D. 24.08.99

Ny efterretningskommission søges

Om "Rapport i anledning af undersøgelsen ved auditør af visse forhold vedrørende Forsvarets Efterretningstjeneste og Militærnægterforeningen mv. i perioden 1970 - 1978 : Afgivet den 16. August 1999 til Forsvarsministeriet af vicegeneralauditør, Niels Christiansen".

Af Holger Terp

Baggrunden:

I begyndelsen af 1970 var forsvarets øverste ledelse stærkt foruroliget over det stigende antal militærnægtere i Danmark. Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) ville gerne undersøge, hvorfor militærnægtertallet steg, så om efteråret 1970 aflyttedes Militærnægterforeningens generalforsamling i en operation, kaldet "Operation Kirkeklokke". Aflytningen blev afsløret i sommeren 1977 og medførte nedsættelsen af en undersøgelseskommission, som konkluderede, at FE ikke havde foretaget noget kritisabelt, fordi efterretningsfolk overfor retten havde erklæret, at medlemmerne af Militærnægterforeningen på generalforsamlingen havde diskuteret anvendelsen af politiske soldater. 11. oktober 1998 afslørede Jyllands-Posten, at den daværende chef for efterretningstjenesten udleverede fortrolige oplysninger om medlemmer af Militærnægterforeningen til den konservative politiker Knud Østergaard, tidligere forsvarsminister og medlem af Hjemmeværnet. Der findes ikke officielle regler for de danske efterretningstjenesters virksomhed, kun to officielle regeringserklæringer.

Regeringserklæringerne

Der er to regeringserklæringer som regulerer de danske efterretningstjenesters virksomhed: Erklæringen fra Justitsminister Aage Elmquist (V) i Folketinget af 5. marts 1947 om, at politiet ikke må registrere "ustraffede danske Borgeres lovlige politiske Virksomhed".

Denne regeringserklæring blev indskrænket med nye retningslinjer for efterretningstjenesternes registrering som blev udsendt 9. februar 1968, hvorefter efterretningstjenesterne kunne registrere: "Personer med tilknytning til organisationer, hvis virke er rettet mod forsvaret, og som har til formål med ulovlige midler at styrte det bestående samfundssystem" (s. 14).

Små otte måneder senere offentliggøres fra Folketingets talerstol en ny regeringserklæring, som til forveksling lignede den fra 1947: "Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed"...

Ved et møde i sommeren 1970 i Justitsministeriet havde forsvarsministeren (Erik Ninn-Hansen (K)) oven i købet vedrørende regeringserklæringen udtalt: "Vi gør, som vi altid har gjort, uanset hvad der bliver sagt udadtil" (s. 15).

Usikre vurderinger og forbehold

Allerede i titlen antydes det, at undersøgelsen har begrænsninger med forbeholdet "visse forhold". Også teksten vrimler med forbehold: "formentlig konkluderes" (s 11). Direktivet blev "utvivlsomt sendt til forsvarsministeriet" (s. 18). "Han mener" (s.48). Under afhøringerne kan efterretningsfolkene: "intet huske", "aldrig hørt", "ikke mener", "aldrig har set at FE beskæftigede sig med militærnægtere".

Nogle steder er auditøren både upræsis og præsis i samme sætning: "Det har ikke været muligt at fremskaffe kartotekskort fra det gamle manuelle personregister før EDB-registreringen, idet disse alle er destruerede" (s.34) . Og: "Saneringen af maskinskrevne kartotekskort gjaldt kun personregistret vedrørende sikkerhedsgodkendelser" s. 13.

Abekastning - om flydende arbejdsdeling

Registrering af militærnægtere "var politiets opgave" s. 35.

I 1970-71 enedes den daværende chef for efterretningstjenesten, Oberst Erik Founais, med sine chefer om, at "med yderliggående organisationer - herunder formodentligt også MNF - skulle overgå til PET" (s.48) .

Kaptajnløjtnant Ulrik Smith siger under afhøringen til auditøren, at en general "hvis navn er glemt under et møde [havde] sagt, at militærnægterne kunne være styret "østfra". Herefter blev MNF virke inddraget under katagoriet "mistanke om nedbrydende virksomhed" (s. 48), hvilket bekræftes af kontorchef Peter Ilsøe (s 49).

Internationalt samarbejde

Militærnægterforeningen samarbejdede imidlertid ikke med spioner fra østlande, men støttede amerikanske desertører under Vietnamkrigen. I takt med at USAs regerings engagement i Vietnamkrigen voksede, steg antallet af amerikanske desertører og militærnægtere, som fik politisk asyl bl.a. i Sverige og i Canada. Militærnægterforeningen korrespondrede, efter et hurtigt blik i foreningens arkiv, bl.a med følgende organisationer: "GI's ACT", "Central Committee for Conscientious Objection" og "Committee to Aid American War Objectors".

Videregivelse af oplysninger

Erik Founais: mener ikke "generelt at have videregivet oplysninger om militærnægtere til uvedkommende. Oplysningerne, der blev videregivet, efter at Østergaard var afgået som minister var de eneste af slagsen. Han ville formentligt ikke have forsat med at orientere Østergaard om militærnægtere" (s. 50). Brevet fra Erik Founais til Østergaard var ikke journaliseret (s. 51).

