STATEWATCH BULLETIN, Oktober 1998

"Døden var forudsagt"

årsager til og konsekvenser af Semira Adamu's død

Vande Lanotte's Lov

Nedtællingen til Semira's død begyndte for to år siden med indførelsen af en ny asyllov i 1996. Den nye lov (kendt som Vande Lanotte's lov efter den daværende indenrigsminister Johan Vande Lanotte) øgede det ansvar, som transportselskaberne har, og gør dem ansvarlige under bødestraf plus omkostningerne for alle uden papirer, som kommer til Belgien med disse selskaber. Loven tillod også tidsubestemt fængsling af asylansøgere samt implementering af både Schengen-aftalen og Dublin-konventionen vedrørende sikre tredjelande.

Implementeringen af den nye lov førte til etablering af flere nye asylcentre, herunder det berygtede "127bis" i Steennokkerzeel tæt på Zaventem-lufthavnen. Skønt den belgiske regering beskriver forholdene i Steenokkerzeel som "afslappede", beskrev demonstranter dengang asylcentret som en "koncentrationslejr" omgivet af to hegn med barberblade på overkanten. Dengang var et af særtrækkene i Steenokkerzeel den vilkårlige brug af isolationsfængsling for "urolige" asylansøgere på ubestemt tid.

Med den nye lov blev der også indført kvoter (9.000 i 1996, 12.000 i 1997, 15.000 i 1998). For at overholde disse kvoter, indførte man en ny praksis, så man hurtigere kunne deportere folk - bl.a. ved at fjerne de deporteredes børn direkte fra skole. I oktober 1997, da modstanden fra de deporterede havde ført til aflysning af deportationer, blev der udstedt et nyt Rijkswacht (gendarmeri)-direktiv i form af en 14-siders manual til de officerer, der havde ansvar for deportationerne, og som tillod at man lagde puder over hovedet på de deporterede - både for at kneble dem, men også for at hindre dem i at bide nogen.

Semira Adamu's død

Dette skete nogenlunde samtidig med, at Semira Adamu kom ind i billedet. Semira kom fra en relativt velhavende familie i Lagos, Syd-Nigeria. Hun forlod oprindelig Nigeria for at slippe for et arrangeret ægteskab med en langt ændre, polygam mand. Hendes endemål var Berlin, men det fly, hun var med, mellemlandede i Zawentem. Der blev hun overført til Transitcentret 127bis, hvor hun blev forhørt første gang den 26. marts og blev nægtet indrejse. Hun ankede denne beslutning, og efter et nyt forhør også gik hende imod, besluttede man at deportere hende. Semira var rædselsslagen ved tanken om at skulle vende hjem til Nigeria, hvor hun ikke bare kunne vente sig et ægteskab mod sin vilje, men også fysisk afstraffelse fra sin egen familie.

Myndighederne gjorde fem voldelige forsøg på at deportere hende. Efter det femte forsøg, som blev stoppet, da piloten nægtede at flyve med hende, erklærede hendes sagfører, at hun var blevet advaret om, at der ville blive brugt alle mulige metoder for at deportere hende, og at enhver vold, der blev udøvet mod hende "var hendes egen skyld". Sagføreren sagde, at Semira frygtede for sit liv.

På det tidspunkt var Semira allerede blevet en berømthed og demonstranterne, som blev mere og mere bekymrede over Belgiens asyllov, havde taget hendes sag på sig. Samtidig blev flere og flere rapporter offentliggjort om den stigende vold i forbindelse med deportationer. En pilot, som arbejdede for det nationale flyselskab, Sabena, optrådte anonymt i en TV-udsendelse og beskrev de voldsomme scener, han havde været vidne til under tvungne deportationer. Semira's sag havde allerede afstedkommet demonstrationer uden for Steenokkerzeel.

