstre virkelig skulle forestille våben, så missede de med usvigelig sikkerhed hver gang deres mål.
Ved nærmere granskning under mikroskop viste det sig, at modhagerne vendte den forkerte vej, og spidserne på det lange skaft vendte den forkerte vej.

Det viser sig gang på gang, at det traditionelle syn på palæolitisk kunst som en form for primitiv jagtmagi, bare er udtryk for en stereotyp opfattelse, der ikke har meget at gøre med en objektiv og logisk fortolkning. Det samme gælder for Venus-figurerne. Grundet at det ikke passer i den mandsdominerede skabelon for samfundsstrukturen i forhistorisk tid.

Vi vil over det kolossale spand af år aldrig få en skudsikker forklaring på, hvilken betydning deres malerier, statuetter og symboler havde for dem. Men mange af de palæolitiske dyrefremstillinger står helt på højde med, hvad de bedste moderne kunstnere kan fremstille. Derfor kan vi også roligt slå fast, at den palæolitiske kunst har været andet og mere end underudviklede folkeslags grove kradserier.Dyrkelsen af den kvindelige guddom holdt sig, som James og andre forskere skriver, helt frem til historisk tid. Kendte gudindeskikkelser som Isis, Nut og Maat i Ægypten, Astarte og Lilith i Den frugtbare Halvmåne, Demeter, Kore og Hera i Grækenland og Atargatis, Ceres og Kybele i det gamle Rom. Selv endnu senere i vores egen jødisk-kristne arv, kan vi genfinde skikkelsen i Bibelens himmeldronning, hvis lunde blev afbrændt, Shekhina i den hebraisk-kabbalistiske tradition og i den katolske Jomfru Maria, den hellige Gudsmoder.

Forklaringen på, at dette har været overset, er ikke alene den mandsdominerede skabelon for samfundsstrukturen i forhistorisk tid, men også den, at det først var efter 2. verdenskrig, at man ved en række udgravninger fandt nogle vigtige beviser på eksistensen af en religiøs tradition, der har strakt sig gennem et par årtusinder. De stammer fra den fascinerende periode, der fulgte efter palæolitikum, den lange periode i vores kulturelle udvikling, der ligger på den ene side palæolitikum og denne epokes første afgørende udvikling i den menneskelige civilisation – og på den anden side bronzealderens senere kulturer, dengang vore forfædre dannede de første landbrugssamfund i neolitikum

Viden om vore forhistoriske forfædre blev voldsomt forøget ved fundet af to nye neolitiske (yngre stenalder) bosteder: Catal Hüyük og Halicar på Anatoliens højslette i det nuværende Tyrkiet, som afslørede, at der gennem mange tusinde år havde eksisteret stabile og stødt voksende kulturer og at man havde haft dyrkelsen af en kvindelig guddom som et centralt element i kulten. Det var en længe savnet puslebrik i viden om forhistorien, en slags missing link mellem palæolitikum og senere, teknisk mere fremskredneperioder som bronzealderen.

Nogle af de mest slående beviser på denne gynocentriske (gudindebaseret) kunsttradition findes her. Selvom kun en tyvendedel er afdækket, så omfatter disse fund en periode på næsten otte hundrede år, fra ca 6500 til 5700 f.v.t. Det er et højtudviklet centrum for kunst – vægmalerier, ornamenteret vægpuds, skulpturer og store mængder af kvindestatuer i ler. I centrum for disse produkter står tilbedelsen af en kvindelig guddom.

De steder hvor man oplever de første teknologiske og sociale gennembrud, havde én ting tilfælles: Gud var en kvinde.
Man har tidligere – kun 25 år før fundet i Tyrkiet – betegnet Sumer som civilisationens vugge. Opfattelsen er stadig gældende i den brede offentlighed, men i dag ved vi, at der ikke var én "civilisationens vugge", men adskillige, der alle var opstået flere tusinde år tidligere.

Det mest forbløffende er, at den nye erkendelse af, at ideologien i disse første civilisationer har været gynocentrisk – det har kun vakt interesse i kvindelige forskeres rækker. Hvis det overhovedet bliver nævnt i den ikke-feministiske faglitteratur, sker det som regel rent en passant. Det fremherskende syn er altså stadig, at mandens herredømme i lighed med privat ejendomsret og slaveri har været følgevirkninger af den agrikulturelle revolution. Den opfattelse er yderst sejlivet, selv om alt materiale tyder på, at ligeberettigelse mellem kønnene tværtimod var normen i neolitikum.

Hvis man definerer civilisation som et folks evne til at tilpasse sig et miljø og udvikle en hensigtsmæssig kunst og teknologi, et skriftsystem og sociale forbindelser, så er det hævet over enhver tvivl, at Det gamle Europa havde held med det.

Den forestilling, de fleste har i dag af de gamle europæere, går ud på, at det var nogle frygtindgydende barbariske stammer, som gentagne gange trængte frem mod syd, og som endda overgik romerne i blodtørst, da de hærgede Rom. Men det mest forbavsende træk ved den oldeuropæiske civilisation var dens overvejende fredelige karakter. Den tids europæere forsøgte aldrig at slå sig ned på høje og stejle bjergskråninger, hvor de senere indoeuropæiske folk byggede deres fæstninger – utilgængelige steder. De valgte i stedet bopladser efter smuk beliggenhed, gunstige vand- og jordbundsforhold og adgang til gode græsningsarealer. Det er karakteristisk for de fleste af disse freds- og kunstelskende folk, at man ikke har fundet spor af fæstningsanlæg eller angrebsvåben.

Man har heller ikke i Catal Hütük og Hacilar kunnet registrerer nogen tegn på ødelæggelse som følge af krig i en periode på over 1500 år!!! Der er tegn på arbejdsfordeling mellem kønnene, ikke nogen form for herredømme eller underkastelse.

Neolitikun (yngre stenalder) er den periode hvor man blev bosiddende og ernærede sig ved landbrug og kvægavl. Det mest interessante ved den neolitiske kunst er, hvad den ikke fremstiller. Der findes ikke idealiserende fremstillinger af væbnede styrker, grusomheder eller magt, der er baseret på voldsudøvelse. Ingen fremstillinger af "ædle krigere", slagscener eller "heroiske erobringer", der trækker rundt med lænkede fanger, ligesom der ikke findes tegn på slaveri.

Der er heller ikke fremstillinger af overdådige høvdingegrave, det står i skarp kontrast til selv de tidligste og mest primitive mandsdominerede kulturer, der med tiden indtog disse gudinde-dyrkende samfund. Der var heller ingen som ved deres død tog mindre betydningsfulde mennesker med sig i graven. Der er ingen store våbenarsenaler eller nogen form for våbenfremstilling og ingen militære fæstningsanlæg.

Derimod finder man et rigt udvalg af natursymboler i forbindelse med tilbedelse af gudinden, en ærbødighed og forbavselse over livets store skønhed og mysterium. Der findes livsbekræftende elementer som sol og vand og på vægmalerier i Catal Hüyük kæmpemæssige tyrehoveder i sten med enorme, svungne horn, kultvaser med form som fugle. Der er fundet slanger og sommerfugle (symboler for forvandling), som helt frem til historisk tid er blevet identificeret som gudindens transformative kræfter.

Den kretensiske dobbeltøkse, man brugte til at rydde jord med, har været en stilisering af sommerfuglen. I lighed med slangen, der bliver "genfødt", når den skifter ham, har sommerfuglen været en del af gudindens epifani, symbol på hendes regenerative kræfter.

Den højeste magt der styrer hele universet er en guddommelig moder, i Catal Hüyük er der fremstillinger af gudinden både svanger og fødende. Ofte har hun selskab af mægtige dyr som leoparder og – især – tyre. I den kristne ikonografi, undergik tyren med hornene en radikal forvandling – fra at være et symbol på mandlig kraft blev den nu Satans eller det ondes symbol.

