Hjemmeside for flygtninge og positiv fred

Hjemmeside for flygtninge og positiv fred
Arne Hansen - Sønderjyllands Alle 35 - DK-9900 Frederikshavn - tlf. 98 42 55 42 - email arnehans@post3.tele.dk

Jeg fremsender her vedlagt en udredning om tamilske asylsøgeres situation skrevet af en virkelig ekspert.

Det drejer sig om rapporten "The Tamils from Sri Lanka - what is safety?" skrevet af den landskendte norske mangeårige frivillig"asylsagsrådgiver (og ekspert) Bernt Hauge fra Rådgivningsgruppa i Trondheim, nu tilknyttet organisationen SOS-racisme i Norge.

Jeg vil hermed anmode Udlændingestyrelsen om at sætte vedlagte rapport Bernt Hauge: "The Tamils from Sri Lanka - what is safety?" på listen over de dokumenter, som stilles til rådighed for Udlændingestyrelsens sagsbehandlere og beskikkede advokater og for medlemmer af Flygtningenævnet.

Bernt Hauge har tidligere selv rejst over hele Sri Lanka (samt Tamil Nadu) for at undersøge sikkerhedsforholdene, hvilket i foråret 1997 resulterede i rapporten Trykt? Nei!, som jeg i sin tid fik tilbagemelding om, at I havde sat på dokumentlisten.

Og sidste år berørte de norske myndigheders afvisning og udvisning af tamilske asylsøgere Bernt Hauge så dybt, at han gik i januar 1998 gik i en langvarig sultestrejke, som han stoppede efter et løfte fra myndighederne om forhandling, hvilket dog viste sig at være fup. Nu har jeg med økonomisk støtte fra LDF lige deltaget i 4 dages høring i Trondheim, hvor Bernt Hauge brugte sin rapport "The Tamils from Sri Lanka - what is safety?" som grundlag. En konferencetilbud, som jeg forøvrigt videreformidlede til de danske asylmyndigheder.

Selvom Hauge skriver primært ud fra den norske situation, og her igen primært de tamilske asylsøgeres skæbne, så vil jeg mene at dele af rapporten i høj grad også er relevant for at rejse en nødvendig dansk asyldebat på et humanitært grundlag, jf at der skal være folketingsdebat om udlændingeloven d. 25. november.

Rapporten er dels relevant for den danske debat, - dels pga det tætte samarbejde mellem norske og danske myndigheder med bl.a en fælles flygtningeattache i Colombo samt igennem Schengen(EU)-samarbejdet. - Og dels relevant igennem behandlingen af de asylretlige konsekvenser af modtagerlandenes fælles pres på FN-flygtningehøjkommissariatet/UNHCR’s rolle i det politiske spil om flygtningene. Det er jo også en fælles problemstilling - uanset hvorfra flygtningene kommer. Og det gælder jo også selve værdigrundlaget for asylretten contra potentielle modtagerlandes nationalistiske interesser bag den førte asylpolitik

Her følger mit resume af nogle af Hauges pointer fra heftet (og høringen), som har gjort indtryk, men som mht oversættelsen fra engelsk må være på mit ansvar incl. et par enkelte tilføjelser på egen regning.

Hauges første kapitel, "Fear not" s.1-12 er relevant med gennemgang af det værdimæssige grundlag for asylretten (næstekærlighed/solidaritet og alles medansvar). Og relevant med beskrivelsen af hvordan retten til ikke at blive sendt tilbage til forfølgelse(non-refoelement) i praksis er blevet undergravet. - bl.a. gennem at bortdefinere frygten som (subjektivt) begreb, så asylsøgeren nu som udgangspunkt opfattes som en utroværdig kriminal, hvor al tvivl kommer den asylsøgende til skade Og det har det nyere torturbegreb ikke hjulpet på , (tværtimod kan torturbegrebet hævdes at være relevant ved vurdering af den behandling som flygtningen bliver udsat for som asylsøger i europæiske lande, mener Hauge ud fra sine erfaringer med de norske asyladministrerende myndigheders praksis).

