Frederikshavn d. 16.09.98

(1)Gæstelærer-tilbud i uge 40 til alle skoler i Vendsyssel:

Mød og tal med 2 aktivister fra studenterbevægelsen i Beograd , Ivan Novakovic og Rastko Kostic

- også for at fremme tværetnisk/mellemfolkelig forståelse.

Arrangør er, på vegne af Frederikshavn Multietniske Forening, Arne Hansen, Sønderjyllands Alle´35 , 9900 Frederikshavn , tlf 98425542. epost: arnehans@post3.tele.dk (eller på Skoda: Arne_Hansen@fc.skolekom.dk),

Rastko Kostic var medlem af studenterbevægelsens hovedbestyrelse og blev efter nederlaget udsat for tortur af Milosovic politi, hvilket er baggrunden for at Rastko siden har fået politisk asyl i Danmark.

Ivan Novakovic læste dansk før han blev aktiv i Beogradstudenternes oprør mod Milosovic's regime, og Ivan studerer nu dansk i København på et universitetsstipendium og taler således godt dansk.

Begge vil gerne fortælle skoleelever om deres oplevelser og dyrekøbte erfaringer fra studenterbevægelsens kampe imod Milosovic undertrykkelse af de demokratiske kræfter i Beograd i vinteren 1996-97 og specielt om Milosevic manipulerende brug af medierne. Mht medierne så vil de 2 serbiske studenter også gerne fortælle om hvordan de som udefrakommende har oplevet de danske medier og diskutere det med de indfødte danskere. Ivan Novakovic vil også godt diskutere krigen i Kosovo, hvor Milosovic regime nu tilsyneladende har fuldstændig sejret over den kosovoalbanske oprørshær. Denne har opgivet at støtte den pragmatiske ikke-volds strategi som kosovoalbanerne i mange år har sluttet op om, og opfatter sig nu som frihedskæmpere i oprør mod Milosovic mangeårige serbiske undertrykkelse. Ivan har også slægtninge i Kosovo. De serbiske studenter vil også godt diskutere årsager og mulige løsninger på konflikten samt fremtidsudsigter for serberne og for hele Balkanområdet. Og netop dette kan blive spændende og forhåbentligt lærerigt for alle parter i mødet, når denne sjældne mulighed pludselig dukker op i Nordjylland .

Specielt mht at bruge Ivan Novakovic og Rastko Kostic som gæstelærere i skolerne så mener vi, at det personlige dialog-møde er vigtigt for at ikke-serbere kan få en personlig oplevelse af fredelige fornuftige serbere, hvilket forhåbentligt kan nuancere det sort-hvide fjendebillede af det serbiske folk, som nok er blevet det fremherskende.

Information om arrangementet vil også blive lagt ud på samfundsfaglærer-konferencer på skoda

og i øvrigt på internetadressen http://home3.inet.tele.dk/arnehans . Her findes også den vedlagte kronik i Politiken skrevet af netop Rastko Kostic og Ivan Novakovic, som det altså er muligt at bestille som gæstelærere i uge 40.

Og Henvendelser er velkomne til Arne Hansen, Sønderjyllands Alle' 35, 9900 Frederikshavn

epost: arnehans@post3.tele.dk (eller blot på skoda: Arne_Hansen@fc.skolekom.dk) , tlf 98425542

- og gerne hurtigt af hensyn til planlægningen.

Foruden det ovennævnte gæstelærertilbud til skoler, så vil Frederikshavn Multietniske forening også arrangere

(2) et offentligt møde med de 2 serbiske oppositionelle studenter mandag d. 28. september kl. 19,30 i Frederikshavn Multietniske Forenings lokaler i Danmarksgade 78, 1 med indgang i gården nord for Colosseum

Bl.a. i Frederikshavn befinder der sig jo mange bosniske flygtninge. Af disse har enkelte slægtninge som nu har været nødt til at flygte fra Kosovo til Montenegro. Altså inden Montenegro nu også har lukket grænserne. Noget som EU-landene inclusive Danmark jo forlængst har gjort. Åbenbart uden nu at tænke ret meget på, hvor mange kosovoalbanere der nu ifølge nødhjælpseksperter snart vil omkomme af sult og kulde i bjergenes snemasser.

Med venlig hilsen

Arne Hansen







KRONIKEN I POLITIKEN/ Tirsdag 7. april 1998

Et år senere...

























