Fred.shavn d. 13.05.99
Af: Arne Hansen
Vi kom ikke til Kosova....nu bør vi også tage serbiske desertører.
For 6 år siden arrangerede vi i Fredsaktion 92 en Danmarksturne for en kosovoalbansk militærnægter. Xhemil udtrykte sig i en pressemeddelelse d. 28.08.93:
"Danskere I kan hjælpe os kosovoalbanere i vores ikke-voldsmodstand mod den serbiske militaristiske højrefløjs apartheid-undertrykkelse ved at tage ned og besøge os og vise mine landsmænd jeres engagement. Det kan give mine landsmænd mod til at fortsætte overlevelseskampen uden at gribe til vold. Og det kan fortælle de regerende serbere, at omverdenen vil være opmærksom på de serbiske militsers hærgen i Kosovo. Dette vil samtidig være en støtte til den trængte serbiske fredsoppositions arbejde med at vinde det serbiske flertal for at stoppe det nationalistiske vanvid. Et arbejde som også består i at hjælpe unge serbiske militærnægtere til at flygte fra den serbiske hærs fangarme.
Også her kan I hjælpe med at tage imod flygtede kosovoalbanske og serbiske desertører, når de ikke længere kan holde sig "under jorden" i hjemlandet.
Ellers lykkes krigsherrerne Arkans og Sessels voldelige provokationer, så ofrene, de unge torturerede, chikanerede, diskriminerede, sultne og arbejdsløse kosovoalbanere griber til væbnet modstand, som blot vil medføre etnisk udrensning af albanerne og en storkrig på Balkan." (læs resten nedenfor under datoen 28.08.93 her på http://home3.inet.tele.dk/arnehans).
Men vi danskere, vores regering og vores "internationale samfund" vendte dengang vores døve ører til kosovoalbanernes bøn. En døvhed der i 1995 blev total, da det "det internationale samfund" i Dayton anerkendte Milosevic ret til at herske over Kosova.
Men så i 1999 er danskerne ifølge The Economist dem der næst efter kroaterne går mest ind for den krig, som min kosovaalbanske ven jo spåede, hvis ikke.... Men i stedet for blot at bombe serberne tilbage til 2.verdenskrig i et fantasiløst forsøg på at få bugt med skamfølelsen over at have svigtet en ikke-voldelig konfliktlægning mens tid var, - så ku' det være konstruktivt om vi danskere, sådan som min kosovaalbanske militærnægterven også foreslog for 6 år siden, nu endelig går i spidsen og tilbyder asyl til de serbiske soldater ,der vil nægte at deltage i den etniske udrensning?
Måske sku vi så også hente flere kosovaalbanske krigsofre; og så støtte den forsoningsproces, som blev forsømt efter 2. verdenskrig?
Arne Hansen, Sønderjyllands Alle' 35, Fred.havn.