Bjergprædikenens fredspolitik - Hvori Bestaar min Tro og Kristi Lære og Kirkens Lære af Leo Tolstoj

Om fredsarbejde, militærnægtesle og civil ulydighed. Med udgangspunkt i den russiske forfatter Leo Tolstojs værker, beskrives for første gang på dansk den civile ulydigheds historie fra 1600'tallet og frem til Mohandas Gandhi. I artiklen argumentres der for, at al fredsarbejde begynder med militærnægtelse. Et par store sidepring til USA og Frankrig foretages undervejs.

Af Holger Terp, 3. september 1998.

For ti år siden udgav den kendte vesttyske højrepolitiker Franz Alt under stor mediemæssig bevågenhed og debat en bog, Fred er mulig, bygget over Jesus Bjergprædiken.

Franz Alt ville på baggrund af den aktuelle trussel om en mulig global atomkrig foreslå, at Bjergprædikenen blev anvendt som en politisk regulator af verdenspolitikken. Når først freden var sikret, mente Franz Alt, var der intet til hinder for, at menneskeheden kunne løse alle andre problemer så som sulten i den tredie verden osv.

Franz Alt bruger psykoanalytikeren C. G. Jungs bøger, hvori han, som der står i indledningen har "fundet en ny indgang til Jesus af Nazareth og hans centrale udsagn i Bjergprædikenen. Først der igennem er jeg blevet atompacifist". Han forklarer videre: Min modstand mod den stadig mere komplicerede og stadig farligere terrorbalance kommer indefra - efter lang tids meditation over bjergprædikenen og vor nuværende situation" s. 10-11.

Franz Alt tog dog ikke bjergprædikenen så alvorlig, at han blev totalpacifist, hvilket andre havde gjort tidligere. Franz Alt har tilsyneladende ikke læst Tolstojs bøger om bjergprædikenen.

Små 100 år før havde Leo Tolstoj skrevet en bog, Hvori bestaar min Tro, om det samme emne, under lige så stor international opmærksomhed og debat.

Leo Tolstoj

Den verdensberømte russiske forfatter Leo Tolstoj (1828-1910),

skrev i 1860'erne den historiske roman "Krig og fred", delvist på de erfaringer han havde gjort sig som soldat. Som adelsmand

blev han officer i den russiske hær under Krim-krigen i 1854.

Efter færdiggørelsen af romanen Krig og fred skrev Tolstoj desuden en række andre romaner, fortællinger og skuespil, hvoraf de mest kendte er Anna Karanina og Soldaterfortællinger fra Kaukasus.

Tolstoj er i dag stort set kun kendt som skønlitterær forfatter. Hvad der derimod ikke er så kendt af Tolstojs forfatterskab nu om dage er hans samfundskritiske værker. Og det med god grund. Siden hans død i 1910 er der publiseret meget få af dem på dansk. Værker om pacifisme, militærnægtelse, kristendom, mådeholdenhed samt værker om militarisme og nationalisme.

Heller ikke på engelsk har der været publiseret særligt meget af og om Tolstoj siden hans død. Tolstoj er i modsætning til selv mange middelmådige forfattere aldrig udkommet i "samlede værker", med lærde indledninger, noter, forklaringer osv. For mig forekommer det besynderligt, at en af de få forfattere der har takket nej til at modtage Nobels litteraturpris, ikke har haft større bevågenhed i forlagsbranchen, hos politikkerne, hos de kristne eller hos det læsende publikum efter hans død.

Kristen

Da Tolstoj når op i alderen lægger han romanskriveriet på hylden og begynder at skrive samfundskritiske bøger.

Årsagen er, at Tolstoj i 50 års alderen som et resultat af en midtvejskrise, bliver kristen i ordets bogstaveligste betydning.

Han bekender sig offentligt som overbevist kristen. Ikke som medlem af den græsk ortodokse russiske statskirke eller som medlem af denne eller hin nyreligiøse sekt som stod i opposition til statskirken. Tolstojs kristendom var et enkeltmandsforetagende. Det var en simpel kristendom, Tolstoj forkyndte.

Tolstoj tog Jesus ligefremme ord i Bjergprædikenen bogstavelig. Hvori bestaar min Tro er en lang parafrase over temaet om ikke at gengælde ondt med ondt, dømmer ikke, at I ikke skal fordømmes, sværg ikke og bedriv ikke hor og hvad dette indebærer ikke bare for det enkelte menneske, men også for de samfund og for de lande som kalder sig kristne. Det er ikke småting. De kristne stater burde, efter Tolstojs mening, laves fundamentalt om: domstolene, fængselsvæsnet og de væbnede styrker, militarismen og nationalismen skal afskaffes i de kristne lande og erstattes af næstekærlighed.

Hvori Bestaar min Tro og Kristi Lære og Kirkens Lære er stærk kost for de fleste normale kristne, som har et tilbagelænet og afslappet forhold til kirken, biblen og specielt til Det nye testamente. Med afsæt i Jesu Bjergprædikenen analyserer Tolstoj sig frem til, at Jesus skar Mose Lovens ti indledende love ned til fem: 1: Du skal ikke vredes på din broder. 2: Du skal under intet som helst påskud skille Dig fra din hustru. 3: Du skal aldrig aflægge ed. 4: Du skal ikke sætte Dig imod det onde, og 5: Du skal ogsaa elske dine fjender, d. v. s. folk, som ikke er dine landsmænd.

Tolstoj fik mange henvendelser fra forskellige fredsorganisationer og enkeltpersoner efter udgivelsen af Hvori Bestaar min Tro. Han havde siddet isoleret på sit gods og skrevet den, uden at være videre orienteret om de historiske fredskirker og den tidlige fredsbevægelsers historie. De kendteste af de historiske fredskirker er Kvækerne og Brødremenighederne. Tolstoj kendte godt til eksistensen af nogle af de tidlige fredskirker, men han havde ikke læst nogle af deres skrifter, da han skrev Hvori Bestaar min Tro. Det fik han nu rig lejlighed til.

Det nye fredspolitiske materiale Tolstoj fik tilsendt resulterede i skrivningen af Kristi Lære og Kirkens Lære. I denne bog beskriver Tolstoj reaktionerne på Hvori bestaar min Tro og han uddyber sin pacifistiske overbevisning i et sprog som selv ulærde kunne forstå.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at beggeTolstojs bøger udbredte kendskabet til, at bjergprædikenen kunne anvendes i en pacifistisk sammenhæng, både af folk som var kristne og af folk som ikke var kristne.

Specielt i de historiske fredskirker og blandt senere kristne fredsorganisationer som Forsoningsforbundet, lånte man kraftigt fra Tolstoj og Det nye testamente til antikrigsargumentation. Eksempelvis skriver sognepræst Oscar Geismar i artiklen: "Kristendom og Krig" i Kristeligt Fredsforbunds tidsskrift Fredsvarden i januar 1917 bl. a.: "Det for alvor beskæmmende ligger i, at det ikke synes at være gaaet op for ret mange Kristne, at det egentlige Problem er den enkeltes Deltagelse i Krig eller hans Ikke-Deltagelse. En kristelig Strike overfor Krigen og alt, hvad dens er. - Jeg gad vide, hvor mange af de krigsførende Kristne der for Guds Ansigt har overvejet, om ikke dette netop var deres Pligt. Man har hæftet sig ved Biting, og ikke haft mod til at se Sagen lige ind i Øjnene (s. 14).