Af RASTKO KOSTIC og IVAN NOVAKOVIC

De største studenter-demonstrationer siden 1968 fandt sted for et år siden i Beograd. To deltagere, som nu opholder sig i Danmark, fortæller her - i Jens Christian Grøndahls oversættelse - den sørgelige historie om, hvad der siden skete.

NU ER DET et år siden, at studenternes protestbevægelse i Beograd led en stille død. Tager man dens varighed og antallet af aktive studerende i betragtning, var det den største studentermanifestation i Europa siden maj 1968. Ikke desto mindre endte den uden resultater, og situationen i Serbien er i dag værre, end den var sidste år.

Studenternes demonstrationer

fandt som bekendt sted samtidig med dernonstrationer afholdt af oppositionsspartierne i Beograd og en række andre serbiske byer. Protesterne begyndte efter anden runde af lokalvalgene, der blev afholdt den 17. november 1996. For første gang efter 1945 lykkedes det for oppositionen at opnå flere stemmer end det regerende serbiske socialistparti, som reelt er en videreførelse af det gamle, jugoslaviske kommunistparti.

Men dagen efter valget besluttede regeringen at annullere valgresultaterne i Beograd og tredive andre byer. I flere tilfælde blev resultaterne ligefrem forfalsket, så socialistpartiet kom til at fremstå som vinder. Dette fremkaldte en overvældende reaktion fra oppositionen, som var gået til valg i koalitionen Zajedno ('Sammen'). Koalitionen opfordrede til demonstrationer døgnet rundt over hele Serbien, og den 22. november: besluttede en håndfuld studerende på universitetet i Beograd at organisere deres første demonstration for at støtte kravet om retfærdighed og demokrati. Universitetet var snart lammet af de studerendes daglige protestmarcher, der på visse dage nåede op på 50000 deltagere.

Hvad var disse menneskers krav?

For det første krævede de, at lokalvalgenes resultater blev anerkendt. For det andet, at der blev rejst anklager og ført sag mod de ansvarlige for valgsvindelen. Desuden krævede man, at blandt andet universitetets rektor - medlem af det regerende socialistparti - skulle træde tilbage, fordi han havde betegnet de demonstrerende studenter som 'rakkerpak'. Og sidst men ikke mindstkrævedes det, at universitetet , skulle have autonom status og ikke længere være under statslig kontrol. Som dagene gik, voksede tilslutningen til protestbevægelsen. I december 96 og januar 97 deltog op imod en halv million borgere i demonstrationerne. Som regel foregik oppositionens demonstrationer sent om eftermiddagen, medens studenterne demonstrerede nogle timer tidligere. Inden længe gik regeringen til modangreb under fuld anvendelse af landets politistyrker og det mægtige propaganda-maskineri, der går under betegnelsen RTS (det statslige fjernsyn). På tv blev 500.000 borgere til 5.000, og demonstranterne blev beskrevet som landsforrædere, tankeløse bøller, fascister og udenlandske agenter, støttet af en håndfuld manipulerede skolebørn, der forstyrrede trafikken og den offentlige orden.

Serbiens daværende præsident Slobodan Milosovic fik organiseret såkaldte 'moddemonstrationer' med deltagelse af provinsboer, der - i flere tilfælde for en beskeden sum penge - blev kørt til Beograd fra de fjerneste egne af Serbien. Borgere, hvis eneste adgang til informationer var og er de statskontrollerede, elektroniske medier.

Så begyndte politi-terroren.

Et stort antal mennesker blev brutalt mishandlet, mange hårdt såret og enkelte dræbt, men de fredelige demonstrationer fortsatte alligevel, uden afbrydelse.

Det var især studenternes måde at udtrykke sig på, der gjorde dem så populære i Europa og resten af verden: deres humor og vittige slogans, deres fredelige drillerier over for det massive opbud af politistyrker og aktioner som den, der gik ud på 'at lede efter rektor i Zoologisk have'. I januar modtog studenterbevægelsen en pris med navnet 'Et stykke af Berlin-muren', og den bel-giske avis Libre Belgique nominerede Beograds studerende til Nobels fredspris. Men hvad der hidtil havde været skjult for offentligheden kom snart til at forårsage en sørgelig afslutning på protesterne.

