Kosovo - krig betyder flygtninge!
(Artiklen er bragt i Folkesocialisten d. 29. april)

Dette forsøgte vi fra SF side at gøre regeringen opmærksomme på allerede inden NATO agerede. I Europa udvalget bar vi indenrigsministeren om, at tage spørgsmålet op på rådsmøder, så man allerede nu kunne forberede sig på at EU kunne tage et ansvar. Vi opfordrede til at man fjernede visumpligten for det tidligere Jugoslavien, så mennesker på flugt kunne slippe ud uden at skulle henvises til mafia- menneskesmuglere. Men det var der ikke megen lydhørhed overfor. Asylpolitik er et EU-anliggende. Danmark kan ikke selv bestemme, hvem der skal have visum og hvem der skal være visum fri. Og begge ministre afviste så meget som at bringe sagen op på et ministerråds møde.

Da vi i December havde debatten om NATO-aktionen og Danmarks deltagelse sørgede vi for at flygtninge-aspektet fik en betydelig rolle, og en stor del af de spørgsmål vi stillede handlede om, hvad man ville stille op med de horder af flygtninge, som måtte blive konsekvensen af en evt bomberegn.

Så det hænger ikke sammen, når man fra regeringens side påstår, at det var en helt uventet situation med de mange flygtninge. Jeg nægter at tro, at NATO, USA og CIA ikke kunne forudse det, som for SF var soleklart : Bomber betyder mennesker på flugt.

Allerede da Ramboulliet-forhandlingerne stod på, tog Milosevic fat på at forberede den virkelige udrensning, som skulle være det serbiske svar på en umulig forhandlings situation, der kun kunne ende med et sammenbrud.
Og inden NATO gik i gang skulle der rydde så meget som muligt i Kosovo.

Vi har vel alle set de rædselsfulde billeder fra Albanien og grænsen til Makedonien. Vi har hørt de dødskræmte menneskers beretninger. Det er som et ekko fra en fortid, som vi vel havde troet var borte for evigt. Mennesker der fratages enhver rettighed. Behandles som kvæg eller affald.

Balslev Olesen fra Folkekirkens Nødhjælp og  udviklingsminister Nilsson var stærkt påvirkede, da de i TV skulle berette om deres inspektion i blandt flygtninge fra Kosovo. (Det er værd at lægge mærke til, at Balslev Olesen sagde, at han ikke havde troet at han nogensinde skulle opleve den lugt af flygtninge - i Europa! For det der er chokerende for os, er jo mindre ualmindeligt i Afrika og Asien.)

Og straks kommer der en række spørgsmål op, som vi i SF skal forholde os til:

1. Skal vi tage flygtninge til Danmark, eller er vi bare med til at spille Milosevic` spil - forstærke den etniske udrensning ?

- Min holdning er, at mennesker der har brug for beskyttelse i følge FNs flygtninge konvention kar krav på beskyttelse. Også i Danmark. Vi skal åbne for flygtninge, der ønsker at komme ud.  Ikke bare deportere mennesker uden deres samtykke, og uden de ved hvor de skal hen eller hvor deres familier befinder sig.
- Vi spiller ikke Milosevic´ spil. Lige som vi ikke havde spillet Hitlers spil, hvis vi havde ladet jøderne slippe ud af Nazi-Tyskland i trediverne. Vi skal ikke acceptere et spil, der reducerer levende mennesker til kaste skyts mellem bevæbnede magter.

2. Er det ikke bedre at hjælpe i nærområdet?

- Det skal ikke være et spørgsmål om enten eller, men om både og. Langt de fleste ønsker at blive så tæt på deres hjem som muligt. Men Albanien og Makedonien er de fattigste lande i Europa, og flygtninge presset er så massivt, at deres Infrastruktur ikke kan rumme det. Der mangler skoler, hospitaler, kloakering for slet ikke at tale om tag over hovedet ! Det kan ikke stables på benene i en håndevending, og derfor må vi i den rige del af verden tage trykket.

3. Er det ikke bedst at lave en særlov og sikre, at de vender hjem, så snart det er muligt ?

- Nu er jeg ikke den, der ønsker, at vi fører en udlændinge politik, hvis fornemste målsætning er at slippe af med så mange så muligt så hurtigt som muligt. Men slev, hvis man ønsker at understrege det midlertidige, skal man være opmærksom på, at den nugældende udlændinge lod KUN giver midlertidigt ophold de første tre år. I den periode kan flygtninge sendes hjem når som helst forholdene i hjemlandet tillader det. Sidste gang, vi stod i en situation med mange flygtninge, var da det bragede løs i Bosnien. Dengang lavede Folketinget en særlov for bosniske flygtninge fordi de ikke ville kunne få status som flygtninge efter konventionen. De var nemlig i Bosnien, og flygtning er man altså kun, når man ikke er i sit eget land længere ! Men Albanerne fra Kosovo ER flygtninge, og derfor behøves der ingen særlov for dem. De vil kunne komme ind under Danmarks FN-kvote, som man kunne forhøje i anledning af den ekstraordinære situation i Europa. Det ville sikre dem rettigheder som andre flygtninge, hvis det skulle ske, at freden ikke kom i næste uge eller næste år i Kosovo. Sverige, Norge og Danmark havde helt forskellige tilgange til problemstillingen med de bosniske flygtninge, men resultatet endte ens. Alle tre lande endte med, at give dem mulighed for at søge asyl på vanlig vis. Alle tre lande har oplevet at stort set den samme andel er vendt hjem, og den samme andel endt med at blive. Uanset særlove eller ej.


Jeg har så slet ikke forholdt mig til antallet. Jeg synes, at Danmark skal tage sin fair andel, men at andelen skal stå i rimeligt forhold til behovet. Når Norge, der just ikke har været kendt for at ville tage flygtninge,  melder ud, at de vil tage 6.000, så er det skammeligt at høre Thorkild Simonsens bud med de 12-1400.

Danmark kan ikke anses for at være et foregangsland på det humanitære felt, når det drejer sig om flygtninge.


Pernille Frahm,
udlændinge ordfører for
SF.


© SF  tilbage op