Taler af Asylret, Knud Vilby og Carsten Jensen ved Her-Er-Plads-demonstrationen mod udvisninger til Afghanistan d. 4.5.2013

 

Asylrets tale

I august 2009 bristede mit hjerte ligesom mange andres, da politiet gik ind i Brorsons kirke og ryddede den for de irakiske flygtninge, der havde søgt tilflugt der, mens de gennem Kirkeasyl sammen med aktivister arbejdede for, at oplyse os andre om situationen i Irak – og om deres liv som afviste asylansøgere i Danmark.

 

Kirkeasyls opståen førte meget med sig; også for os, der som almindelige borgere oplevede det udefra - på anden hånd.  Den brutale politiaktion, der knuste Kirkeasyl, førte også meget med sig; der så vi med al tydelighed, hvordan det står til med Danmarks medmenneskelighed og internationale ansvar. Vi så, hvordan det officielle Danmark bærer sit globale ansvar på flygtningeområdet. Det var ikke noget kønt syn – og Asylret glemmer det aldrig.

 

Mellem de to punkter ligger en tid, som grundlæggende forandrede mange mennesker. Jeg læste selv avis, gik på nettet og hørte nyheder med det formål, at samle viden om dansk udlændingepolitik, om internationale konventioner og om de steder, hvorfra flygtningene kommer.  Mange andre gjorde det samme. Nogen havde gjort det længe. Jeg står her i dag og ved langt mere end i 2009, fordi jeg efter rydningen af Brorsons Kirke besluttede at lægge så meget frivilligt arbejde, som overhovedet muligt i Asylret. Asylret arbejder primært med sagsbehandling for afviste asylansøgere og for at Danmark overholder FN’s Flygtninge- og Børnekonvention i ånd og bogstav, hvad vi er meget, meget langt fra at gøre i dag.   

 

Hvis Danmark overholdt konventionerne ville vi ikke være samlet her i dag for at protestere mod masseudvisninger til et krigs- og borgerkrigshærget Afghanistan. I Danmark er der angiveligt ikke plads til 415 afviste afghanske flygtninge - blandt dem børnefamilier, uledsagede flygtningebørn og  teenagere.   

 

Danmarks engagement for demokrati, uddannelse og menneskets værdighed rækker ikke til 415 mennesker på flugt fra krig og det kaos, som vi selv, måske med de bedste intentioner, har bidraget til. Så meget selverkendelse og respekt for livet kan det officielle Danmark nemlig ikke mønstre for øjeblikket.

 

Den første masseudvisningsbølge af afghanske asylansøgere fandt sted i marts og april. Det drejede sig om det politiet kalder ”ukomplicerede sager,” dvs. unge og yngre mænd uden børn. Næste omgang inkluderer sandsynligvis børnefamilier. Også her genkendes et mønster fra dengang Danmark masseudviste til Irak.

 

Vi begynder med den gruppe, der traditionelt kalder på mindst beskyttertrang. Vi ender med børnefamilierne, de syge og de gamle, der bliver udvist længere henne i forløbet. Selv senile udviser vi med hjemmel i den danske Udlændingelov, som af regeringen kaldes ”robust og retfærdig.”

 

Ud af 158 lande er Danmark ifølge Global Peace Index det næst-fredeligste land i verden og overgås kun af Island. Afghanistan er nummer 157 altså det næstmest ufredelige eller farlige land i verden. Til sammenligning ligger Syrien som nummer 147. Når vi ved det, ved vi godt, hvorfor det er forkasteligt at udvise til Afghanistan.

 

Kabul kan ikke bære flere mennesker på flugt.

 

Over 50 procent af afghanske børn under 5 er kronisk underernærede.

 

På grund af sociale restriktioner og tabuer er manglen på kvindelige læger, der kan levere behandlingstilbud til kvinder, en stor udfordring.

 

Over en million mennesker er dræbt, en million er handicappede og millioner er enten migreret ud af landet eller er internt fordrevne. Alt dette og meget mere kan man læse i en sundhedsrapport om Afghanistan - udgivet af Verdensbanken.