Det var dog ikke alle pacifister der var enige med Tolstoj. Lederen af Det tyske Fredsselskab, Alfred Herman Fried kritiserede i en nekrolog over Tolstoj i tidsskriftet Friedens-Warte, hans accept af den kristne etik og hans misforståede opfattelse af, at "ved en praktisk gennemførelse af kristendommen er muligt at overvinde fjendskabet mellem nationerne". For Fried var Tolstoj og kvækerne romantikere og utopister, uden forbindelse med virkeligheden.

Også ikke pacifister var imod Tolstojs lære. Lenin udtalte sig i 1908 imod Tolstjs ikkevoldsfilosofi som Lenin dengang mente, ville undergrave den væbnede kamp for revolutionen⁽¹⁾.

Den senere stadsingeniør i København Oluf Forchhammer, skriver en af de første borgerlige skrifter om militærnægtelse på dansk: "Jeg nægter" i 1909. I denne pjece bruger han bjergprædikenen som afsæt for sine begrundelser for at være militærnægter, idet han konkluderer, at "Krig er en Forbrydelse".

Emil Dehn var en af de danske pacifister som blev påvirket af Tolstoj. Dehn forlod et vellønnet arbejde som fuldmægtig i Overformynderiet for helt at arbejde for fredssagen. Han var medlem af Dansk Fredsforening, Danske Akademikeres Fredsforening og en lang række andre fredsforeninger. Indtil sin død i 1971 ugav han det totalpacifisiske tidsskrift Morgenrøden. Dehn oversatte et par af Tolstojs pjecer til dansk fra engelsk.

Fredsdebatten i middelalderen

Det 17.århundredes Europa prægedes af dannelsen af en række nye nationalstater, som sloges om overherredømmet. Specielt 30 årskrigen (1918-1648) lagde centrale dele af Europa øde. Derfor begyndte en række filosoffer i Holland, tyskland og Frankrig at beskæftige sig med spørsmålet om krig og fred. Hollænderen Erasmus af Rotterdam anlagde en religiøst begrundet kritik af krigene og en anden hollænder Hugo Grotius lagde grunden til international lov med sine bøger om havenes frihed, Mare Liberum 1618 og Loven om krig og fred, De Jure Belli et Pacis 1625. Den engelske kvæker Villiam Penn foreslog i et essay: Essay towards the Present and Future Peace og Europe fra 1693, at der dels skulle grundlægges et europæisk parlament og at stridigheder mellem nationerne skulle henvises til en voldgiftret. Den franske abbed Charels Saint-Pierre fremsætter i 1712 et forslag til et alliancesystem mellem de kristne stater og forslag om en international domstol i bogen Mémoires pour rendre la paix perpétuelle en Europe. Saint-Pierres bog blev føst kendt da Jean Jeaques Rosseau i 1961 genudsender bogen på engelsk, tysk og fransk med en rosende omtale. Senere, i 1795, skrev den tyske filosof Immanuel Kant: Zum ewige Frieden, Om den evige fred, hvori han forslår oprettelsen af et forbund af frie stater forenet ved en antikrigspagt. Krig er fuldstændig fornuftstridig, mente han, og kun en international regering kan hindre den.

Når der kunne komme krige var det bl.a. fordi nogle fyrster og regenter misbrugte deres magt.

Magt

"Hverken Vaaben eller Soldater til Hest eller til Fods beskytter Tyranerne; men (man skulde ikke tro det) 3 eller 4 Mennesker holder Tyranenn oppe og holder Landet i Slaveri under ham. Tyranens nærmeste Kreds har altid bestaaet af 5 eller 6. Enten tilsniger disse Folk sig selv hans fortroelighed eller bliver valgte af ham til at være med i hans Grusomheder, at være hans Kammerater ved Fornøjelser, Ledere af hans Underholdning og medskyldige i hans Røverier. Disse seks har 600 i deres Magt, hvis Forhold til de 6 er et lignende som de 6 til Tyranen. De 600 har 6000 under sig, som de har udnævnt til at styre Provinser og til at forvalte Pengesager, at de skal tjene dem i deres Begærlighéd og Grusomhed. Disse følges af et endnu større Slæng; og enhver som vil udrede det Net vil sé, at ikke alene de 6000, men 100.000'er og Milioner på denne maade er lænkede til Tyranen. - Saaledes mangfoldiggøres Tilknytningerne, som alle er en støtte for Tyraniet. Og alle, som indtager disse Stillinger finder, at Tyraniet er i deres Interesse, og ved denne interesse er de knyttede til Tyranen; og de, for hvem Tyraniet er fordelagtigt, bliver næsten lige saa mange som de, der ønsker Frihed".

Det vil med andre ord sige, at herskerne er afhænige af embedsmændene, dommerne, juristerne, politifolkene, soldaterne, våbenleverandørerne osv., for at bevare deres magt.

Denne analyse af magtens væsen stammer oprindelig fra den unge franske romersk-katolske dommer Etienne de la Boétie (1530-63) som i 1576, posthumt fik udgivet et essay, De la servitude volontaire ou Le contr'un.

Bogen, som er skrevet i 1548, kaldes også Discours de la servitude volontaire, eller Det frivillige slaveri, og er nu regnet som en klassiker i litteraturen om civil ulydighed. Det findes oversat til engelsk i en bog som hedder Anti-Dictator, udgivet af Columbia University Press i 1942, men er desværre ikke oversat til dansk.

Etienne de la Boétie

Der er næsten ikke skrevet noget om Boétie på dansk og det næste afsnit stammer fra den belgiske pacifist Hem Day som skrev en oversigt over hans liv og værker i en pjece som blev udgivet i 1956 på fransk.

"Lige indtil i dag har I troet, at der var tyranner? Der har I taget fejl. Der er kun slaver: der hvor ingen adlyder, er der ingen, der kommanderer".

A.Bellegarricque.

Etienne de la Boétie, 1530 - 1563. Boétie studerede humanisme, filosofi og statslære ved Orleans universitet omkring 1550. Han fordybede sig i de retsvidenskabelige studier, men de kunne ikke alene tilfredsstille hans tørst efter viden. Så han supplerede med klassisk filologi og skrev digte på fransk, græsk og latin. Før han var 20 år skrev han sit hovedværk "Contr'un" (Imod en?) eller "Servitude Volontaire" (Frivilligt slaveri).

1553 kom han ind ved parlamentet i Bourdeaux, og han blev med dispensation udnævnt til rådgiver ved hoffet på grund af sin store viden.

På den tid Boétie levede, var Bourdeaux kendt for sine mange lærde, der kom for at undervise og studere dér. Der var en almindelig interesse for viden.

Pest og sult hærgede egnen i begyndelsen af 1560'erne, og 1563 blev B. smittet med dysenteri, hvoraf han døde. Ifølge Montaigne var han da 32 år, 9 måneder og 7 dage.

Oprindelsen til Afhandling om Frivilligt Slaveri

Om Boéties skrift skriver Léon Feugère: Han blev indigneret over kongens (Ludvig XII eller Francois I) blodige triumf over sine undersåtter. Hans stolthed oprørtes over folkets passive holdning over for den hånd, der tugtede det. - Under det smertelige indtryk af nutiden føler han trang til at beskytte menneskene mod de onder, han ser. At beskytte dem imod suverænens sindssyge ved at opdage grunden til at han kan undertrykke dem.

Hvad man skylder Montaigne

Til trods for at [Michael] Montaigne [1533-1592], der var hans ven, kaldte ham århundredets største ånd, var det først i 1846, at Boéties samlede værker blev udgivet.

Både titlen "Contr'un" og titlen "Det frivillige slaveri" er knyttet til værket. Men efter alt at dømme kaldte Boétie det selv "Det frivillige slaveri".

