Hjemmeside for flygtninge og positiv fred
Arne Hansen - Sønderjyllands Alle 35 - DK-9900 Frederikshavn - tlf. 98 42 55 42 - email arnehans@post3.tele.dk

Human flygtningelov - en myte blot?

af nødhjælpschauffør Kim Andersen

Hvor kan man være naiv! Her gik jeg ((tidligere Fremskridtsmand) dog for lang tid siden omvendt) og troede, at Danmark var et retssamfund. Der har jo været mange eksempler på, at den danske flygtningelovgivning havde spillet fallit! For mange kriminelle flygtninge, for mange der kom "kun" for at udnytte vores "udmærkede" sociale lovgivning, kort sagt mange der kom blot for at tilrane de danske goder, men vi hjalp da folk der var i virkelig nød? Vi har jo underskrevet diverse menneskeretslige konventioner? Det blev en brat opvågning!

Engang midt i februar sad jeg sammen med nogle tidligere kollegaer (nødhjælpschauffører). Vi hyggede os og snakkede om "de gamle dage" i krigshelvedet. I baggrunden kørte fjernsynet med nyhederne, pludseligt var der et indslag der fangede vores interesse; Lyngby-præsten Leif Bork Hansen er nu blevet sigtet for at skjule 24 serbiske flygtninge fra Østslavonien i Kroatien…" Vi kiggede på hinanden, man sender da ikke serbere tilbage til Østslavonien? "Så er det da nemmere, hvis vi bare slår dem ihjel her i Danmark, så sparer vi da flybilletten" som Michael sagde.
Hennings kommentar var ikke mindre rammende "Det er da den bedste måde den danske stat kan nedgøre det arbejde vi gjorde! Hvorfor sku' vi satse livet for at holde dem i live dernede, hvis man nu alligevel sender dem tilbage til døden?"
Nej, vi enedes nu hurtigt om, at vi havde misforstået noget, ham der præsten fra Lyngby var nok en af de her ekstremistiske superhumanister, der blot ville åbne landets grænser for alle og enhver, og serbiske asylansøgere fra Østslavonien, udvist af Danmark - ALDRIG!

Da gutterne var gået og der var blevet ro i huset, kunne jeg alligevel ikke få tanken ud af hovedet. Jeg fandt computeren frem, fandt ind på Internettet, fandt tv2.dk og så dagens nyhedsindslag. Det var s.. rigtigt nok. Hvad var der sket? De der kloge hoveder inde på Christiansborg måtte jo vide noget vi ikke vidste, men hvad? Det kostede en lang søvnløs nat, hvad var der var sket som vi ikke havde hørt fra vores kontakter i området? Der måtte jo være sket nogle forandringer siden de skulle sendes hjem. Havde Kroaterne besluttet at slå en streg over fortiden? - Det var ikke særligt sandsynligt! Var Tutsmann blevet demokrat og humanist her på sine sidste sygdomsramte dage? - Endnu mindre sandsynligt! Havde FN og OSCE endeligt markeret sig og gennemtrumfet menneskelige forhold for de etniske minoriteter i Kroatien? - Direkte usandsynligt! Vi (Danmark) overholder da de flygtninge- og menneskeretskonventioner vi har underskrevet, eller hvad? En snigende tvivl tog bolig i mit hoved, jeg måtte finde ud af hvad der var sket.

Tidligt næste morgen tog jeg kontakt med en ven, en ven der er journalist ved vores lokale dagblad. Jeg kendte jo ikke noget til, hvordan man skaffer sig disse oplysninger, rapporter og andet materiale der kunne beskrive situationen i Østslavonien. Det kom der så en artikel ud af, en artikel, hvor mit tidligere politiske ståsted blev det centrale overskriften lød: Tidligere Fremskridtsmand, vil kæmpe for serbiske flygtninge. Politiken tog historien op, og så var det, som var jeg et fnug ved indsugningen af en Nilfisk støvsuger, jeg blev suget ind i sagen, på dette tidspunkt fuldstændig uforberedt, fuldstændig ukendt med denne nye verden jeg nu befandt mig i, men "Nød lærer nøgen kvinde at spinde" og forunderligt nok gælder det også for tidl. Nødhjælpschauffører.