Symbolet på mandlig kraft kom, som alt andet, fra et altgivende, guddommeligt kvindeskød – afbilledet på en tempeludsmykning i Catal.Hüyük, hvor gudinden er i færd med at føde en tyrekalv. Når det centrale religiøse motiv var en fødende kvinde (og ikke som i vor tid en døende mand på et kors) så er der tilsvarende god ræson i at antage, at livet og livsglæden – og ikke døden og dødsangsten – spillede en afgørende rolle i den tids samfund og kunst.

Videnskabens rutinemæssige syn på tilbedelsen af gudinden som en "frugtbarhedskult" og ikke som en egentlig religion er en grov forenkling. Det ville svare til at man karakteriserede kristendommen til en dødskult, p.g.a. den kristne kunsts mest centrale symbol – korset.

Der er ikke nogen grund til at tro, at mændenes stilling på nogen måde har været sammenlignelig med den underkastelse og undertrykkelse, som blev kvindes lod i de mandsdominerede samfund, der fulgte efter denne epoke. Både mænd og kvinder kunne blive præster.

Den grundlæggende forskel – Kreta.
Eksempler på hvordan den fremherskende tankegang fortolker brikkerne:
I sine første rapporter fra udgravninger af gravstedet Meryet-Nit i Ægypten gik Sir Flinders Petrie automatisk ud fra, at Meryet-Nit måtte have været en konge. Senere forskning viser, at det er en kvinde. Det samme var tilfældet med det kæmpemæssige gravsted i Nagadeh, hvor man gik ud fra, at der måtte være tale om en kongegrav (Hor-Aha fra det første dynasti), men det viste sig at være et gravmæle for Nit-Hotep, Hor-Ahas mor.

I forbindelse med den civilisation, der omkring århundredeskiftet blev afdækket i Kreta, viser hvordan den kulturelle forudindtagethed ikke blot har fordrejet opfattelsen af vores kulturhistorie i bred forstand, men også af hele den menneskelige civilisations udvikling. Opdagelsen af den minoiske kultur kom som en bombe. Arkæologen Nicolas Platon, som havde været beskæftiget med udgravningerne på Kreta i et halvt århundrede, udtrykte det således: "Arkæologerne var målløse. De kunne ikke forstå, at der havde eksisteret en så højt udviklet civilisation, uden at man havde haft nogen som helst anelse om det".

Der var kolossale paladser i flere etagers højde, villaer, bondegårde, hele boligkvarterer i velorganiserede byer, havneanlæg, vejnet på kryds og tværs over hele øen, kultsteder og begravelsespladser. Man opdagede, at der var tale om en kunstnerisk tradition, der savnede sin lige i civilisationens historie.

Den kretensiske civilisations historie begynder omkring 6000 år f.v.t. hvor en lille gruppe indvandrere, sandsynligvis fra Anatolien, for første gang slog sig ned på øens kyster. Det var dem, der indførte tilbedelsen af gudinden.

Omkring år 2000 f.v.t. trådte Kreta ind i den periode, som arkæologerne betegner som den mellemminoiske epoke – vi er her et stykke inde i bronzealderen En tid, hvor gudinden i resten af den civiliserede verden langsomt, men sikkert, blev fortrængt af krigeriske mandlige guder. Hun blev efterhånden degraderet til en andenrangs guddom, opfattet som ægtefælle eller mor til mægtigere mandlige guder.

RE har lange beskrivelser af det sociale system, sanitet og infrastruktur og en betegnelse af livet på minorisk tid som "det perfekte udtryk for homo ludens – det legende menneske. Betegnelser som følsomhed, yndefuld livsstil, kærlighed til skønheden og naturen".

Den kretensiske kunst viser ingen idealisering af krigen i modsætning til andre af den tids civilisationer.
Nicolas Platon: "Hele tilværelsen var præget af en glødende tro på gudinden Naturen, kilden til alt liv og alle tings harmoni. Det førte til kærlighed til freden, afsky for tyranniet og respekt for loven. Selv blandt de herskende klasser synes personlige ambitioner at have været ukendte begreber, intet steds finder vi navnet på ophavsmanden til et kunstværk, intetsteds har man berettet om en herskers bedrift."

Vi kan finde en bekræftelse fra fortiden på vores håb om, at fredelig sameksistens mellem mennesker ikke blot er en utopisk drøm.
Kretenserne syntes at have reduceret og kanaliseret deres aggressioner gennem et frit og velafbalanceret kønsliv. I vor tid stempler religiøse dogmer sex som værende mere syndigt end vold.

Klappen går ned for de fleste forskere ved den kendsgerning at det minoiske Kreta var det sidste og teknologisk mest fremskredne samfund, hvori et mandligt herredømme ikke var normen – man skynder sig at skifte emne, og det er kun noget man nævner i forbifarten.

RE kommer til at tænke på Charles Darwin, når hun gennemgår den foreliggende litteratur om Kreta, hvor han i en besynderlig fodnote i The Decent of Man, hvor han på sin rejse til Ægypten blev slået af, hvor negroide træk en statue af Amunoph III var udstyret med. Men efter at have nedfældet denne betragtning i en fodnote, trækker han øjeblikkeligt i land over for det fænomen, han lige havde set med sine egne øjne og bekræftet af to ledsagere, så følte han sig foranlediget til at citerer to kendte autoriteter på området i værket Types of Mankind havde beskrevet faraoerne træk som "fuldstændig europæiske".

Videnskaben har senere med syvtommersøm slået fast, at der fandtes sorte faraoer.

I det meste af den videnskabelige litteratur om Kreta, forsømmer man ikke nogen lejlighed til at forvanske, fortie eller i bedste fald bagatelliserer det klare budskab fra kretensisk kunst. Sir Arthur Evans fandt i begyndelsen af 1900-tallet ud af, at kretenserne havde dyrket en kvindelig guddom, fordi den kretensiske kunst havde det med at afbilde "scener med kvindelig fortrolighed", men han følte sig straks foranlediget til at stemple det som "kaffeslapperas" om "de sidste nye skandaler" Nicolas Platon gør udtrykkelig opmærksom på den vigtige rolle, kvinderne spiller, mærkbar i alle sammenhæng, men mener, at "dette kan skyldes, at mændene har været på langfart på havet"

Kretas fald skete for godt 3000 år siden og med tiden gik det endog i glemmebogen, at der engang under den minoiske kultur, der stod for fred, kreativitet og gudindens livsbevarende kræfter, havde eksisteret . Overalt blev samfundet i stigende grad mandsdomineret, hierarkisk opbygget og præget af en krigerisk indstilling.

I Anatolien, hvor man i Catal Hüyük i årtusinder havde levet med fred, kom hititterne, et indoeuropæisk folk, kendt fra Det gamle Testamente, til magten. Man dyrkede endnu gudinden, men hun blev mere og mere degraderet til blot at være hustru eller mor til den nye mandige krigs- og tordengud.

I Europa, Mesapotamien og Kanaan var der tale om et tilsvarende mønster, her mistede gudinden ikke blot sin fremtrædende stilling, men blev ligefrem omformet til krigsgudinde.

Udvikling og omvæltning.
Den oldgræske digter Hesiod fortæller, at der engang levede en gylden slægt af rene ånder og forsvarere mod ondskaben, den blev fulgt af en mindreværdig slægt af sølv, som så igen blev fulgt af en slægt af bronze, helt ulig sølvet, grusom og mægtig, rundet af askestokke.

Platon anbragte denne forsvundne civilisation ude i Atlanterhavet.

Det er mindet om en svunden tid, hvor menneskene levede i harmoni med hinanden, der efter bibeleksperters mening danner baggrund for Det gamle Testamentes beretning om Edens have, bygget op over mundtlige overleveringer.

I Det gl. Testamente er der henvisninger til kvindelige guddomme, men her som regel i sammenhæng med de profeter, som drager i felten mod genoplivelsen af ældre religioner.

I den tidlige sumeriske religion indtager gudinder fremtrædende stillinger. Senere forsvinder de så godt som fuldstændig og fremstår nu blot som guders gemalinder.

