Tyske dokumenter afslører NATO-landet Tysklands Kosovo-dobbeltspil: Når det drejede sig om at slippe for at give kosovoalbanere asyl, så var der ingen politisk besluttet etnisk udrensningpolitik og forfølgelse af kosovoalbanere. Men alligevel gik NATO i krig for netop at beskytte mod etnisk udrensning.

Ifølge oversætteren, Susanne Arends så har hendes kilde, Zmagazine, fået

nedenstående oplysninger fra en tysk avis, fra 24/4, men ingen danske journalister har hidtil

nævnt en lyd om den.

VIGTIGE INTERNE DOKUMENTER FRA DET TYSKE UDENRIGSMINISTERIUM

VEDRØRENDE FOLKEMORD I KOSOVO FORUD FOR BOMBARDEMENTERNE

Som det også er tilfældet med Clinton-Administrationen, har den nuværende regering i Tyskland, især Joschka Fischers udenrigsministerium, begrundet sin intervention i Kosovo ved at pege på den "humanitære katastrofe", "folkemord" og "etnisk udrensning", som fandt sted dér, især i månederne umiddelbart op til NATO's angreb. De følgende interne dokumenter fra Fischers ministerium og fra forskellige, regionale Administrative domstole i Tyskland i året forud for starten på NATO's luftangreb, beviser, at kriterierne for etnisk udrensning og folkemord ikke var opfyldt. Udenrigsministeriets dokumenter var svar på domstolenes behov for at kunne fastslå status for Kosovo-Albanske flygtninge i Tyskland. Selvom man måske i disse sager vil kunne påregne en vis partiskhed for at nedtone en humanitær katastrofe for at begrænse antallet af flygtninge, er det ikke desto mindre stadig meget klart, at Udenrigsministeriet i modsætning til sine offentlige forsikringer om etnisk udrensning og folkemord for at berettige NATO's intervention, så fortsatte man privat med at nægte eksistensen heraf som jugoslavisk politik i den afgørende periode. Og det var fortsat deres vurdering, selv i marts dette år. Derfor synes disse dokumenter at vise, at et stop for folkemord ikke var grunden til, at den tyske regering - og dermed heller ikke NATO - intervenerede i Kosovo, og at folkemord (som det fortolkes i tysk og international ret) i Kosovo ikke skete forud for NATO's bombardementer - i hvert fald ikke mellem starten af 1998 og marts 1999 - men i stedet er et produkt af dem.

Uddragene fra disse officielle dokumenter er skaffet fra IALANA (International Association of Lawyers Against Nuclear Arms), som sendte dem til forskellige medier. De tekster, der bruges her, blev offentliggjort i den tyske avis, Junge Welt, den 24. april 1999 (Se: http://www.jungewelt.de/1999/04-24/011.shtml samt kommentarerne på http:// www.jungewelt.de/1999/04-24/001.shtml). Ifølge mine kilder er dette en komplet reproduktion af de dokumenter, der findes hos de tyske medier, mens jeg skriver dette. Det følgende er min oversættelse af de offentliggjorte uddrag.

Eric Canepa Brecht Forum, N.Y. 28.4.99

I: Efterretningsrapport fra Udenrigsministeriet, den 6. januar 1999, til Bayerns Administrative Domstol, Ansbach:

"I øjeblikket er der en stigende tendens i den Føderale Jugoslaviske Republik til, at flygtningene vender tilbage til deres boliger ... Trods den fortvivlende økonomiske situation i Den Føderale Jugoslaviske Republik (ifølge officielle oplysninger fra den Føderale Jugoslaviske Republik har 700.000 flygtninge fra Kroatien, Bosnien og Herzegovenia fundet husly siden 1991, der kendes ingen tilfælde af kronisk fejlernæring eller utilstrækkelig medicinsk behandling, og der er ikke observeret hjemløshed af betydning ... Ifølge Udenrigsministeriets vurdering har enkelte Kosovo-albanere (og deres nærmeste familie) stadig en vis mulighed for at slå sig ned i de dele af Jugoslavien, hvor deres landsmænd eller venner allerede bor og er rede til at tage dem til sig og støtte dem"

II. Efterretningsrapport fra Udenrigsministeriet, 12. januar 1999, til den Administrative domstol i Trier (Az: 514-516.80/32 ):

"Selv i Kosovo kan man ikke bekræfte en specielt politisk forfølgelse over for etnisk albanere. Øst-Kosovo er stadig ikke berørt af væbnet konflikt. Det offentlige liv i byer som Pristina, Urosevac, Gnjilan, o.s.v. er i hele konfliktperioden fortsat i stort set normalt omfang. Sikkerhedsstyrkernes aktioner (var) ikke rettet mod Kosovo-Albanerne som en etnisk gruppe, men mod den militære modstander og dens reelle eller påståede støtter".

III. Rapport fra Udenrigsministeriet, 15. marts 1999 (Az: 514-516, 80/33841) til den Administrative Domstol i Mainz:

"Som det er redegjort for i statusrapporten af 18. november 1998, har UCK genindtaget deres stillinger efter den delvise tilbagetrækning af (de serbiske) sikkerhedsstyrker i oktober 1998, så den igen kontrollerer store områder i konfliktområdet. Før foråret 1999 var der stadig sammenstød mellem UCK og sikkerhedsstyrkerne, selvom disse ikke endnu har nået samme heftighed som kampene i foråret og sommeren 1998".