Informationsindsamlingsperioden var startet, og hurtigt gik det op for mig og de af mine tidl. Kollegaer der hurtigt støttede op omkring undersøgelserne, at der var noget rivende galt. Situationen for serbere i Østslavonien var nøjagtigt så forfærdelig som vi havde forventet , men det der chokerede os var, at de oplysninger vi fremskaffede var ikke særlig specielle, det var de helt officielle rapporter fra div. Menneskeretsorganisationer i området altså rapporter som det måtte formodes at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet var i besiddelse af, men hvorfor havde de så afvist asyl? Det kunne jo være, at rapporterne ikke talte sandt, så vi sendte (for egen regning) 3 kollegaer til området, de ville prøve at få kontakt med nogle af de ca. 300 serbere der var blevet udvist af Danmark. I omkring 3 uger gennempløjede de hele området og resultatet var, at de fandt frem til 6 (seks) serbere der havde prøvet lykken i Danmark. Det manglende held de havde haft i Danmark havde fulgt dem til Kroatien, så det var nogle triste skæbner der mødte mine venner.

En ung 26 årig mand på et psykriatisk hospital, fuldstændig tabt for omverdenen. En 24 årig mand, der af dansk politi blev afleveret til kroatisk politi i Zagreb lufthavn. Efter en tur i kroatisk fængsel - med tæsk og ydmygelse - lykkedes det ham at undslippe. Han levede "under jorden", på flugt fra myndighederne, efterlyst fordi han havde stillet den kroatiske stat i miskredit ved at søge asyl i Danmark. De sidste 4 var en familie med 2 små børn (7 og 8 år). De levede en umenneskelig tilværelse i en by, hvor flertallet var kroater. Børnene kunne ikke gå i skole, det var for farligt for dem. De fleste butikker ville ikke handle med serbere og med en månedlig socialhjælp på ca. 300 kr. var der alligevel ikke meget at købe for. Vores "bæger" flød " over, der skulle gøres noget!

Jeg forsøgte at komme igennem til myndighederne - Udlændingestyrelsen, Flygtningenævnet, Indenrigsministeriet, ja selv til Statsministeriet, men det var som et lukket land. Der var ingen der var interesserede i at høre om de forfærdelige konsekvenser deres beslutninger havde haft. Jeg kontaktede pressen, det her var da en "god historie", men ingen respons. Vi havde jo "den forkerte holdning". Der var jo ingen der ville høre på flygtningenes skæbner, alle havde tillid til systemet, og vi havde jo flygtninge nok i Danmark. Hellere afvise en for meget end give asyl til en for meget. Det var som at slå i en dyne og troen på, at det skulle kunne lykkes svandt, jeg havde lyst til at smide det hele fra mig. Hvad kommer det da også mig ved? Jeg var meget tæt på at opgive det hele, men når man så det engagement, det mod og den offervilje som Leif (Bork Hansen) udviste skulle vi så bare opgive? Vi havde jo en rigtig god sag. Den entusiasme Leif udviste smittede af på os andre, når han mente det var værd at satse både job og hus for, så måtte vi også kæmpe ved hans side. Men hvordan skulle vi få overbevist systemet om denne uretfærdighed?

