Referat af. Morten Kærums og Peter van Kriegens foredrag på LANDSFORENINGEN AF DANSKE FLYGTNINGEVENNERS ÅRSMØDE d. 2/2 91.

1. LDF-forretningsudvalgets beretning med debat

2. MORTEN KJÆRUM: FORHANDLINGERNE OM EF-LANDENES ASYLPOLITIK med debat

3. PETER VON KRIEGEN fra FNs Flygtningehøjkommissariet, UNHCR

1. LDF-forretningsudvalgets beretning med debat

Blandt deltagerne i repræsentantskabsmødet var bl.a. a den ghanesiske flygtning Ammanuel, som var med i Osameremas musikoptræden på Fr.havn Gymnasiums multikulturelle temadag.

Ifølge forretningsudvalgets beretning så har hans arbejde nogle gange fået Dansk Flygtningehjælp til at ændre sin tilslutning til Direktoratets "åbenbart grundløs"-vurdering af rumænske flygtninge. Det viser nødvendigheden af frivillige græsrødders engagerede indsats for at korrigere og nuancere de strømlinede og forenklede mediebilleder vi alle ellers ubevidst er afhængige af. Danmark er ene om ikke at anerkende politiske flygtninge fra Ghana.

Direktoratet for udlændinge har ændret praksis, så statsløse palæstinensere fra Libanon får afslag . Landsforeningen af Danske Flygtningevenner har et stort arbejde med at sikre a´ jourførte oplysninger om de asylproducerende lande som korrektion til Udenrigsministeriets idylnotater, der skal støtte Justitsministeriets og direktoratets afvisning af så mange asylsøgere som muligt.

Vedrørende Somalia, så efterlever Direktoratet således ikke FN-flygtningehøjkommissariatets oplysninger og anbefalinger.

Danmark vil for første gang optræde i Amnesty Internationals årsrapport over lande som krænker menneskerettighederne. Og denne skam over Danmark kan vi takke en klike af militaristiske fængselsbetjente i vestre Fængsel for. Betjentene har mishandlet fængslede asylsøgere. Men også justitsministeren er medansvarlig, fordi han ikke har sørget for at gennemføre Folketingets pålæg om at undgå at anbringe asylsøgere sammen med dømte kriminelle.

LDF-prisen gik da også velfortjent til de 2 sygeplejersker, som har haft mandsmod til at rejse sagen og sætte deres jobs på højkant. Værdien af deres mod illustrerede LDF-formanden pastor Ingrid Tranholm Mikkelsen ved at referere den jødiske Nobelprisvinder Elie Wiesel for sit svar på, hvorfor det tyske folk kunne komme så langt ud, at de udryddede jøderne: "Rejsen et sted hen begynder altid med det første skridt".

Weisels ord måtte også være en opfordring til vi danskeres selvransagelse ovenpå Tamil-sagens afsløringer af den udbredte svigagtighed i magthavende regeringspolitikeres og administratorers respekt for Folketingets love.

2. MORTEN KJÆRUM: FORHANDLINGERNE OM EF-LANDENES ASYLPOLITIK.

Morten Kjærum, ny leder af Menneskerettighedscentret, fortalte om den europæiske asylpolitik.

Det retlige udgangspunkt har altid været FN-konventionens ret til at søge asyl samt forbuddet mod at tilbagesende flygtninge, som opfylder kravene for at blive anerkendt som asylmodtager .

Men nu er EF-landene ved at bryde disse.

For at kunne gøre det har de sat en retfærdiggørende legitimeringsproces i gang:

1 "(flygtninge)situationen er ændret på grund af TV og fly".

På sidste møde i FMs flygtningeorganisation var de vestlige lande gået til modangreb på flygtningehøjkommissariatets beretning ved at sige, at det havde klædt den at den situation hvori den blev skabt nu ikke længere eksisterede. Altså at UNHCR var en kold-krigs-institution, som var blevet overflødig efter murens fald, og som de vestlige lande nu truede med at ødelægge, da de åbenbart kun så flygtningespørgsmålet i et øst-vest perspektiv.

Men reelt kommer flygtningene stadig af samme grunde altså først og fremmest af frygt for deres liv og helbred.

2."Der kommer ikke længere så mange rigtige flygtninge".

Europæiske myndigheder taler om "flere tynde sager", men hvorfor returnerer man så alligevel ikke de afviste asylsøgere til deres hjemlande?

I Tyskland får godt nok kun 5% asyl, men man vover ikke at returnere de afviste. På spørgsmålet til en tysk ansvarlig embedsmand, om hvor stor en % af asylansøgerne der ville blive anerkendt i Tyskland, hvis han som tysk myndighed skulle praktisere den nordiske model med at sende alle asylafviste ud af landet, så var svaret: ca. 6o%.