Både almindelige mennesker og teoretikerne i Pentagon synes at være enige om, at uden krige ville der ikke have været den nødvendige motivation til at sikre menneskeheden teknologisk – og hævder man endda – kulturel fremgang . I virkeligheden – og det er en af verdenshistoriens bedst bevarede hemmeligheder – blev praktisk taget alle de materielle og sociale teknologier, som vores civilisation bygger på, udviklet f ø r der opstod et hersker-samfund.

At det var kvinder der gjorde opfindelserne (basale principper i fødevareproduktionen, arkitektur og fremstilling af krukker og klæder o.m.a.), en sådan hypotese forekommer utænkelig under det fremherskende paradigme, fordi man traditionelt fremstiller kvinden som afhængig og underlegen i forhold til manden, ikke blot i intellektuel henseende, men ifølge Bibelen er kvinden så langt mindre åndeligt udviklet end manden, at det er hende, som er skyld i, at menneskeheden i sin tid blev drevet ud af paradis.

Den gamle udviklingsmodel bygger på "manden som jæger". Den påstår at vores første redskaber blev udviklet af mænd m.h.p. at kunne dræbe deres bytte og konkurrerende og svagere mennesker. En alternativ teori går ud på, at menneskets opretstående gang ikke havde noget med jagt at gøre, men kan føres tilbage til en fundamental ændring af kostvanerne. Til at begynde med har vore forfædre taget føde til sig, mens de bevægede sig, men har så senere udviklet evnen til at samle og opbevare næringsmidler – de første redskaber mennesket skabte var ikke våben, men beholdere til at transportere fødevarer (og spædbørn). Det var kvinderne, som stærkest havde brug for at have hænderne fri, de skulle bære både føden og deres børn. Det samme ses hos primater – hos chimpanserne anvender hunnerne flere redskaber end hannerne.

Gudinden Isis bliver gang på gang nævnt i ægyptiske kilder som "opfinderen" af landbruget. Pottemagerkunsten, væve- og spindekunsten. Selv efter indførelsen af mandsherredømmet var den ægyptiske gudinde Isis og den græske gudinde Demeter kendte som lovgivere, der udøvede retfærdighed og uddelte gode råd , også som naturlæge. Sophia eller Visdommen havde frem til et godt stykke ind i den kristne middelalder sin plads ved siden af gudindens billede som en barmhjertighedens Madonna. Selv skrivekunsten viser på sumeriske tavler, at gudinden Nidaba var den skriftkloge og opfinder af lertavlen. I den indiske mytologi får gudinden Sarasvati æren for at have opfundet det første alfabet.

Fra Skålen til Sværdet.
Palæolitikum begyndte for mere end 30.000 år siden. Landbrugsrevolutionen i neolitikum fandt sted for mere end 10.000 år siden. Det er godt 8500 årsiden, at Catal Hüyük blev grundlagt. Den kretensiske civilisation bukkede under for blot 3200 år siden.
Der indtraf den store omvæltning – en så voldsom forandring, at ingen kendt begivenhed i menneskehedens kulturelle udvikling tåler sammenligning hermed i omfang og betydning.

Det er ren spekulation at gætte på, hvordan tilsyneladende ubetydelige nomadestammer, som drev rundt i randområder af kloden på jagt efter græsningsarealer, vokser i antal og vildskab, og hvor langt et tidsrum denne udvikling har spændt over. Men omkring år 5000 f.v.t. altså ca for ca 7000 år siden, begynder vi at finde tegn på ødelæggelsesmønstre i de gamle neolitiske kulturer i Mellemøsten. Det kommer til uroligheder mange steder og det fundne materiale afslører, at der har fundet invasioner og/eller naturkatastrofer sted. Det har medført omfattende ødelæggelser og forstyrrelser af samfundsordenen. Langsomt og ubønhørligt tager ødelæggelserne til med kulturel nedgang og stagnation sætter ind. Der skal gå 2000 år før der med Sumerriget og Ægypten opstår nye betydelige civilisationer.

Det er ved hjælp af et antal kulstof-14 analyser muligt at spore adskillige invasioner af steppehyrdefolk eller kurganere, der fejede ind over det forhistoriske Europa. Første bølge ca 4300-4200 år siden, anden bølge 3400-3200 år siden og endelig tredje bølge ca 3000-2800 år fvt.

Kurganfolket tilhørte, hvad forskerne kalder den indoeuropæiske eller ariske sproggruppe, altså den type, der i moderne tid skulle blive forherliget af Nietzsche og senere af Hitler som værende den eneste rene europæiske race. Men de kan ikke betegnes som oprindelige europæere, de kom strømmende fra Asiens og Nordøsteuropas vidder.

Disse kurganere var regeret af mægtige præster og krigshøvdinge og bragte deres mandige krigs- og bjergguder med sig.
Der indtraf desuden invasioner fra andre nomadefolk. De mest berømte er det semitiske folk, som vi i dag kalder jøder og som kom fra ørkenen mod syd og invaderede Kanaan (der senere blev kaldt Palæstina). De var oprindeligt et krigerisk folk, som blev regeret af krigerpræster (den levitiske stamme med Moses, Aron og Joshua). I lighed med indoeuropæerne indførte de en aggressiv krigs- og bjerggud (Jehova eller Jahve) og efterhånden – det kan vi læse i Det gamle Testamente – påtvang deres ideologi og livsstil på de folkeslag der hørte hjemme i de områder, de havde erobret. Fælles for dem var, at deres samfundsstruktur var organiseret efter en Hersker-model, et socialt system, hvor mandlig dominans, mandlig vold og en generelt hierarkisk og autoritær struktur var normen.

De udviklede ikke nye produktionsteknologier til at skaffe sig velstand, men ved at benytte sig af mere og mere effektive ødelæggelsesteknologier. Denne forherligelse af sværdets dødbringende magt afspejlede en livsstil, der havde organiseret underkuelse og nedslagtning af andre mennesker på dagsordenen + systematisk ødelæggelse og udplyndring af deres ejendom.

Noget tyder på, at slaveri er et begyndende fænomen.
Fund indikerer, at den overvejende del af den kvindelige befolkning i visse kurganske lejre ikke tilhørte den kurganske stamme, men den gammeleuropæiske neolitiske befolkning. Det er nærliggende at tro, at kurganerne har massakreret størstedelen af den lokale mandlige befolkning, og børnene, men at de i hvert fald delvist har skånet kvinderne for at gøre dem til elskerinder, koner eller slaver. Et belæg for det, kan man finde i de flere tusinde år yngre beretninger fra Det gamle Testamente. I 4. mosebog kap. 31, vers 32-35 står at der blandt krigsbyttet, som Moses og hans krigsfolk tog fra medianitterne var – i denne rækkefølge: får, kvæg, æsler og 32.000 piger, der endnu ikke havde haft samleje med nogen mand.

I høvdingegravene, der er så karakteristiske for indoeuropæernes strenge rangorden – et kulturelt fremmedelement – er der en markant ændring af praksis og ritualer omkring begravelsen. I modsætning til gammeleuropæisk begravelser, hvor der knap er tegn på social ulighed, er der her tale om markante forskelle m.h.t. størrelse og gravgaver. Her finder man også – ved siden af et mandligt skelet også ofrede kvinder. Der var buer og pile, spyd, knive og dolke, økser af hjortegevirer og hesteknogler. Disse gravfund viser, hvor stor vægt man lagde på teknologier, der kunne anvendes til ødelæggelse og undertrykkelse.

Nu findes der ikke mere kvindelige statuetter, som tidligere havde været talrige. Der finder en kulturel forarmelse sted.
Overalt foregår der et omsving i de sociale prioriteter – man sætter – som i vor tid – produktionen af ødelæggelsesvåben øverst på dagsordenen. Magten til at beherske og ødelægge gennem sværdet fortrænger efterhånden det gamle syn på magten, som en livgivende og livsplejende kraft.

Mænd som har den største magt til at ødelægge – de fysisk stærkeste, de mest ufølsomme og brutale – stiger til tops i samfundet. Kvinderne bliver degraderet til den status, de herefter skal indtage gennem årtusinder: som mandskontrollerede redskaber til produktion og reproduktion. Gudinden reduceres til at være ægteviv eller livsledsagerske for de mandlige guddomme, der som deres magtsymboler i form af tordenkiler eller dødbringende våben er blevet altbestemmende.