Selv om skriftet blev modtaget med begejstring i Frankrig, fjernede Montainge det fra B.s værker, da han udgav dem, fordi det var "for ømtåleligt". Når Montaigne gjorde det, må man huske på, at han levede i en tid, hvor der rasede borger- og religionskrige, hvor "alle havde mistet fornuften". Og hvor de fleste sagde ja eller nej til de forskellige holdninger, valgte Montaigne at sige "Hvad ved jeg?" Han lod sig ikke rive med af yderligtgående idéer. Men han afventede bedre tider for at kunne offentliggøre skriftet.

Boétie var en forløber for de tanker, der blussede op nogle århundrede senere, og hvis formål det var at frigøre de tusinder af fornedrede mennesker, der var bøjet under regimets despotiske og umenneskelige karakter. "Afhandling om det frivillige slaveri" viste sig i virkeligheden at være et revolutionært skrift, der vender sig imod tyranni, mod tyrannen, mod de institutioner, der skaber og vedligeholder dette tyranni.

C.A. Laisant skriver, at man aldrig har set et stærkere værk, der er skrevet så klart og præcist, aldrig hørt en mere talende protest fra den menneskelige samvittighed.

Montaigne kom til Paris for at overvåge udgivelsen af Boéties værker. Han blev dér sandsynligvis fra august til december 1570. Selv om det indeholder Boéties samlede skrifter med undtagelse af "Det frivillige slaveri" og en tale skrevet i anledning af fredsslutningen i januar 1562, er det kun et lille bind.

Ånden i Contr'un

Det er et anklageskrift ikke blot rettet imod myndighedsmisbrug men mod selve autoritetsprincippet. Uden overdrivelse kan B. ses som forløberen for den moderne anarkisme.

Bonnefon skriver, at "Contr'un" er en utopi, men en storslået og ædel utopi. Den udtrykker den mest oprigtige menneskekærlighed.

Hvad skete der i året 1789?

Der udkom en brochure med titlen "Skrift af Marius, plebejer og konsul". Det var oversat fra latin til fransk af Salluste, og det blev efterfulgt af et skrift af Etienne de la Boétie, "Det frivillige slaveri", oversat til samtidigt fransk. For at mildne Boéties skrift, der må have virket stærkt provokerende på Ludvig XVI, blev det dog fremhævet i forordet, at Boéties skrift kun drejede sig om de mest uretfærdige forhold.

I 1835 udgives det igen og denne gang i et bedre fransk af La Mennais. Dermed reddede La Mennais Boétie fra den forglemmelse, de lærde havde dømt ham til. Skriftet genoptryktes i 1836, og mange skrifter, der er udgivet siden da, viser den stigende interesse for Boéties afhandling.

Magtanvendelse er således beroende på undersåtternes afhænighed af og vilje til at adlyde deres herrer. Hvis undersåtterene af en eller anden grund ikke ønsker og være afhænige og ikke mere vil lystre deres hersker, er der ingen magt eller trussel om magtanvendelse, der kan få dem til det, er det Tolstojs tese i Kristi Lære og Kirkens Lære.

Tolstoj bruger indholdet af Boéties essay i bogen Kristi Lære og Kirkens Lære og citerer desuden i 1909 et afsnit fra det i Magtens Lov og Kærlighedens Lov.

Man kan argumentere for, at så længe der har eksisteret myndigheder, har der været personer som ikke har rettet sig efter dem. De har med andre ord været civilt ulydige.

Den kikelige reformator Martin Luther skulle have anvendt udtrykket civil ulydighed allerede i det 16. århundrede.

Filosoffen Thomas Hobbes mente, at enevældige regenter blev retfærdiggjorte ved deres opretholdelse af lov og orden og fordømte på det kraftigste opsætlighed imod forsynets jordiske represæntanter. Herimod indvendte John Locke, at samfundskontrakten mellem de styrende og de styrede ikke undtagelsesfrit er på de styrendes side. Tenderer styret mod tyrani, truer styret borgerens liv og ejendom, da har borgeren ret til oprør. Den engelske anarkist William Godwin, anarkismens fader, mente, at staten var voldelig i sit væsen. I "Enquiry concerning political justice", fra 1793, skriver Godwin, at "enhver regering er et tyranni, idet den griber ind i menneskernes individuelle måde at dømme og handle på. Da Godwin går ud fra, at mennesket er bedre jo friere dets individualitet får lov til at udvikle sig, kommer han til den konklussion, at alle regeringer er et onde, og at deres afskaffelse er et ønskeligt mål. Også ejendom må, for så vidt den bidrager til at nogen kan leve på andres bekostning, ligesom regeringerne afskaffes; bare for så vidt den sikrer den enkeltes uafhænighed, bør den bibeholdes⁽²⁾.

Den engelske kvæker, Jonathan Dymond, skriver i 1824 en bog om pacifisme som i skrivende stund kun kendes i en fransk udgave.

Det kan være denne bog som i USA udkom under titlen: Inquiry into the Accordancy of War, hvori han mildt, men bestemt nægter militærtjeneste,

"Hvis nogen skulle spørge om betydningen af ordene "dem som modsætter (resisteth) magten, modsætter Guds salvelse", svarer vi, at det henviser til aktiv modstand; passiv modstand, eller ikke lydighed praksiserede apostlene selv"⁽³⁾.

William Lloyd Garrison

Borgerrettighedsforkæmperen, bogtrykkeren og bladudgiveren William Lloyd Garrison (født 10. december 1805, død 1879) fra Boston var en pioner inden for sociale bevægelser. Han fungerede inden for antislaveribevægelsen frem til 1865, for afholdsbevægelsen, for kvindernes frigørelse og inden for fredssagen og mere end nogen anden var Garrison den som populariserede den tidlige udgave af begrebet civil ulydighed, non-resistance.

I 1832 grundlægges organisationen American Anti-Slavery Society og Garrison grundlægger ugeavisen Liberator.

Den amerikansk filosof Ralf Valdo Emerson (1803-1882) anvendte dele af Boéties essay i en tale, War, i 1838, som var en af inspirationerne for, at William Lloyd Garrison grundlagde New England Non-Resistance Society samme år.

I essayet beskæftiger Emerson sig med vilkår for fredsarbejde. Han skriver, at fredsarbejde ikke er for kujoner.

New Englad Non-Resistance Society

Den 30. maj 1838 holder en række fredsvenner et møde i Boston med den kendte pacifist William Ladd som mødeleder. På mødet blev der nedsat en arbejdsgruppe, bestående af Samuel J. May, Henry C. Write, Georg Trask, Edmund Quincy, og Amasa Walker som skulle sammenkalde en efterfølgende fredskongres, med det formål at have en "åben og omfattende diskussion af fredsprincippet og midlerne, hvormed denne hellige sag bedst kan fremmes" (s. 389).

I 1838 grundlægger Garrison derfor fredsgruppen, New England Non-Resistance Society under en fredskonference som finder sted i dagene fra 18.-20. september 1838 i Marlboro' Chabel i Boston.

Når Garrison kastede sig over fredskampen var det en udløber af kampen for negernes frigørelse, kampen for religiøs frigørelse og kampen for kvindernes frigørelse.

Et lille års tid i forvejen, den 7. november 1937, var præsten E. P. Lovejoy blevet dræbt i Boston af slavetilhængere som var utilfredse med, hvad der blev skrevet om frigørelsesbestræbelserne.