Endelig - den 20. september, to dage før hendes død - optrådte Semira på TV som led i en dokumentarudsendelse om afviste asylansøgere. I den udsendelse gav hun en grafisk beskrivelse af det fjerde forsøg på at deportere hende:

Jeg blev vækket kl. 6.30 om morgenen og fik tyve minutter til at forberede mig på afgang. Da vi kom til lufthavnen, blev mine fødder og hænder bundet, og jeg blev smidt ind i en isolationscelle i mere end tre timer. Kl. 11.15 tvang de mig op på flyet. Jeg begyndte at skrige og råbe, da jeg var omgivet af seks gendarmer og to mænd fra Sabena. Flybesætningen skubbede rundt med mig, og en holdt en pude for mit ansigt. Han kvalte mig næsten. Det var meningen, at disse mænd skulle ledsage mig hele vejen til Lomé. Der var imidlertid nogle passagerer, som greb ind på det tidspunkt og sagde, at de ville forlade flyet, hvis mændene ikke lod mig gå.

De begivenheder, der førte til Semiras død, blev optaget på video. Denne gang var hun omringet af 11 gendarmer plus de sædvanlige to mænd fra flyselskabet. Da de almindelige passagerer kom op på flyet, tvang man hendes hoved ned og hendes ansigt mod en pude, der lå på knæet af en af gendarmerne. Hun blev fastholdt i den stilling i næsten 20 minutter. Til sidst mistede hun bevidstheden. Hun blev øjeblikkelig overført til Sct. Luc Hospitalet i Bruxelles, men lægerne var ude af stand til at genoplive hende og hun døde kl. 21.32.

Tobback går af

Meddelelsen om Semira's død førte til spontane demonstrationer i hele Belgien. I Steenokkerzeel gik de indsatte øjeblikkelig i sultestrejke, mens hundreder af mennesker omringede transitlejren. Det førte til, at Tobback nedlagde centret og frigav de resterende indsatte. Det blev hans sidste beslutning som vicepremierminister og indenrigsminister. Dagen efter Semiras død deltog Tobback i en pressekonference, og ifølge journalisterne virkede han rystet over sagen. Han forsvarede de involverede gendarmer, og erklærede, at de havde håndteret hele sagen "efter bogen". Han påtog sig det fulde ansvar for Semiras død, men erklærede endda, at "hvis det var op til mig, ville jeg være trådt af. Det har været den værste dag i mit politiske liv". Alligevel forsøgte han at rette skylden mod demonstranterne, som ifølge ham "opmuntrede de deporterede til at gøre modstand". Fredag besluttede han at træde af alligevel efter to afsløringer. For det første kom det frem, at den ene af gendarmerne, som havde ansvar for Semiras død, havde været suspenderet en måned i 1997 efter anklager i Het Volk om at han havde mishandlet en deporteret. For det andet blev videoen med hændelsen vist for en chokeret nation, og den afslørede, at gendarmerne havde udvekslet spøgefuldheder, mens de holdt puden mod Semiras ansigt.

Luc Tempels, sikkerhedschef i Zaventeem, fratrådte også sin stilling. Også han påtog sig det fulde ansvar for Semiras død: "Som kommandør for sikkerhedsafdelingen i den nationale lufthavn, mener jeg, at jeg er officielt ansvarlig for Semira Adamus død", indrømmede han. To gendarmer er sidenhen blevet anklaget for uagtsomt manddrab, og Gendarmeriet nægter at udføre flere deportationer. Således synes kravet fra de Belgiske grønne (Ecolo-Agalev) om et seks måneders stop for deportationer at være opfyldt. Ecolo-Agalev udtaler:

Det var ikke en gendarms hændelige uheld, men en sørgelig optrapning af en inhuman asylpolitik, som mange på hinanden følgende indenrigsministre er ansvarlige for

De belgiske grønne er ikke alene med deres fordømmelse af de begivenheder, der knytter sig til Semiras død. Den kristne fagforening (ACW) erklærede en dags strejke i Zaventem-lufthavnen, og pegede på, at de havde advaret i månedsvis om, at de tvungne deportationer "kunne få fatale følger". Andre aktivister krævede en høring om brugen af den belgiske asyllovgivning.