Gennem de relevante professioners faglige ligegyldighed og især udlændingeadministrationens juridiske embedsmænds monopol på vurdering af påført lidelse, så er asylsøgernes lidelse gjort usynlig. Asylsagsbehandlingsinstanserne med ansvar for at fremdrage og rapportere asylsøgeres påførte lidelser har ikke udviklet tilstrækkelig empati, sprog og redskaber til at kunne forstå lidelser og frygt.. Til understregning heraf kunne Bernt Hauge fortælle om et grotesk eksempel, hvor de norske udlændingemyndigheder under sagsbehandlingen slet ikke havde opdaget, at de havde at gøre med en psykisk udviklingshæmmet person. UNHCRs forskrifter om individuel behandling og en kumulativ opsummerende analyse af lidelsernes omfang følges heller ikke i Norge.

Senere (s. 86-89 ) er aftrykt et standardiseret interviewskema udviklet af Hauge, hvor han vil råde bod på de skæbnesvangre skævheder, som de norske myndigheders praksis har, ifølge hans empiriske undersøgelsesresultater(På s. 74-79). I øvrigt kan man som læser af de danske myndigheders sagsakter nikke genkendende til de kritiserede norske metoder med at forsøge at fange på "modsigelser" og "usandheder" og så derpå generelt afvise asylsøgerne på grund af "utroværdighed" . Det gælder også den (for en samfundsfaglærer helt utrolige) manglende modargumentation og fraværende begrundelse for afslag - især ved ankesager. I Norge opfattes beretninger om tortur ikke som troværdige ifølge Hauge.

Hauge ønsker bl.a. at asylsøgere skal tilbydes en generel helbredsundersøgelse i relation til at fremdrage konkrete (påførte) sundhedsskavanker. Endvidere fortalte Bernt Hauge, at det havde vist sig, at det tog længere tid for offeret at blive nogenlunde helbredt efter tortur udført af de srilankanske myndigheder end når offeret havde været udsat for de indiske soldaters tortur. Det så ud til at det var de samme globalt udbredte mønstre af torturmetoder, der blev brugt, befordret af internationalt samarbejde mellem efterretningsvæsener.

I øvrigt ignorerer norske myndigheder fuldstændigt børns selvstændige ret til at få sine asylbehov vurderet uafhængigt af forældrenes, som børnekonventionen giver børn på flugt.

Kapitel 2 Back to Sri Lanka, According to the convention Or governed by other interests? s. 13-28 , må være relevant pga det tætte samarbejde mellem norske og danske myndigheder konkret udmøntet i, at de danske myndigheder også benytter sig af den norske udsendte fælles flygtningeattache i Colombo, Geir Aage Neerby.

Denne udenrigsministerielle embedsmand tør Hauge desværre ikke give oplysninger i konkrete asylsager af frygt for at de ad de sædvanlige diplomatiske kanaler skal tilflyde de Sri Lankanske myndigheder til fare for tvangsudviste asylsøgere.?

Den norske fælles flygtningeattache har bl.a. medvirket til den danske regerings udvisnings- og deportationsaftale med den Sri Lankanske regering, som forøvrigt kritiseres for at nok skal asylsøgerne returneres i sikkerhed og værdighed, men der sår intet overhovedet om, hvordan det skal kontrolleres, at det sker(Haugds. 50). Og vi ved jo, hvilket også åbent erkendes af de ansvarlige, at der ikke sker nogen overvågning. Således blev en tvangsudvist fra Danmark for blot få dage siden fængslet i lufthavnen uden at de danske betjente overhovedet reagerede.!

Og UNHCR’s passive "overvågning er i denne henseende intet bevendt. For udviste fra Norge giver den norske ambasade ingen service - udover måske et engangs pengebeløb svarende til 300 kr, hvis man henvender sig, hvilket mange ikke tør af frygt for at den norske ambasade samarbejder med den srilankanske regering og efterretningstjeneste..

