Det andet Serbien bragt til tavshed

Under krigene i Kroatien og Bosnien-Hercegovina kunne man høre betegnelsen "det andet Serbien" benyttet, når man ville beskrive den ikke-nationalistiske opposition, som først og fremmest omfattede freds-, menneskerettigheds- og kvindegrupper - NGO'er i det hele taget - og uafhængige medier.

Det andet Serbien var under disse krige med til at organisere fredsdemonstrationer, hjalp unge mænd, der ikke ønskede at gå i krig, med at skjule sig eller flygte ud af landet og blev for alvor synlig under de månedlange demonstrationer i vinteren 96-97 i Beograd og mange provinsbyer.

Det andet Serbien rummede kimene til et demokratisk civilt samfund i sig, og det er nu - efter at NATO-bombningerne er begyndt - stort set bragt til tavshed.

Kvinder i sort

Kvinder i Sort, som er en af de grupper jeg bedst kender, er vel nok den gruppering, der mest kontinuerligt har protesteret mod Milosevic styret, ikke mindst gennem deres ugentlige demonstrationer midt i Beorgrad i første halvdel af 90erne, hvor en af deres paroler for eksempel lød "At desertere er alternativ til krig".

En sådan parole ville selvfølgelig være fuldstændig umulig i dag, og da NATO første gang truede med at bombe i oktober sidste år, kunne man i det serbiske parlament høre viceministerpræsident Vojislav Seselj udtale følgende:

"Måske kan vi ikke knuse hvert amerikansk fly, hvis angrebet kommer, men vi kan fange alle deres agenter, som er samlede i forskellige forræderorganisationer som Beograd Cirklen, Kvinder i Sort, Helsinki-komitéen og Borgeralliancen".

Siden da har der været temmelig stille om Kvinder i Sort og de andre grupperinger. Kvinder i Sort havde i februar to demonstrationer, der bakkede op om forhandlingerne i Rambouillet, men efter at bombningerne begyndte, foregår kommunikationen med dem nu via en kvindegruppe i Spanien, som derefter formidler informationerne via et netværk, der er under opbygning; der synes nemlig at være stadig større problemer med e-mail forbindelsen ud af Jugoslavien.

Denne spanske gruppe var en af de kvindegrupper, der hvert år har deltaget i Kvinder i Sorts årlige internationale kvindefredsmøde med kvinder fra hele det tidligere Jugoslavien og fra udlandet, og det var blandt andet på disse møder at dialogen med kvinder fra Kosova for alvor indledtes i 1995 og blev forstærket i årene der fulgte, ved at man besøgte hinanden, organiserede fælles workshops osv. Sidste år deltog der - på trods af kampene i Kosova - 20 kvinder derfra i mødet i Novi Sad, men denne form for græsrodsdialog er selvfølgelig også nu fortid.

Flugten til Budapest

I øvrigt befinder mange af de aktive fra de forskellige NGO-grupper sig i dag i Budapest - dem der har kunne nå at komme ud i tide. For situationen er nu, at mænd under 60 ikke længere har lov til at forlade landet, og dertil kommer, at der i dag ikke - som under de tidligere krige - findes grupper, der kan støtte og hjælpe eventuelle militærnægtere.

Nogle af de desertører, som det er lykkedes at nå ud, inden det var for sent, søger nu asyl i Vesteuropa. Og skulle nogle af dem komme til Danmark, må man håbe, at der bliver taget mindre restriktivt imod dem, end det tidligere var tilfældet, da desertører fra den serbiske hær i første halvdel af 90erne søgte hertil.

En af militærnægterne fra Beograd skriver pessimistisk fra sit eksil i Budapest:

"Med den øgede NATO-bombning forsvinder hvert håb - et håb for en løsning af Kosova-problemet, for demokrati i Serbien og for stabilitet og fremgang på Balkan".

De uafhængige medier

Og det er de samme toner, der lyder fra repræsentanterne for de uafhængige medier, der op gennem 90erne har forsøgt at modarbejde nationalismen og skabe et alternativ til de statslige mediers manipulerende propaganda.

Et af de vigtigste har her været Radio B92, der nu er overtaget af en regimetro redaktion. Grundlæggeren af Radio B92, der i øvrigt i 1993 modtog den danske fredsfonds fredspris Veran Matic, skriver i en artikel, som stod at læse i "Weekendavisen" for et par uger siden:

"Hvis man vil skabe et stabilt og demokratisk retssamfund og undgå populister, demagoger og andre bedragere, må offentligheden allerførst have adgang til information; med andre ord, man må have en fri presse. NATOs bomber har revet de spirende demokratiske frø op af jorden i Kosovo, Serbien og Montenegro og samtidig sørget for, at der vil gå meget lang tid, før de spirer igen." ("Weekendavisen", 9.-15.4.99).

Og lignende udtalelser kan man høre fra andre modstandere af regimet. For eksempel siger professor i nordisk sprog og litteratur, Ljubisa Rajic, som var aktiv under de månedlange demonstrationer i 96/97:

"Bomberne løser ingen politiske problemer, men de slår oppositionen ihjel. Hvis man ikke er 100 procent for regimet, bliver man stemplet som nationalforræder."

Og Vesna Pesic fra Borgeralliancen, en af de grupperinger som Vojislav Seselj som nævnt udstedte trusler imod, fortæller hvorledes den bølge af nationalisme, der nu dominerer ikke efterlader nogen plads for oppositionen, "for der er ikke andre emner at snakke om end krigen."