Derfor forsøgte slaveritilhængerne at sabotere et trykkeri, og under den efterfølgende demonstration blev præsten skudt. I forbindelse med drabet skriver Garrison bl.a: "Kristne kan ikke retfærdiggøre en borgerlig regering - en regering som opretholdes med militær magt" (s. 332). I et senere brev til kvækeren Edvard Davis, skriver han:

"Hvis vi havde tyet til vold i stedet for argumenter, apeller og irettesættesættelser; i bestræbelserne på at fjerne vores farvede landsmænds lænker; hvis vi havde opmuntret slaverne til oprør og forsikret dem om deres rettigheder i alle farer; hvis vi havde vist dem Washington and Lafayettes eksempler, hvem kunne så gå i rette med os? Helt sikkert ingen af dem som taler jublende om Bunker Hill [ved Charlston Mass., hvor det første slag i den amerikanske revolution stod den 17. 7. 1775 HT]; ikke dem som tror, at det er gloværdigt at dø på slagmarken for friheden. Men lovet være Herren, vores våben er ikke kødelige, men åndelige" (s. 334).

Garrison kom til fredsmødet uden det store kendskab til fredssagen, men var fuld af fortrøstning om, at der ville være nok talere på mødet som vidste, hvad de talte om, skriver han i et brev til Samuel J. May:

"Vi vil formodentlig helle ikke få vanskeligheder med at få størsteparten af mødedeltagerne til at fordømme det nuværende militærsystem og dets latterlige og ødelæggende følgesvende. Jeg formoder, at de også vil fordømme alle krige, både defensive og offensive. De vil ikke være enige i menneskelivets forbud mod vold. Men få vil være rede til at acceptere, at kristendommen forbyder anvendelsen af fysisk magt til at straffe lovovertrædere; og intet andet står så klart for mig".

Fredsmødet

En del af de 150 (s. 395) mødedeltagere kom fra antislaveribevægelsen og fra kvækerne. Allerede under navneopråbet er der problemer. Garrison mener, at man skal lade kvinderne tale i forsamlingen. Ti til tolv (s. 395) modstandere af kvindernes frigørelse, både præster og lægfolk forlangte, at deres navne blev slettet fra deltagerlisten, fordi kvinderne havde taleret på mødet, hvilket imødekommes (s. 390 ff).

Resolutionsteksten er under heftig debat på mødet. Både præsten Powers og lægen Dr. Follen var imod resolutionen, idet de mente, at en kristen havde ret til at forsvare sig selv med vold. Garrison skrev resulutionen og formålsparagraffen, "Declaration of Sentiments", der meget overraskende for Garrison, vedtages af et stort flertal og som offentliggøres første gang i The Liberator 28. august 1838.

Måneden senere, den 20. september 1838, grundlægges New England Non-Ressistance Society, hvis medlemmer kom til at bestå af folk fra antislaveribevægelsen med Effingham L. Capron som præsident.

[Kilde: The Letters of William Lloyd Garrison vol. 2: A house dividing against itself 1836-1840 / edited by Louis Ruchames. -Cambridge, Massachusetts, The Belknap Press of Harvard University Press, 1971. - 770 s.]

Tolstoj får, efter han havde skrevet Hvori Bestaar min Tro, en biografi over Garrison. I mellemtiden hørte en anden amerikaner, Henry David Thoreau (1817-62), om Boéties essay, formodentlig via Emerson, og anvendte i 1848 sit berømte essay begrebet non resistance⁽⁴⁾. Thoreaus oprindelige titel på essayet er et ordspil, der refererer til den engelske moralist William Paleys (1743-1815) værk "Duty of Submission to civil government".

Thoreau var meget inspireret af Emerson. Når Thoreau starter sit essay med sætningen: "Helt og fuldt anerkender jeg det ord: Bedst er det styre, som regerer mindst", så er her igen tale om et lån fra Emersons essay: "Politik", hvori han bl. a. skriver: "Deraf følger, at jo mindre Regering vi har, des bedre - des færre Love og des mindre betroet Magt. Modgiften mod dette misbrug af formel Regering er den personlige Karakters Indflydelse"⁽⁵⁾.

Spørgsmålet er så, om det er Thoreau selv der udvikler begrebet "civil ulydighed" eller det er senere generationers civil ulydighedstilhængere, for den engelske originaltitel på Thoreaus berømte essay, som langt senere blev betitlet "On the Duty of Civil Disobedience", er: "Resistance to Civil Government : (A lecture delivered in 1847?" - skal formodenttligt være 1848). - Boston, MA. : Aestetic Papers ... etc., 1849. Og ikke nok med det. Foredraget, som blev holdt i februar 1848 originaltitel, er: "The Rights and Duties of the Individual in Relation to Government", fremgår det af Gene Sharps forord til On the duty of civil disobedience, Housemans 1963. s. 2. Thoreau bruger ikke nogen steder i sit essay ordene civil disobedience.

Thoreau kan med andre ord lige så godt også have kendt til Garrisons forsøg på at udbrede kendskabet til non resistance og springet fra non resistance, via resistance to civil government, til civil disobedience er ikke så langt.

Der er en del anarki i dette her.

Anarkister er for langt størstedelens vedkommende ikkevoldelige, fordi magtbesiddelse beror nu engang trods alt, på kontrollen over embedsmændene og militærapparatet. Den hollandske anarkist Domena Niuwenhuis, som også havde læst Boétie, var af den opfattelse, at "et folk i uniform er deres egen tyrran".

Tolstoj-tilhængere

Anarkistiske pacifister, som byggede på Tolstojs ideer, fandtes der i Holland, Storbritanien og i USA, allerede mens Tolstoj levede. Ikke kun anarkister og pacifister lod sig inspirere af Tolstoj. Der blev også oprettet forskellige kirkesamfund.

Storbritanien

I maj 1894 grundlægger John Coleman Kenworthy: The Brotehrhood Church i Croydon. Et par år senere grundlægger medlemmer af dette kirkesamfund et Tolstoj-kollektiv i Purleigh. I 1897 grundlægger The Brotherhood Church, The Brotherhood Workshop i Leeds, der som et af sine medlemmer får Wilfried Willock (1879-1972), som efter første verdenskrig er med til at grundlægge Det internationale Forsoningsforbund.

USA

Her grundlæggedes Tucton House-projectet i byen Christchurch i Hampshire af en række Tolstoj-tilhængere, hvoraf kan nævnes en af Tolstojs sekretærer Vladimir Tchertkov, der var emigreret til USA fra Rusland på grund af forfølgelse. Tucton House grundlagde forlaget The Free Age Press og skrev i deres udgivelser, "No rights reserved". Man udsendte mange af Tolstojs bøger i engelske billigbogsudgaver. Desuden trykte og smuglede man russiske Tolstoj-bøger til Rusland.

I Europa uddøde tolstojgrupperne efter anden verdenskrig, men i USA fortsatte den romersk-katolske gruppe tolstojgruppe med tilknytning til tidsskriftet Catholic Worker.

Og under alle omstændigheder: Hvis man vil fjerne det nederste led i en voldelig magtstruktur, er det bedste man kan gøre, efter Tolstojs mening, være at blive militærnægter for internationale forhandlinger om nedrustning fører ikke til målet, som han skrev i et brev til en svensk fredsgruppe i 1899. Al fredsarbejde begynder således med militærnægtelse.

Sagtmodighedslæren og civil ulydighed

Begrebet sagtmodighedslære, med andre ord Non Resistance, i Kristi Lære og Kirkens Lære er uden tvivl den første danske beskrivelse af det vi i dag kalder civil ulydighed, der kommer fra det amerikanske ord, civil disobediance, som ordret betyder civil ulydighed [mod vold]. Tolstoj er således en af de første som advokerer for anvendelsen af civil ulydighed, uden at kende selve begrebet.