Efter de nyere teorier, hvor det ikke var jægere og krigere, som var grundlaget for vores nuværende civilisation, men i stedet kvinder og mænd, som anvendte vores arts enestående muligheder til at opretholde og bevare livet, er det klart, at mandsvældet og en autoritær samfundsopbygning ikke er uundgåelige og evige fænomener, hvilket betyder, at en verden, der i højere grad bygger på fred og ligeberettigelse ikke bare er en utopisk drøm, men i virkeligheden er menneskets eneste mulighed for at skabe en fremtid.
Det samme gælder den svimlende tanke, hvad menneskeheden kunne have drevet det til, hvis den havde fået frihed til at nyde disse gaver. Også selvom disse samfund var skabt af mennesker af kød og blod – m e d menneskelige fejl og svagheder.

Set i lyset af vor moderne verden er det fængslende, at man i disse præhistoriske tider, der byggede på partnerskabs-modellen, først og fremmest udnyttede de teknologiske fremskridt til at gøre livet mere behageligt, i stedet for til at beherske og ødelægge som vi gør i nutidens højteknologiske samfund, hvor millioner af børn er dømt til at dø af sult, men vi bruger milliarder af dollars til at udvikle mere og mere avancerede metoder at slå ihjel på.

Da man vendte op og ned på virkeligheden.
Orestien er et af de mest berømte og hyppigst opførte værker i det græske dramas historie. Her hævder Apollon under retssagen, hvor Orestes er anklaget for at have myrdet sin mor, at børn ikke er i slægt med deres mødre. "Moderen er ikke en af forældrene til det, hun kalder sit barn… hun er blot den, som plejer den nyplantede sæd". Beviset er, at man kan blive far uden mor. "Der står hun, det levende vidne, datter af den olympiske Zeus,hun, som aldrig var foster i et kvindeskøds mørke. Og dog frembragte ingen gudinde et ædlere barn" !

Athene, som ifølge den oldgræske religion i fuldvoksen skikkelse sprang frem af Zeus´ pande: "Der findes intetsteds nogen moder, der fødte mig, og på nær ægteskabet står jeg med hele mit hjerte på mandens side, min faders side". Koret (eumeniderne eller furierne, der repræsenterer den gamle samfundsorden ) må med rædsel udbryde: "Guder af en yngre stamme, I krænker love fra urgammel tid, river dem ud af min hånd". Men Athenes stemme bliver udslagsgivende og Orestes bliver frikendt!

Der er en gængs fortolkning der går ud på, at hensigten med stykket har været at forklare folket oprindelsen til den græske Areopagos – eller den øverste domstol. Nu kunne grækerne søge retfærdighed gennem en upersonlig retsinstans i stedet for at løse deres konflikter gennem blodhævn. Men den britiske sociolog Joan Rockwell påpeger, at en sådan forklaring ikke giver mening. Denne forklaring forholder sig ikke til, hvorfor denne sag, den første drabssag, ifølge sagkundskaben den første drabssag, der nogensinde blev ført ved en græsk domstol, netop skulle dreje sig om en moder. Den forholder sig heller ikke til det vigtige spørgsmål om, hvordan man i noget, der skulle dreje om en moralsk lektion om fortræffeligheden af den statsadministrerede justits, kunne frikende en søn for forsætligt og koldblodigt hævnmord på sin mor – og tilmed med den begrundelse, at han ikke var i slægt med hende!

Baggrunden er, at dronning Klytaimnestra dræber sin mand, fordi han under falske forudsætninger ofrer deres datter. Orestes myrder derpå hende. Hvorfor har dronningen ikke ret til hævn over sin datter? Det har været en kraftig påmindelse til alle kvinder om aldrig nogensinde at nære oprørske ideer. Det er Athene som træffer afgørelsen om frifindelsen og ifølge Joan Rockwell er det "et mesterstykke i kulturelt diplomati at få en førende person fra det tabende parti til at acceptere det nye magtforhold." Når Athene erklærer sig for det mandlige herredømme, må omvæltningen til mandsvældet uvægerligt blive accepteret af enhver athener.

Furierne får endog lov til at sammenfatte, hvad Orstrien egentlig drejer sig om: "At de kunne behandle mig sådan! Jeg, fortidens ånd, drevet under jorden, kasseret som skidt."!

Millioner af mennesker i dag ligger stadig under for en bevidsthed, de er blevet indoktrineret med fra prædikestole eller i eget hjem, ikke kun med de endeløse "han avlede", men også at hele menneskeheden med Frelseren i spidsen, bliver betegnet som Vorherres børn.

Bag de præster, der nu forkyndte, hvad de selv hævdede værende Guds ord på magisk vis formidlet til dem – stod magtfulde hære, domstole og bødler. Folk måtte pinedød lære at adlyde disse guddomme og deres jordiske repræsentanter, som kunne skalte og valte efter forgodtbefindende, så folk efterhånden begyndte at anse det for normalt og det eneste rigtige.

RE bekræfter Ejvind Larsens fortælling om, at Moses aldrig har eksisteret (side 101-102) og hvordan gudindens symbol bliver forvandlet til det værst tænkelige. Den var et alt for væsentligt, helligt og almindeligt symbol til at man kunne tillade sig at ignorere den. Hvis den gamle bevidsthed skulle omformes og stemme overens med det nye systems krav, måtte slangen enten gøres til symbol for de herskende klasser eller besejres, berøves sin gamle symbolværdi og sættes i miskredit.

Alligevel kunne man ikke kun nøjes med rå magtanvendelse for at sikre fuldstændig lydighed. Man måtte gøre det krystalklart, at de gamle kræfter, som styrede universet – symboliseret ved den livgivende skål – var blevet skiftet ud med mægtigere guddomme, i hvis hænder sværdet nu var det øverste symbol. I den sammenhæng kom det ud på at sørge for én ting: at ikke blot kvinderne som repræsentant for gudinden her på jorden, men også gudinden selv blev fjernet fra sin ophøjede position. I nogle mellemøstlige myter er hun simpelthen blevet slået ihjel, i andre beretninger kuet og ydmyget ved at blive voldtaget. En udbredt fremgangsmåde var at degradere gudinden til en underordnet status som ægtemage til en mægtigere mandlig gud. En anden måde var at omforme hende til en krigerisk guddom, som det skete i Kanaan, hvor vi møder den blodtørstige Ishtar.

Da de skrivendes skytsfigur blev ændret fra at have været en gudinde til en mandlig gud, var det kun mænd, der fik tilladelse til at fungere som skrivere i templer og paladser, og historien blev nu fortolket i et androcentrisk perspektiv. I Bibelen bliver gudinden ikke nævnt med én eneste stavelse.

De bærende søjler i hersker-samfundet – vold, autoritær struktur og mandsvælde – blev i det gamle testamente fremstillet som Guds udtrykkelige vilje om, at kvinden skulle underkaste sig manden. Vi får i Bibelen at vide, at der er al mulig grund til at dræbe en kvinde, som ikke er jomfru ved sit bryllup. "Hun har begået en skændig dåd mod Israel og bedrevet hor i sin faders hus". Kvinder der opfører sig seksuelt og økonomisk uafhængigt er en trussel mod hele det sociale og økonomiske system.

I Fjerde Mosebog, kap. 31 beskrives – efter at byen Midjan var faldet og efter at alle mænd var dræbt, tog de hebraiske aggressorer "alle midjanitternes kvinder til fange, med samt deres børn", men Moses blev vred og fortalte, "at det var Herrens bud: Dræb nu alle drenge og enhver kvinde, der har haft samleje med en mand. Men alle pigebørn, der endnu ikke har haft samleje med en mand, skal I lade leve til jer selv."

Så effektivt er denne hersker-model, at selv retskafne mennesker kan læse den slags bibelsteder uden at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan en retfærdig gud kunne udstøde så grusomme og umenneskelige befalinger. Endnu mere rædselsvækkende er beretningen i Dommerbogens 19. kapitel på side 115 i RE, men det bliver for langt.

