1. Forsvaret af frihed, sikkerhed og borgernes velfærd samt det statslige områdes usårlighed.
2. Fastlæggelse og fremme af NATO, som hviler på fælles værdier, til styrkelse af sikkerheden i det euro-atlantiske rum. Europa skal - i strategisk samarbejde med USA - påtage sig et større ansvar
3. En uddybning og udvidelse af integrationen med de europæiske demokratier i EU.
4. Udbygning af en samarbejdende sikkerhedsorden, som omfatter alle Europas lande, gennem styrkelse af OSCE,
5. Verdensomspændende respekt for Borger- og Menneskerettighederne samt sikring af verdensfreden gennem en styrkelse af FN

Derfor ønsker vi:

1. at garantere sikkerheden for Tyskland og vore allierede i det euro-atlantiske rum
2. at opbygge tillid gennem partnerskab og samarbejde. Det vellykkede samarbejde i pagten: "Partnerskab for Fred", det euroatlantiske partnerskabsråd, NATO-Rusland-rådet, NATO-Ukraine-Kommissionen samt intensive, bilaterale samarbejds- og partnerskabstiltag.
3. at deltage i kriseforebyggelse og krisestyring. Til disse formål yder den tyske Forbundshær et uundværligt - men ikke det eneste - bidrag.

Vi har drevet integrationen i Europa fremad på det økonomiske område på et ligeværdigt grundlag. Euro’en er en realitet. Politisk og økonomisk er vi godt på vej.

Den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik er imidlertid stadig i sin vorden. Den er endnu ikke omsat i praksis. Samtidig har Europa - om man vil det eller ej - et globalt ansvar.

Til Tysklands overordnede mål, hvad angår sikring af freden inden for europæiske og transatlantiske rammer, tjener de tyske styrker sammen med vore allieredes. Forbundshær råder dog kun i begrænset omfang over de krævede muligheder i øjeblikket.

Den sikkerhedspolitiske situation er i dag kendetegnet ved nye farer og ny ustabilitet.

Efter, vi har overvundet Europas deling, tilstræber vi uforandret en varig fredsorden, som vi dog stadig er langt fra.

Begivenhederne på Balkan viser os det i al sin tydelighed. Heller ikke i fremtiden vil den militære sikkerhedsskabelse kunne undgås.

Vi har ligeledes lært, at: Fred, sikkerhed og stabilitet kan mindre end tidligere udelukkende defineres militært. Den udvidede sikkerhedsopfattelse, som bør være grundlaget for en moderne sikkerhedspolitik, kræver en funktionel - ikke først og fremmest geografisk - opfattelse af sikkerhed.

Kun denne omfattende sikkerhedsopfattelse vil fremme etableringen af et fredens Europa, af politisk og social stabilitet samt økonomisk velstand.

Det gælder også stadig, at intet land under de nuværende betingelser vil kunne garantere sikkerhed, fred og stabilitet.

Samarbejde med allierede og partnere er mere end tidligere blevet et ledende princip i den internationale sikkerhedspolitik.

Sikkerheden i det euro-atlantiske rum er udelelig. Vores mål er derfor: Fælles sikkerhed. Derfor skal vi være rede til at påtage os vort ansvar og dele byrden.

Det er et påbud om solidaritet med vore partnere og allierede, som vi også egen interesse skal lægge til grund for vores sikkerhedspolitik. Den, som ikke bidrager, kan heller ikke regne med støtte fra andre. Et lands indflydelse på udformningen af en alliances fælles sikkerhedspolitik, bliver først og fremmest bestemt af det bidrag, landet yder til den praktiske gennemførelse af denne politik.

Denne nødvendige sammenhæng bliver desværre ofte overset i den indenrigspolitiske debat om de fremtidige økonomiske bidrag til Forbundshæren.

Tyskland spiller på grund af sin geostrategiske placering i midten af Europa samt sin størrelse og økonomiske kraft en nøglerolle, når det gælder udformningen af et sikkert, europæisk miljø. Denne nøglerolle er på samme tid både et ansvar og en chance.

De tætte venskabsbånd til Frankrig er derfor også fremtidig af afgørende betydning. Det er en garanti og motor for den europæiske samlingsproces.