Sagtmodighedslæren og Non Resistance udgangspunkt er først og fremmest Bjergpædikenen, hvori der i den engelske bibel står: ... "That ye Resist no evil" ... kædet sammen resten af bjergprædikenen, specielt ordene "dømmer ikke og sværger ikke" og med Boéties esay om magtens struktur. Derfor kan den tidlige non resistance defineres til at indeholde følgende:

På det helt overordnede plan er non resistance den enkelte borgers samvittighedsfulde modstand mod vold under enhver form, hvad enten den kom fra andre borgere eller staten.

På lavere neavu indebærer non resistance for de sagtmodige modstand mod deltaglse i domstolsvirksomhed, herunder modstand mod dødsstraf og alle andre former for straffe, nægtelse af at deltage i valg og politike partiers virksomhed, ikke modtage ansættelse i den offentlige forvaltning osv., samt modstand mod militærtjeneste, våbenproduktion osv. På det personlige plan skulle den sagtmodige lade sig uddanne som bonde eller håndværker. Man skulle nægte at aftjene værnepligt og man skulle desuden nægte at betale skat til militærapparatet.

Ikkevold

Tolstojs idéer og publikationer om sagtmodighedslæren fik meget stor betydning for udbredelsen af kendskabet til ikkevold som er en del af civil ulydighed. Den unge lovende indiske sagfører Mohandas Gandhi hører for første gang om Tolstoj omkring 1893-1894, da han i Sydafrika er ved at føre en sag om racediskriminering for en inder. Den unge Gandhi er inde i en religiøs krise, og i hans erindringer: "Mine forsøg med Sandheden", skriver han s. 276, at "Tolstoys "Guds rige er inden i Eder" [The Kingdom of God is Within You - den engelske titel til Kristi Lære og Kirkens Lære] overvældede mig og efterlod et varigt indtryk hos mig. Overfor den uafhængige tænkning, dybe moral og sanddruhed i denne bog, synes alle de bøger, Mr. Coates [?] havde givet mig, at blegne bort i ubetydelighed".

Gandhi fortsætter i den følgende tid med at læse Tolstoj: "Desuden studerede jeg Tolstojs bøger mere indgaaende. Evangelierne kort fortalt: Hvad skal vi gøre? og andre bøger gjorde et dybt indtryk paa mig. Jeg begyndte mere og mere at forstaa alkærlighedens uendelige kræfter. s. 317.

Den gamle Tolstoj havde stor betydning for den unge Gandhi.

Gandhi anbefaler de andre indere i Sydafrika at læse Tolstoj. Hans brev med anbefalingerne af Tolstojs Kristi Lære og Kirkens Lære blev dublikeret og sendt til flere personer⁽⁶⁾.

Da Gandhi grundlægger sit andet kollektiv i Sydafrika i 1910, kaldes det, Tolstoys Farm.

Man kan sige, at den unge Gandhi fortsatte i Sydafrika og senere i Indien, hvor den gamle Tolstoj slap og det mere end på en måde. Hvor Tolstoj og de tidlige civil ulydighedsfilosoffer talte om den enkelte persons ulydighed mod staten og specielt militæret, organiserede Gandhi den enkeltes civile ulydighed i en massebevægelse.

En række vestlige, pacifistisk orienterede journalister og forfattere arbejdede i mellemkrigsårene med at formidle kendskabet til Gandhis civile ulydighed som også førte til en forøget interesse for den civile ulydigheds historie.

Den franske forfatter Romain Rolland skrev nogle meget roste og publserede biografier over Tolsoj og Gandhi.

Hollænderen Bartholomeus (på engelsk Bart) de Ligt (1883-1938) var en flittig forfatter. Han skrev bl. a. bøgerne: Pour vaincre sans violence : Réflextions sur la guerre et la révolution og The Conquist of Violence : An Essay on War and Revolution.

Journalisten og pacifisten Ellen Hørup (1871-1953) var stifter af foreningen og tidsskriftet Indiens Venner i København i 1930 og medstifter af The International Committee for India i Genève i 1932.

De tre kendte hinanden, da Bart de Ligt og Ellen Hørup boede i Genève.

Alle tre arbejdede, ud fra bl.a. deres kendskab til Tolstojs pacifisme med at udbrede ideen om ikkevold som et politisk kampmiddel, ved at skrive om eller formidle information om ikkevold til andre i og uden for fredsbevægelsernes rækker. I Danmark resulterede den store interesse for ikkevold sig bl. a. i udgivelsen af ikkevoldsklassikeren: Kamp uden Vaaben i 1936.

Fredslitteratur i Danmark

Hvori bestaar min Tro er ikke den første pacifistiske bog på dansk. Der var tidligere kommet enkelte værker så som Erasmus af Rotterdams, "Skøn er krigen for den uerfarne"; og "Een christelig og nyttig bog om kongers, fursters riigts landes oc stoeders regimente digtighed ... och kaldet en christen fyrstis underwiisning och laere", Roskilde 1534; og Emanuel Kants "Den evige fred" 1796. Tidligere i 1738 udkommer Robert Barckleys, fra latin oversatte: "Forsvar for den Sande Christelige Theologi "i London. G. Euchel udsender i 1815: "Til evig Fred" i København. C. F. von Schmidt-Phiseldek udsender i 1821, "Der europ. Bund", ligeledes i København. H. Bjerregaard udgiver i 1840: "Er den evige Fred en saadan Chimaere", i Randers og i 1847 udsender Bjerregaard: "Er ikke en profetisk spaadom gaaet i opfyldelse?" V. C. E. Børgesen publiserer: "Krig, civilisationens, humanitetens etc. fjende" i 1849 i København.

Manglen på tidlig dansksproget litteratur om fred, betyder ikke nødvendigvis, at danskerne har været uvidende om begrebet fred. De kan have læst fremmedsprogede værker om emnet.

Tolstojs Hvori bestaar min Tro og specielt det efterfølgende bind Kristi Lære og Kirkens Lære er alene ved deres fysiske størrelse, de første store konsekventpacifistiske bøger på dansk. Hvor Immanuel Kant tidligere i Den evige Fred havde argumenteret for, at for at etablere en blivende fred, måtte man afskaffe krigsforberedelser, erklærede Tolstoj sig enig i dette, men tilføjer, at afskaffelsen af krigsforberedelser indbefatter, at værnetvangen - af nogle kaldet værnepligt - afskaffes.

Kristi Lære og Kirkens Lære er, så vidt jeg er orienteret, den først udgivne bog i Danmark som beskæftiger sig med emnerne pacifisme, civil ulydighed og militærnægtelse.

Der var, da Tolstojs bøger udkom, kun en fredsgruppe i Danmark, Dansk Fredsforening som blev grundlagt af venstrepolitikeren og nobelfredsprismodtageren Frederik Bajer, i 1882. Den østriske forfatter Bertha von Suttners bestseller, antikrigsromanen Ned med Vaabnene var udkommet som avisføljetong på dansk i 1892. Specielt denne roman var med til at øge den folkelige interese for fredsarbejdet i årene omkring århundredskiftet, hvor pacifismen og militærnægterspørgsmålet bliver taget op i forskellige religiøse og politiske kredse rundt omkring som eksempelvis Socialdemokratisk Ungdomsforbund, hvilket senere førte til dannelsen af den første militærnægterorganisation i Danmark: Foreningen for Konsekvente Antimilitarister som blev grundlagt i 1915.