Og Lot i Første Mosebog, kap. 19, som med forretningsmæssig hjerteløshed tilbyder sine to jomfruelige døtre til en pøbel, der truer to af hans mandlige gæster.

Fødslen bliver til noget smudsigt og urent, kvinden må underkaste sig rituel renselse for at hun ikke skal besmitte andre med sin "urenhed".

Kristi moders rolle er blot at bringe ham til verden, det er hans guddommelige fader, som sender ham ned på jorden som syndebuk og offer.

Den anden halvdel af vores historie I.
De græske filosoffer – meget lidt medtaget i referat.

Matriarkat og patriarkat er upræcise betegnelser, fordi begge dele forbindes med noget ensidigt og ikke samfund, hvor der er ligestilling, og desuden er patriarkat følelsesladet og fremkalder forestillinger om tyranniske fædre og er ikke en præcis betegnelse.

Partnerskab og herredømme er to nyttige begreber til at beskrive de to forskellige organisationsprincipper, men der er et afgørende punkt, hvor de ikke slår til – det er når det drejer sig om at udtrykke to diametralt modsatte måder at strukturere relationerne mellem den kvindelige og mandlige del af menneskeheden, de relationer, der har så dybtgående virkning på hele det sociale system

En mere eksakt term end patriarkat til at beskrive et socialt system, der styres af mænd v.h.a. vold eller truslen om vold, foreslår RE androkrati – der kommer af det græske ord aner (genitiv: andros), der betyder mand, og kratos, der betyder styre. Modsat det reelle alternativ gylani.

Den første stavelse gy- stammer fra gyne eller kvinde, og an har rod i ovennævnte aner. Bogstavet l mellem gy og an har dobbelt betydning på engelsk fordi det står for linking , altså at forbinde – forbinde de to halvdele af menneskeheden i modsætning til den hierarkiske struktur i andokratiet.

Moderne oldtidsforskere lovpriser "Grækenlands gyldne tidsalder" og at vores moderne ideer om retfærdighed og demokrati kan føres tilbage til den enestående civilisation. Mindre kendte og prominente kilder fortæller, at Pythagoras studerede etik hos Themistoklea, der var præstinde i Delfi, og Sokrates blev undervist af Diotema, en præstinde fra Mantinea. Præstinden Pythia rådgav ledende mænd på pilgrimsrejser til Delfi om tidens vigtigste sociale og politiske spørgsmål. I Homers Odyseen er nogle af de stærkeste figurer kvinder. Homers og Hesiods digtning er fyldt med minder om en tidligere og mere gylanisk præget civilisation og mytologi.

Sokrates blev dømt til døden p.g.a. nogle "radikale" ideer. Han havde "fordærvet" Athens ungdom ved at gå ind for at kvinder skulle haveligeberettigelse i uddannelse – en tanke, som også virkede chokerende på en berømt filosof fra det 18. århundrede Jean-Jacques Rousseau. Sokrates gjorde også indsigelse imod sofisten Glaukons påstand om, at lov og retfærdighed for den herskende klasse kun er et spørgsmål om, hvad der er mest formålstjenligt. RE nævner ikke Xantippe som værende symbol for en overordentlig skrap kælling, men hun har ikke taget et så småt eksempel med.

Men oftest bliver kvinder slet ikke nævnt i den litteratur, vi stifter bekendtskab med, ligesom man undlader at bringe Kreta på bane.
Aristoteles siger i sin Statslære, at der findes naturlige elementer, der er bestemt til at herske, og andre elementer, der er bestemt til at blive behersket og han fastslog udtrykkeligt at det fra naturens hånd var meningen, at kvinder skal regeres af mænd.

Den anden halvdel af vores historie II.
For 2000 år siden anklagede Jesus ikke blot de rige og magtfulde, men også de religiøse autoriteter for at udnytte og undertrykke befolkningen i Palæstina. Han prædikede universel kærlighed og forkyndte, at de ydmyge og svage engang skulle arve jorden. Han tog ofte afstand fra den udelukkelse og underkastelse, som hans kultur påtvang kvinderne. Jesus færdedes mellem kvinder og forkyndte, at alle var lige i ånden.

Jesus har været betragtet af den tids autoriteter som revolutionær, hvis tanker for enhver pris måtte bringes til tavshed.
I stedet for "mandlige dyder" som hårdhed og aggression og magtlyst pålagde Jesus at vi skal opdyrke indbyrdes ansvarlighed, medfølelse, blidhed og kærlighed. Ikke gribe til vold, men vende den anden kind til, elske vore fjender. Jesus gik faktisk rundt og prædikede for indførelse af et partnerskabs-samfund.

I Apostlenes Gerninger kap. 9,36 kan vi læse om en kvindelig discipel , der hed Tabitha. Hun nævnes udtrykkelig som en fremtrædende discipel, selvom hun ikke regnes med i det traditionelle dusin. I Romerbrevet l6,7 sender Paulus respektfulde hilsener til en kvinde ved navn Junia, som han beskriver som ældre i tjenesten end han selv. I øvrigt nævnes en lang række andre kvinder.

De gnostiske skrifter skrevet 200 år efter Kristus blev udgravet i 1945. De var blevet skjult i en krukke hvor de havde været skjult i l600 år. Efter en række begivenheder, der er som taget ud af en kriminalroman varede det yderligere 34 år før forskerne kunne afslutte deres undersøgelser og resultaterne i 1979 kunne forelægges offentligheden . Der findes en film på Statens Filmcentral om den danske teolog Søren Giversen, der har spillet en væsentlig rolle i forskningen. "De hemmelige ord".

Hvad var det så der var så forfærdelig kættersk ved gnosticismen, at man måtte forbande og forfølge dem? Det var den tanke, som også fik de jødiske præster til at spotte og forfølge Jesus - nemlig at mennesket kan nå frem til sin gud uden hjælp fra et religiøst hierarki med en overrabbiner, en ærkebiskop eller en pave i spidsen. Mennesket kan vælge den direkte vej gennem "gnosis" eller guddommelig erkendelse. Det er ikke nødvendigt at gøre knæfald for eller erlægge tributter til et autoriseret præsteskab. Og at Maria Magdalene var en af de vigtigste skikkelser i den oldkristne bevægelse kommer først for dagen i disse bandlyste skrifter. Hun var den eneste, der havde mod til at sætte spørgsmålstegn ved Peters autoritet som leder af et nyt hierarki , da han hævdede, at kun han og hans præster og biskopper havde "den direkte linje" til Gud.

Der var en lang række doktrinære forskelle mellem den begyndende og mere og mere hierarkiske kristendom, som Peter stod i spidsen for, og en række andre oldkristne menigheder, som f.eks. gnostikerne.

I modsætning til "kirkefædrene" anerkendte man i disse sekter kvinder både som disciple og profeter og som medstiftere af kristendommen, - i god overensstemmelse med Jesu lære. Netop denne lære, forestillingen om en kvindelig guddom – det fremgår tydeligt af de gnostiske evangelier og andre hellige oldkristne skrifter, der ikke blev optaget i det officielle Nye Testamente – var, hvad en del af Jesu allerførste disciple gik rundt og prædikede.

Bibelforskere har hyppigt henvist til, at den tidlige kristendom blev opfattet som en trussel – både af jødiske og romerske myndigheder. Det lå ikke bare i de kristnes manglende vilje til at hylde kejseren og opføre sig loyalt overfor statsmagten. Det Jesus og hans disciple forkyndte blev opfattet som yderligtgående og samfundsskadeligt, det satte nemlig spørgsmålstegn ved selve familiestrukturen.