På den måde kan vi sammen og med andre europæiske partnere m.h.t. opbygningen af en europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik notere os betydelige fremskridt.

Væsentlige tiltag i den retning var:

• Premierminister Blairs initiativ i Pörtschach i oktober 1998

• Den fransk-britiske erklæring fra St. Malo i december 1998

• Det tysk-franske topmøde i Toulouse i maj 1999

• det europæiske topmøde i Köln i juni 1999

• Chirac’s handlingsplan for europæisk forsvar af juli 1999

Tyskland yder et bidrag, som svarer til vores internationale vægt, inden for rammerne af et kollektivt sikkerhedssystem. Det være i vores nationale interesse og leve op til forventningerne fra det internationale samfund, at det også forholder sig sådan i fremtiden.

Multinationalitet og integration er blevet kendetegnet for netop de tyske styrker. Vi har forpligtet os til store bidrag til alliancens integrerede strukturer. Store dele af hæren, luftvåbnet og marinen står allerede nu til rådighed for fred i NATO. Forbundshæren spiller en betydelig rolle i den nye kommandostruktur i alliancen med mere en tyve topstillinger - nu også styrket i den særligt kriseramte Region Syd.

Vore soldater bliver principielt indsat i fællesskab med vore allierede i NATO og med vore europæiske partnere. Regelmæssige øvelser skaber forudsætningen herfor.

De to tysk-amerikanske korps, det tysk-hollandske korps, NATO’s hurtige udrykningstyrke, Eurokorpset, den tysk-franske brigade, det trinationale tysk-polsk-danske Nordøstkorps, det integrerede luftforsvar samt deltagelse i NATO’s permanente indsatsflåde - det hele gør det tydeligt for enhver: Forbundshærens fremtid ligger i det internationale samarbejde.

Mine damer og herrer,

Ti år efter den fredelige revolution i Europa har det euro-atlantiske statsfællesskab og dets institutioner indrettet sig grundlæggende efter de ændrede sikkerhedspolitiske og strategiske rammebetingelser.

NATO vedtog i Washington et nyt strategisk koncept. Dette sikkerhedspolitiske koncept afspejler tyske, sikkerhedspolitiske interesser og Tyskland har medvirket afgørende hertil.

Netop derfor må vi gøre os klart, at vi sætter vores troværdighed på prøve, hvis vi ikke er rede til også at yde et betydeligt bidrag til gennemførelsen heraf.

Det strategiske koncept understreger også, at vores sikkerhed er afhængig af en transatlantisk og en europæisk søjle. Vi udformer vores sikkerheds- og forsvarspolitik inden for NATO og EU.

NATO’s centrale sikkerhedsopgave er fortsat kollektivt forsvar. Forsvar inden for alliancen og de transatlantiske forbindelser er og bliver de vigtigste kendetegn og forudsætninger for Alliancens handlekraft.

På dette grundlag bidrager NATO til styrket konfliktforebyggelse og krisestyring, samt til partnerskab og samarbejde som en ny, grundlæggende sikkerhedsopgave.

Det gælder om at imødegå kriser tidligst muligt, hvor de måtte opstå, for at hindre, at de udvides. I samarbejde med andre sikkerhedsinstitutioner spiller NATO en central rolle hertil.

Men NATO bliver ikke til en politibetjent på verdensplan af den grund. FN har stadig hovedansvaret for opretholdelsen af den internationale sikkerhed.

Alliancens indretning på et udvidet opgavespektrum er ikke ensbetydende med et sikkerhedspolitisk paradigmeskifte - heller ikke når det gælder selve indsatsstyrkerne.

Det gælder ikke om at holde forskellige kategorier af styrker parate til forskellig indsats. Vi har brug for sammenhængende, militære muligheder til forsvar af alliancen og til krisestyring. Det betyder ikke en forfatningsmæssigt ny udformning af styrkerne, men blot en tilpasning til de ændrede krav.

Vi har især brug for bedre muligheder på hovedområder som mobilitet, interoperabilitet, ledelse og rekognoscering ved hjælp af de mest moderne teknologier.

