Vil NATO's militære indgreb nu give serbisk fredsbevægelse dødsstødet?

Den serbiske fredsgruppe Kvinder i Sort var først til at sige fra over for den serbiske regerings undertrykkelse af kosovoalbanernes menneskeretigheder. Og Kvinder i Sort var først til at skabe forbindelse til tilsvarende fredskræfter blandt kosovoalbanerne i et fælles forsøg på at stoppe volden og hindre optrapningen til krig.

Men i dag, efter at det ene NATO-land efter det andet har sagt ja til at bruge militærmagt mod den serbiske hær i Kosovo, så har Serbiens ultranationalistiske vicepræsident Seselj nu udråbt Kvinder i Sort som landsforræddere og truet dem med udslettelse, hvis NATO angriber i Serbien.

Et militært NATO-indgreb i krigen i Kosovo vil således sikkert betyde et dødsstød mod den serbiske freds- og demokratiopposition Er det det vi vil ?

Men i så fald kan det ses som den logiske konsekvens af de samme NATO-landes mangeårige fejlslagne politik i eks-Jugoslavien. For NATO-landene har hele tiden svigtet den serbiske fredsopposition.

Den fredsopposition som i starten af Milosevic krige voksede sig stærk - bl.a. gennem soldatermødrenes afhentning af deres sønner ved fronten i Slovenien. Og gennem et kæmpeantal militærnægtere og desertører. Og også gennem store fredsdemonstrationer som gjorde sit til, at Milosovic måtte trække sig ud af Slovenien og senere stoppe kampene i Kroatien - på trods af Milosevic's TV-manipulationer og vestlige TV-stationers fortielser.(Ellers ville TV-virkelighedens sort-hvid-billede med serberne i rollen som de onde vel blive forstyrret ?)

- Disse fortielser var måske medvirkende til at NATO-landene forsømte at støtte og udnytte dette potentiale for at få stoppet kampene og den galopperende dannelse af TV-skabte nationalistiske fjendebilleder i selvsving hos alle krigsparter, som nærede den nationalistiske selvretfærdighed og had til alt fremmed.

- Især Tyskland svigtede moderate kræfter i Serbien ved ikke at ville sørge for ordentlige mindretalsgarantier for serberne i Kroatien før anerkendelsen af Kroatien som en selvstændig stat. Og gennem anerkendelse af Bosnien uden videre og med fuldstændig ignorering af det serbiske mindretals interesser.

- Og senere svigtede NATO-landene ved at undlade at bruge NATO-tilstedeværelsen i området til at true Kroatiens enevældige præsident Tuchmann til at stoppe den store etniske fordrivelse af serberne fra Krajna-området i hundredtusindvis. Disse flygtende serbere havde så kun Serbien at flygte til. Og Milosevic forsøgte så at udnytte vestens svigt til at genbosætte de fordrevne serbere i Kosovo. Noget som var medvirkende til at få unge kosovaalbanere til helt at opgive deres valgte leder Rugovas ikkevoldsstrategi.

- Allerede på et tidligt tidspunkt forværrede EU-landene direkte krigens menneskelige tragedie og øgede spændingen ved at indføre visumtvang og lukke grænserne for desertører og andre krigsflygtninge fra eks-jugoslavien, inclusive Serbien, hvilket måtte svække fredsoppositionens tro på at det kunne nytte.

- Og ikke mindst den danske regering svigtede den serbiske fredsopposition totalt, da regeringen ville udvise alle desertørerne og militærnægterne fra den serbiske hær som ellers var internationalt fordømt af FN. Hvem kan herefter fortænke serbiske krigsmodstandere i at miste modet og holde lav profil når de efter at være blevet stemplet som forræddere med livsfare til følge ingen steder havde at tage hen. Den individuelle opportunismen måtte sejre og fredsoppositionen tanker tabe.

NATO-landene har også hele vejen igennem svigtet freds- og demokratibevægelserne i Serbien ved systematisk at undlade at tage dem seriøst og lade være med at lytte til deres råd om at støtte deres multietniske ikkevolds fredsstrategier. og inddrage de forskellige landes fredsbevægelser i forhandlingerne.

- Tværtimod har man hele vejen gennem forhandlinger med de nationalistiske krigsforbrydere øget disses magt og prestige hos deres respektive befolkninger.

- Og her er især Milosevic blevet styrket igennem at Vesten har satset på ham som "fredsmægler" i Dayton-forhandlingerne.

Dayton var velsagtens i en studehandel, hvor NATO-landene med USA i spidsen åbenbart lukkede øjnene for den undertrykkelse af kosovoalbanerne, som Milosevic har stået i spidsen for siden 1989. Måske igen tilskyndet af de vestlige mediers manglende interesse for den ikke-voldspolitik med civil ulydighed, som kosovoalbanerne klogeligt valgte, men altså ikke kunne levere de nødvendige bloddryppende TV-billeder. Og vel derfor lykkedes det heller ikke at rejse verdens sympati i tide.

- I Dayton blev kosovoalbanernes valgte leder Rugova åbenbart narret af den amerikanske regering. Og Rugovas tillid til USA har så siden kostet ham kosovoalbanernes tillid - og hvad der er endnu værre - også kostet kosovoalbanernes tillid til den resultatløse ikke-voldspolitik, som Rugova (med nogen inkonsekvens) stod for. Især de unge valgte så den kosovoalbanske befrielseshærs militære strategi med de katastrofale følger vi nu ser nu for civilbefolkningen og fredskræfterne - på begge sider.

Og med et plumt militært indgreb fra NATO-landene vil militarismens onde vold-offer-had-volds-spiral på Balkan, så ikke risikere endnu en omdrejning?

Med venlig hilsen

Arne Hansen, medlem af Aldrig Mere Krig.