Imidlertid påpeger Bernt Hauge hertil som et paradoks, at der ikke er nogen der har interesseret sig en døjt for hvilke vilkår i Colombo man udviser tamiler til. Ikke en eneste systematisk undersøgelse foreligger til dags dato om de vilkår de udviste asylsøgere må bo under i de såkaldte lodges, som de er henvist til af de europæiske asyladministrationer, som såkaldt "internt flugtalternativ", i stedet for at give asyl.! Måske må de snarest karakteriseres som stærk kontrollerede lejre for uønskede personer, overladt til sikkerhedspolitiets forgodtbefindende, hvor det især er farligt at være ung tamil fra nordøst pga mistanken for at være LTTE-soldat. De mange uden fastboende slægtninge i Colombo har kun mulighed for at overleve i Colombo, hvis de har et netværk i vesten som kan betale for underhold og den nødvendige bestikkelse af myndighederne. Uden penge er der høj risiko for at komme i fængsel i længere tid med tortur til følge - uden at få prøvet sin sag. (Uddybet i case studies s. 29-72)

Hauge omtalte behovet for en forskningsinstitut til at dokumentere tamilernes lidelser og skabe et over blik over strukturen i dem i stil med Simon Wiesenthals i Wien for jødernes vedkommende. Det kunne universiteter og deres studerende også påtage sig at gå ind i. Og også her var der behov for et internationalt samarbejde bl.a. med Danmark.

Bernt Hauge kritiserer, at fokuseringen på at bekæmpe kommerciel menneskesmugling omtalt som korruptionsbekæmpelse, har til formål at begrænse antallet af asylsøgere til de europæiske lande. Men i det omfang det lykkedes, så vil det forværre de deporterede tamilers situation, da det er de samme netværk som gør det muligt trods alt at overleve på lodge i Colombo, hvis altså pengene kan skaffes. De europæiske regeringer kritiserer at nogen tjener penge på asylsøgernes lidelser, men de samme regeringer interesserer sig ikke for asylsøgernes lidelser , hverken før de søger asyl eller efter deportationen.

Godtnok har Sri Lanka nu skrevet under på torturkonventionen, men torturen fortsætter som hidtil. Her mener Hauge dog ikke at ansvarlige politikere i vesten har så meget at lade Sri Lankas regering høre af. specielt ikke, da Sri Lanka ikke er et velordnet land hvor man kan regne med , at lovene som udgangspunkt bliver overholdt. TID som overvåger de deporterede asylsøgere har først og fremmest til formål at sikre sig imod "LTTE-forræddere" - ikke at sørge for de deporteredes sikkerhed.

Hauge bemærker at UNHCR mht tamilske flygtninge i Indien kun tilråder hjemrejse, hvis den er frivillig og kun i mindre omfang(bl.a. s. 100). Hvilket står i grel modsætning til UNHCR’s accept af det interne flugtalternativ i form af deportation af tamilske asylsøgere i de vestlige lande til "sikre" regeringskontrollerede områder på Sri Lanka! Denne inkonsekvens i UNHCR’s politik tilskriver han Vestens strategi med at flygtninge skal holdes/sendes tilbage i konfliktens nærområde,.(Indien/Sri Lanka). Og for den Srilankanske regerings vedkommende at tigrene ikke kontrollerer flygtningelejrene i Indien, hvorimod man mener det i nogen udstrækning gælder blandt flygtningene i Vesteuropa bl.a. manifesteret ved pengeindsamlinger. Derfor er regeringens sikkerhedsapparat interesseret i at få lejlighed til at kontrollere de udviste fra Vesteuropa for potentielle tiger-sympatisører og forfølge disse.