IV. Udtalelse fra Bayerns Administrative Domstol, 29. oktober 1998 (Az: 22 BA 94.34252):

"Udenrigsministeriets officielle statusrapporter fra 6. maj, 8. juni og 13. juli 1998 til sagsøgerne i stævningen til en mundtlig drøftelse giver ikke belæg for at konkludere, at der sker gruppeforfølgelse af etniske albanere fra Kosovo. Man kan heller ikke med tilstrækkelig sikkerhed fastslå regional gruppeforfølgelse over for alle albanere fra en særlig del af Kosovo. Det jugoslaviske politis og militærs voldelige aktioner efter februar 1998 var rettet mod separatistiske aktiviteter og er ikke bevis for forfølgelse af hele den albanske etniske gruppe i Kosovo, og ej heller i dele af Kosovo. Hvad der har været tale om i forbindelse med de jugoslaviske magtaktioner og udskejelser efter februar, har været selektive, magtaktioner mod den militære undergrundsbevægelse (især UCK) og folk med nær tilknytning hertil i dens operationsområde ... Et statsprogram eller forfølgelse, der sigter på hele den etnisk albanske gruppe, er der ikke tale om - hverken nu eller tidligere".

V. Udtalelse fra den Administrative Domstol i Baden-Württemberg, 4. februar 1999 (AZ: A 14 S 22276/98):

"De forskellige rapporter, der er fremlagt for senatet, er alle enige om, at den ofte frygtede humanitære katastrofe, som skulle true den albanske civilbefolkning, er blevet forhindret ... Det synes at være tilfældet, efter nedtrapningen af kampene i forbindelse med en aftale, der blev truffet med de serbiske ledere i udgangen af 1998 (Statusrapport fra Udenrigsministeriet, 18. november 1998). Efter den tid er både den sikkerhedsmæssige situation og leveforholdene for befolkningen af albansk oprindelse væsentligt forbedret .. Især i de større byer er det offentlige liv vendt tilbage til et relativt normalt stade (ref: Udenrigsministeriet, 12. Januar 1999, til den Administrative Domstol i Trier - Af 28. december 1998 til den Højere Administrative Domstol i Lüneberg - Af 23. december 1998 til den Administrative Domstol i Kassel), selvom spændinger mellem befolkningsgrupperne i mellemtiden er steget på grund af enkelte voldsepisoder ... Enkelte tilfælde af vold mod civilbefolkningen, f.eks. i Racak, er ifølge den globale opinion, blevet tillagt den serbiske side, og har fremkaldt stor indignation. Men antallet og hyppigheden af sådanne udskejelser giver ikke belæg for en konklusion om, at enhver Albaner, der bor i Kosovo, er udsat for stor fare på liv og helbred, og heller ikke alle dem, der vender tilbage dertil, er truet med død eller alvorlig skade".

VI: Udtalelse fra den Højere Administrative Domstol i Münster, 24. februar 1999 (Az: 14 A 3840/94, A):

"Der er ikke tilstrækkeligt med reelle beviser på et hemmeligt program, eller en udtalt konsensus på serbisk side om at likvidere det albanske folk, at uddrive dem eller på anden måde forfølge det på den ekstreme måde, som det beskrives i øjeblikket ... Hvis den serbiske statsmagt gennemfører sine love, og i den proces nødvendigvis må lægge pres på den albanske etniske gruppe, som vender ryggen til staten og støtter en boykot, så er der ikke objektivt tale om, at disse tiltag er en del af en programmatisk forfølgelse af denne befolkningsgruppe ... Selvom den serbiske stat måske med glæde ville acceptere eller endog ønskede, at en del af de borgere, som finder sig selv i en håbløs situation eller er imod tvang, ville emigrere, så er det stadig ikke det samme som et forfølgelsesprogram, der er rettet mod hele det albanske flertal (i Kosovo)".

"Hvis den jugoslaviske stat oven i købet bare reagerer på separatistiske stridigheder med kontant og streng håndhævelse af sine love og med anti-separatistiske tiltag, og selvom nogle af de berørte derfor skulle beslutte sig for at tage til udlandet, så er der stadig ikke tale om en overlagt politik fra statens side, der skulle sigte på at forvise eller uddrive mindretallet, men sigter tværtimod direkte på at holde befolkningen inden for statsføderationen".

"Begivenhederne siden februar og marts 1998 er ikke bevis på et forfølgelsesprogram, der er rettet mod etniske albanere. De tiltag, der er taget af de væbnede serbiske styrker, retter sig først og fremmest mod at bekæmpe UCK og formodede tilhængere og støtter".

VII: Udtalelse fra den Højere Administrative Domstol i Münster, 11. marts 1999 (Az: 13A 3894/94 A):

"Etniske albanere i Kosovo hverken har været eller er i øjeblikket udsat for regional eller national gruppeforfølgelse i den Føderale Jugoslaviske Republik". Oversat, den 8. maj 1999 - Susanne Arends

Kilde: Z-magazine http://zmag.org/germandocs.htm