Det viste sig, at politikere fra oppositionspartierne og nogle af studenternes egne ledere havde ført hemmelige forhandlinger med Milosevic-regimet allerede fra protestbevægelsens første dag. Nogle var modtagelige for korruption, andre var kun alt for ivrige efter at komme til magten.

I FEBRUAR 97, efter et af de mest brutale tilfælde af politivold, hvor flere hundrede borgere blev såret, gav Milosevic endelig efter for det nationale og internationale pres og anerkendte resultaterne af lokalvalgene. I den nye situation gjorde koalitionen Zajedno sig skyld i en skæbnesvanger fejltagelse. Oppositionspartierne opgav kravet om retsforfølgelse af de ansvarlige for valgsvindel og skyndte sig at indtage magten på lokalt niveau rundt om i landet.

Kravet om en retssag havde ellers været afgørende for protestbevægelsen, ikke mindst fordi adskillige medlemmer af regeringen og socialistpartiet var begyndt at fremkomme med dokumentation for valgsvindelen over for offentligheden af frygt for protesternes voksende styrke og udbredelse. Et antal dommere fra Højesteret vendte sig endda mod regeringen og optrådte for første gang nogen sinde uafhængigt.

Skønt det havde været almindelig kendt i årevis, at systemet var råddent helt ind til kernen, dybt nedsunket i kriminalitet, var det første gang, at oppositionen kunne fremlægge indiskutable beviser for dette. Regimet stod for fald. Men oppositionsledernes ønske om endelig at komme til magten, om det så kun var på lokalt plan, viste sig at være stærkere end forestillingen om at indføre retstilstande i Serbien.

Studenterne var nu alene om at gå på gaden. Imidlertid havde flertallet af deres ledere i mellemtiden ladet sig intimidere eller korrumpere. Nogle af dem viste sig ligefrem at have været meddelere for det hemmelige politi lige fra begyndelsen. Resultatet blev, at studenterbevægelsen nåede sin bitre ende.

Først opgav studenterlederne kravet om retsforfølgelse af de skyldige i valgsvindel med den dårlige undskyldning, at studenterne var 'for svage til at håndtere dette problem på egen hånd', og derpå glemte man kravet om, at universitetet skulle have autonom status. Alt dette skete mod de studerendes vilje. Lederne besluttede den 7. marts 97, at studenterne skulle vende tilbage til deres forelæsninger, og først da trådte rektor tilbage. Fire dage senere holdt de studerende på deres fakulteter en afstemning om, hvorvidt demonstrationerne skulle fortsatte - til stor irritation for såvel regeringen som deres egne 'ledere'.

DETTE KOM som et helt uventet slag. Det blev en kold afvaskning for de allerede tilfredse studenterledere, hvilket den følgende bizarre omstændighed vidner om. På det medicinske fakultet blev afstemningsresultatet forfalsket af fakultetsrådet med den hensigt at tvinge de studerende til at opgive deres protester og vende tilbage til under visningen. Ved et tilfælde blev falskneriet afsløret, og de, der stod bag, måtte redde sig selv fra deres rasende kammerater ved at springe ud af vinduerne.

Alt blev vendt på hovedet: De, der fire måneder før havde kæmpet mod valgsvindel, gjorde sig nu skyld i det samme over for de studenter, som de var valgt til at repræsentere. Studenterbevægel-

sens øverste leder Cedomir Jovanovie fremsatte samme dag roligt den løgnagtige påstand, at de studerende var villige til igen at følge deres forelæsninger, på trods af afstemningens resultat. Herefter varede demonstrationerne endnu ti dage, indtil rektors tilbagetræden blev officielt bekræftet. (Kort efter blev hans post beklædt med en person, der er endnu mere loyal over for regimet). Det oprindelige krav om en retssag i anledning af valgsvindelen gled snart ud af befolkningens erindring for aldrig at dukke op igen.

Blandt de studerende bredte sig en stemning af skuffelse, modløshed og desperation, I disse dage arrangerede nogle af dem en demonstration, hvor de brægende Optrådte som får, blandt andet under sloganet 'Det er godt med fire ben - men to er bedre'med henvisning til George Orwells Animal Farm.