De oldkristne betragtede kvinderne som selvstændige individer med alle de rettigheder, det indebar.
Jo mere det androkratiske system følte sig udfordret, efterhånden som de første kristne på ikke-voldelig vis fremførte deres budskab, jo mere despotisk og voldeligt reagerede herskerne i Rom. Men den gamle historie med at vende op og ned på begreberne gentog sig. Omkring år 200 var kristendommen godt på vej til at udvikle sig til det hierarkiske og voldsbaserede system, som Jesus havde gjort oprør imod. Og efter Kejser Konstantins overgang til den kristne tro blev den statens forlængede arm!
Hvad de kristne historikere oftest glemmer at fortælle er, at denne første kristne kejser ifølge overleveringerne kogte sin hustru Fausta levende og han lod sin søn Chrispus myrde. Denne politik, han og hans efterfølgere fulgte, var at kætteri mod Kirken nu blev betragtet som en forbrydelse, der skulle straffes med tortur og død. Gud var ikke længere den rene ånd af både en far og en mor, men en "ren mand". Pave Paul VI udtrykte det næsten to årtusinder senere. I1977 så blev kvinder bandlyst fra præstegerningen, fordi "Vorherre var en mand".

I år 391 gik kristne munke, bevæbnet med østersskaller løs på den betydningsfulde matematiker, astronom og filosof Hypatia og hakkede hende på det grusomste ihjel. Dette blev anført af den mand, som senere blev ophøjet til Sankt Cyrillus (den kristne biskop i Alexandria).

Magthaverne påstod stadigvæk at det var deres mål at udbrede Jesu kærlighedsevangelium. Men hvad de opnåede med barbariske korstog, hekseforfølgelser, inkvisitioner, hvor både mennesker og bøger blev flammernes bytte, var ikke ligefrem at udbrede kristen næstekærlighed, men i stedet de gamle androkratiske travere: undertrykkelse, ødelæggelse og død. På denne måde udviklede Jesu ikke-voldelige revolution, som han døde på korset for, sig ironisk nok til et voldeligt rædselsregimente.

Middelalderen med hekseforfølgelser påvises i en veldokumenteret afhandling, at kirken følte sig tvunget til at bandlyse og udrydde traditionelle helbredere (de kloge koner, såkaldte hekse, der nu blev anklaget for at have magiske kræfter), fordi den selv gav sig til at sørge for udklækning af læger på de universiteter, den havde blåstemplet. Man fik også sat mange af disse kvinders ældgamle helbredelsesmetoder i miskredit – f.eks. frisk luft og bade, som de nye kirkelæger stemplede som skadelige og gik over til åreladning, behandling med blodigler og giftige afføringsmidler.

I Malleus Maleficarum eller Heksehammeren, inkvisitionens håndbog for hekseforfølgelse står der at djævelen handler gennem kvinden, akkurat som han gjorde det i Paradisets have. "Alle trolddomskunster stammer fra den kødelige lyst, som hos kvinden er umættelig".

Det patologiske kvindehad, der ligger til grund for den slags opfattelser, bliver normalt rubriceret som seksuelt frustrerede mænds hjernespind. Men kirkens "moralske" fordømmelse af kvinder var langt mere end en psykologisk ejendommelighed. Den var en retfærdiggørelse af den tids fremherskende mandsvælde, androkratiets målrettede og i en vis forstand også ganske rationelle svar på resterne af tidligere tiders gylaniske traditioner og tillige en reaktion på de tilbagevendende gylaniske opsving, som kunne true faderens autoritet.

Kirkens hysteriske antiseksualitet og voldsprægede undertrykkelsespolitik, som gjorde middelalderen til en mellemting mellem et lighus og en galeanstalt (citat fra en forsker ved navn Taylor) har forskningen en tendens til at overse det afgørende antifeministiske islæt i kirkens bandlysning af seksuallivet.

Den protestantiske reformation, der var et oprør mod kirkefædrenes absolutte autoritet og også imod den nedvurdering af seksualiteten mellem kvinder og mænd, som præstens kyskhed indebar, syntes for en tid at indvarsle en vis forbedring af kvindernes vilkår, men da det kom til stykket, blev der ikke ændret i kvindernes underordnede rolle eller i den hierarkiske opbygning. Puritanerne greb atter tøjlerne og udøvede streng androkratisk kontrol.

Hundrede af videnskabsfolk har bestræbt sig på at kortlægge den eskalerende vold og militarisme, der kulminerede i 1. verdenskrigs frygtelige blodbad. Theodore Rozak, pioner i feministisk forskning, var en af dem. Hun hæftede sig ved, hvad hun definerer som "mandsvældets historiske krise". Det 19. århundredes kvindebevægelse havde ikke blot udfordret de konventionelle klichéforstillinger om mandligt overherredømme og kvindelig underkastelse. Man havde oplevet et betydeligt frontalangreb mod det herskende system, et angreb, der gik helt ind til den ideologiske kerne. Men det bliver knap nok berørt i traditionelle historiebøger.

Rozak skriver om det sene 19. århundrede og det tidlige 20. århundrede umiddelbart før 1. verdenskrig: "En tvangspræget mandighed prægede hele periodens politiske stil". I USA talte præsident Roosevelt om "en kræftsvulst af ukrigerisk og isoleret bekvemmelighed" og om "mandlige dyder som vovemod".

I Irland erklærede den revolutionære digter Patrick Pearce, at "blodsudgydelse er en rensende og opløftende proces" og "den nation, der betragter den som det værste onde, har mistet sin manddom"

I Italien forkyndte Filippo Marinetti: "Lad os hylde krigen, det eneste der giver os sundhed i denne verden! Militarisme! Patriotisme! Anarkistens ødelæggende arm! Foragt for kvinder!"

Rozak bekræfter den form for dynamik, som David Winther – psykolog, forsker i magtmotiver i bogen "The Power Motive" 1973, havde iagttaget under sin forskning: En genoplivning af mandighed som ideal ikke blot indvarsler et tilbagefald i værdiforestillinger, men også en overgang fra fred til krig.

Når man tager i betragtning, at det ikke er ret længe siden, at kvindeforskningen ikke fandtes på et eneste universitet i hele USA, kan det næppe komme som nogen overraskelse, at de konventionelle historiebøger systematisk undlader alt, hvad der har noget med kvinder og kvindelighed at gøre. Derfor er det heller ikke mærkeligt at selv højtuddannede mennesker stadigvæk har svært ved at tro, at kvinder engang har spillet en vigtig rolle i historien, og at noget så perifert som kvinder og kvindelige værdibegreber kan have en central betydning for vores kultur – ikke blot når blikket rettesmod en fjern fortid, men også når vi forsøger at skue ind i fremtiden. Der skal dog ikke lægges skjul på, at kvinder også har medvirket til at holde de maskuline værdier i hævd. India Gandhi og Margaret Thatcher har til stadighed skullet bevise, at de ikke var for bløde eller kvindelige.

18-hundredetallet feminister har givetvis været med til at forbedre kvindernes situation, bl.a at få afskaffet de love, der gjorde det tilladt for mænd at prygle deres koner og gav ægtemænd fuld ret over deres hustruers ejendom. De medvirkede til at kvinder kunne få adgang til studier som jura og medicin. Sidst i 60érne og 70érne var der talrige amerikanerne der afviste den mandlige forestilling om, at krigen i Vietnam var patriotisk og ædel. Men hver gang et betydeligt antal mennesker stiller krav om at afvise de maskuline kliché forestillinger, der kræver at "rigtige" mænd ikke kan tillade sig at opføre sig kvindagtigt, d.v.s. blidt, fredeligt og omsorgsfuldt, så er de første androkratiske modreaktioner allerede på vej.

I dag kan vi konstatere en massiv verdensomspændende stigning i volden mod kvinder. Den nuværende syndflod af pornografi i bøger, blade, film, video og TV brøler det samme budskab: vold, tortur, brutalitet og ydmygelser er vejen til at give det kvindelige køn seksuel glæde. Det er ikke overraskende, at også det 20. århundredes kvindebevægelser har medført en stigning i den form for aggressivitet. Brudebrændinger i Indien, offentlige henrettelser i Iran og vilkårlige fængslinger og tortur i Latinamerika. I USA har videnskabelige undersøgelser afsløret, at der foregår en voldtægt hvert 13. sekund. Hvis det androkratiske system skal opretholdes, må man for enhver pris holde kvinderne nede.