Tolstojs pacifistiske værker blev publiseret fra midten af 1880'erne og frem til hans død i 1910. I 1907 fængsles medlemmer af det svenske Socialistiska Ungdomsförbundet efter at de havde nedsat en militäragitationskomite som havde udgivet en pjece af Tolstoj: Tänk först - handla sedan. Pjecen som vagte bestyrtelse hos de svenske myndigheder havde allerede i 1903 varet trykt i tidsskriftet Brand⁽⁷⁾.

Der dukkede små organisatiioner op i USA, som ville fremme kendskabet til Tolstojs ideer og en af de mange som blev meget inspireret af Tolstoj var socialreformatoren og den senere nobelfredsprismodtager Jane Addams. Jane Addams var senere under første verdenskrig med til at etablere Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Af andre tidlige amerikanske tolstoj-tilhængere kan nævnes den senere amerikanske udenrigsminister William Jennings Bryan og advokaten Clarence Darrow. Bryan gik af som udenrigsminister i 1915 på grund af landets voksende engagement i første verdenskrig⁽⁸⁾.

War Resisters' International udsender i slutningen af tyverne en pjece med udvalgte citater af Tolstoj. Det blev en af det nystartede forbund Aldrig mere Krigs første udgivelser.

I WRI beundrer mange medlemmer Tolstoj. Foreningens sekretærer H. Runham Brown og Martha Steinitz skriver i forordet til Magtanvendelse, Krig og Revolution, at:

"Krigsmodstanderens internationale Forbund (WRI) skylder ikke nogle enkle Førerpersonligheder, men hvert enkelt Medlems Ansvarsbevidsthed sin eksistens og Liv. Trods dette er Leo Tolstojs Virken og Personlighed af største Betydning for vor Bevægelse. Mange af vor Grupper ser i ham deres Fører".

Men...

"Ikke alle. Og ikke med alle de følgende Udtalelser erklærer vi os enige; men ud fra hvert eneste Ord taler ubøjeligt Mod, ubegrænset Sandhedstrang og uendelig Menneskekærligehd. Hans Maal er vor Maal, og selv om vor Veje ikke altid er de samme som hans, vil vi ikke nogensinde kunne finde Handlingsmotiver, der har større Styrke end Dem, der var Drivfjedren i hans Virksomhed".

I Rusland blev der, allerede mens Tolstoj levede, oprettet adskillige pacifistiske og anarkistiske Tolstojsamfund med tusindvis af medlemmer. Da Tolstoj ikke kunne rammes af de russiske myndigheder på grund af hans internationale berømmelse, søgte myndighederne at ramme hans tilhængere. Eksempelvis måtte hans medarbejder Vlademir Tchertkoff gå i eksil, efter at Tolstoj støttede Dukkobosernes militærnægtelse.

Den kristne sekt Dukkoboserne i Kaukasus, protesterede i 1895 mod indførslen af almindelig værnepligt i staten. Som en følge deraf blev Dukkoboserne mishandlet, fængslet og tvangsforflyttet. Dukkoboserne s mishandling er beskrevet af Vlademir Tchertkoff i bogen: Aandens Stridsmænd, Kri-stiania, Edv. Magnussens forlag. 1897-98. Tolstoj foreslog, ifølge Fredsbladet 1998 nr 2 s. 12, at Dukkoboserne fik Nobels fredspris, allerede inden den var stiftet, hvilket ikke blev til noget, fordi Nobels arvinger dengang strides om testamentets gyldighed. I stedet for skrev Leo Tolstoj romanen "Opstandelse", dansk udgave i Politikken 1899 - som han mod sædvane tog honorar for. Honoraret for romanen blev anvendt til at betale Dukkobosernes emigration til Canada. Under anden verdenskrig accepterede de canadiske myndigheder Dukkobosernes militærnægtelse, men de overlevede ikke McCartyismen under den kolde krig.

De russiske Tolstoj-samfund overlevede den russiske revolution i 1917, men ikke Stalins indførelse af almindelig værnetvang i Sovjetunionen i 1936. De levede meget primitivt og efterhånden flyttede de længere og længere mod øst indtil de kom til den kinesiske grænse.

Mådehold

Tolstoj blev som kristen vegetarianer, ikkeryger og afholdende med alkohol. Han afstod fra fester og levede selv meget spartansk.

Flere af Tolstojs værker handler specielt om mådehold, forskellige rusgifte og deres politiske betydning. I "Det første Skridt : Skildringer og Betragtninger", dansk udgave 1893, er der et kapitel, med titlen: "Hvorfor bedøve Folk deres Sandser?" Tolstoj mener heri, at når der anvendes spirituøse nydelsesmidler og røgvarer er det ikke på grund af smagen, fornøjeligheden eller behageligheden, som er forbundet med disse sager, men ene og alene i trangen til at døve samvittighedens stemme. s. 120. Tobakken er, for Tolstoj, en tidsrøver.

Vegetarismen

Den russsiske tolstojtilhænger Tjertkov skriver en pjece: "Du skal ikke dræbe", hvori han argumenterer for at man,

"ikke må dræbe nogen eller noget, hverken en gal hund eller en slange, som vil bide ens barn eller en skurk som vil voldtage ens datter - Gud styrer som han ved bedst⁽⁹⁾".

Naturistbevægelsen

Forskellige senere afholdsbevægelser havde i Tolstoj et stort forbillede. Således beretter den franske formand og stifter af Trait d' Union, J. C. Demarquette, i pacifisten Axel Pilles tidsskrift "Nye Veje", nr. 3. 1927, s. 27-28, at, formålet med foreningen var, helbredelsen af den menneskelige kultur ved hjælp af naturen. Foreningen blev oprettet i 1911, altså året efter Tolstojs død.

"Vor Udvilking er foregaaet i to Faser. I den første, før Krigen, har vi især beskæftiget os med at virkliggøre en Forbindelse mellem alle Metoder, der vedrører den personlige Hygiejne, Vegetarismen, Antialkohol- og Antitobaksbevægelsen, Legmeskultur, Solbade, Fodture, Lejre etc. Vi kaldte denne Samvirken "Naturisme", et Ord der svarer til det tyske "Lebensreform". Vi var paa det Tidspunkt omtrendt lig med de tyske Wandervøgel, hvis Eksistens vi ikke kendte, men vi var langt færre, eftersom vort Antal ikke overskred Hundrede".

"Siden Krigen er vi traadt ind i en anden Fase af vor Udvikling. Vi er nu af den mening, at legemlig Sundhed er uden Betydning, hvis ikke den er Optagten til Aandens Sundhed"... Af den Grund lægger vi, idet vi stadig agiterer for Vegetarisme, Afholdenhed og en ren og stærk Levemåde, særlig vægt paa Pacifismen, paa Bekæmpelsen af Aarsager til Krige mellem Nationer og Klasser"...

"Naturisterne er, idet de afgjort er modstandere af Vold i Lighed med Tanker hos Gandhi, Tolstoj, Gleizés, Rosseau, Kristus og Buddha, i Grunden de mest radikale Revolutionære. Ved at spise grønsager, drikke Vand og ved at gaa ud og nyde Livet i Skoven, som giver os Sundhed og Fred i Sindet, forbereder vi et bedre Samfunds komme og Idealet af Menneskeheden".

Udgaverne på papir

Hvori bestaar min Tro er skrevet på russisk i 1884 og blev straks forbudt i Rusland selv om Hvori bestaar min Tro blev trykt i 30 eksemplarer - oplagsstørrelsen som den russiske cencur tillod. Biografien blev imidlertid oversat til en lang række sprog og udgivet i mange lande, også illegale udgivelser blev spredt i zar-tidens feudale og enevældige Rusland.

