Hjemmeside for flygtninge og
positiv fred
Arne Hansen -
Sønderjyllands Alle 35 - DK-9900 Frederikshavn - tlf. 98
42 55 42 - email arnehans@post3.tele.dk
Systematisk undertrykkelse i Irak
\"...de tvang mig ned på gulvet. En hætteklædt mand begyndte at slå
mig på fodsålerne med en ledning. Efter få minutter var jeg
bevidstløs. Hver nat fra midnat til klokken fire om morgenen tog de
mig ind i forhørslokalet og gentog torturen........de truede også med
at bruge elektrochok....\"
For tre uger siden fortalte en 59-årig læge fra Bagdad denne historie
til Amnesty International. På trods af at chancerne var minimale,
lykkedes det lægen at bestikke en fængselsbetjent og flygte ud af
landet. Hun blev arresteret i juni 99, mistænkt for at have kontakter
med irakiske oppositionsgrupper - anklager som hun pure benægter.
Lægens historie indgår i en ny rapport om forholdene i Irak, som
Amnesty International udsender i dag.
I rapporten retter Amnesty International opmærksomheden på alvorlige
krænkelser af menneskerettighederne i Irak, som bliver begået
systematisk og ustraffet. Krænkelserne spænder fra tilfældige
arrestationer og tilbageholdelse over tortur til henrettelser uden lov
og dom og henrettelser efter uretfærdige retssager. Mennesker
forsvinder og andre bliver udvist på grund af deres etniske baggrund.
Hovedparten af de mennesker, som bliver forfulgt af styret, er
Shia-muslimer, der bor i det sydlige Irak og i visse dele af Bagdad,
samt kurderne i det nordlige Irak. \"Det har skabt et klima af frygt,
som har tvunget tusinder af irakere til at flygte illegalt fra landet
og søge politisk asyl i andre lande\", konkluderer Amnesty
International i rapporten.
I rapporten fortælles om et stort antal fremtrædende Shia-muslimske
præster, som i løbet af det seneste halvandet år er blevet dræbt i det
sydlige Irak. Måden, de er blevet dræbt på, tyder på, at det er
regeringens sikkerhedsstyrker, som står bag, eller at det er grupper,
som handler på regeringens vegne.
Der fortælles ligeledes om regeringens sikkerhedsstyrker, som har
tvunget flere tusinde kurdiske familier til at forlade deres hjem og
tage til områder, som bliver kontrolleret af de to kurdiske partier i
det irakiske Kurdistan.
Amnesty International opfordrer den irakiske regering til at overholde
alle de internationale menneskerettighedskonventioner, som landet selv
har ratificeret. Dette indebærer blandt andet løsladelse af alle
politiske fanger, som bliver tilbageholdt uden anklage eller dom, samt
øjeblikkeligt stop for al udvisning af ikke-arabiske familier.
Amnesty International mener også, at det haster for FNs Sikkerhedsråd,
der er ansvarlig for sanktionerne mod Irak, at se på den humanitære
situation i landet. Sikkerhedsrådet bør tage alle nødvendige midler i
brug for at sikre menneskerettighederne i Irak.
For yderligere oplysninger samt tilsendelse af rapporten:
Pressechef Stig Nielsen, Amnesty International, tlf. 33 11 75 41