Kopieret fra http://www.transnational.org/kalejdo/col60.html
Jan Øberg d. 20.01.99
Det internationale såkaldte "samfund" er tilstede som fredsskabere i snart sagt
hver eneste konflikt og krig med sine diplomater, soldater, genopbygningshjælp,
monitorer, jurister, ambassadører, fredsbevarere, mæglere, politi, eksperter,
forhandlere og med agenter, satelliter, hangarfartøjer og kampfly i alarmberedskab.
Fredsforstyrrende fraktioner skal bringes til det berømte forhandlingsbord omkring
hvilket de under det internationale samfunds pres skal sige ja til fredsplaner,
Den generelle, tidstypiske mediedækning af politiske konflikter og krige befæster mere
eller mindre bevidst to dybt misvisende, men funktionelle, opfattelser.
(A) Konflikter handler om gode versus mindre gode aktører og konfliktløsning er følgelig
et spørgsmål om at straffe de onde og belønne de gode, ofrene.
(B) Verden er opdelt i to parter, ja der er to verdener:
På den ene side er der "fredsforstyrrerne" - slyngelstater, hitleristiske diktatorer,
forfejlede stater, primitive og onde aktører, terrorister, folk der ikke forstår andet end
store bogstaver og bomber - kriminelle, der ikke efterlever folkeretten, har tilranet sig for
megen magt og for mange våben og excellerer i folkemord og etnisk rensning. Det er "de
andre" sydpå, langtvæk, "balkaniserede." De står så lavt at alle kan have en mening om
dem uden at vide noget om dem. De kriges fordi de synes det er morsomt.
På den anden side er der "fredsskaberne." Det er os selv, civiliserede lande som de
skandinaviske, EU, USA, NATO, OSCE, FNs Sikkerhedråd, Verdensbanken,
humanitære organisationer. De arbejder med fredspolitiske projekter som EU og
fredsfremkaldende militær som NATO. Drevet af ønsket om at fremme verdensfreden
hævder de universelle principper og føler sig nærmest konstant moralskt forpligtet til at
bekæmpe den vold "de andre" så bestialskt benytter sig af.
De intervenerer på verdensfredens og verdenssamfundets vegne. De lider for freden. De
er ikke og har aldrig været medvirkende eller medansvarlige for underliggende konflikter
såsom grænseændringer, social nød, uretfærdige handelsforhold. De har aldrig holdt
undertrykkende regimer under armene. De savner enhver strategisk, militær,
resourcemæssig eller økonomisk interesse i disse konfliktområder - hvilket jo også ville
forhindre dem i at optræde upartiskt, som mæglere.
Højere moralske, folkeretlige principper og menneskerettigheder eller kampen mod
barbariet er deres indiskutable styrke som "conflict managers." Verdens "fredsforstyrrer"
tvinger dem til at være en slags politi, dommere og fredsmæglere. Og så koster det en
forfærdelig masse penge.
Sådan ser den nye kolde krig ud, skiftende aktører og scener, ikke faste blokke som
førhen. Der er - igen - to lejre. Os og dem. Gode og onde. Fredsskabere og
voldsmænd. Løsningen og problemet. De renfærdige og de skyldige.
Denne nye kolde krig blev rammende sammenfattet af CNN:s reporter fra Kosovo 19.
januar á la Messias og de syndige: "Det internationale samfund kæmper for at bringe fred
til Kosovo, mens parterne fortsætter deres kamp."
Den nye udgave af den kolde krig forudsætter at der er to spørgsmål som aldrig stilles:
Hvis de er ude i fredens ærinde, gør det internationale "samfund" det så godt i sin
selvpåtagne rolle som fredsskaber og mægler? Og mindre venligt: Tjener fredsskaberiet i
virkeligheden nogle mindre fredelige formål?
Følgespørgsmål: Er det internationale samfund altid helt uden medskyld i de opståede
konflikter? Er og kan dets diplomater altid være objektive, retfærdige, upartiske og
fremme kun de højere idealer? Er det kun konfliktparternes skyld, når aftaler brydes og
massakrer begås eller sker den slagsogså fordi aftalerne - medierede af det international
samfunds mange og med hinanden konkurrerende organisationer, lande og diplomater -
er resultatet af vaksalveri? Fordi parterne føler sig umyndiggjorte?
Sæt nu at vi et øjeblik tror på - myten om - at USA, NATO, OSCE, EU-landene
engagerer sig i brændpunkter med den udelukkende ædle hensigt at mægle og skabe
fred, er deres mænd på stedet så professionelle fredsmæglere og forhandlere? Har de
den rette uddannelse, den fornżdne træning og erfaring - som f.eks. professionelle jurister
eller læger forventes have - på deres specialområder såsom konfliktanalyse,
problemdefinering, kulturforståelse, konfliktpsykologi, indlevelse, forhandling, forsoning,
genopbygningsprocesser? Ved de tilstrækkeligt om hvordan man taler man med
mennesker i dybt eksistentielle krisesituationer? Hvordan man bygger tillid med folk, man
ikke kan lide, men dog skal opnå noget i fællesskab med? Kender de forskel på diktat
og dialog? Og hvilke kriterier findes for at skelne mellem en god versus en dårlig
fredsplan eller våbenhvileaftale?
Kosovo, Jugoslavien i januar 1999. Hvorfor mon det er gået så helvedes dårligt med
ambassadør Holbrookes og præsident Milosevic "freds- og våbenhvileaftale" fra oktober
sidste år? Vi kan blive ved med at sige at det snart er serbernes snart kosovo-albanernes
skyld. Det er stik hamrende irrelevant for problemets løsning!
Gad vide hvor længe intellektuelle og journalister kan undgå at stille det indlysende
spørgsmål: Falder det hele mon sammen, fordi det internationale samfund forsømte at
gøre noget de sidste ti år, bevidst ventede til det var så akut at NATO kunne kaldes ind
som "sidste udvej"? Fordi de "dirty deals," der er slået af med parterne intet har med fred
at gøre? Fordi folk i branchen ikke kender forskel på at angribe problemer og angribe
mennesker? Fordi diplomaterne Holbrooke, Hill og Walker (alle tilfældigvis fra USA)
selv hvis de var gode fredseksperter ville forslå som tre skræddere i et helvede? Fordi
det fredsskabende internationale samfund savner kompleks analyse og har solgt styrtende
mængder af våben til alle parter i årevis? Fordi vi internationalt savner tilstrækkeligt med
ressourcer, professionelle folk, organisation, koordinering samt en filosofi og metode for
netop konflikhåndtering?
Kosovo i januar 1999. Patienten er ved at dø på operationsbordet men husk: Du må
aldrig spørge om lægerne, der uden uddannelse og derfor uden diagnose påtog sig at
operere gjorde det rigtige. Det er patienternes egen skyld at de dør under operationen.
De fortjente vel at dø alligevel.
De tilhører jo "de andre".
20 Januar 1999
© Jan Øberg
Kalejdoskop
The Transnational Foundation for Peace and Future Research
Vegagatan 25, S - 224 57 Lund, Sweden
Phone + 46 - 46 - 145909 Fax + 46 - 46 - 144512
http://www.transnational.org E-mail: tff@transnational.org
Contact the Webmaster at: comments@transnational.org
Created by Maria Näslund © 1997, 1998, 1999 TFF