Endelig er også det sidste og niende kapitel (s. 99-106) "UNHCR and the internal flight alternativ" i høj grad aktuel igennem dokumentation og analyse af det øjeblikkelige spil mellem EU og UNHCR/FN's Flygtningehøjkommissariat om de såkaldte "interne flugt-alternativer til asyl", som de europæiske regeringer nu satser på som legitimering af deres afvisende fort-Europa-politik over for flygtninge fra bl.a Sri Lanka, på trods af klare beskyttelsesbehov. (jf nu også Tammerfors-EU-topmødet for nylig.) Og tilfældet Sri Lanka vil nok blive forsøgt overført på andre situationer, hvor FN's flygtningekonvention og den herpå baserede retssædvane skulle tilsige asyl i et andet land (læs EU)

På s. 99-101 er aftrykt UNHCR-dokumentet fra 92, der introducerede det "interne flugt alternativ" samt -UNHCR-baggrundspapiret til EU af 18.03.99. Hauge konkluderer at UNHCR under presset fra de flygtningemodtagende landes regeringer ikke har formået at stå fast på asylprincipperne. På 1992-papiret er det en lille justering med en forsigtig åbning op for det "interne flugt alternativ", men i praksis har det for tamilernes vedkommende vist sig, at åbningen har drænet tamilernes rettigheder til at blive beskyttet.

Og UNHCR har da også i et senere generelt positionspapir fra februar 1999 (1) konstateret at praksis med at bruge det interne flugtalternativ til at nægte flygtninge adgang til en asylsøgningsproces, snarere end at se denne mulighed indenfor asylprocedurens rammer,er forkert og er en forvridning af flygtningelovgivningen..(s. 101).Altså en UNHCR-kritik af at de vesteuropæiske lande reelt har gjort hvad der står i deres magt for at lukke sine grænser for grænser for flygtninge i almindelighed og har strammet og gjort asylsagsbehandlingen mere summarisk.

Men så blot 1 måned senere, så ser man i UNHCR-baggrundspapiret til EU af 18.03.99(2), at man nok gentager principperne, som, at man må anskue sagerne individuelt og se på baggrunden for det individ det drejer sig om, - grundene til frygt for forfølgelse, samt inddrage restriktioner på bevægelsesfriheden indenfor landets grænser. Og man har beskrevet ricici for forfølgelse. Dog blot med en iøjnefaldende undtagelse:

I det 20 siders papir er der ikke noget om den situation som er mest relevant for deporterede tamiler, nemlig den usikre og usle og udsigtsløse tilværelse som uønsket lodge-tamil i Colombo, som bliver de udvistes lod.. Og som ingen ansvarlig myndighed åbenbart interesserer sig for.

(Og det gælder stadig også til EU-topmødet i Tammerfors da jeg har heller ikke senere kunnet læse noget om vilkårene for de deporterede til Colombo i det bilag 41 som Folketingets Europaudvalg i anledning af EU-topmødet har fået udleveret og som er den danske version af rapporten fra Gruppen på højt Plan vedr Asyl og Migration om handlingsplaner for......Sri Lanka bl.a.(Se kilde nr 3 nedenfor))

Men alligevel er UNHCR i stand til at sige god for deporteringen til Colombo, hvis ellers der har været gennemført en ordentlig asylprocedure herunder inddragelse af torturkonventionen.

Men nu tier UNHCR med sin blot 1 måned gamle kritik, som må have været møntet på de samme Schengen/EU-landes forvridning af flygtningekonventionen i deres praktiske politik.

Når hertil lægges at UNHCR som tidligere nævnt fraråder nogen større frivillig repatriering fra Indien til Sri Lanka, hvor tvangsudvisning slet ikke kommer på tale, så står det udsalg af asylprincipper, som UNHCR under EU-landenes pres har måttet gøre, så blot endnu tydeligere.

Endelig vil jeg fremhæve at Bernt Hauge også sætter flygtningesituationen ind i dens globale udenrigspolitiske sammenhæng og stiller spørgsmålet om de vestlige demokratier(USA især) og tidligere kolonimagter(UK i Sri Lanka) igennem deres udenrigspolitik måske selv er en medvirkende årsag til, at der skabes et behov for beskyttelse af flygtninge, bl.a gennem split-og-hersk-manipulation, (illegal) våbeneksport og hemmelige tjenesters militærtræning og uddannelse af torturbødler. Altsammen aktuelt i borgerkrigen i Sri Lanka, hvor USA nu holder ensidigt på regeringssiden.