Når vold, drab, voldtægt og tortur af kvinder stiger over hele verden, skyldes det at mandsvældet ikke nogensinde tidligere er blevet så alvorligt truet af en global, synergisk kvindebevægelse, der er vidtfavnende og solidarisk. Aldrig tidligere har FN dekreteret og gennemført et tiår for kvinder. Aldrig tidligere har der været afholdt så mange verdensomspændende konferencer, hvor kvinder kommer fra hele kloden for at diskutere de problemer, som mandsvældet har skabt og skaber.

Frigørelsen. Den ufuldendte forvandling.
Den tid vi lever i skulle have været "den moderne æra" – fornuftens tidsalder. Oplysning skulle have erstattet overtro, humanisme skulle have afløst barbari, empirisk viden skulle være trådt i stedet for hykleri og dogmatisme. Men sproget har aldrig tidligere været behæftet med så megen mystik som i dag.

Begyndelsen på "Ideologiens tidsalder" (filosofi-historikeren Henry Aikens udtryk) faldt sammen med en vældig sociologisk og teknologisk omvæltning (Toflers "anden bølge"), hvor de religiøse ideologier blev svækket og folk følte en næsten desperat sult efter nye måder at kunne opfatte og fortolke tilværelsen og dens mange værdibegreber på. Der opstod et kor af "verdsligt præsteskab" – filosoffer og videnskabsmænd – Kant, Hegel, Kopernikus og Galilei, Darwin , Mill og Rousseau , Marx og Engels for at nævne nogen.

Man forventede også en ny kulturel udvikling, men forhåbningerne blev gjort til skamme. "Det rationelle menneske" fortsatte med at benytte enhver lejlighed til at undertrykke, udnytte og ydmyge sine medmennesker. Kolonikrigene fortsatte med andre begrundelser end at ville redde "fortabte hedninger" Man kunne ikke længere bruge Evas ulydighed overfor Vorherre til at opretholde det mandlige herredømme, man begrundede det med "rationelle" økonomiske og politiske formål, dogmer der definerede den mandlige dominans som et udslag af en biologisk og /eller samfundsbetinget lov.

Man blev optaget af at beherske naturen, underlægge sig elementerne, erobre rummet. Elitens mænd både i den kapitalistiske og kommunistiske verden fortsatte med at skrabe værdier og privilegier til sig ved bl.a. at forgifte miljøet, selvom de stadig hævede, at alt hvad de foretog sig var rationelt begrundet. Men efter Auschwitz og Hiroshima begyndte man omsider at sætte spørgsmålstegn ved fornuftens credo. Hvordan forklare det "rationelle " ved atombomber og radioaktiv bestråling af fuldkommen værgeløse mennesker. Er der ikke tale om kulturel tilbagegang?

RE mener ikke det ser håbløst ud! Vi skal blot være i stand til at erkende, at det ikke er den menneskelige natur, men samfundsmodellen, der i værste fald kan føre os ud i en atomkrig. Alt behøver ikke at være forgæves, hvis vi i tide erkender, at det er systemet og ikke en eller anden ubønhørlig guddommelig bestemmelse eller naturlov, der forlanger at alle de teknologiske fremskridt bliver udnyttet til at skabe mere og mere raffinerede måder at undertrykke og ødelægge på.

RE gør rede for baggrunden for kapitalismen og kommunismen, som faktisk havde noget godt i sig (Adam Smidt tog afstand fra den gamle opfattelse, hvor mændenes sociale stilling og velstand hang sammen med deres herkomst, hvor alt afhang af, om man var født som håndværker, adelsmand eller livegen, hvilket faktisk var et stort skridt fremad mod et friere samfund. Socialismen afviste en række af de androkratiske præmisser og gik ind for lighedsidealet). Men igen satsede man på herredømme i stedet for partnerskab.

Den eneste ideologi der foretager et frontalangreb på denne model for menneskelig adfærd og dermed på hele systemet, der bygger på vold og hierarki – er feminismen. Set i lyset af den lange kulturelle udvikling, kan man ikke just betegne feminismen som et ny ideologi. Gennem hele den nedfældede historie – i det antikke Grækenland og i Romerriget, under trubadur perioden og i den elizabethanske tidsalder – har kvindespørgsmålet været et stadigt tilbagevende tema.

Nietzche erklærede uden omsvøb at ligesom mænd var skabt til at herske over kvinden, måtte nogle få udvalgte og samfundsmæssigt rene mænd regere over resten af menneskeheden. Religion var for Nietzche en lav og foragtelig overtro og han var modstander af så foragtelige degenererede og kvindagtige værdibegreber som lighed, demokrati, socialisme, kvindefrigørelse og humanisme på strengt rationelle og ikke-religiøse argumenter. Kvindagtig slavemoral var ideer som næstekærlighed og velgørenhed. Alene herremennesket definerer, hvad der er godt og rigtigt og overmennesket udkæmper glorværdige krige. Man skulle "holde enhver kvinde ned og straffe enhver form for opsætsighed" i en verden "hvor de svageste kendte deres plads".

RE beskriver fascismen og andre højreorienterede ideologier og nævner Hitlers Tyskland, Francos Spanien og Mussolinis Italien, Idi Amin i Uganda, Zia-Ul-Haqu i Pakistand, og Ceausescu i Rumænien.

USA anvender kolossale økonomiske midler, der kunne være brugt til velfærd, til det højeste militærbudget i nationens historie og modsætter sig kvindens frie valg om, hvorvidt hun ønsker at føde børn eller ej.

De markante religiøse ideologier med fundamentalistiske prædikanter som f.eks Jerry Falwell (ikke blot en god ven, men tillige en slags åndelig vejleder for Reagan) har fortalt millioner af TV-seere at Gud er imod loven om ligeberettigelse, og ved at støtte et mere militaristisk og stærkere Amerika og den tidligere sydafrikanske apartheid-regering og i det hele taget ethvert regime, der ikke viger tilbage for vold, har Falwell anerkendt vold som Guds udtrykkelige vilje. Feministiske filosoffer og aktivister fra hele verden har krævet en ny etik, som skal gælde for både kvinder og mænd og bygge på kvindelige værdier – RE nævner bl.a. Helen Caldicott, Alva Myrdal, Elise Boulding + en lang række kvindelige forfattere.

RE skriver at selv naturen gør oprør nu – det herskende system kan meget vel være hastigt på vej mod sin logiske evolutionære afslutning, hvad der vil betyde enden på en 5000 år lang androkratisk nedtur. Det kan desværre ikke udelukkes, at dette system i et sidste forsøg på at overleve vil kaste verden ud i et blodigt ragnarok, men på den anden side kan androkratiets sidste krampe-trækninger også glide over i de fødselsveer, der vil bringe gylaniet til verden og slå døren op til en ny fremtid.

RE bruger mange sider på at opremse katastroferne, samfundet står i til halsen og påpeger hvilke absurde midler der tages i brug for at afhjælpe, eksempelvis vil sult og fattigdom forsvinde efterhånden som det frie marked får lov af brede sig!

Eliten i moderne fascistiske og kommunistiske statshierarkier kan ses som en pendant til oldtidens overklasse af krigere og præster. Disse herskere påstod – og påstår – at have eneret på sandheden – hvad enten de nu har fået denne sandhed åbenbaret af Gud, Marx, Stalin, der Führer eller Mao. Fælles er at alle mener at have ret til at fortolke denne sandhed og gennemføre deres vilje med magt eller trusler om magtanvendelse.

Det måske mest kendetegnende træk ved de moderne totalitære samfund er fabrikationen af myter – i Tyskland lykkedes det Hitler, en lille frastødende, mørkhåret mand at spille en mytisk rolle som den stærke leder af en slægt af "racerene", smukke, blåøjede og blonde "Übermenchen". Stalin, som med koldt blod myrdede millioner af sine egne, er med sit balsamerede lig genstand for kultagtig dyrkelse.