Ingen andre efterretningsfolk har, ifølge deres vidneudsagn, givet oplysninger om militærnægtere til uvedkommende.

Alle oplysninger fra Militærnægterforeningen er offentlig tilgængelige.

Konklussion:

Auditøren skal have ros for et arbejde, der officielt bekræfter, at FE's forklaring over for kommissionsdomstolen af 1977 "objektivt ikke var korrekt".

Auditørrapporten viser desuden,

•At organisationer og personer som er kritiske over for forsvaret sandsynligvis er blevet overvåget og registreret siden 1968.

•At der er manglende politisk kontrol fra Folketingets kontroludvalg vedrørende efterretningstjenesterne, Wambergudvalgets side vedrørende registreringer.

•At Wanbergudvalget kun undersøgte postbøgerne for registreringer af sikkerhedsgodkendte personer!

•Auditøren tager tilsyneladende efterretningstjenestens egne forklaringer om arkivforhold for gode varer, idet der kun er foretaget stikprøver i arkiverne.

•At der er uklarhed om arbejdsfordelingen mellem efterretningstjenesterne.

•At der ikke er sammenhæng mellem de ansatte i FE udsagn. Erik Founais siger at overvågningen overgik til politiet, mens Ulrik Smith siger, at foreningens virksomhed blev inddraget i katagoriet "mistanke om nedbrydende virksomhed".

•At Erik Founais vidneforklaring viser, at det kun er en udleveringssag som er afsløret. Resten er hypoteser. Ingen har givet oplysninger videre til uvedkommende, men de siger ikke, at de ikke har givet oplysninger videre til rette vedkommende! Hvem har ret til at modtage ulovligt indsamlede oplysninger?

•Er ikke journalisering af korrespondance almindelig i efterretningstjenesterne?

På dette område minder undersøgelsen om Tamilsagen, hvor der var ingen af de implicerede, der kunne huske noget, før de måtte aflægge vidnesbyrd under strafansvar for en kommissionsdomstol.

Mangler i undersøgelsen:

Spørgsmålet om hvorvidt efterretningstjenesten som et led i sit internationale samarbejde skulle have kopier af arkiver i andre lande, specielt USA, rejses end ikke. Har Militærnægterforeningens internationale arbejde virkelig undgået efterretningstjenesternes opmærksomhed? Hvis ikke, hvad er der så sket med de indsamlede oplysninger?

Hvor troværdig er undersøgelsen?

Det er ikke mulig for udeforstående at tjekke oplysningerne om FE. Det vil sige, at der er frit slag til at medtage historier og kilder samt at udelade kilder og historier, der vil være ubekvemme for efterretningstjenesten og for politikerne. Auditøren kan have skrevet en fristil. Skal auditøren fremstå som troværdig, må kildematerialet til rapporten offentliggøres. Det vil sige lægges i Rigsarkivet, hvortil der ikke er afleveret arkiver fra efterretningstjenesterne efter 1945 (s. 34).

For mig forekommer det besynderligt, at det eneste speciale som mig bekendt er skevet om militærnægterforeningens historie i denne persiode, ikke er medtaget i auditørens rapport: Villy Vestergaard: "Fredens mænd", fra Danmarks Journalisthøjskole.

Hvad kan der være af interessante oplysninger i dette speciale som ikke er medtaget i auditørrapporten?

Vestergaard skriver: ..."Militærnægterforeningen offentliggjorde en hemmelig samarbejdsaftale mellem Forsvaret og CF (civilforsvaret), der viste, at CF'erne i krigssituationer skulle anvendes til direkte militære formål" (s.7).

Auditørundersøgelsen bekræfter, at Militærnægterforeningen ikke har foretaget noget ulovligt, ej heller noget samfundsnedbrydende, men at det var FE som begik ulovligheder til gavn for en konservativ politiker.

Fortolkningen af, hvem der må registreres, "Personer med tilknytning til organisationer, hvis virke er rettet mod forsvaret", åbner mulighed for efterretningstjenestens registering af alle folk i samtlige danske fredsbevægelser. Hvem har gavn af efterretningstjenesternes arbejde?

Hvis Forsvarskommandoen ville have troværdige oplysninger om Militærnægterforeningen, kunne dens medlemmer have anvendt folkebibliotekerne eller Garnisionsbiblioteket, hvor de kunne have læst de til Det kongelige Bibliotek pligtafleverede publikationer. Det er meget billigere, end at have en militær efterretningstjeneste til at lede efter dem. Brug bibliotekerne og gør FE's afdeling for kontraspionage til genstand for besparelser. .

Undersøgelsens vigtigste resultat er påvisningen af den manglende arbejdsfordeling mellem Politiets- og Forsvarets Efterretningstjenester, hvor Politiets Efterretningstjeneste skulle stå for personregistreringen af militærnægtere. På den baggrund forekommer det rigtigt, at inddrage FE i PET-kommisisonens undersøgelse.