Siden udviklede den politiske situation i Serbien sig som følger:

Oppositionskoalitionen Zajedno gik i opløsning og dens partier fik hver deres del af de politiske rævekager og svindelnumre på lokalt plan. Nogle af koalitionspartierne havde ikke engang mod til att deltage i præsident- og parlamentsvalgene sidste år, og de, der gjorde, led et sviende nederlag, idet de fik mindre end 20 procent af stemmerne. Det forventes nu, at koalitionens tidligere leder Vuk Draskovic vil danne en ny regering i samarbejde med Milosevics socialistparti. En udvikling, som selv (de mest sortsynede pessimister ville have forsværget.

Samtidig eskalerer volden i forskellige former. I Zemun smed politiet nogle borgere ud af deres hjem, fordi de ikke var etniske serbere, og gav deres huse til ansatte i politikorpset. Den advokat, der blandt andet havde forsvaret disse borgere, blev siden overfaldet og mishandlet midt under en tv-udsendelse i juli sidste år, uden at det fik følger for overfaldsmændene. Adskillige tilfælde af fascistisk vold forårsaget af skinheads har fundet sted i Beograd, kulminerende i mordet på en 14-årig sigøjnerdreng i byens centrum i oktober 97. Sammc måned opnåede VojisIav Seselj - lederen af det ekstremt højreorienterede SRS og involveret i krigsforbrydelser under krigen i eksjugositivien - cirka 1.7 millioner stemmer, svarende til 49,5 procent, ved præsidentvalget.I år(skrevet allerede i april) har serbiske politistyrker gennemført forskellige aktioner i Kosovo,

hvorunder mere end 80 albanere er blevet dræbt, heriblandt en gravid kvinde og en 16-årig dreng. De tidligere 'studenterledere' har ikke organiseret demonstrationer i anledning af disse begivenheder, skønt de har opnået større magt end før som funktionærer i de forhenværende oppositionspartier. Fra tid til anden afholder de pressekonferencer, hvor de forsigtigt kritiserer eller ligefrem støtter det serbiske regimes handlinger.

Nogle af dem er det lykkedes at blive velhavende på uforklarlig vis. En af dem, Miodrag Gavrilovie,. ekspræsident for studenterbevægelsens styrende komité, ses ofte i sin splinternye Mercedes. Han var kasserer for studenterbevægelsen og tog sig af de Økonomiske bidrag, som Beograds studerende modtog fra personer og organisationer i udlandet.

Der er imidlertid studerende og studenterledere, som var meget aktive under protesten, og som har god grund til at frygte regeringens hævn. Nogle er ikke længere politisk aktive, nogle fortsatte aktiviteterne, men er blevet kørt ud på et sidespor, og andre har måttet forlade landet. Alle husker, hvordan regimet i 1991 efter en kortvarig studenterrejsning fandt en særligt perfid måde at gøre regnskabet op: Deltagerne i demonstrationerne blev sendt direkte til fronten i Kroatien, hvor flere af dem blev dræbt. Eftersom en ny krig synes at være på vej i Kosovo-provinsen, er det tænkeligt, at regeringen vil gentage denne fremgangsmåde.

Mange spørger sig selv, hvordan det er muligt, at Milosevics regime, der har forårsaget landets økonomiske, kulturelle og politiske fallit, og som under krigen blev slået på alle fronter - hvordan dette regime fortsat kan bevare et sikkert greb om magten. Svarene er mange. For eksempel har Serbien ingen demokratisk tradition: I 53 år har det samme parti regeret. Det er indlysende, at regimets magt for en stor dels vedkommende er baseret på det hemmelige politi, og i modsætning til flertallet af lande i Østeuropa (Rumænien, Bulgarien, Tjekkiet og det tidligere DDR) har man ikke åbnet det hemmelige politis arkiver. Man har naturligvis heller ikke vedtaget en lov som den, der i Tjekkiet gør det umuligt for det gamle regimes tjenere at beklæde offentlige stillinger.

Alligevel kan man ikke sige, at der ikke er tilstrækkeligt mange borgere, som ønsker sig et andet styre. Den massive, folkelige opbakning bag demonstrationerne sidste år vidner om dette ønske. Kun én ting synes at mangle: en smule moral hos deres ledere.

RASTKO KOSTIC og

IVAN NOVAKOVIC

Rastko Kostic var medlem af studenterbevægelsens hovedbestyrelse. Ivan Novakovic var aktiv deltager i demonstrationerne vinteren 96-97.