Frederikshavn d. 7.10.98
Arne Hansen (medlem af LDF, Kfuj, AI, MS ..)
Sønderjyllands Alle' 35, Fred.havn
Til alle partierne i Folketinget og regeringen.
Nu I overvejer at lade NATO bombe med danske krigsfly i Jugoslavien med
det erklærede mål at hjælpe de internt fordrevne kosovoalbanske
krigsflygtninge, så skal I i hvert fald først åbne Danmark (sammen med
andre EU-lande) for de nuværende henved 200000 krigsflygtninge på vejene
i Kosovo samt de mange flere som et militært indgreb kan skabe, da de
ellers blot vil blive brugt af Milosevic som gidsler med uoverskuelige civile
krigsofre til følge. Lav den luftbro.
Ifølge Udlændingestyrelsen og Røde Kors er der ikke lavet noget specielt beredskab til at tage
imod flygtninge fra Kosovo. Tværtimod argumenterer man imod med henvisning til, at der kun
er 5 kosovoalbanske krigsflygtninge, som har søgt asyl i Danmark for nylig. I de ansvarlige
kredse er tanken om at åbne vores skarpt bevogtede (EU-)grænser altså utænkelig. Derfor må
jeg konkludere, at den danske regering har tænkt sig at gå i krig for krigsofre, som man fortsat
vil nægte asyl som flygtninge?
Og for at føje spot til skade så sidder der (ifølge Røde Kors) 17 kosovoalbanske asylsøgere på
madkasseordningen (dvs. "Vand og brød") . Det er fordi de ikke vil "samarbejde". Et
samarbejde som med meget stor sandsynlighed vil medføre afslag, idet "kun meget få af
kosovoalbanerne har fået asyl" (ifølge Udlændingestyrelsen).
Folketingsmedlemmer og regering, medens I med udenrigsministeren i spidsen snakker om at
gå i krig med F-16 jagerfly for de kosovoalbanske flygtninges skyld, så lovgiver I og
administrerer I de lukkede grænser så strengt, så de kosovoalbanske flygtninge det alligevel er
lykkedes at komme til Danmark kan tvinges til "vand og brød".
Har I hjerterum med i jeres engagement i Kosovo så starter I med at tilbyde husrum til krigens
nuværende og kommende ofre!
Med venlig hilsen
Arne Hansen