(Dette stemmer i øvrigt overens med et foredrag, som den verdenskendte fredsforsker Johan Galtung nyligt holdt i Oslo. Galtung så konkrete tegn på en stigende spænding mellem USA/NATO contra Kina, Rusland og Indien mv. pga af USA(UK’s)'egenrådige aggressive politik Denne magtpolitik afspejlede bl.a en grundlæggende amerikansk selvforståelse som Gud - hævet over de normer, som kræves opfyldt af andre og med ret og pligt til at herske enevældigt over en verden, hvis interesser gøres lig de amerikanske. Det var desto mere urovækkende, da Galtung måtte stille spørgsmål ved hvor frit og demokratisk det amerikanske samfund var, når han oplevede, at hans offentligt fremførte kritik på universiteter blev mødt af tavshed, men at de samme tavse prominente tilhørere så bagefter stod på stribe for i smug at give ham ret? Galtungs manuskriptet foreligger på min hjemmeside http://home3.inet.tele.dk/arnehans under 5.Fredspolitik)

Hauges rapport er jo den sidste tid blevet yderligere aktuel på grund af de voldsomt opblussede kampe i den permanente borgerkrig på Sri Lanka, som det desværre er lykkedes især det Sri Lankanske militær i høj grad at mørklægge og tigrene fortæller vel kun hvad krigen gør opportunt. Og eftersom USA har stemplet tigrene som krigens terrorister, behøver vestlige journalister nok ikke at interesserede sig for LTTE-dokumentation?.

Jeg blev da også kontaktet af frustrerede tamiler, som ikke kan forstå, at der intet kommer i danske medier om borgerkrigen på Sri Lanka - i modsætning til BBC og nabolandes medier og selvfølgelig tamilernes egne.

Ved henvendelser til de elektroniske medier oplever tamiler, at det har været svært at få lydhørhed. Det drejer sig her om ca 6000 mennesker som er meget interesseret. Og det har jo også betydning for alle i det danske demokrati jf debatten på Tammerfors-EU-topmødet om at stoppe asylsøgningen fra bl.a Sri Lanka ved at forebygge med information og velsagtens at fortsætte med at bruge det meget omdiskuterede interne flugtalternativ til asylgivning som "sikkerhed. "

Den splinternye rapport "The Tamils from Sri Lanka - what is safety?" af Bernt Hauge, som han brugte til høringen i Trondheim i oktober, har jeg sendt til nøgleinstitutioner/personer i Danmark.........

Rapporten, "The Tamils from Sri Lanka - what is safety?", kan nu også læses og hentes hos det norske SOS-Racisme eller på min hjemmesideadresse http://home3.inet.tele.dk/arnehans (Hjemmeside for flygtninge og positiv fred: - under 3.1 Sri Lankas tamiler). .

SOS Racisme ( Oslo) har email og på deres internet ligger andre notater af Bernt Hauge.

I øvrigt blev jeg af min søn, Jesper Hansen, gjort opmærksom på en ny engageret juridisk lærebog om asylret, som er skrevet af Vigdis Vevstad: Refugee Protection a European Challenge, Tano Ascehaug 1998 (298 nokr i Juridiske fakultets boghandel, Karl Johansgatan, Oslo)

Bernt Hauge: "The Tamils from Sri Lanka - what is safety?", SOS- Racisme, Trondheim, okt 99

samt Bernt Hauges indlæg på Høringen om Tamiler fra Sri Lanka . Hvad er sikkerhed? I Trondheim d. 25-28 okt. 1999.

(1) UNHCR POSITION PAPER, Relocating Internally as a Reasonable altternative to Seeking asylum - (the So-called "Internal Flight Alternative" or "Relocation Principle"), standard and Legal Advice Section, Division of International Protection, February 1999, 10 A4-sider.

