18.12.98 i dagbladet Information:

Bomber er tegn på afmagt

Bomberne mod Irak er den endegyldige fallit for den vestlige politik over for Irak, siger tidens mest markante mellemøstekspert

KOMMENTAR

Af ROBERT FISK

Vi er nået til slutspillet, den endegyldige fallit for den vestlige politik over for Irak, det allersidste terningkast.

Vi sender 200 krydsermissiler ind i Irak, og hvad forventer vi at få ud af det? Vil en angerfuld Saddam Hussein kravle frem fra sin bunker og forklare, hvor ked af det han er? Vil han fortælle os, hvor gerne han vil have de rare FN-inspektører til at komme tilbage til Bagdad og finde hans »masseødelæggelsesvåben«?

Er det det, vi tror? Er det det, de amerikansk-britiske bombardementer hnndler om? Og hvis det er, hvad sker der så bagefter? Hvad sker der, når missilangrebene er forbi - lige før muslimernes hellige måned, Ramadan, for naturligvis er vi da meget betænksomme over for irakernes religiøse følelser - og Saddam Hussein fortæller os, al FN-inspektørerne aldrig vi] få lov til at vende tilbage?

Da krydsermissilerne blev affyret, meddelte Clinton, at Saddam havde »afvæbnet (FN-)inspektørerne«, og Blair fortalte os - dybt bekymre for de.»britiske soldaters« liv (alle 14 piloter) - at "vi hand -ler, fordi vi er nødt til det".

På den infantile måde gik vi i krig onsdag aften. Ingen politik, ingen perspektiver. Ikke den ringeste antydning af, hvad der skal ske, når bombardementerne er gennemført. Hvad skal vi gøre uden FN-inspektørerne i Irak? Erklære evig krig mod Irak?

Vi »straffer« Saddam Hussein -eller det vil Blair have os til at tro. Og alle de gamle klicheer bliver kørt frem igen.

Lige før Ronald Reagan i 1985 bombede libyerne, fortalte han dem, at USA ikke »havde noget udestående med det libyske folk«. Lige før George Bush bombede irakerne i 1991, fortalte han dem, at han ikke »havde noget udestående med det irakiske folk«. Og nu har vi så Blair, der - mens han bomber irakerne - fortæller dem, ja, netop, at han ikke ,"har noget udestående med det irakiske folk".

Er det en computer, der spyer det vrøvl ud? Er der en klicheafdeling i Downing Street, der også forsyner (udenrigsminister) Robin Cook med den amerikanke udenrigsminister Madeleine Albrights forslidte frase om, hvordan Saddam tidligere har »gasset sit eget folk«?

For vi tog os jo Ikke meget af det, da han brugte den gas mod kurderne i Halabja - for dengang var disse kurdere allierede med Iran, og vi i Vesten støttede Saddams invasion af Iran.

Mangelen på enhver form for fornuftig langsigtet politik over for Irak er afslørende. Vores tålmodighed er - ifølge Clinton og Blair - bristet. Vi kan ikke stole på, at Saddam holder sit ord (det har de lige fundet ud af). Og derfor må Saddams evne til at »true sine naboer« - naboer, som faktisk ikke ønsker, at vi skal bombe Irak - nødvendigvis »forringes«.

Ordet »forringe« i den betydning er et militært udtryk, som første gang blev brugt af general Schwarzkopf og hans drenge i Golf-krigen i 1991, og nu er gået ind i de magtesløses ordforråd.

Saddams masseødelæggelsesvåben må »forringes«. VOI egen kære Mr. Cook (helten fra Har Homa, arabiske diktatorers nemesis og så videre) var i sving igen onsdag, da han oplyste os om behovet for at »forringe« Saddams militære kapacitet.

Hvordan? FN's våbeninspektører - det meste af tiden under ledelse af Scott Ritter (den mand, der har indrømmet, at han flere gange fløj til Israel for at informere den israelske militære efterretningstjeneste) - kunne ikke finde ud af, hvor Saddam havde skjult sine atombomber og biologiske og kemiske våben. De var blevet chikaneret af Iraks efterretningsbøller og forhindret i at gøre deres arbejde.

Nu bomber vi de våbenfabrikker, som inspektørerne ikke kunne finde. Eller gør vi? For der er et meget alvorligt spørgsmål, der ikke bliver stillet: Hvis inspektørerne ikke kunne finde våbnene, hvor dan ved vi så, hvad vi skal ret te krydsmissilerne imod?

Og imens fortsætter vi de folkemordsagtige sanktioner mod Irak, sanktioner, der dræber sagesløse irakere og det har både Cook og Albright selv indrømmet - overhovedet ikke skader Saddam. Albright raser over Saddams evne til at blive ved med at bygge paladser, og Cook er besat af regimets indkøb af fedtsugningsudstyr, som hvis det er rigtigt - ikke beviser andet, end af sanktionerne er en total fiasko.

