Offentliggjort i Jyllandsposten den 09.04.99 kl.22:00
99 pct. af danskerne vil hjælpe flygtninge
Af ORLA BORG
Danskernes vilje til at hjælpe flygtninge fra Kosovo er af historiske
dimensioner.
Hele 99 procent af befolkningen mener, at Danmark skal hjælpe flygtningene.
Og næsten to ud af tre danskere ønsker, at det skal ske ved at hente
flygtninge til Danmark.
Det viser en meningsmåling, som Sonar har foretaget for Morgenavisen
Jyllands-Posten onsdag i denne uge.
Mere end en tredjedel af befolkningen mener oven i købet, at politikerne skal
tage imod endnu flere Kosovo-albanske flygtninge end de 1500, som
regeringen har planlagt.
29 procent af danskerne mener, at vi skal tage imod 3000-10.000. Og
yderligere syv procent mener, vi skal tage imod flere end 10.000 flygtninge.
Ønsker flygtninge hertil
Når flygtningene fra Kosovo skal hjælpes, mener 36 procent, at det alene skal
ske i nærområderne -det vil sige i lande som Albanien og Makedonien. Men
61 procent af de adspugte mener, at Danmark ikke blot skal nøjes med at
hjælpe flygtningene i nærområderne, men også hente nogle af dem her til
landet.