(2) United Nations High Commissioner For Refugees: Background Paper on Sri Lanka for the European Union High Level Working Group On Asylum And Migration, 18 March 1999, 26 A4-sider.

(3) Europaudvalget, alm. del bilag 41 (offentligt) oversendt fra Udenrigsministeren bilag 1 j.nr 400.C.-0 14.okt(fortroligt til Europaudvalget d. 5.okt.

NB Efter rekvirering af dette bilag 41 som Folketingets Europaudvalg har fået udleveret og som er den danske version af rapporten fra Gruppen på højt Plan vedr Asyl og Migration om handlingsplaner for......Sri Lanka , så ser det ud til, at de 2 ovenstående (1) og (2) relevante UNHCR-papirer åbenbart ikke er blevet stillet til rådighed for Europaudvalgets medlemmer? Derimod er der et summarisk papir på godt 2 sider dateret 27 april fra UNHCR, som UNHCR dog ikke har fremsendt til Bernt Hauge?

Jeg nævnt i starten, så vil jeg endnu engang bede jer sætte vedlagte rapport Bernt Hauge: "The Tamils from Sri Lanka - what is safety?" på listen over de dokumenter, som stilles til rådighed for Udlændingestyrelsens sagsbehandlere og beskikkede advokater og for medlemmer af Flygtningenævnet.

Mht den nuværende asyl- og udvisningspraksis i Danmark, så har jeg de sidste dage mødt eksempler på pludselige fængslinger og lynhurtig inhumane udvisning af syge mennesker til et såkaldt "internt flugtalternativ" (Colombo) uden nogen lægehjælp og uden familie. Og vedkommende bliver fængslet ved ankomsten medens de danske politibetjente blot trækker på skulderen. Hvilken skæbne der bliver den tvangsudviste til del det er ikke deres bord.. Den udviste får at vide, at han er uønsket i Colombo. Han skal rejse til Jaffna eller rejse tilbage til Danmark, som i begge tilfælde er umuligt. Takket være penge hjemme fra Danmark er han i stand til at bestikke sig til en løsladelse, men er nu indkaldt til forhør i retten medens medicinen og de medbragte penge snart slipper op. Thorkild Simonsen, vil du kalde det for udsending under værdighed og sikkerhed ?

Og en familiefar bliver efter 5 års ventetid i Danmark pludseligt fængslet og brutalt udvist til Sri Lanka uden mulighed for udsættelse for at forhandle om i stedet at rejse til Indien hvor hele hans familie nu befinder sig.

Efter fængslingen var der problemer for mig med overhovedet at få fat i de ansvarlige inden for Rigspolitiets DCP.

Når man så til alle de involverede instanser fremsender nye væsentlige oplysninger i sagen i forhold til de sagsakter man har fået fremskaffet, såsom at familien i mellemtiden har måttet flygte fra Sri Lanka, så bliver de overhovedet ikke behandlet seriøst. Først bliver man henvist til den forkerte i DCP, som giver en sludder for en sladder. Det opdager man ved et tilfælde. Så finder man i næste omgang ud af, at DCP blot har ringet og spurgt i Flygtningenævnet om den email skulle betyde nogen udsættelse af afrejsen. Flygtningenævnet havde sagt nej uden at have læst min indsigelse, som politiet ikke havde ulejliget sig med at faxe (og den email sendt af mig til Flygtningenævnet var ikke blevet videregivet ). Da jeg finder ud af det,.lykkes det så at få fat i sagsbehandleren i Flygtningenævnet og fortælle, at politiet vil udvise samme aften efter grønt lys fra et "Flygtningenævn," som ikke kender indsigelsen.

Herefter indvilliger "Flygtningenævnet" i at efterlyse emailen. Den findes og jeg får så at vide, at Flygtningenævnet straks vil genoptage sagen med henblik på en udsættelse af udrejsen.

Men efter en uanstændig kort sagsbehandlingstid får jeg en telefonbesked om at anmodningen om udsættelse er afvist.