 

Et land i krig, hvor civilbefolkningen lemlæstes og dør i stor målestok er et brutaliseret land – og vold i alle afskygninger florerer.  Det er ikke mærkeligt. Det, der er mærkeligt, er, hvordan vi her i Danmark i et af verdens sikreste og fredeligste lande, er blevet så brutaliserede i fredstid, at vi i 2009 udviste til Irak og nu vil udvise til Afghanistan, mens vi kalder vores flygtningepolitik ”robust og retfærdig.”  Den robusthed kan vi med sindsro undvære og erstatte med noget andet, langt bedre og langt mere komplekst. En forpligtelse på FN’s konventioner fx. Så må vi til gengæld leve med, at vi ikke kan pakke den forpligtelse ind i et lille fikst bogstavrim, der på en gang både er umådelig kynisk og uudholdeligt naivt.   

 

Lad os en gang for alle se det i øjnene og sige det højt: en retfærdig flygtningepolitik findes ikke, men det gør redelighed og anstændighed.

 

At den abstrakte retfærdighed ikke findes er ikke nogen undskyldning for at øve uret.  Den manglende retfærdighed blåstempler heller ikke juridisk vilkårlighed eller efterlader os uden retningslinjer og moralsk kompas i vores flygtningepolitik. Internationale instanser og store internationale organisationer, som Amnesty International findes allerede. Hvis vi som minimum følger FN’s flygtningedefinition, og UNHCRs anbefalinger og henstillinger er vi godt på vej. Hvis vi derudover lytter efter Amnestys og andre menneskerettighedsorganisationers vurderinger er vi endnu længere; vi er på vej væk fra den postulerede retfærdighed til fordel for redelighed og anstændighed.

 

At vi står her i dag (4.5.) og sammen protesterer mod udvisninger til Afghanistan er også et skridt på vejen.

 

Asylret takker for ordet og vi takker Her-Er-Plads initiativet for demonstrationen og for deres protest mod udvisninger til Afghanistan, som Asylret i den grad tilslutter sig. Vi kan ikke være vores flygtningepolitik bekendt.

 

 

 Knud Vilbys tale:

Demonstration foran justitsministeriet 4. maj 2013.

 

I fredags bragte Politiken en artikel om Ali. Han kom til Danmark på flugt fra Afghanistan som 15-årig for tre år siden. Han har mistet begge forældre og en storesøster, og en magtfuld farbror der ville stjæle familiens jord fik Ali kidnappet og dele af hans fingre skåret af. En morbror der prøvede at hjælpe ham måtte selv flygte.

 

De danske myndigheder betvivler tilsyneladende ikke hans historie, men de mener ikke han er politisk forfulgt. Det han har været udsat for er kriminalitet, og det giver ikke asyl. Derfor har man i alle instanser sagt nej til hans asylansøgning, og nu står han til udvisning. Til et Afghanistan i krig og uden forældre eller en familie, der kan støtte ham.

 

Historien om Ali var ikke skrevet af en journalist, men af en dansk finansmand, Torben Helstrup, der har været bisidder for det uledsagede flygtningebarn Ali. Han slutter sin debatartikel af med ordene: ”Jeg tror eftertiden vil være hård ved vores håndtering af visse af de mennesker, der i disse år søger asyl hos os.”

 

Torben Helstrup er et eksempel på en af de almindelige fredsommelige danskere, der bliver rystet over at erfare virkeligheden i Danmarks håndtering af nogle af asylsagerne. Vi er trods alt vænnet til at tro, at systemet har en vis medmenneskelighed, at man ikke sender børn og unge ud til en fuldstændig usikker skæbne.

 

I april er der gennemført en række tvangsudvisninger til Afghanistan. Der har været protester – også mod det flyselskab, Turkish Airline, der er blevet brugt af politiet til deportationerne. Men udvisningerne er gennemført med den magt, politiet nu engang kan opbyde.

 

Og flere hundrede afghanere står fortsat til udvisning.

 

Vi kender ikke deres historie, og vi ved ikke hvilken skæbne, der venter dem.

 

Men hvad der næsten er endnu værre i en dansk sammenhæng er at vi – forstået som det store flertal af danskere – og også af politikere og medier – heller ikke er interesseret i at vide det. De fleste har det bedst med ikke at vide for meget. Med ikke at se. Og med ikke at høre.

 

Tvangsudvisningerne bliver ikke dækket af de store medier, hverken de trykte eller radio eller tv, og det er typisk, at vi kun får historien om Ali, fordi en frivillig bisidder, der ikke kan holde det ud, har sat sig til tasterne for at skrive Alis historie.

