Leder i Information d.11. november 1998

Fæstning Danmark

BERTOLT BRECHT skrev i 1939 under sin landflygtighed fra nazismen, som også bragte ham til Danmark, et nuanceret digt med en i dansk oversættelse tvetydig titel: Til dem der komme efter os. Dels kommer unægtelig nogen efter flygtningen, der derfor er flygtning, dels kommer nogen efter ham og udgør eftertiden, som jo gerne skulle være blevet klogere:

I det store digts tredje og sidste afsnit hedder det:

I, som skal dukke frem af den flod

I hvilken vi gik til grunde

Betænk

Når I taler om vore svagheder

Også den mørke tid

Som I undgik

Skiftende land oftere end sko

Gik vi jo gennem klassernes krige, fortvivlede

Dengang der kun var uret at se og ingen harme

Samtidig véd vi:

Også hadet mod gemenheden

Forvrænger et ansigt

Også vreden over uret

Gør stemmen hæs. Ak vi

Som ville berede en vej for venlighed

Kunne ikke selv være venlige

Men I, når det kommer så vidt

At menneske bliver menneskes hjælper

Betænk os

I overbærenhed.«

Brecht, oven i købet privilegeret, verdensberømt som han var,

prøvede på egen krop, hvad det ville sige - med en

omskrivning af digtets ord: når »gaderne fører ud i pløret,

sproget røber én over for slagteren«, og målet ligger langt i det

fjerne »klart synligt om også uden for rækkevidde«.

Den uønskede politiske flygtning, den statsløse eller blot den

uønskede på rastløs men ufrivillig drift mellem landene blev som

bekendt et fast rollefag i det tyvende århundredes kvalmende

drama. Stater, der havde deres på det tørre, handlede

umenneskeligt og lurvet. Med skam at melde stod Danmark

forrest blandt de lurvede.

En enkelt litteraturhenvisning vil være tilstrækkelig: Leif Larsens

og Thomas Clausens rystende dokumentation i deres

undersøgelse af tyske Hitlerflygtninge i Danmark: De forrådte.

Blot på baggrund af denne fremstilling må enhver påstand om

danskerne som et næstekærligt kristent folk i de gode gamle

dage, hvor venligheden blomstrede om kap med himmelblå

kærminder, give de retsindige brækfornemmelser. Den

historiske sandhed er en anden. Danmark svigtede og sendte

akkurat som Schweiz og andre forskrækkede og selviske

nationer asylsøgere tilbage i armene på Gestapo.

Børnelærdom.

ALLE, DER FØLGER bare overfladisk med i nutidens

flygtningedebat og nu og da forlyster sig med de mere

populistiske mediers behandling af fænomenet, vil vide, at

erfaringen fra trediverne ikke i nævneværdigt omfang har

smittet af på de toneangivende grundholdninger, der bestemmer

farten. De »rigtige meninger« har desværre ikke megen magt.

Undskyldningerne for ikke at ville tage imod folk i åbenbar akut

nød er legio. Tvivlen kommer ikke flygtningen til gode. Såfremt

vedkommende ikke kan bevise, at faldøksen med navn på

allerede er hævet, og han derudover opfylder en række i øvrigt

ofte tvivlsomme eller ligefrem irrelevante betingelser, er det ud

af klappen, før den så meget som er åbnet på klem.

Senest har vi bevidnet den skammelige hjemsendelse af en

iraner, der mente Rushdies bog kunne være af interesse for

hans landsmænd. Foreløbig er han forsvundet, pist væk i

Teheran.

Baggrunden for denne forbavsende fremmedretstilstand i

Danmark er selvsagt en national politisk mentalitet, som man i

outreret og menneskeforagtende oprigtighed kan læse sig til i

Ekstra Bladet, når bladets hofpoet pastor Krarup svinger

røgelseskarret.

Men det nytter ikke blot at tørre den af på ham. Dette

tragiske griber dybere ned i den danske holdning til folk udefra

- vel at mærke fra områder, hvorfra vi gerne henter utryghed og

fjendebilleder. I den forstand gør det indtryk at læse Niels

Rohleder i gårsdagens Information, hvor han uigendriveligt

redegjorde for de krumspring, danske myndigheder atletisk

udøver for at forhale visa med den slet skjulte hensigt i sidste

ende at afvise ansøgeren.

Såfremt en og anden kroat f.eks. føler trang til at dvæle ved

prins Amleds grav, kan han godt på forhånd glemme det.

Sammenholdt med Danmarks øvrige fremmedpolitik tegner sig

efterhånden et svært acceptabelt billede af dansk civilisation.

Var dét mon meningen: at landet, hvor politibetjentene er gode

mod nyudklækkede ællinger og deres mor, på det

menneskelige plan er som en fæstning mod fremmede, der blot

ønsker at besøge vort kuldslåede smørhul?

Kolde hjerner kan trøste sig med, at en restriktiv holdning over

for fremmede som sagt falder i tråd med dansk forhistorie på

området, og at vore holdninger åbenbart ikke lader sig

distrahere af disse historiske erfaringer. Men sandelig, som

Brecht skriver: »Vi lever i mørke tider, det troskyldige ord er

en tåbelighed, en glat pande røber den afstumpede...«

mtz