Kvinder for Fred

Historie : Fredsmarch København - Paris 1981

Støttefesten i Den grå Hal

Som en af Kvinder for Freds repræsentanter deltog jeg i de forberedende møder til støttefesten i Den grå Hal i Christiania den 13 juni 1981. De startede måneder i forvejen, og var meget langvarige, idet alle de mange fredsgrupper som deltog jo skulle høres, komme med forslag og arbejdet fordeles.

Da aftenen oprandt, var Den grå Hal pyntet med fredsbannere, plakater og masser og lysegrønne bøgegrene.

Christianias beboere sørgede for mad og drikke.

Søborg Folkeblad onsdag den 24. juni 1981
Starten på marchen i Gladsaxe.


Fredsmarch 1981 starter fra Rådhuspladsen i København den 22. juni 1981.

Foto: Erik Geie. Politiken.

Der var stuvendt fuldt (ca. 800 mennesker), og salen sydede af begejstring over den fremragende underholdning som vore dygtige skuespillere, sangere og musikere stillede op med.

Festen sluttede sent, - en stor succes, og en dejlig optakt til Fredsmarch 81 København Paris.

Grethe Andersen, November 2006


Grethe Andersens tale holdt ved marchens start på Gladsaxe Rådhusplads 21. juni 1981:

Fredsmarchen 1981 vil blive den største protest mod oprustningen, og den stærkeste manifestation af ønsket om at få jorden sikret som atomvåbenfri zone gennem en traktat. En ting som må gennem­føres som et af de første vigtige skridt på vejen til en begrænsning af kernevåbnene i hele verden.

At det ikke kun er en lille isoleret gruppe men­nesker, som ønsker dette, viser den meget stærke aktivitet, der har været omkrinc dette overalt i landet såvel som i det øvrige Norden. Nye lokal­grupper af fredsbevægelserne skyder ustandselig op, men arbejdet for fred og sikkerhed føres ikke kun i fredsbevægelserne, det føres på arbejds­pladser, i fagforeninger, ungdomsforeninger og mange, mange andre steder.

Den nordiske fredskonference, afholdt i Ålborg i maj, som var blevet til på initiativ af 200 nordjyske tillidsmænd, og som blev arrangeret af forskellige arbejdspladser og fagforeninger, samlede således 1.300 deltagere fra samtlige nordiske lande.

Videnskabsmænd og læger jorden over advarer indtrængende om følgerne af en atomkrig. Verdens atomvåbenlagre rummer nu mere end 60.000 atombomber; deres sprængkraft svarer til mere end 1 million Hiroshima bomber - 15 tons trotyl til hvert eneste menneske på jorden, milliarder og atter milliarder af kroner brugt til våben hver eneste dag - penge som bl.a. kunne anvendes til at hjælpe den meget store del af befolkningen i den tredje verden, for hvem hver eneste dag er en lidelse.

Det er så forfærdelig svært for os at sætte denne trussel, disse uhyggelige rustningstal ind som en realitet i vores hverdag - for når vi gør det - så føles dette at drage omsorg for - og beskytte livet på det nære plan helt meningsløst. - Angsten i vore hjerter og ansvarlighed bringer os til erkendelse af, at vi ikke har beskyttet livet på det nære plan, før vi har taget kampen op mod den trussel, de eksisterende våbenlagre er for menneskeheden.

Vi skal tro på, at vi kan være med til at nedbryde det had og den følelseskulde, som ligger til grund for oprustningen. Vi skal uophørligt arbejde sammen for at beskytte livet, så børnene stadig skal kunne lege - træerne stadig springe ud - som i dette vidunderlige forår, vi lige har oplevet. Om vore børn og unge skal kunne se en meningsfyldt fremtid i møde, en fremtid, som vi kan være bekendt at tilbyde dem, afhænger af vore handlinger. Lad os derfor håbe, at verdens politikere forstår det budskab,fredemarchen er udtryk for.

Se også slutningen af filmen Kommer der krig, mor.

Fredsmarchen København - Paris inspiredede til marchen fra Cardiff til Greenham Common.

Hop tilbage i rammen