 

Vi kender alle argumentet, at Danmark ikke kan redde hele verden. Vi kan ikke bare sige ja til alle. Men det er der heller ingen, der mener vi bør.

 

Spørgsmålet er et andet. Det er om Danmark ikke stadig har et ansvar i forhold til nødlidende mennesker på flugt, og om vi ikke har et særligt moralsk og juridisk ansvar når det gælder flygtninge fra lande som Afghanistan, hvor vi selv har et medansvar for krig.

 

Vi har brugt milliarder af kroner i Afghanistan, som fra i år er den største modtager af dansk udviklingsbistand i hele verden, men formentlig også det land, hvor man får mindst udvikling for pengene.  Det er der råd til, mener regering og Folketingsflertal. Men er der så ikke også råd til almindelig anstændighed og til lidt medmenneskelighed.

 

Dansk Flygtningehjælp er en stor og pæn og gammel dansk organisation, der tænker sig godt om, inden den kommer med kritik, men på Dansk Flygtningehjælps hjemmeside kan man læse, at ”Flygtninge og asylansøgere rammes unødig hårdt af Udlændingelovens regler og den nuværende praksis. Der bør være mere plads til menneskelige hensyn”

 

Og ifølge FNs flygtningehøjkommissær skal ingen sendes hjem til områder, der er usikre. Men det gør Danmark igen og igen.

 

Derfor skal vi kritisere regeringen og de andre involverede myndigheder, og vi skal blive ved. Men som det danske udlændingebureaukrati fungerer, er den første forudsætning for menneskelighed, at de planlagte tvangsudvisninger bliver synlige for langt flere danskere. Derfor er en demonstration som den i dag vigtig. Derfor er det vigtigt, at det der nu sker, gøres synligt på de sociale medier og i alle de sammenhænge, hvor almindelige forargede danskere selv kan gøre en indsats.

 

Men det er et gigantisk problem at de professionelle medier stort set er tavse. At journalister – bortset fra Carsten Jensen – lader disse spørgsmål ligge. Og at der ikke føres en ordentlig og løbende politisk og moralsk debat om Danmarks ansvar for afghanerne i Danmark og for den situation, de er bragt i.

 

 I Danmark dyrker vi ytringsfriheden næsten som var den en religion. Ideen med ytringsfriheden er blandt andet at debatten i samfundet skal være præget af at alle informationer og synspunkter kommer frem.

 

Men derfor burde der også være en ytringspligt eller offentlighedspligt i spørgsmål, der handler om, hvad vi som land og samfund gør ved mennesker, der kommer til os. I dag svigter både politikere og medier, og de gør det derfor let for det store flertal af danskere at lege strudse, der stikker hovedet i busken og er glade for ingenting at vide.

 

Det er 4. maj i dag. Det er 68 år siden, danskerne hørte frihedsbudskabet. Det var både et budskab om frihed og menneskelighed – og om genindførelsen af et system, der havde respekt for den enkeltes ve og vel og som var præget af åbenhed.

 

Med tvangsudvisningerne knuser Danmark de drømme som mange flygtninge har haft om at leve i et system præget af frihed og medmenneskelighed. Danmark kan ikke redde livet og sikre frihed og menneskelighed for alle. Men vi kunne prøve at leve langt bedre op til vores egne samfundsidealer.

 

…

 Knud Vilby er aktiv i Bedsteforældre for Asyl

 

fra 415 står til tvangsudvisning til Afghanistan - HER ER PLADS (Noter) 7. maj 2013 kl. 14:52

 

Carsten Jensens tale til demonstration mod udvisninger til Afghanistan 4. maj

 

Kære venner,

 

Jeg ville ønske, jeg kunne stå sammen med jer her i dag.

 

Jeg håber, at I er mange på pladsen, for der er brug for, at nogen stiller sig side om side med de afviste afghanere. Hvis vi ikke gør noget, må de forberede sig på at blive sendt hjem til et land, der er inde i endeløs spiral af vold og krig. Et land, der dag for dag falder fra hinanden. Vi danskere har som krigsførende nation givet vores bidrag til den tragiske situation i Afghanistan, og derfor har vi også et ansvar for de flygtninge, der kommer hertil. Moralsk kan vi umuligt sige nej til dem, men vi gør det alligevel, for de er øjenvidner til vores fiasko.