Og i ugen efter modtager jeg så de skriftlige afslag.. De sædvanlige konstateringer vedr. hver enkelt af alle mine indvendinger (der refererer til reglerne), så har Flygtningenævnet vurderet, at det er uden betydning for sagen og kan bare ikke føre til ændret vurdering af asylsagen. I afslaget gøres der nu lidt mere ud af at dokumentere, at man har læst indsigelsen. Men reelt er der ikke sket nogen kvalitetsforbedring af den mangelfulde næsten fraværende begrundelse for afslag med brug af de standardiserede klicheer i form af påståede negeringer af asyllovgivningens krav. Man demonstrerer, at man kender loven. Men reelt henviser man stadig kun til sin egen bedrevidenhed og på forhånd givne autoritet mht at vurdere nye momenter i sagen.

Mht vurderingen af sikkerheden i 1999, så rører det ikke Flygtningenævnet, at henvise til sine afgørelser herom helt tilbage i 1995. (hvoraf nogle af de påstande, der blev lagt til grund, i mellemtiden er blevet officielt falcificerede).

Det drejer sig typisk blot om udokumenterede påstande. Hvis det ikke havde drejet sig om at afgøre menneskeskæbner, så kunne man more sig over denne "forvaltningskunst", som dog hurtigt bliver triviel pga dens mekaniske form. Og afskyelig pga dens konsekvenser for dens ofre. F. eks når Flygtningenævnet, som altså her kun er en enkelt fuldmægtigs afgørelser, skubber udsendelsesansvaret over på politiet. Og politiet gør det modsatte.

I den aktuelle sag er fakta, at ingen endnu har hørt fra den udviste. Som Hauge påpeger, så bør det deporterende land være så ansvarlig, at man undersøger hvad man sender ud til og medvirker til at skabe "sikre og værdige forhold" for de udviste, herunder at de konventioner Danmark er forpligtet på, også bliver overholdt.

Helt groteskt er det at en dreng, som har skrevet talrige ubesvarede breve til dig i de 5-6 år han har været her siden han kom som 15-årig - på flugt fra både tigrene og politiet i Colombo - og ellers ved behjertede danskeres hjælp er blevet velintegreret og på vej til en Højere Handelseksamen. At han nu pludselig bliver jaget af politiet for at blive deporteret til Colombo, hvor han ingen familietilknytning har. Blot fordi din og andre europæiske landes regeringer har skamredet muligheden for at bruge det "interne flugt alternativ"(læs til en ukendt skæbne som uønsket i Colombo).

For nu at oversætte UNHCR’s kritik i det Standpunktspapir fra februar i år, som åbenbart ikke var blevet overgivet af Udenrigsministeriet til Folketingets Europaudvalg, selv om det burde være en central del af beslutningsgrundlaget for Nyrups mandat til EU-topmødet i Tammerfors.

Og jeg vil nævne et endnu mere smerteligt tilfælde, hvor en splittet families asylsag har kørt i 5 år med uundgåelige traumatiske følger for både børn og voksne og for de relationer der er blevet opbygget undervejs i Danmark. Det drejer sig både om bevidst forhalingspolitik fra Udlændingestyrelsens side , men også om, at den ene danske myndighed handler helt ukoordineret og inkonsekvent i forhold til den anden. (Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet holder moderen adskilt fra børnene i Danmark. Og de sociale myndigheder føjer så spot til skade ved, med sit misforståede etnocentrisk formynderi, at splitte søskendeflokken, så børnene mister det eneste de har: søskendesammenholdet).

Men konsekvensen bliver at den splittede familie påføres en helt unødvendig lidelse, som må karakteriseres som psykisk tortur, altså samme konklusion, som Hauge til tider har måttet drage, efter at han har set de lidelser, som asylsøgere er blevet påført af de norske myndigheder.

I håb om at besindelsen vil indfinde sig og Socialdemokratiet vil leve op til sin tidligere historiske rolle som solidarisk med udsatte grupper.