Militærnægterforeningens pressemeddelelse d. 18.08.99
Til Pressen:
FE-rapport på kanten af sandheden. FE's interesse for Militærnægterforeningen fortsatte i hvert fald frem til 1989
Ifølge Vicegenaralauditør Niels Christensens
rapport om Forsvarets Efterretningstjenste har
FE-chefer og ansatte samstemmende forklaret, at
militærnægtere ikke interesserede FE.
Men Militærnægterforeningen (MNF) er i besiddelse
af en konkret sag fra 1989, hvor FE igen
interesserer sig for foreningen.
"Rapporten dækker kun perioden 1970-78, så det
kan det godt være, at FE ikke har interesseret sig
for FE i de år, men jeg må indrømme, at jeg har
min tvivl," siger Øjvind Vilsholm fra MNF's
bestyrelse. "Når FE i 1989 interesserer sig for
vores arbejde i en ganske banal sag på Viborg
Kaserne, så synes jeg, der er svært at tro på, at
de ikke skulle have interesseret sig i vores
arbejde i den mellemliggende periode - og for den
sags skyld helt frem til i dag."
Sagen drejer sig om to tilfælde på Viborg Kaserne,
hvor MNF har hjulpet værnepligtige med at blive
overført til militærnægtertjeneste. FE ser derfor
anledning til at gøre sig et notat om foreningen:
"Efter at der gennem længere tid har være
forholdsvis stille på militærnægterfronten, kan
det konstateres, at der er ved at komme en vis
aktivitet."
FE indhenter oplysninger om MNF hos en af deres
agenter eller måske hos PET. I notatet hedder det
endvidere: "…..(overstreget) er bekendt med den i
bilag 1 omtalte forening. Man udtaler, at det
nærmest er et servicekontor for venstreorienterede
aktivister."
MNF har forsøgt at få at vide, hvem der har udtalt
sig om foreningen, men det vil FE ikke oplyse.
Ifølge dem selv fordi "en sådan udlevering kunne
indebære, at de personer oplysningerne stammer fra
kunne blive konfronteret med oplysningerne fra den
personkreds, de angik." FE skriver desuden: "at
man ved at offentliggøre sine kilder kunne komme i
en situation, hvor det kunne blive overordentligt
vanskeligt at få informationer i lignende
tilfælde."
Militærnægterforeningen mener, at tiden nu må være
inde til at komme til bunds i FE og de øvrige
efterretningstjenesters virke. Øjvind Vilsholm
siger: "Vi har brug for en forklaring fra
Forsvarsministeren på, om det stadig er
almindelig praksis at oprette sagsmapper på
lovlige foreninger. Ikke bare MNF, men også andre
fredsforeninger og politiske organisationer i det
hele taget. FE skal ikke have lov til at være en
stat i staten, der har sine egne love og
moralværdier. Lad os dog få indraget FE i den
undersøgelse, som Folketingen har besluttet, der
skal laves om PETs virke!, " slutter Øjvind
Vilsholm.
Mvh. Militærnægterforeningen