I både de kommunistiske og fascistiske mytologier ses præcis den samme proces i funktion som man betjente sig af under den første androkratiske omvæltning – dengang der blev vendt op og ned på virkeligheden med nye myter og nye symboler. Her er der det nazistiske hagekors, kommunisternes hammer og segl, der i det 20. århundrede har været næsten lige så magtfulde symboler som Kristi kors var dengang man mobiliserede masserne til hellige korstog og krige. I stedet for de gamle religiøse ceremonier og ritualer, har man skabt nye: massemøder, parader med fakkeltog og marchmusik og opildnende taler, der kan mane folk til at gå ud med vold og magt og udbrede sandheden.

I sience fiction vrimler det med high tech opfindelser og der udkæmpes intergalaktiske krige – der er aldrig nye bud på den sociale dimension.Hvordan kommer vi videre?

Udviklingsteoretikeren Erwin Laszlo siger, at mennesket har evnen til at handle bevidst og kollektivt og at vi ikke kan tillade os at overlade det til det blinde tilfælde, hvordan det menneskelige samfund skal udvikle sig. Vi må selv planlægge vores fremtid.
Det vigtigste er måske, at flere og flere mænd og kvinder begynder at sætte spørgsmålstegn ved selve grundtesen i det androkratiske samfund: at både mandlig dominans og krig som udtryk for mandlig vold er uundgåelige fænomener. – Krigsveteraner demonstrerede foran legetøjsbutikker og forlangte, at heltene også skulle fremstilles uden en arm eller et ben og i rullestole.
Flere kvindelige forskere har påvist, at videnskaben under dække af objektivitet og uafhængighed i marken som regel har affærdiget traditionelt kvindelige egenskaber som medfølelse og omsorg som værende uvidenskabelige og subjektive..

Flere og flere forskere indser, at den gamle herskermentalitet ikke blot har skabt en kunstig konflikt mellem ånd og natur, mellem kvinde og mand, mellem forskellige racer, religioner og etniske grupper – men også at vi må tage selve konfliktbegrebet op til fornyet overvejelse. Ikke at man fjerner konflikter, det afgørende er, at vi i forsøg på at forvandle Jorden fra en slagmark til en verden med fredelig sameksistens vil være i stand til at gøre disse konflikter konstruktive i stedet for destruktive. Disse holdninger har ældgamle rødder. Sokrates og Jesus var repræsentanter for dem og i vor tid mænd som Gandhi og Martin Luther King – disse mænd som først blev dræbt og senere kanoniseret af androkratiet.

Et centralt motiv i det 20. århundredes kvindelitteratur har været at udforske ikke blot de eksisterende magtstrukturer, men også at pege på alternative måder at definerer og anvende magt på. Her nævnes bl.a. Berit Ås og Birgit Brock-Utne sammen med en række andre. Der har været tidspunkter i historien med social uro, hvor der er dukket nye gylantiske adfærdsmønstre op, og hvor en fundamental forandring af systemet syntes at ligge indenfor mulighedernes grænse. Det androkratiske system har indtil i dag fungeret som en elastik. Under perioder med stærk gylantisk opblussen, f. eks. som på Jesu tid – er elastikken blevet strakt langt ud, for så, netop som den androkratiske bristegrænse syntes at være nået, at smække tilbage til sin oprindelige form. Men for første gang i historien står vi i dag i en situation , hvor elastikken kan briste – og vores kulturelle udvikling dermed omsider kan overskride de grænser, der gennem årtusinder har været så indsnævrende for menneskeheden.

Fremtidsforskere har gang på gang understreget, at der hårdt mangler et system til styring af alle samfundets værdier, der kan muliggøre en omfordeling af vores ressourcer – herunder vores avancerede teknolog – til mere værdige formål. Udgifterne til at udvikle én interkontinental missilraket svarer til hvad det koster at ernære 50 millioner børn, bygge 160.000 skoler og åbne 340.000 sygehuse.

En fremtidsforsker ved Stanford Research Institute beskriver en nybevidsthed, der vil betyde at konkurrencemomentet i højere grad vil blive afbalanceret med samarbejde, individualismen afbalanceret med kærlighed.

I en rapport fra Club of Rome kan man læse, "at for at undgå større regionale og i sidste instans globale katastrofer" er man nødt til at udvikle en ny verdensorden, der "er styret af en rationel overordnet plan for langsigtet organiske vækst" og holdt sammen af "et oprigtigt ønske om globalt samarbejde, formet i frit partnerskab"

Et bemærkelsesværdigt aspekt er, at fremtidsforskerne ikke mener, at teknologi og økonomi er de afgørende faktorer for vores fremtid. De går i stedet ud fra, at menneskelige værdinormer og samfundsmæssige strukturer bliver nøglen til, hvordan vores fremtid vil forme sig. Det påfaldende er måske, at mange fremtidsforskere synes at være enige om, at vi bliver nødt til at opgive de hårde, erobringsorienterede værdibegreber, som man traditionelt forbinder med "mandighed".

Forvandlingen fra et hersker- til et partnerskabssamfund vil givetvis medføre et omsving i teknologiske forstand: de højtudviklede teknologier vil ikke længere blive anvendt til ødelæggelse eller undertrykkelse, men i stedet blive brugt til at sikre en mere tryg tilværelse og en højere livskvalitet. Ødselhed og overforbrug , der i dag går ud over mennesker i nød, vil aftage betydeligt.

RE bruger meget tid på at tale om de visioner og ændringer der vil ske under overgangen fra et hersker- til et partnerskabssamfund og lover, at hun i to kommende bøger "Breaking Free" og "Emergence" vil fremlægge konkrete planer for, hvordan det kan lade sig gøre at føre ideerne i i livet.

I efterskriften til den danske udgave, skriver RE at der er sket mange ting siden udgivelsen for 7 år siden . På globalt plan har bevægelsen og kampen mod hersker-modellen i alle dens former været støt stigende. Men samtidig har vi også oplevet en eskalerende modstand mod enhver fundamental ændring i tingenes tilstand.

RE beskriver forholdene i det tidl. Sovjetunionen, krigene på Balkan og i Golfen , i Kashmir og på Sri Lanka , Peru, Guatemala, El Salvador og Mexico, men al denne vold vil hverken føre til politisk eller økonomisk demokrati, fordi de vrede unge mænd, som gør oprør mod de lige så vrede gamle mænd, ikke vil tilvejebring andet end voldens magtskifte.

Men RE peger også på en voksende modstand som f.eks. de kinesiske studenters demonstrationer på Den Himmelske Freds Plads, Aung San Suu Kyi´s demokratiske bevægelse i Burma, krigsforbryderdomstolen i Haag mod forbrydelser begået under Balkankrigene. Hun gør opmærksom på den større opmærksomhed omkring vold mod kvinder. Hun mener, at der er en gryende erkendelse af at den såkaldte privatsfære og den sociale dimension af tilværelsen er uløseligt forbundet med hinanden.
Der er fremgang for miljøbevægelser og at ethvert håb om at stabilisere befolknings-tilvæksten hænger nøje sammen med fri adgang til familieplanlægning for kvinder og ligeret i uddannelse og beskæftigelse.

Hun påstår også at der er større opmærksomhed på de menneskelige og økonomiske omkostninger ved den internationale våbenhandel.. Der er en forståelse for i FN at det er grotesk at skelne mellem menneskerettigheder, kvinders rettigheder og børns rettigheder. Og der er myriader af græsrodsbevægelser.

Det har vist sig, at den kommende bog vil ændre sig fra konkrete handleplaner til noget med de intime relationer, mere specifikt hvordan den sociale konstruktion "lyst og nød" fungerer meget anderledes i samfund, der primært orienterer sig mod partnerskabsmodellen. Og at det i øvrigt har taget længere tid at lave research og at RE har brugt en masse energi på foredrag og rejser til konferencer verden over.

Dette "referat" af Skålen og Sværdet er mine notater til mit oplæg på NKF´s årsmøde. Det er klart, at det er min helt subjektive afgørelse, hvad der er medtaget.

Birgit Horn, Teglværksvej 10, 9362 Gandrup.Tlf.98 25 92 12. e-mail birgithorn@ e-box.dk

Til forsiden / Back to front
Epost: tulle.elster@peacelink.nu
http://www.peacelink.nu