I juni måned kom der et gennembrud. En banal sag om en fiskerkone (fra Thailand) der ikke kunne få opholdstilladelse fordi hendes mand var på havet 3 dage om ugen. Det kunne folk forstå, nu kunne alle se, at Udlændingestyrelsen ikke var ufejlbarlig. Da det var en populær sag, så man straks div. Politikere på banen, og vi hoppede med på vognen med vores 24 skjulte serbere. Endelig fik sagen den opmærksomhed som den fortjente, pressen var med, da de først tog sig tid til at gennemgå vores dokumentation så de straks, at her var en sag der kunne vindes. Alle nyhedsudsendelser og alle aviser skulle hver dag have en historie om serbersagen, og det virkede! Vores uafhængige og upåvirkelige flygtningesystem begyndte at røre på sig. Vi blev inviteret ind på de bonede gulve snart til Udlændingestyrelsen snart til Indenrigsministeren (møde med Thorkild blev i øvrigt en opvisning i uvidenhed fra ministerens side), men man hørte da på os (det var de nu også nød til, for vi havde jo beviserne med). Nu skulle der sendes en Fact Finding mission til området og serberne, der på det tidspunkt havde skjult sig i næsten et år hos hjælpsomme danskere, fik midlertidigt ophold i Danmark. Rapporten fra missionen kom, og bekræftede at situationen var forfærdeligt, og systemet har besluttet (for 3. gang) at udsætte hjemrejsen for de 24 mens man overvejer om de nu skal have en ny sagsbehandling. Vores serbere skal nok få en ny sagsbehandling og de skal såmænd også nok få asyl, det er de nød til (vi stopper jo hellere ikke før der er en løsning), men det er ikke godvilligt. Den eneste grund til, at denne ullykkelige sag ikke for lang tid siden er løst er alene den, at systemet nu søger efter et værdigt tilbagetog. Hvordan kan de løse denne sag uden at indrømme, at de tog fejl? Det er det eneste der betyder noget for systemet, ikke menneskeskæbnerne, ikke beviserne, men alene deres selvhøjtidelige æresbegreb.

Serberne her er reddet - eller vil blive reddet, for de har en gruppe danskere til at bakke sig op, til at fremskaffe dokumentationen, til at stille de nødvendige økonomiske garantier ja kort sagt til at lege David mod Goliat, men hvad med alle andre flygtninge, der får en lemfældig og overfladisk sagsbehandling eller hvor situationen i deres hjemlande forværres drastisk? De er virkeligt på r..!

Der skal skaffes beviser fra hjemlandet for situationsforværringen - det koster! Der skal skaffes penge til en advokat som skal søge om genoptagelse. Der skal også skaffes medieopmærksomhed i pressen (det er jo en nødvendig starthjælp for myndighederne), men hvordan? Man skal tænke på, at disse mennesker har en masse "lig i lasten" de er jo netop flygtet på grund af grusomheder og er derfor ikke særligt mobile til at sætte ovennævnte i værk - de kender ikke det danske system og de mærkelige regler der gælder herfor, kort sagt de er på r..! Man må huske på, at succeskriteriet for den danske asylbehandling er: Hellere en for lidt end en for meget.

Nu er jeg så kommet til det svære (det er nu altid svært for mig at få sluttet) for med min baggrund at skulle sige Flygtning Under Jorden. Det er efter min bedste overbevisning en nødvendig organisation. Jeg har været medskyldig i at gemme disse serbere i over et år, det var en nødvendighed for at få sagen løst, men det er jo desværre ikke de eneste der ikke er blevet korrekt behandlet i vores system. Så længe vi i Danmark ser stort på de internationale forpligtelser vi har (og frivilligt har underskrevet) er det nødvendigt at folk går imod systemet, koste hvad det vil!

Meget kan man sige om det danske asylbehandling, den er: hurtig, konsekvent, ubarmhjertelig, effektiv, populistisk, lemfældig og uansvarlig, men den opmærksomme læser vil bemærke menneskelighed og retfærdighed er ikke noget jeg beskylder asylbehandlingen for at være. Til slut blot denne opfordring, HUSK! Det er ikke kun en sag for Flygtning Under Jorden, eller en rar præst fra Lyngby, eller en flok nødhjælpschauffører, det er noget der vedkommer os alle, det er alles renomme der står på spil! Vil du tages til indtægt for en inhuman behandling af mennesker i nød? Valget er dit! Jeg ville ikke.

(Note af Arne Hansen: Ovenstående artikel bringes også i det nyeste nr af Nyhedsbrev fra Komiteen Flygtninge under Jorden nr 21 dec 99. Besøg også Komiteen Flygtninge under Jorden)

« « «