Således moderniserede indsatsstyrker åbner en bred palet af politiske og militære reaktionsmuligheder for Alliancen. Det Defense Capabilities Initiative, som blev vedtaget på NATO-topmødet, er udarbejdet efter disse retningslinjer og styrker samtidig NATO’s europæiske søjle.

Stats- og regeringschefernes Topmøde i Köln er efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden den afgørende ledetråd for styrkelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Virkeliggørelsen af en effektiv, europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik blev indledt på dette topmøde. Dermed nåede vi det tyske formandsskabs væsentligste målsætninger.

Netop krisen i Kosovo har vist os, at Europa i europæiske kriser skal være politisk og militært mere handledygtig, hvis vi skal have en ligeværdig indflydelse. Vi har i NATO ikke for meget Amerika, men for lidt Europa. I EU har vi for megen landbrugspolitik og for lidt udenrigs- og sikkerhedspolitik.

I Köln blev der truffet retningsgivende beslutninger omkring opbygningen af permanente politisk-militære strukturer i EU. De muliggør operationer inden for krisestyring under europæernes politiske og strategiske ansvar.

Forberedelserne til overførslen af WEU opgaver til EU skal være afsluttet inden udgangen af år 2000. Derfor er det afgørende, at alle EU-medlemmer - neutrale og NATO-lande - opnår ligeberettigede deltagelsesmuligheder. Det betyder indebærer også deltagelse af europæiske NATO-partnere, som ikke er med i EU.

Men det er lige så vigtigt, at den europæiske beslutningsproces ikke bliver afkoblet fra NATO, d.v.s. USA., men fortsat er transparant.

Landene i EU har forpligtet sig til at videreudvikle deres militære aktiver og muligheder m.h.p. krisestyringsoperationer - især på områderne: Strategisk rekognoscering, strategisk transport og ledelse af styrkerne.

Hertil hører også den af Belgien, Frankrig, Luxemburg, Spanien og Tyskland vedtagne videreudvikling af Eurokorpset til en europæisk kriseudrykningsstyrke, som skal stå til rådighed for både NATO- og EU-indsats.

Samarbejdet mellem de europæiske rustningsindustrier skal gøres mere effektive, og planlægningen og anskaffelsen af rustningsudstyr skal koordineres bedre.

Opbygningen af selvstændige muligheder vil styrke Europas rolle og indflydelse, og sikrer samtidig en byrdefordeling med USA i engagementet på vort kontinent.

NATO og EU er slået ind på en kurs med reformer og nye strukturer. OSCE og FN har ikke nået så vidt. Også de skal udvikles til endnu stærkere og mere slagkraftige redskaber for den internationale krisestyring. Vi støtter derfor meget nogle tilsvarende anstrengelse fra disse to organisationer.

FN har - for at forbedre sine reaktionsmuligheder under udvikling af kriser - sat sit system på stand-by.

Derfor har jeg besluttet, at Tyskland deltager i disse bestræbelser med sine militære muligheder som land- og lufttransport, sanitets- og pionerkapacitet samt med Sø-rekognoscerings-, overvågnings- og minerydnings-udstyr.

Hvis Tyskland vil tage sit ansvar inden for statsfællesskabet alvorligt, skal Forbundshæren i fremtiden yde et væsentligt og værdifuldt bidrag til internationale fredsmissioner.

Mine damer og herrer,

Forbundshæren står nu - med en basalt ændret sikkerhedssituation samt stadigt voksende internationale krav på den ene side og "syltede" reformer og strammere bånd på finansloven på den anden side - på et afgørende punkt i sin udvikling.

I de kommende tolv måneder handler det om ikke mindre end en grundlæggende nyorientering for Forbundshæren: Struktur, omfang, udrustning og uddannelse hører stadig til en vedvarende balance. Forbundshæren skal tilpasse sine muligheder til de ændrede internationale rammebetingelser.

Denne proces er ikke let. Og vi må ikke glemme, at styrkerne endnu ikke har afsluttet den basale ombygning, som de har været underlagt siden 1990.

