Side 4-7
Hvordan begyndte det?
Programredaktør Bodil Graae
Hvordan begyndte det?
Lyder spørgsmålet.
Det begyndte forunderligt. Det begyndte med et
kvindefællesskab, en urkvindelig oprindelighed med usynlighed
ens tråde løbende mellem os fra det ene land til det
andet.
Det begyndte for os omkring det snart berømmelige
blå køkkenbord.
Det, hvis farve videregav navn til Den Blå
Køkkengruppe. Der sad vi tre kvinder og oplevede vores egen
depression over, hvad det skulle blive til altsammen.
Ville der nogensinde blive en fremtid for vores børn?
Havde vi selv levet i den bedste tid? Ville alting fra nu af blot
blive værre og værre, indtil den frygtelige dag, hvor
den store eksplosion ville udslette alt det, vi holdt af, alle dem
vi holdt af?
Så begyndte hekseriet.
Et internordisk kogleri, som man senere kun kan gætte
på, om det blot var tilfældigheder, om det blot var
noget der lå i tiden... eller......
Vi blev enige om, at der måtte ske noget.
Nu må det være nok, sagde vi desperate.
Uden at ane, at det en dag skulle blive en sætning, som
ville blive spredt over landene og skrevet, talt, råbt
på mange sprog. Vi tog telefonen og ringede til Norge. Og
Berit Ås var overvældet og overrasket. Der er så
mange kvinder, der ringer til mig om det samme. Og vi blev enige om
at mødes - også med kvinder fra de andre nordiske
lande. Berit tog i mellemtiden til Stockholm for at tale i
kvindegrupperne, Kvinnokamp for Fred. Det var i de dage, Sverige
skulle have afstemning omkring A-kraften. Det var også de
kvindegrupper, der senere gled helt ind i Kvinder for Fred.
Og det forunderlige hændte.
På et af møderne fortalte hun om vores
henvendelse.
Og da hun fik at vide, at man netop havde modtaget et brev fra
Finland. I det brev stod der, at nu måtte det være nok,
at nu måtte der ske noget. Nordiske kvinder måtte finde
sammen.
Det viste sig senere at brevet fra Finland var skrevet på
den selvsamme dag i Åbo, som tre kvinder sad omkring et
blåt køkkenbord i København.
Sådan begyndte det.
Det begyndte altsammen den 7. januar 1980 - og der var kun
gået godt en måned, så startede kampagnen over
hele Norden. I Ågot Jungs brev fra Finland hed det, at nu
måtte der tages initiativ til en kvindeaktion mod
oprustningen og den overhængende krigstrussel. Og det
skete.
Den 14. februar bragede det løs over hele Norden.
En kronik i Politiken 'Kvinder for Fred' - hvor dette slogan for
første gang blev brugt offentligt - gaven så voldsom
reaktion, som ingen kunne have drømt sig til. I løbet
af ganske få timer var der lange ventelister på
telefonen, men kvinder meldte sig med nye telefoner, og flere
tusinde indsamlingslister til underskrifter strøg ud over
det ganske land. Allerede dagen efter var der organiseret et
telefonnet af kvinder, der selv meldte sig.
Kvinder der aldrig nogensinde havde været med til at samle
underskrifter, begyndte at gå ud på gaderne. Vi blev
interviewet til tysk radio - og tre dage efter fik vi en hilsen fra
Holland, som ønskede os tillykke. En hilsen fra en hollandsk
kvindefredsbevægelse, der kaldte sig Vrouen vor Vrede. Det
betyder Kvinder for Fred.
Atter et kvindefællesskab. Usynlige tråde, der bandt
kvinder sammen i et ønske om fælles aktion, om
kvindefornuft.
Også lidt uforklarligt. I Oslo havde vi snakket
længe om, hvad vores aktion skulle hedde - og da nåede
vi frem til Kvinder for Fred - uden at nogen af os havde anelse om,
at kvinder i Holland kun få måneder forinden havde
valgt nøjagtig det samme.
Kvinder i mange lande var begyndt at finde sammen.
Da den halve million underskrifter fra Nordiske Kvinder blev
overrakt FN's daværende generalsekretær, Kurt Waldheim
ved Kvindekonferencen i København 1980, var det absolut
Kvinder for Fred, der vakte den afgjort største interesse.
Første skridt på vejen var lykkedes. Vi troede
kampagnen var slut.
Det var den ikke.
Den udviklede sig til at blive en bevægelse.
Den lever stadig.
Bodil Graae 1985
NEDRUSTNING FOR EN VARIG VERDENSFRED
VÅBENMILLIARDERNE TIL MAD
NEJ TIL KRIG
Det var de tre krav, som ½ million nordiske kvinder gav
deres underskrift. Underskrifterne blev overgivet til FN, fordi
Kvinder for Fred mener, det er utroligt vigtigt, at vi har de
Forenede Nationer, hvor repræsentanter fra så at sige
alle jordens lande mødes og lærer hinandens
synspunkter at kende. For at støtte den globale proces i FN,
er det nødvendigt, at organisationer og bevægelser
virker som lokale meningsdannere og pressionsgrupper i de enkelte
lande. Kvinder for Fred ser det bl.a. som sin opgave at holde
politikerne fast på de beslutninger, de har stemt for i
FN.
