Flygtninge - det frygtelige ubærlige ansvar!(bragt i Politiken d.6.5.99)
Udviklingen har været langsom men støt, siden Danmark fik sin første udlændingelov i 1983.
Fra at være en sag, den til enhver tid siddende udenrigsminister tog sig af og havde ansvar for, til en situation, hvor ansvaret for flygtningepolitikken fortoner sig i tåger og gedulgt administrativ praksis.
Danmark har valgt at lægge det politiske ansvar fra sig og ladet en administration i udlændingestyrelsen stå for udøvelsen af den lovgivning, som Folketinget ustandselig justerer. En domstol, der har ansvar for menneskers fremtid i et helt uhørt omfang, men uden at sikre de implicerede almindelige rettigheder. Oplagte fejl og urimeligheder kan ikke gøres til genstand for politisk vurdering, og sager virker ofte tilfældige og uforståelige. Men politikerne behøver ikke at kende de frygtelige enkeltsager. Embedsmænd har taget over, og ingen skal gå til valg på så alvorlige sager som liv eller død, udvisning eller asyl.
Og senest har vi så oplevet en yderligere forflygtigelse af politikeransvar. Regeringen lægger ansvaret for bedømmelsen af lovgivning og udøvelse på området over på FNs flygtninge- højkommissariat UNHCR.
Hvorvidt vi lever op til vores internationale forpligtelser, er nu ikke længere den danske regerings ansvar eller danske politikeres ansvar, det er alene UNHCRs, hvis man skal tro indenrigsminister Thorkild Simonsen. Under udarbejdelsen og behandlingen af integrationsloven i 1997 og 1998 blev regeringen opfordret til at rådføre sig med UNHCR som en opfølgning af artikel 36 i FNs flygtningekonvention af 1951. Det valgte regeringen at overhøre, og i stedet lod den indenrigsministeriets embedsmænd, som også havde stået for udarbejdelsen af selve lovforslaget, vurdere, om loven levede op til Danmarks internationale forpligtelser. Ikke overraskende mente embedsmændene selv, at der ikke var tvivl: Loven var OK!
Da kritikken senere rejste sig i et ganske betydeligt omfang, og UNHCR blev inddraget, forsøgte regeringen først at true, senere at snakke sig ud af problemet. Til sidst kom det helt uforpligtende og gratis løfte: Hvis der kom en dom, var man villig til omgående at ændre loven.
Men Flygtningekonventionen har ikke som den europæiske menneskerettigheds konvention en domstol til at understøtte sine artikler. Her er det de enkelte staters eget ansvar i samarbejde med UNHCR at følge op på konventionen og sikre, at den efterleves. Ansvaret er med andre ord vores eget. UNHCR kan ikke dømme os - kun vejlede os.
Da katastrofen i Kosovo tog fart, og Milosevicīs forbryderiske etniske udrensninger ikke længere kunne klares af nærområderne, valgte Danmark igen at fralægge sig eget ansvar for egne handlinger. Først da både Norge, USA, Tyrkiet og Tyskland havde valgt at handle, gav en modstræbende dansk regering efter. Men før vi kunne handle, måtte regeringen sikre sine interne linier. Ingen flanke til højre skulle åbnes, derfor skulle en særlov tilfredsstille det evindelige krav i flygtningepolitikken: Flest muligt ud, færrest muligt ind. Selvom den i forvejen gældende udlændingelov siden sidste justering i juni 1998 havde fastlagt, at de første tre års opholdstilladelse er midlertidig, skulle en særlov understrege, at netop de kosovo-albanske flygtninge er her midlertidigt. Og for yderligere at sikre at "de ikke gror fast", kan de ikke søge asyl, og de skal ikke ind under integrationslovens bestemmelser.
Endelig har Danmark for at sikre sig mod angreb fra højre foreløbigt kun forpligtet sig til at tage 1500. Norge tager til sammenligning 6.000. Og skal der tages flere, er det ikke den danske regering, der viser mod og kvindshjerte. Ansvaret tørres atter af på UNHCR. De skal komme med en opfordring, så er vi parat, lyder det fra begge regeringspartier og fra indenrigsministeren. Men sådan en opfordring kan Danmark vente længe på, og Pias venner kan være helt rolige. Danmark vil ikke blive oversvømmet denne gang. UNHCR har nemlig allerede givet alle de opfordringer, som de synes, de kan være bekendt at komme med. Opfordringerne har været direkte til de vesteuropæiske lande, og dagligt kan man på UNHCRs hjemmeside se, at evakueringen foregår for langsomt, og at alt for få kommer bort fra de belastede fattige nabostater. Rulleteksten i starten af hjemmesiden gentager igen og igen som et fortvivlet omkvæd: For få og for langsomt. Tydeligere kan det næsten ikke siges af en international organisation, som overlever på medlemsstaternes velvilje og sin egen evne til at optræde diplomatisk.
Så der ligger nu ansvaret godt og bekvemt. Politikerne kan ånde lettet op. Ordførerne fra de enkelte politiske partier kan vaske hænder. Begge fløje kan råbe op, ingen vil lytte, og ingen skal drages til ansvar for den menneskelige katastrofe og den manglende indsats.
I hvert fald ikke i Danmark.
Pernille Frahm,
Flygtningeordfører
for SF