Forbundshærens opgaver er uændrede - også under de ændrede betingelser. De bliver ved med at være:

• at beskytte Tyskland og dets borgere mod politisk afpresning og udefra kommende farer

• at forsvare Tyskland og dets allierede

• at sikre fred og stabilitet i det euro-atlantiske rum

• at fremme verdensfreden og den internationale sikkerhed baseret på FN’s Charter

• at hjælpe til under katastrofer og i nødsituationer

Forsvaret af eget land er fortsat det forfatningsmæssige grundlag for tyske styrker. Man kan dog også fremover kun forestille sig dette inden for alliancens rammer.

Tyskland er ikke en frontlinjestat mere. I dag vil et stort bidrag fra vor side til forsvaret af alliancen også være det bedste forsvar af Tyskland, idet det vil kunne holde væbnede konflikter borte fra vores land.

Desuden skal styrken bidrage til - sammen med vore allierede inden for alliancens rammer og som aktivt medlem af andre internationale organisationer - at løse kriser og konflikter. Til dette formål skal militære styrker fremover deployeres i kriseregioner for så effektivt som muligt og med et minimale egne tab at nå de politisk vedtagne mål.

I Kosovo mislykkedes forebyggelse af krisen. Det betyder, at det bliver uundgåeligt med en reaktion på krisen, hvis man ikke blot vil se på større og større flygtningestrømme og stadigt frygteligere forbrydelser.

Det land, som ikke kan deltage i en krisestyring, fordi det ikk råder over tilstrækkelige og egnede styrker, har heller ikke mulighed for at bidrage til bilæggelsen af konflikter eller den politiske udformning. Den såkaldte Fischer-plan eller andre initiativer til en stabilitetspagt ville have haft langt ringere udsigter til en international gennemførelse, hvis de ikke var fremført af os, men af nogle af de mindre europæiske partnere.

Sikrede kollektive forsvarsmuligheder, sikkerhed og stabilitet i det euro-atlantiske rum - såsom fikring af verdensfreden - angiver rammerne for de opgaver, som vore styrker skal opfylde, og for de kvalifikationer, som kræves hertil.

Efter min mening er de følgende kvalifikationer tvingende nødvendige for den nye Forbundshær:

• den skal være yders mobil, slagkraftig og skal kunne forsynes langt borte fra hjemlandet

• den skal bidrage med egne midler og i forbund med vore partnere bidrage til tidlig krisevarsling, samt kunne fremlægge tidssvarende, omfattende informationer som grundlag for politiske og militære beslutninger.

• den opfylder de høje krav til mobilitet og fleksibilitet. Dens enheder skal ikke bare hurtigt kunne sendes ud, men også efter kort forberedelse kunne varetage de mest forskellige opgaver fra katastrofehjælp til meget langvarende kriseindsats, der kræver høj udholdenhed.

• den skal først og fremmest kunne gennemføre indsatser - multinationalt og i fællesskab med andre styrker. Et gnidningsløst samarbejde hører derfor til de vigtigste krav. Interoperabiliteten er allerede sikret på ledelsesplan i fredstid.

• dens ledelsesorganisering og -midler er kompatibel med vore allieredes

• overlevelses- og udholdelseskraften er også sikret i indsatser over længere tidsrum. En indsats uden for eget land kræver opbygning af en mobil logistik og sanitær understøttelse.

• Regenerations-, opbygnings- og mobiliseringsmuligheder er uundværlige for Forbundshæren og NATO. De skal indrettes således, at den politiske tid til forberedelse i.f.m. opståede kriser ikke bliver ligestillet med militært nødvendige forberedelsestid. Den, som først opbygger sine militære kvalifikationer under en opstående krise, handler for sent og desuden altid med en risiko for uønsket eskalation.

(........ resten er om forbundshæren)

Ovenstående er oversat på grund af resultatet af Helvegs forgæves "anstrengelser" på udenrigsministermødet den 6.12.99 om den kommende fælles forsvarspolitik - denne tale havde jeg som tekst, men Rudolf Scharping har i de forløbne måneder stort set sagt det samme hver gang - (og af en eller anden grund tror jeg, at hans mening tæller mere end Helvegs, uanset om vi havde en undtagelse eller ej)