Endelig kan man i det seneste nummer af PEN-nyt læse om en telefonsamtale et PEN-medlem har haft med forfatteren Vladimir Arsenijevic, (af hvem der findes to udgivelser på dansk - nemlig "På underste dæk"(1995) og senest "Andjela"). Han fortæller her om situationen i Beograd før og nu:

"Før var der trods alt en fri presse og en demokratisk opposition mod Milosevic's styre. Men nu er de reduceret til en flok paranoide og forskræmte individer. Kun nationalisterne har vind i sejlene, så NATO har virkelig hjulpet Milosevic med at stramme grebet."

En redaktør myrdes

At det nu også kan være livsfarligt gennem sine publikationer at forsøge at imødegå de ensrettede og fordrejede statsmedier er mordet på Slavko Curuvija et eksempel på. Han var redaktør og ejer af avisen "Dnevni telegraf" - "Den daglige telegraf" og magasinet "Europæeren", og få dage før han blev myrdet, var han i medierne blevet beskyldt for forræderi og for at gå NATOs ærinde. Han blev skudt den 11. april af ukendte mænd, noget der selvfølgelig i høj grad har øget frygten og nervøsiteten blandt journalister.

I de tilbageværende oppositionaviser kan man nu kun læse krigsbulletiner, og i virkeligheden ville de foretrække ikke at udkomme, men er blevet pålagt at fortsætte. En journalist fra Beograd udtrykker det på denne måde: "Det er mere ydmygende, end at blive sat i fængsel. Det er en bevidst ydmygelse, at vi nu tvinges til at lægge navn til militærets udgydelser." ("Politiken". 14.4.99)

De 17 NGO'er i Beograd

På denne dystre baggrund, hvor de e-mails, man får fra Jugoslavien, bestemt ikke giver anledning til optimisme, fik jeg her for nogle dage siden en mail, der overraskede mig, idet den fortalte om et møde, der havde været afholdt i Beograd den 9. april, og hvor man herfra var kommet med en udtalelse. Det drejede sig om repræsentanter for 17 NGO'er - blandt andre Kvinder i Sort, Helsinki-komiteen og Beograd Cirklen, - og det var den uafhængige fagforening "Nezavisnost", der havde taget initiativet til indkaldelsen.

I selve udtalelsen opregnes en række krav nemlig:

- øjeblikkelig indstilling af bombardementerne og alle militære operationer,

- en genoptagelse af fredsprocessen med international mægling både på regional, europæisk og FN-niveau.

- desuden at EU og Rusland skal tage deres del af ansvaret for at finde en fredelig løsning på krisen.

- stop for etnisk udrensning og tilbagevenden af alle flygtninge,

- støtte til demokratiseringen i Montenegro,

- og endelig at de serbiske og af internationale medier skal rapportere professisonelt og upartisk om den nuværende udvikling og afholde sig fra at deltage i mediekrigen og opflamme til inter-etnisk had, hysteri og glorificering af magtanvendelse, som den eneste vej ud af krisen.

Nedenunder bringes navnene på de 17 NGOer, og det tilføjes her:

"Vi er ikke selv i stand til at at opnå disse ting. Vi forventer, at I vil støtte vore krav og hjælpe os med at realisere dem gennem jeres aktioner og initiativer."

Og i en e-mail nogle dage senere - fra den 13. April - påpeges det, hvorledes netop disse NGO'er længe havde været i gang med en dialog med Kosova-albanerne - blandt andet i forbindelse med forskellige fælles projekter, og at det derfor er vigtigt, at repræsentanter for disse organisationer bliver inddraget i diskussionerne om fremtiden for regionen. Hidtil har de internationale repræsentanter jo ikke 1været interesseret i at lytte til NGO'ernes synspunkter, men udelukkende henvendt sig til regeringsrepræsentanter, slutter udtalelsen, der også foreslår etableringen af en permanent inernational konference for civile organisationer på Balkan.

800 millioner om dagen

I et indlæg for nylig i "Politiken" af Erik Knudsen, Bente Hansen, Jesper Jensen og Benito Scocozza, der havde titlen "Vi er på vej mod et nyt Vienam" nævnes det, at der bruges 800 millioner kroner om dagen på luftkrigen, og indlægget slutter med følgende opfordring: "Støt genopbygning og tilbagevenden for de flygtede, støt den demokratiske opposition i Serbien, Kosova, Montenegro og Makedonien - med bare en tiendedel af krigsbudgettet: ca. 80 millioner.

Om dagen altså."

Og det er jo tal, der gør misforholdet mellem hvad der bruges til den destruktive krigsførelse, og hvad der for eksempel har været anvendt til støtte af de demokratiske kræfter og uafhængige medier endnu mere absurd.

Desværre er det i disse kaotiske dage meget svært at se, hvordan man kan støtte de kræfter, der tidligere har arbejdet for et civilt samfund i Jugoslavien. Men når tiden er inde, må det være en meget vigtig opgave i langt højere grad end det hidtil har været tilfældet at gå aktivt ind med støtte, hvor det overhovedet er muligt.

Og her tænker jeg i ligeså grad på faglige og menneskelige kontakter som på økonomisk hjælp.

Toni Liversage, april 1999