Hvori bestaar min Tro og Kristi Lære og Kirkens Lære har ikke haft den store udbredelse i Danmark, hvis man skal dømme ud fra folks kendskab til dem. Snakker man med forskellige belæste mennesker nu om dage, så har de alle læst Krig og Fred og Anne Karenina, men disse to bøger har de aldrig hørt om.

I kildelisten til Aldrig mere Krigs første publikation: Tolstoj-antologien "Magtanvendelse, Krig og Revolution", fra 1927 er flere af Tolstojs til dansk oversatte værker nævnt, men ikke Kristi Lære og Kirkens Lære, der dog omtales med værkets engelske titel: Guds Rige er hos Eder [The Kingdom of Christ is within You]. I Stefan Sweigs lille udvalg af Tolstoj tekster, der udkom på dansk i 1939, omtales Kristi Lære og Kirkens Lære ligeledes som Guds Rige er i os selv.

Tolstojs to bøger er, så vidt jeg kan bedømme det, overhovedet ikke omtalt i Dansk Fredsforenings tidsskrift Freds-Bladet i perioden 1894-1900. Der er en artikelserie af en G. Kemp om Krigen i den moderne skønlitteratur, hvor flere af Tolstjs romaner er omtalt, men altså ikke Hvori bestaar min Tro og Kristi Lære og Kirkens Lære. Samme G. Kemp skriver i Freds-Bladet en artikel: "De ældste kristnes Tanker om Krig", i 1898 nr. 6 s. 44-45, og omtaler en del af de pacifistisk orienterede kirkefædre, Tolstoj anvender, men artiklen bygger på tidsskriftet: "The Missiah's Kingdom", februar 1895 og ikke på Tolstojs bøger. "The Missiah's Kingdom", var siden 1889 udgivet i London af den kristne fredsgruppe, The Christian Union for Promoting International Concord.

Den norske socialøkonom Johan Vogt (1900-1991)skriver i: "Skrifter i Utvalg", fra 1980, at

"Russland var min ungdoms eventyrland. Jeg var hva man kaller "Rusland-romantiker" allerede før den russiske revolusjon i året 1917. Det var noen skrifte av Leo Tolstoj som hadde betatt mig, og som fikk mig til å følge begivenheterne i dette landet med en særlig oppmerksomhet" (s. 405-406).

Desværre skriver Vogt ikke, hvad det var for skrifter som vakte hans ruslandsinteresse.

Bibliografi over Leo Tolstoj

Bibliografien over Leo Tolstoj indeholder ikke alt, hvad der er skrevet af og om ham, hverken på russisk, dansk eller andre sprog. Det er heller ikke hensigten. Der er i DANBIB over 600 poster med bøger og fortællinger af Tolstoj, så hovedvægten ligger her på de værker som beskriver hans person og hans religiøse, samfundskritiske og politiske skrifter.

Hvor der ikke er nogen forfatterangivelse er det underforstået, at forfatteren er Leo Tolstoj.

Bogtrykte

Bibliografier

Dungen, Peter van den:

From Erasmus to Tolstoy : The Peace Litterature of Four Centuries; Jacob ter Meulen's Bibliographies of the Peace Movement before 1899 : edited with an introduction by / Peter van den Dungen ; Jacob ter Meulen. - London : Greenwood Press, 1990. - 145 s. ; Bibliographies and Indexes in Law and Science ; 14). - ISBN 0-313-26827-4

Leo Tolstoy : An annotated Bibliography of English-Language Sources to 1978 / David A. Egan ; Melinde A. Egan. - Metuchen N. V. : Scarecrow Press, 1979. - 267 pp. (Scarecrow author bibliographies ; 44).

Biografier og selvbiografier

Childhood, Adolescence, Youth / Leo Tolstoj ; [o] Fainna Solasko. - Moskva : Progress, 1981. - 456 s. : ill.

Leo N. Tolstojs Levned 1828-1863 : Hans egne Erindringer samt Biografiske Optegnelser samlede og udgivne af Poul Birukof. - København : Tillge's Boghandel, 1906. - 504 s. : 29 ill. Biografien er på omslaget og i slutningen af værket omtalt som bind 1. Bind 2 er tilsyneladende ikke oversat eller udgivet på dansk.

Maude, Aylmer:

Leo Tolstoj : En kort Levnedsbeskrivelse. / Aylmer Maude ; [o] Emil Dehn. - København : J. Frimodts Boghandel, 1911. - 32 s.

Nasjivin, Ivan:

Cor Ardens : Biografisk studie över Leo Tolstoj / Ivan Nasjivin. - Stockholm : C. E. Fritzes Bokförlag, 1927. - 411 s. : ill.

Rolland, Romain:

Das Leben Tolstois / Romain Rolland.

- Frankfurt am Main : Rütten & Loening, 1927. - 219 s. : ill.

Rolland, Romain: Tolstoy.

- London [etc.] T. F. Unwin, 1911. - 256 s.

Amerikansk udgave:

- New York : E. P. Dutton & Company, 1911. - 321 s.

Rolland, Romain: Vie de Tolstoî.

- Paris : Hachette et Cie, 1911. - 203 s.

Genoptrykt i Beirut : Dar al-Afaq al Jadida, 1981. - 153 s.

Sergejenko, P.:

Leo Tolstoy : hur han lefer och arbetar : Minnen av / P. Sergejenko ; [o] Walborg Hedberg. - Stockholm : Jos. Seligmanns Förlag, 1900. - 68 s. : ill.

Troyatt, Henri:

Tolstoy / Henri Troyatt [oversat fra fransk].

- New York : Adell Book, 1969. - 924 s. : ill.

Tolstoj, Alexandra:

Tolstojs Flugt og Død : Skildret af hans Datter: Med Udtog af Leo Tolstojs, hans Hustrus, hans Læges og Venners Dagbøger og Breve / Alexandra Tolstoj. - København : H. Hagerups Forlag, 1927. - 263 s. : 16 ill.

Samfundsforhold, fredssagen, ikkevold

Christian Martyrdom in Russia : Persecution of the Doukhobors/ edited by: Vlademir Tchertkoff : Containing a Concluding Chapter and Letter by Leo Tolstoy, and the Story of the Deleverence. - London : The Free Age Press, 1900. - 78 s

Döda icke!...

- Stockholm : Svenska Freds- och Skiljedomsforeningen, 1910. - 40 s.

(Svenska Freds- och Skiljedomsforeningen, Fredsskrifter ; 7).

Tale Tolstoj skulle have holdt på en svensk fredskonference i 1909 som desværre blev aflyst på grund af en generalstrejke. Konferencen blev udsat til året efter, men da var Tolstoj for syg til at komme. Talen blev aldrig oplæst på kongressen.

Dødsstraf og Kristendom : Forkortet udgave.

- Vodskov : E. Dehn, 1945. - 10 s.

Fædrelandskærlighed.

- København : Andr. Schous Forlag, 1894. - 101 s. ; Leo Tolstoj Afhandlinger I)

Om fransk-russiske militærparader i Kronstadt i 1893.

Det første Skridt.

- København : Andr. Schous Forlag, 1893. - 162 s. ; Leo Tolstoj Afhandlinger I)

Green, Martin: The Origins of Non-violence : Tolstoy and Gandhi in their historical settings. - University Park : Pennsylvania State University Press, 1986. - 256 pp.