I Danmark er asylanerkendelsesprocenten nu nede på 30-4o%. Så spørgsmålet var, om ikke Danmark groft ville overtræde FN-forbuddet mod at tilbagesende flygtninge, som opfylder kravene til asylmodtagere?

3. "Rigtige flygtninge = lejrflygtninge".

Underforstået at spontanflygtninge ikke er rigtige flygtninge.

Men kendsgerningerne er ,at det internationale samfund inkl. de europæiske lande, har forholdt sig ligegyldigt til de usikre og håbløse situationer, som flygtninge fra Iran, Irak og Sri Lanka havnede i nabolandene. Og denne forsømmelse har så bevirket, at disse flygtninge har forsøgt at redde sig ved at flygte videre til netop de europæiske lande, som ikke ville gøre en indsats mens tid var.

F.eks. henvendte Dansk flygtningehjælp sig allerede i 1984 til regeringen om at arbejde internationalt for en præventiv indsats ved at sørge for at forbedre de iranske flygtninges forhold i Tyrkiet. Men der skulle gå hele 5 år ,før FN-flygtningehøjkommissariatets kontor i Ankara fik lidt flere ansatte, og før det lykkedes, at få sølle 3000 iranere genbosat.

At det reelt er viljen, det har skortet på, kan illustreres ved at sammenligne med indsatsen i 1979, hvor det internationale samfund i løbet af et par måneder kunne præstere at genbosætte 26o.ooo vietnamesiske flygtninge.

I dag er "den korteste vej til sikkerhed" for mange flygtninge

reelt den halve vej rundt om jordkloden - med alt hvad det indebærer.

4. For det fjerde så bortdefinerer EF-landene spørgsmålet om asylsøgernes menneskerettigheder ved kun at snakke om EF`s indvandrerproblem og lægge spørgsmålet ind under justitsministrenes område, hvor flygtningespørgsmålet så bliver behandlet sammen med narkotika og kriminalitet, som det jo drejer sig om at beskytte sine grænser imod.

Altså bør vi adskille flygtninge- og indvandrerspørgsmålet.

Og vi bør erkende, at Vesteuropa - trods den høje arbejdsløshed i øjeblikket - har et langsigtet behov for indvandring. (Måske er det reelt derfor at mange andre europæiske lande ikke udviser afviste asylsøgere, men bruger dem som billig "sort " arbejdskraft?)

SLAGSMÅLET OM 1.ASYLLANDS-PRINCIPPET.

Når man nu taler om det demokratiske underskud i EF´s beslutningsprocesser, så er det tankevækkende, at de 12 EF-landes regeringer valgte formelt at tage flygtningespørgsmålet ud af EF-regi for at gøre sagsbehandlingen endnu mere hemmelig og uden utidige spørgsmål fra græsrødder og oppositionspartier.

Således er det først efter 3-4 års forhandlinger, at Amnesty International og ECRE kunne få foretræde for udvalget.

Oprindeligt havde asylspørgsmålet været behandlet i Europarådet. Men man var kørt fast i en uenighed om fastlæggelse af, hvilket princip der skulle gælde for afgørelsen af hvilket land, der havde pligt til at tage imod en asylsøger og behandle asylansøgningen, altså det såkaldte 1.asyllands-princip. De (fattigere) sydeuropæiske lande krævede, at 1.asyllandet blev det land, som flygtningen selv ønskede at søge asyl i. Hvorimod de (rigere) nordeuropæiske lande ønskede, at det land hvor flygtningen først satte sin fod, skulle være forpligtet til at behandle en asylansøgning.

En tidligere dansk justitsminister foreslog så i sin tid at flytte 1.asyllands-spørgsmålet over i EF-regi, for her havde de nordlige lande magt til at tvinge deres ønske igennem, som en del af prisen for at lukke flere sydeuropæiske lande ind i EF.

I de mørklagte forhandlinger mellem EF-landenes justitsministre

endte det da i sommeren 199o i Dublin med, at 1.asyllandet blev det land, hvor flygtningen først satte sin fod.

Derfor var der overhovedet intet sagligt belæg for justitsminister Hans Engells højlydte krav om en efterfølgende stramning af den danske udlændingelov. Men på grund af de mørkelagte forhandlinger var den danske offentlighed totalt uvidende, hvilket så igen kunne udnyttes til at give befolkningen det modsatte indtryk for at skræmme den til at støtte stramninger af den danske udlændingelov.

Men at et sådant krav ville være ganske unødvendigt ses af, at med hensyn til reguleringen af adgangen til EF-området, så har man indført stramningen til EF-området ved simpelthen at skrive af efter de nugældende danske regler, som blev indført ved stramningen i 1986. Altså visumkrav, bøder til flyselskaber mv.

