Informnations nyhedsanalyse d. 16. august 1999

Den danske Sara - og andre

udlændinge

Hvor danske skal udlændinge være for at fortjene

opholdstilladelse i Danmark?

Af

Niels Rohleder

Pigen sidder med ryggen til kameraet. Hun har langt, krøllet hår. I baggrunden

kan man se noget, der ligner Nørrebro i København. Øverst i skærmbilledet

står: »Sarah, 16 år - udvist af Danmark«. Pigen taler dansk med svag accent:

»Jeg kan risikere at blive pisket ihjel, stenet ihjel. Jeg har ikke nogen familie i

Iran. Min egen mor vil ikke have mig. Og jeg har plejeforældre heroppe, som

jeg er meget, meget glad for.«

Citatet er hentet fra DR 1's Profilen 3. august, da værten Kurt Strand havde

indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) i studiet og brugte halvdelen af tiden

på at snakke om pigen fra Iran. Men hvordan gik det til, at ministeren slap så

godt ud af konfrontationen med den normalt skrappe interviewer?

Sarah - eller Sara, som hun kaldes i Ekstra Bladet - er en af de sager, som

har domineret sommerens »omvendte« udlændingedebat, der for en gangs

skyld ikke handler om, hvordan vi indskrænker udlændinges rettigheder.

Pigen blev, fortæller hendes danske plejeforældre Henrik Bergqvist og Nete

Jørgensen, som ni-årig efterladt af sin mor hos en søster, der bor i Danmark.

Søsteren lider af sklerose, og moderen lod pigen tilbage, fordi hun ikke selv

magtede at tage hende med til Iran efter lige at være blevet enke, og fordi den

lille pige skulle passe sin storesøster.

Sara fik afslag på sin ansøgning om familiesammenføring og senere på sin

asylansøgning. I perioder har hun levet under jorden. I efteråret 1998 lykkedes

det - efter omtale i Ekstra Bladet og DR 1-programmet Reimer Bo - at få

sagen taget op til fornyet overvejelse, men den 15. juli 1999 fik hun sin

udrejsefrist fastsat til 4. august.

Hendes plejeforældre påpeger, at hun efter at have levet et dansk teenageliv

med tidlig seksualdebut står til 100 piskeslag som straf for samleje uden for

ægteskab, at hun intet netværk har i Iran, og at hun er stærkt psykisk mærket

af sine oplevelser.

Ekstra Bladet har kørt hendes sag i flere omgange. I efteråret roste avisen de

»mere restriktive flygtningelove«, men nævnte i samme ledende artikel Saras

sag som en, hvor »sund fornuft og menneskelighed sættes ud af kraft«. Således

revset af Ekstra Bladet tog myndighederne sagen op til ny overvejelse.

I juli 1999 blev der truffet en ny afgørelse til Saras ugunst. Ekstra Bladet tog fat

igen 28. juli og skrev indfølende om den meget dansk prægede Sara, der

»suger nervøst på en smøg«:

»Pigen, som sidder over for mig i sofaen på Nørrebro bruger kraftig makeup

og er iført en tynd blomstret sommerkjole. Hun ligner en ganske almindelig

dansk teenager.«

Hendes danskhed - hendes smøg, hendes makeup, hendes sommerkjole - blev

argumenter, der i Ekstra Bladets optik er mindst lige så vægtige som de 100

piskeslag, hun frygter at få i Iran. Måske er det grunden til, at Ekstra Bladet

ikke har problematiseret de uledsagede, mindreårige asylansøgeres situation

eller skrevet kritisk om danske myndigheders afslag til de helt unge mennesker,

der sendes hjem til Sri Lanka til en formentlig højst usikker tilværelse. De er

ikke danske nok. Men det er Sara. 4. august blev hun i en billedtekst i Ekstra

Bladet slet og ret omtalt som »Den danske Sara«.

Saras rigtige navn er Sahar, men det lyder ikke særlig dansk. Prøv engang at

sige: »Den danske Sahar«. Nej, vel?