Government is Violence : Essays on anarchism and violence : redaktør David Stephens. - London : Phoenix Press, 1990. - 182 s. : ill. - ISBN 0- 948984-15-5

How I came to Believe.

- London : The Free Age Press, 1900. - 64 s.

Husbond og Arbejder.

- København : Andr. Schous Forlag, 1895. - 115 s.

Hvori bestaar min Tro? : Studie.

- København : Andr. Schous Forlag, 1889. - 241 s.

Hvorledes Evangelierne bør læses og det vigtigste i dem : oversast fra engelsk af Emil Dehn. - København : Jørgen Petersen, 1911. - 8 s.

Jordspørgsmaalet løst af Henry George : oversat af Villads Christensen.- Helsingør : Henry George-Selskabet. 1914. - 4 s.

"The Kingdom of God is within You" : or Christianity is not as a mystic religion but as a new theory of Life. - London : W. Heinemann, 1894. - xvi, 528 s.

(Also published in London, by: Scott, 1894. - viii, 376 s.

Også publiseret i New York, af: The Cassell Publishing Co., 1894. - x, 368 s.

Også trykt som:

The Kingdom of God is within You, and Peace essays [Christianity and Patriotism ; The Marseilaise in French and English ; Patriotism and Goverment ; Introduction to a short Biography of William Lloyd Garrison ; Adress to the Swedish Peace Congress] / translated with an introduction by: Aylmer Maude. - London : Humphrey Milford ; Oxford University Press, 1936 ; 1942. - 591 s.

Et kristent Folk og dets Lidelseshistorie : Dukoboerne.

- København : Frimodt, 1918. - 94 s.

Kristi Lære og Kirkens Lære.

- København : Andr. Schous Forlag, 1894. - 459 s.

Letters on War.

- London : The Free Age Press, [1906?] 40 s.

Letter to a Hindu [Tarakutta Das].

- London : Peace Pledge Union ; Peace News, 1908 ; 1943 ; 1963. - 12 s.

La loi de l` amour et la loi de la violenca.

- Paris : Dorbon-Ainé, [1910]. - 266 s.

Ma religion.

- Paris : Libraire Fischbacher, [?] - 266 s.

My Religion.

- New York : T. Y. Crowell & Co., 1885. - xii, 274 s.

Magtanvendelse, Krig og Revolution : Uddrag af hans Skrifter, Dagbøger og Breve : redaktør Valentin Bulgakov. - København : "Krigsmodstandernes internationale Forbund", Aldrig mere Krig, Forbund af erklærede Krigsmodstandere, 1928. - 19 s.

Magtens Lov og Kærlighedens Lov.

- København : J. Frimodts Forlag, 1910. - 114 s.

Magtens Lov og Kærlighedens Lov.

- Sindal : Børge Larsens Forlag, 1943. - 116 s. : 2. udgave.

Memories of peasant Tolstoyans in Soviet Russia / redaktør William Edgerton. - Bloomington : Indiana University Press, 1993. - 264 s. : ill. - ISBN 0-253-31911-0

My Confessions and The Spirit of Christ's Teachings.

- New York : Thomas Y. Crowell & Co., 1887. - 242 s.

My Religion, On Life ; Thoughts on God ; On the meaning of Life. - Boston : Dana Estes & Co., [c. 1904]. - viii, 482 s

Naar Tiderne skifte : om den kommende Revolution: oversat af Emil Dehn. - København : J. Frimodts Forlag, 1907. - 96 s. Oprindelig trykt i "The Forthnightly Review", 1906).

Om Livets Betydning : Betragtninger.

- København : Andr. Schous Forlag, 1889. - 251 s.

; Leo Tolstoj Afhandlinger II)

Om vold og Kjærlighet : oversat af Trygve Ulf Helgaker.

- [Lysaker] : Solum, 1977. - 99 s. - ISBN 82-560-007-0

Patriotism and Goverment : with pertinent extracts from other essays. - Chicago : Open Court, 1905. - 98 s.

Patriotismus und Frieden.

- Berlin : Hugo Steinitz, 1903. - 112 s.

Rede gegen dem Krig.

- Berlin : Verlag des "Sozialist", [1909] [?] s.

Religion og Moral.

- København : Andr. Schous Forlag, 1894. - 46 s.

(Oversat fra tysk fra "Etische Kultur", Berlin. nr. 52-53. 1893 og nr. 1-3. 1894).

Sampson, Ronald Victor: Tolstoy : The discovery of Peace.

Heynemann, 1973.

Sampson, Ronald Victor: Tolstoy on the causes on war.

- London : Peace Pledge Union, 1992. - 32 s. port. - ISBN 0- 902680-15-3

Den store Uret.

- København : H. Hagerups Forlag, 1907. - 64 s.

Tag det til Hjerte! En henvendelse til alle Folkeslag : Med Forord af Norges Fredsforenings Formand. - Kra. [Oslo] : Narvesen, 1904. - 56 s.

Tolstoy's writings on Civil Disobedience and Non-violence.

- New York : New American Library, 1968. - 302 s.

Tænk jer om! : Et aabent Brev.

- Odense : Milo'ske Boghandels Forlag, 1904. - 36 s.

Brev publiseret iLondonavisen "The Times" dated May 24, 1904 om den japansk-russiske krig.

Volynski:

Tolstojs Moralfilosofi bedømt af Landsmænd I. Tolstojs Moralfilisofi. II. Et Indlæg i Tolstojspørgsmaalet / Volynski ; Stachoff. - København : Andr. Schous Forlag, 1892. - 183 s. ; Leo Tolstoj Afhandlinger I)

What I Believe.

- London : K. Stock, 1885. - iv, 236 s.

What then Must We Do?

- London : Oxford University Press, 1896 ; 1950. - 392 s.

Ultimes paroles.

- Paris : Societé d' éditions et publications parisiennes, 1909. - 250 s.

Über Krig und Stat.

- Berlin : Hugo Steinitz, 1901. - 110 s.

Zweig, Stefan:

Tolstojs udødelige Tanker : I Udtog ved og med indledning af Stefan Zweig. - København : Martin, 1939. - 175 s.

1. ⁰Lenin, V.: Religionen. - Oslo: Frams Forlag, 1932. s. 43-47.

2. ⁰Citeret efter Arbeidernes leksikon, Anerkisme.

3. ⁰Citeret fra Instead of Violence : writings by the great advocates of peace and nonviolence throughout history / redigeret af Arthur og Lila Weinberg. - Boston : Beacon Press, 1963 s. 399-400.

4. ⁰Dette afsnit bygger delvist på: Bart de Ligt: The conquist of violence, 1938 s. 103 og s. 105. Den amerikanske ikkevoldsekspert Gene Sharp skriver i Power and Struggle fra 1973, at: "The influence [from Boétie] on Theoreau, however, I have not seen documented, although it is frequently stated to have been the case, However, the close friendship between Emerson and Thoreau and the certainty of Emerson's familiarity with the essay makes it almost without doubt that Thoreau also knew about it (s. 60-61).

5. ⁰Emerson, Ralph: Essays bd 2. s. 35.

Martins forlag, 1920.

6. ⁰Fisher, Louis: The Life of Mahatma Gandhi, New York, 1950 s. 93.

7. ⁰Fernström, Kurt: Ungsocialismen. Stockholm, 1950. s. 172-173.

8. ⁰The Power of the people : Active Nonviolence in the United States, Philidelphia, 1978 s. 37.

9. ⁰Her citret fra Ivan Nasjvins svenske udgave af Cor Ardens s. 183-184.