Lørdag d. 21.februar bragte Jyllandsposten nedenstående indlæg, som nu gerne må viderebringes:
Af Arne Hansen, (medlem af Landsforeningen af Danske Flygtningevenner), Sønderjyllands Allé 35, Frederikshavn.
Uffe Ellemann Jensen påstod i TV-2-nyhederne torsdag aften, at det er nemmere for flygtninge at få opholdstilladelse i Danmark end i andre lande. Det harmer mig i den grad at en måske kommende statsminister kan tillade sig at fyre en sådan fejlagtig påstanden af for åben skærm! Som mangeårig flygtningeven ved jeg, at der reelt er blevet strammet og strammet i asylkravene de senere år. Og i dag er de så stramme at alle de frivillige der af humanitære grunde forsøger at hjælpe asylsøgere er dybt frustrerede og snart har givet op. Det giver ikke længer nogen mening at knokle med sagerne, for i Flygtningenævnet afviser man alligevel næsten alt. Misteren afviser humanitære grunde. Og muligheden for at inddrage ombudsmanden er jo nu borte. Advokaterne oplever den samme frustration som de frivillige. Hvorfor lave grundigt arbejde ud over alle rimelige grænser, når det alligevel ender med afslag på afslag? Det medfører igen, at administrativ slendrian med politiafhøring - og tolkearbejde kan fortsætte upåtalt og med øget styrke., Og nu har Højesteret afgjort at det administrative organ, Flygtningenævnets afgørelser ikke kan indklages for domstolene, hvilket ifølge juristen Kim Kjær, DDCfM, strider imod grundloven( Juristen nr 2). Uffe Ellemann Jensens usande påstande giver et yderligere skub til folks fordomme og den pågående undergravelse af asylsøgeres retssikkerhed? Hvor længe skal de nødlidende i verden fortsat undgælde som smarte politikeres syndebukke?