Dyb krise

Men ifølge Linda Delva fra Limburg-Platformen for Flygtninge afslører sagen en dyb krise i den belgiske og dermed også i den europæiske asyllovgivning. Som Linda peger på i et interview med Elektronisch Nieuws, så skete afvisningen af Semiras asylansøgning i overensstemmelse med Geneve-Konventionen fra 1951 om flygtninges status. Dette rejser så spørgsmålet om, hvorvidt Konventionen anerkender kønsspecificerede eller kønsrelaterede former for forfølgelse og overtrædelse af menneskerettighederne. "... Geneve-konventionen giver ikke kvinder særlige rettigheder, eller for den sags skyld flygtninge fra borgerkrige", siger Linda, og fortsætter: "der er mange mennesker, som simpelthen ikke kan vende hjem til deres oprindelsesland, selvom de ikke opfylder de kriterier, der er fastlagt i Geneve-konventionen".

Andre har peget på gendarmeriets rolle i sagen. Gendarmeriet har været omgivet af polemik siden begyndelsen af 1980'erne, hvor der dukkede anklager op, som forbandt dem med Nijvel-gruppen, en kriminel organisation, der var ansvarlig for en lang række forbrydelser i Brabant. Af nyere dato er det blevet afsløret, at elementer i Belgiens ekstreme højre systematisk havde infiltreret gendarmeriet, og at op til 60 gendarmer var involveret i den fascistiske Front de la Jeunesse. Endelig blev en gendarms nedskydning af en ung marokkaner i november 1997 efterfulgt af en weekend med optøjer.

Dutroux-sagen, hvor en pædofil morder var på fri fod i årevis, og hvor det førte til mord på 13 børn, har også sat sine mærker på gendarmeriet. Slogans brugt af demonstranter uden for Steenokkerzeel henviser til, at da det lykkedes Dutroux at flygte tidligere på året, var han kun ledsaget af to gendarmer, hvor Semira til sammenligning var omringet af 11 gendarmer om bord på Sabena-flyet.

Et EU-omspændende problem

Det er ikke den første gang, hvor en deporteret er død under udsmidning fra Fort Europa. En mand fra Zaire døde i 1986, også som følge af at få en pude foran ansigtet, mens han blev deporteret fra Belgien. Dengang var der ingen høring. Der var heller ingen undersøgelse af en tamilsk asylansøgers død efter en tvangsdeportation fra Frankrig i 1991. Denne sag er først blevet undersøgt for nylig. I UK var der Joy Gardners død som følge af, at hun blev dækket med tape, mens politiet forsøgte at deportere hende, er et andet kendt tilfælde. Tre politiofficerer blev senere frikendt for mandrabet på hende, mens politiets forskrifter samtidig blev ændret, så den forbyder ting, der kan lukke munden.

Skønt Semira Adamus død har ført til et enormt chock i et land, der næsten er immun over for politiske skandaler, har den belgiske premierminister Dehaene lovet sig selv at fastholde den undertrykkende immigrations- og asyllovgivning, der har været ført af flere på hinanden følgende regeringer:

Vi har ingen hensigter om at ændre vore muligheder for at yde politisk asyl .... de, som lovligt har ret til at blive her i landet, skal integreres i det belgiske samfund, og de som ikke har ret til at blive i landet, kan ikke blive boende. Når alt kommer til alt, så har vi forpligtelser over for de andre europæiske lande, som står med de samme problemer.

Siden 1993 har UNITED overvåget resultaterne af de politikker, som opbygger Fort Europa. Deres seneste liste omfatter 1.114 dødsfald, som kan tilskrives militarisering ved grænserne, asyllovgivning, tilbageholdelsespolitik, deportationer og sanktioner mod transportselskaber, samt Schengen-aftalen og Dublin-konventionen. UNITED siger:

Hendes død er ikke et enkeltstående tilfælde. Flygtningenes død er symptomer på en politik, der ikke længere betragter dem, der flygter fra deres hjemland, som mennesker, men foretrækker at se dem som tal - eller hvad der er værre - som en naturkatastrofe, en oversvømmelse.

Kilder:

Association pour le droit des ésstrangers. Brussels: Solidair 30.9.98. Elektronisch Nieuws, Het Volk 26.9.98. De Morgen 24.9.98, Le Soir 6.9.98. Magasile 7.10.98, Liberation 24.9.98, NRC Handelsblad Weekedite 29.9.98

Oversat, den 12.11.98

Susanne Arends