Dette er ikke et forsøg på at få sparket Sara ud af Danmark. Tværtimod. Men

det er en påpegning af, at Ekstra Bladet og DR 1 ved at præsentere

Sara-sagen, som de gør, lægger op til, at der skal uddeles opholdstilladelse

efter besynderlige kriterier.

Sara er ikke kommet til Danmark som uledsaget, mindreårig asylansøger. Hun

kom med sin mor, som valgte at efterlade hende. Siden har hun søgt om at

blive familiesammenført med sin storesøster. Men det giver udlændingeloven

ikke mulighed for. Da hun - helt efter bogen - fik afslag på ansøgningen om

familiesammenføring, søgte hun om asyl, selv om hun ikke var forfulgt, da hun

forlod Iran som niårig og ikke kom til Danmark som asylansøger. Helt efter

bogen fik hun afslag på sin asylansøgning.

Nu har hun så udviklet sig til en ung kvinde med en vestlig livsstil og

seksualmoral, og dét giver hende formentlig vanskeligheder, hvis hun sendes

tilbage til Iran efter alle disse år.

Hun kan og vil, hvis Flygtningenævnet endnu en gang siger nej, igen prøve at

søge Indenrigsministeriet om en humanitær opholdstilladelse efter

udlændingelovens paragraf 9, stk. 2, nr. 2. Det er en bestemmelse, der i hele

1998 kun blev brugt til at give 42 personer lov til at opholde sig i Danmark. I

1997 var tallet nede på 17 personer.

Som vi beskrev her i avisen i sidste uge, har en 53-årig iransk kvinde med en

livstruende hjertelidelse, en operationskrævende øjensygdom og en psykisk

lidelse fået afslag på en 9.2.2-opholdstilladelse. Det har indtil videre ikke

overbevist myndighederne, at den 53-årige kvindes to læger har erklæret, at

»Tilbagesendelse til Iran kan koste hende livet«.

Et afslag blev det også til en 19-årig ghanesisk mand, der i april forsøgte at

hænge sig i Vestre Fængsel, inden han i juni blev sendt til Afrika under

politiledsagelse, mens psykiaterne skændtes om, hvorvidt han var »psykotisk«

eller bare »grænsesindssygelig«.

Paragraf 9.2.2 er - som der plejer at stå i afslagene - »tiltænkt et snævert

anvendelsesområde«.

Indenrigsministeren slap godt fra sin optræden i Profilen, fordi Kurt Strand

brugte tid på få Thorkild Simonsen til at forholde sig til, om det var synd for

Sara, og om det ikke var urimeligt, at det havde taget Flygtningenævnet 12

dage at give besked om, at sagen endnu en gang var taget op til overvejelse.

Thorkild Simonsens svar var, at »vi kan ikke afgøre vores flygtningesager på

følelser«. Og at han ikke er ansvarlig for den udgående post i det uafhængige,

domstolslignende organ Flygtningenævnet.

Ansvaret for Saras lange, usikre ventetid i Danmark ligger først og fremmest

hos de voksne, som har besluttet, at hun skulle fragtes hertil. Og hos dem, der

besluttede, at hun skulle blive her, mens hendes mor rejste hjem. I et vist

omfang ligger ansvaret formentlig også hos myndighederne, der har brugt tid på

at behandle hendes sag. Og så ligger det - pudsigt nok - hos medierne, der nu

markedsfører hendes sag så massivt.

Engang blæste andre udlændingepolitiske vinde end denne sommers milde brise

fra CD's og Det Radikale Venstres gruppeværelser. I slutningen af 1996 bar

aktive flygtningevenner Saras sag rundt på de københavnske redaktioner. Men

ingen ville fortælle den gode human story om den dengang kun 14-årige pige,

som skulle sendes til Iran. Måske Sara havde haft det bedre i dag, hvis Ekstra

Bladet havde skaffet hende opholdstilladelse i 1996.

Ingen journalist ville røre ved enkeltsager i den periode, der fulgte efter den

berømte Chitra-sag om pigen, der blev sendt hjem til Sri Lanka efter at have

fået afslag på asyl. I den sag kunne daværende indenrigsminister Birte Weiss

(S) vende en folkestemning, fordi journalisterne ikke havde gjort deres arbejde

godt nok og alene interesseret sig for følelser.