NORDISK ALTERNATIVKAMPAGNE
Kvinder for Fred har sammen med ca. 90 andre bevægelser og
foreninger i de 5 nordiske lande tilsluttet sig Nordisk
Alternativkampagne (NAK), der arbejder for en alternativ udvikling
for de nordiske lande i samarbejde med et eller flere U-lande. Det
samfund man forestiller sig, skal fungere på basis af
fællesskab og samarbejde i stedet for konkurrence. Materielle
og økonomiske hensyn skal være underordnede i forhold
til international afspænding, retfærdigere global
fordeling, miljøhensyn, økologiske og humane
hensyn.
Landsmøder - sådan sagde vi
-
- i 1982
Vi tager på det skarpeste afstand fra de overgreb, der til
stadighed sker på befolkninger rundt om i verden.
For det første er det grusomt og forbryderisk - For det
andet er det til fare for verdensfreden: Freden er en sag om etik,
og i den sag er vores mening lige så betydningsfuld som de
såkaldte eksperters.
- i 1983
Fred er mere end fravær af krig.
Fred er våbenmilliarderne til mad.
Fred er nedbrydning af fjendebilleder.
Fred er at turde begynde Derfor - Begynd i Danmark:
- og i 1984
Ifølge FN's slutdokument fra 1978 om nedrustning har
medlemslandene forpligtet sig til at skabe varig international fred
og sikkerhed gennem hurtig og effektiv reduktion af både
våben og væbnede styrker.
På trods af disse vedtagelser opruster verden i en grad,
som man aldrig før har været vidne til.
Vi mener, at dette er katastrofalt, både med hensyn til
vor sikkerhed og til troen på demokratiet. Da det
demokratiske princip bl. a. bygger på en stadig strøm
af relevante oplysninger til befolkningen, har pressen her et stort
ansvar.
I betragtning af at menneskeheden i dag står over for
valget mellem nedrustning eller total udslettelse, kræver
Kvinder for Fred, at ordene i Slutdokumentet efterleves af
både politikere og presse.
Kvinder for Freds første mål er:
NEDRUSTNING FOR EN
VARIG VERDENSFRED.
Afspændingen mellem Øst og Vest må fremmes
mest muligt. Både forhandlingerne om sikkerhed og samarbejde
og nedrustningsforhandlingerne må ubetinget fortsættes
for at få våbenkapløbet standset, så der
kan indgås bindende aftaler om nedrustning. Aftalerne skal
omfatte alle slags våben: stjernekrigsvåben,
atomvåben, konventionelle våben, kemiske våben og
biologiske våben. Et fuldstændigt stop for
atomprøvesprængninger er en naturlig
forudsætning for nedrustningen.
Sikkerhed må gives et nyt og mere omfattende indhold.
Sikkerhed i traditionel forstand betyder sikkerhed for
nationalstaten, og den sikkerhed har man forsøgt at
opnå med militære midler. I atomalderen er det blevet
klart, at sikkerhed for nationalstaten er for snævert et
mål, fordi alle nationer er afhængige af hinanden. Vor
sikkerhed er fælles, og en fælles sikkerhed kan ikke
opnås med militære midler men ved samarbejde. Truslerne
mod vor sikkerhed er også fælles: det er våbnene,
det er uligheden mellem rige og fattige lande, det er
ødelæggelsen af naturgrundlaget og rovdriften på
ressourcerne, og det er overgreb mod menneskerettighederne.
Kvinder for Freds andet mål er:
VÅBENMILLIARDERNETIL MAD.
Der er en moralsk forbindelse mellem de enormt store
militærudgifter og de lave beløb, der bruges på
at bekæmpe nøden i udviklingslandene. Forholdet er
det, at der i hele verden bruges 30 gange så mange penge til
militære formål som til udviklingsbistand (1984). Det
er klart, at der er mange vanskeligheder forbundet med at bruge
våbenmilliarderne til hjælp til udviklingslandene,
så de kan komme til at klare deres tilværelse selv, De
rige lande må acceptere, at solidaritet med de fattige lande
vil koste dem selv fremgang og vækst, og det er ikke let, men
det er nødvendigt.
Kvinder for Fred siger:
NEJ TIL KRIG.
Det er nødvendigt, at vi til stadighed husker på,
at krig i atomalderen er blevet en om muligt endnu mere uacceptabel
måde at løse problemer på, fordi vi nu ved, at
en atomkrig, hvor bare en mindre del af de eksisterende
a-våbenlagre affyres, antagelig betyder udslettelse af
civilisationen. Og vi vil endnu en gang minde om, at krigen og alt,
hvad den fører med sig, står i skærende kontrast
til alle moralske forestillinger om, hvordan vi bør behandle
vore medmennesker.
|