Cook pludrer løs om, at Irak kan sælge olie for over 10 milliarder dollar om året til at betale for fødevarer, medicin og andre varer ti humanitære formål. Men da mere end 30 procent af disse olieindtægter går til FN's kompensationsfond og til betaling af FN's udgifter i Irak, er hans udtalelse simpelthen ikke sand.

Dennis Halliday, den

mand, der ledede FN's »olie for mad«-program i Bagdad, indtil det gik op for ham, at tusinder af irakiske børn døde hver måned på grund af sanktionerne, tog sin afsked med den salut, at »vi er i færd med at tilintetgøre et helt samfund. (...) Det er ulovligt og umoralsk.«

Så enten er Halliday en patologisk 1øgner - hvilket jeg ikke tror - eller også har Cook et alvorligt problem med sandheden - hvilket jeg tror.

Nu bomber vi de mennesker, der lider under vores sanktioner. For ikke at tale om.den lille sag med eksplosionen af cancer hos børn i det sydlige Irak, formentlig som resultat af de allieredes brug af granater med depleteret uran i 1991-krigen.

Veteranerne fra Golf-krigen er måske ramt af den samme sygdom, selv om de britiske myndigheder nægter at overveje den mulighed. Og hvad er nogle af vores

sprænghoveder i det nye missilangreb lavet af? Depleteret uran, naturligvis.

Måske er der virkelig en plan om et statskup, men så er den forhåbentlig mere ambitiøs end vores opfordring til irakerne i 1991 om at rejse sig mod deres diktator, hvorefter de blev svigtet af de allierede, som de troede ville ile dem til hjælp.

Clinton siger, at han ønsker demokrati i Irak - en af de mest fantasifulde udtalelse., der er fremsat i den senere tid. Han forlanger en irakisk regering, der »repræsenterer folket« og »respekterer« borgerne. Hvor hult lyder ikke den latter, hvormed en sådan ytring mødes, når ikke et eneste arabisk regime især ikke Washingtons venner i Saudi-Arabien - tilbyder sit folk en sådan luksus?

Ingen 1øgne atsløres

Vi skal åbenbart tro på, at Washington og London i virkeligheden er frygtelig ivrige efter at begunstige det irakiske folk med et fuldt udbygget demokrati. Det, vi i virkeligheden ønsker i Irak, er en ny brutal diktator i stil med Saddam - men (en', der gør, hvad han får besked på, invaderer de lande, vi gerne ser invaderet (Iran) og respekterer de lande, som vi ikke ønsker invaderet (Kuwait).

Men ingen spørgsmål bliver stillet, ingen løgne afsløret. Ritter - den våbeninspektør fra marinekorpset, der arbejdede sammen med den israelske efterretningstjeneste - hævder, at Richard Butler - den mand, hvis rapport udløste den nye krig -vidste besked med hans-rejser til Israel. Er det sandt? Har nogen spurgt Mr. Butler? Tør vi overhovedet spørge? Det kan godt være, at han har undgået den slags kontakter - men det ville være rart at få et svar.

Hvad skal vi så stille op

med Saddam? Jo, for del første kunne vi opgive de skammelige sanktioner mod Irak. Vi har taget uskyldige liv nok. Vi har dræbt børn nok.

Dernæst kunne vi støtte dem, der virkelig ønsker demokrati i Irak - ikke de skumle typer i den såkaldte Irakiske Nationalkongres, men de ægte systemkritikere, som samledes i Beirut i 1991 for at forlange frihed for deres land, men som hurtigt blev ignoreret af amerikanerne da det stod klart, at de ikke ønskede en pro-vestlig stærk mand i spidsen.

Og vi kunne holde op med at tro på Washington. Vicepræsident Al Gore fortalte onsdag amerikanerne , at tiden var inde til »national beslutsomhed og enhed«. Man skulle tro, at japanerne netop havde bombet Pearl Harbor eller at general MacArthur lige havde rømmet Bataan.

Da Monica Lewinsky-skandalen var på sit højeste, bombede præsident Clinton Afghanistan og Sudan. Stillet over for udsigten til en rigsretssag bomber han nu Irak. Hvor mange tilfældige sammentræf skal vi tro på?

I denne uge er to kristne hære -USA's og Storbritanniens - gået i krig med en muslimsk nation, Irak. Uden målsætninger, men med en hær af floskler, har de prisgivet FN's våbenkontrolsystem, for altid lukket døren for våbeninspektion og åbnet døren for ubegrænset militær offensiv mod Irak.

Og ingen har stillet det indlysende spørgsmål: Hvad nu?

~ 1998 The Independent & Information.

Robert Fisk er ekspert i mellemøstlige spørgsmål og medarbejder ved det britiske dagblad The Independent.

Oversat af Birgit Ibsen.