Kun ECRE og Amnesty International har kunnet få foretræde for arbejdsgruppen

Imidlertid er forhandlingerne nu gået i stå på spørgsmålet om hvordan man kontrollerer (ikke-)EF-statsborgere. Her står Danmark, England, Irland og Grækenland fast på, at de kun vil have grænsekontrol af folk, medens øvrige EF-lande ønsker at kunne kontrollere alle folk alle vegne også inde i det enkelte land, f.eks. gennem afkrævning af legitimering. Derved bliver det ikke blot et spørgsmål om flygtninges, men om alle danskeres menneskerettigheder.

Derfor er har et flertal af EF-lande besluttet sig for at iværksætte deres såkaldte Schengen-aftale, op så regner de med at mindretallet snart vil tilslutte sig.

I øvrigt fremhævede Morten Kjærum, at undersøgelsen, "Retlige og sociale forhold for flygtninge i Danmark og andre lande" (fås hos Dansk flygtningehjælp), dokumenterer at Danmark i snit "kun" ligger i midten - også mht. sociale ydelser, altså modsat hvad de fleste danskere går og tror.

Afgørelsen af en asylansøgning i l. asyllandet får gyldighed for hele EF-området, hvilket forudsætter et fælles register med risiko for at følsomme oplysninger siver til de myndigheder asylsøgeren er flygtet fra.

Den efterfølgende debat

Af Morten Kærums svar på spørgsmål fremgik at

Flygtningenævnet nu overtræder FN-forpligtelsen til ikke at tilbagesende asylsøgere, der opfylder godkendelseskravene. der er derfor mange sager hos UNHCR.

Det er paradoksalt, at Danmark nu afviser asylsøgere fra Somalia, som har meget stærkere sager end de FN-kvoteflygtninge som Danmark modtager fra samme Somalia.

ECRE(ikke-regerings-flygtningeorganisationer i Europa) kræver, at hvis asylafgørelsesventetiden overstiger 1 år, så skal der gives opholds- og arbejdstilladelse.

De nordiske lande er de eneste der ikke har oplevet en fordobling af asylansøgningsballet i 1990.

Den ekstreme individcentrering indenfor det europæiske flygtningepolitik med kravet om at asylsøgeren skal kunne dokumentere at vedkommende er personligt forfulgt - også når der er tale om flugt fra borgerkrig - skævvrider det internationale flygtningearbejde. Det medfører, at nabolande alene må klare millioner af flygtninge, og på et tidspunkt siger de stop.

Sovjet har udsat loven om fri udrejse til juli, men næppe det store boom, der tales om. Kan være brugt af Sovjet som pression for at få øget hjælp.

Kærums Menneskerettighedscenter skulle forske og dokumentere, og havde planer om service overfor græsrodsgrupper.

Flygtningenævnet læser kun det, i de rapporter man fremsender vedrørende et land, som er i deres interesse for at besværliggøre asylgivning ?

Embedsmand: "ja hvis bare du var kommet fra et andet land"?

Asylrivning til bestemte lande kan ligne salget af billetter til en bestemt teaterforestilling: når de 300 billetter er solgt er der bare ikke mere at gøre.

De fleste EF-landes Schengen-aftale, der svarer til hvad Danmark allerede har af adgangskrav, medfører at Østeuropa gøres til EF`s flygtningebaggård. det sker bl.a. .ved at gøre østlandene til "sikre lande" at returnere asylsøgere til.

Hvilket også har fået Polen til at få kolde fødder mht. til at tilslutte sig FN´ flygtningekonventionen.

I den nyligt vedtagne CSCE-aftale (sikkerheds- og samarbejdsaftale om menneskerettigheder står der ikke et ord om flygtninges rettigheder. det var foreslået af østeuropæiske lande, men gled ud pga. modstand fra vesten.

Nu er Ungarn erklæret for "sikker", blot har Justitsministeriet ført Folketingets retsudvalg bag lyset ved at undlade at fortælle det, at Ungarn ved underskrivelsen af FMs flygtningekonvention netop tog forbehold overfor flygtninge fra den 3.verden.

Hamit spurgte om menneskerettighedscentret kunne udtale sig om det var lovligt at lade asylsøgere underskrive på en blanket, som betød accept af, at de danske myndigheder kan videregive oplysninger, som asylansøger har afgivet under forhøret.

Justitsministeren havde jo indrømmet, at man i nogle sager vedrørende palæstinensere havde konsulteret Mosad, det israelske efterretningsvæsen.

Påfaldende mange oppositionsledere bl.a. fra Iran var blevet dræbt i Europa. Oplysninger kunne sive fra det danske efterretningsvæsen via andre europæiske efterretningsvæsener, som samarbejde med andre bl.a. i _Mellemøsten - måske af gammel vane med Irans og Iraks?