 

Jeg skriver dette på et hotel i Jalalabad, en by i det østlige Afghanistan. I dag var jeg på besøg i Kunar Provinsen for at tale med de efterladte fra en landsby, som den 8. april blev angrebet af amerikanske specialstyrker, kamphelikoptere og bombefly. 25 mennesker blev dræbt, heraf 10 børn. 

 

For et par dage siden var jeg i Kandahar, hvor unge kvinder med uddannelse, der forsøger at hjælpe det ødelagte land tilbage på benene, er jaget vildt. De myrdes ikke blot af Taliban, men også af deres egne familier, som mener, at en kvinde, der færdes uden for hjemmet, bringer skam over sin slægt.

 

I sidste uge var jeg i Kunduz i det nordøstlige Afghanistan, hvor jeg så en flok unge veluddannede mænd stå foran den lukkede port til de tyske Nato-troppers stærkt befæstede lejr. Det var de tolke, der havde troet på Vestens løfter om et nyt og bedre Afghanistan og derfor satte deres liv på spil for at hjælpe os.

 

Nu efterlader vi dem alene i et land, hvor der ikke længere er plads til dem og de af mange betragtes som forædere. Deres liv er i fare, og de har bedt de tyskemyndigheder om asyl. De har fået afslag, nøjagtig som de asylansøgere, hvis sag vi taler i dag. Og ligesom I gør nu her på pladsen, fremviste de også papirark, hvor de havde nedskrevet deres budskaber. "Lad ikke oprørerne slå os ihjel," stod der på et af dem. Og så var der dette helt indlysende, umisforståelige budskab, som man ikke skulle tro, at nogen kunneoverhøre: "Vi vil bare gerne leve."

 

I Kandahar mødte jeg en kvinde omkring de fyrre, Ayesha, som jeg gerne vil overlade ordet til. Hun voksede op i en flygtningelejr i Afghanistan for over tredive år siden, for også dengang var der krig i Afghanistan. Da Vesten invaderede Afghanistan, vendte hun tilbage fuld af håb. I dag siger hun, at det er den beslutning, hun har fortrudt mest i sit liv. Flygtningelejren var bedre end det Afghanistan, hun nu lever i.

 

Canadiske Nato-soldater dræbte hendes mand og ældste søn. I landsbyen, hvor hun boede, var der vejsidebomber over alt, og taliban sprængte skolen i luften. Hun var nødt til at søge ind til byen for at kunne forsørge sine ti børn, men selv om hun bærer burkha, frygter hun alligevel hver dag at gå på gaden, for i Kandahar foragtes den kvinde, der ikke har en mand til at beskytte sig, og som må gå på arbejde for at forsørge sine sig selv og sine børn.

 

Herer hendes stemme:

 

"Afghanistan tog alt fra mig, min ære og min glæde.Selv nu føler jeg mig fristet til at vende tilbage til Pakistan, men også der er det slemt. Der er ingen fred i mit hjerte. Hver eneste dag er fuld af frygt. Når jeg sender mine børn i skole, frygter jeg, at jeg aldrig vil få dem at se igen. De er bange, når de går på gaden. Hvis udlændingene kom her for at gøre vores liv bedre, så er det mislykkedes for dem, og de har intet at gøre her. De lovede os fred, sikkerhed, et liv uden frygt, ikke et eneste løfte har de holdt. Somme tider giver jeg op og skriger bare, men så ser jeg på mine børn og ved, at uden mig har de ingen fremtid. Jeg er bange, men jeg må altid sige til dem, at det skal de ikke være. Jeg må være der for dem."

 

Lyt til dette fortvivlede nødskrig fra en kvinde, der på trods af alt holder ud. Det er afghanernes skæbne.

 

Det er et liv som denne kvindes, de afviste asylansøgere beder os om ikke at sende demtilbage til. Deres budskab er så enkelt og uafviseligt som det, jeg så på papiret i en tolks hænder i Kunduz: Vi vil bare gerne leve.

 

Og anstændigheden dikterer os, at der kun er et svar på deres bøn.

 

Her er plads.

 

Ikke kun i vores hjerter, men også i vores land.

 

 

 

Var der flere tilgængelige taler? Evt også i lyd? Så gerne besked til post@arnehansen.net

 

 

Tilbage til forsiden