Flere mødedeltagere beklagede nu, at de tidligere hårdnakket havde påstået, at de danske myndigheder aldrig ville videregive oplysninger til den myndighed, som asylsøgeren var flygtet fra, når ængstelige asylsøgere havde påstået at det skete.

Jens Chr. Seeberg oplyste at BBC ville sende til Europa på tamilsk, efter at det kom frem , at der er 25oooo tamiler i Europa.

Jeg rejste det som et spørgsmål om krænkelse af menneskerettighederne, at en herboende iraner,( også selv om han fik dansk statsborgerskab ) aldrig ville kunne få besøg af sine søskende pga. Justitsministerens praksis med systematisk at afvise sådanne besøgsvisumansøgninger fra Iran og andre "flygtningeproducerende lande". Angiveligt kun af en almen frygt for at iranere ellers ville søge asyl, efter at de var ankommet til Danmark?

Morten Kjærum henviste til en artikel af ham om emnet som snart udkom i et nr. af det norske menneskerettighedsinstituts tidsskrift "ret og mennesker".

I øvrigt henviste Kjærum til bogen, Asyl i Norden, hvori han var med til at fremlægge ideer.

FN- FLYGTNINGEHØJKOMMISSÆR PETER VON KRIEGEN.

Indledningsvis spurgte Van Krigen hvorfor svenskerne var så bange for indvandring af flygtninge, når de kun boede 8-9 mil. på et område af samme størrelse som Bangladesh med 110 mil.?

Det var staternes politiske undertrykkelse, samt krige og borgerkrige, som der var internationale konventioner om, som kunne give flygtningestatus - men ikke automatisk. Men ofte lå der barske økonomiske realiteter bag krige og konflikter og politisk undertrykkelse, så den langsigtede indsats gjaldt bistand til økonomisk udvikling, så alle samfund kunne blive selvbærende og fik mulighed for at undgå at konflikter om alt for knappe goder resulterede i politisk og økonomisk undertrykkelse og fattigdom.

Flygtningene var blot toppen af dette isbjerg af økonomisk elendighed.

Van Kriegen omtalte 3 slags hjælp til flygtninge:

l. Nødhjælp til husly, føde og helbredelse, som var mest populær og nemmest, da den var kapitalintensiv, men kortsigtet.

2.Hjælp til selvhjælp: Hjælpe til egne boliger ,jord at dyrke, forebyggende sundhed, uddannelse.

3.Varige bæredygtige løsninger:

a. bedste: frivillig tiltagevending og bosætning og integration i hjemlandet.

b. Flygtningenes (pluralistiske) integration i lokalsamfundet i

asyllandet.

c. Genbosætning i et helt 3. land(dårligste)

Praksis i de europæiske regeringers hovedløse politik illustreredes med Somalia som eks.

Først opstod interne problemer med påfølgende flygtninge, men intet blev gjort, selvom det ville være mest effektivt på dette stade.

Så udviklede situationen sig til et regionalt problem.

Og først på det 3 stadie, hvor nogle flygter til Europa begynder man at tage problemet alvorligt i Europa. Men nu er det mange gange dyrere og mindre effektivt, især når det er blevet nødvendigt med flybårne madrationer. For et engangsbeløb på 35 mil. dollars kunne somaliske flygtninge være gjort selvhjulpne, hvis hjælpen var kommet i tide. Men nu koster det hele 40 mil. dollars blot at holde de somaliske flygtninge i live.

Og på længere sigt har denne langsommelighed forværret hjemlandets mulighed for at opbygge en bæredygtig selvhjulpethed pga. af den hjerneflugt, der er sket.

Vi må i UNHCR(FNs flygtningehøjkommissariat) se flygtningene og problemernes løsning i den globale sammenhæng:

Hvad er regeringernes rolle. Hvilke interesser varetager de?

Hvilken er embedsmændenes og eksperternes?. Hvordan tænker de?

Hvorfor er der samme antal UNHCR-folk i Sverige som i det kriseramte Somalia, der skriger på hjælp.?

Og private hjælpeorganisationer havde en vigtig rolle i at holde UNHCR-embedsmænd og regeringer på rette spor. UNHCR- var helt afhængig af regeringernes velvilje.

Peter van Kriegen fra UNHCR’s nordiske kontor i Stockholm sluttede sit foredrag med at fortælle om et kontroversielt østrigsk tilbud til asylsøgerne: De af jer som skaffer jer et fast arbejde inden en bestemt tidsfrist får uden videre opholdstilladelse. Det skulle skaffe flygtningene ud af den psykisk nedbrydende lange, uvisse og passive venteposition, medens asylansøgningen blev behandlet.

De fleste tilhørere afviste dog denne udvej, som en farlig sammenblanding af interesser, som kunne blive katastrofal for

opfattelsen af flygtninges asylret, som primært et spørgsmål om

en grundlæggende menneskeret.