Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 6, 2009

Betaling for Køkkenrullen

Kære Læser.

Som tiden dog går. Tænk det nu er tid igen til at betale årskontingent for Køkkenrullen.

Vi håber du har udbytte af at læse Køkkenrullen.

For 150 kr. får du information om en masse ting, der ellers ikke kan læses i de almindelige nyhedsmedier.

Hvis du har lyst til at bidrage med indlæg, kommentarer o.l. er du velkommen til at sende det til Redaktionen – se nærmere i bladet, hvem og hvor.

Tjek også vores hjemmeside www.kvinderforfred.dk

Postkort fra Kvinder for Fred til
Klimakonferencen

Kvinder for Fred har i forbindelse med Fredsfestivalen i september og klimakonferencen i december 2009 fået genoptrykt det postkort, som Odensegruppen lavede engang i 1980erne.

Vi ved ikke, hvem kunstneren, der har underskrevet sig med AB, er, men måske kan en af Køkkenrullens læsere hjælpe os? Det forestiller en ung, smuk kvinde, som holder jordkloden i sine arme. Kvinden er tegnet i en fin, blå streg og jordkloden er malet i grønt og blåt.

Postkortet kan købes ved henvendelse til vores kasserer Anita Petersen (se bagsiden). Det koster 5 kr. pr stk. eller 3 for 10 kr. I kan også få et større antal at sælge videre til fordel for Kvinder for Fred, hvis I skal deltage i arrangementer i forbindelse med Klimatopmødet.

Dette nr. er redigeret af Roskilde. Stof til næste nr. sendes til Birgit Arrenakke senest 25. jan. 2010.

Gaza - Verdens største fængsel

Uddrag af artikel af Naser Khader i Berl T. 2/11.09.

I Gaza er kvindeundertrykkelsen steget stærkt i de senere år. Flere kvinder tvinges til at bære hijab, niqab og burka. Der er mere hustruvold - og statistikkerne for æresrelaterede forbrydelser og egentlige æresdrab er steget voldsomt de senere år. Det samme er vold mod børn. Der er simpelthen så mange børn, der er traumatiserede - ikke kun på grund af det, der foregår ude på gader og stræder, hvor Gazas børn ser mere end rigeligt til død og ødelæggelse, men i høj grad også på grund af det, der sker indenfor hjemmets fire vægge. En del af forklaringen er, selvom det bestemt ikke er den hele, at Israels og Egyptens lukning af Gaza sætter deres spor i hjemmene i Gaza. Som det er nu, er der mere end 120.000 mænd, der ikke længere kan komme ind i Israel og arbejde. De er i dag blevet arbejdsløse eller økonomisk afhængige af enten UNWRA eller de religiøse grupper, der brødføder mange - dog med ideologisk modkrav. Ifølge flere iagttagere var de palæstinensere, der tidligere arbejdede i Israel nogle af de største fortalere for en fredsproces og en to-stats-løsning.

De mange arbejdsledige mænd går hjemme hele dagen og lever ikke op til deres forsørgerpligt for familien. Det får mange af mændene til at overbetone deres maskulinitet som kompensation for den ydmygelse, de føler de må finde sig i. De, der undertrykkes ude, bliver undertrykkere hjemme. For det er ydmygelse, det der bl.a. sker ved de forskellige checkpoints. I timevis venter de og må i tilgift finde sig i mistænkeliggørelse og grov optræden fra vagternes side. Vagter som i mange tilfælde slet ikke er fra den israelske hær, fordi man har outsourcet opgaven til private ’sikkerhedsfirmaer’. Folk, som skal ud og ind ved checkpoints, er ikke her i kontakt med den israelske stat, for der er ikke kontrol med det, der foregår. F.eks. oplevede vi i den danske delegation et grotesk eksempel: alle ambulancer tømmes for passagerer, også den eller de syge, så man kan tjekke for bomber. Vi så et lille barn i kuvøse, uden anden ledsager end en sygeplejerske, blive taget ud af kuvøsen og lagt på en båre med en iltflaske koblet til næsen . Barnet blev scannet for våben og sprængstoffer, og der blev taget prøver inden barnet en halv time senere blev lagt i en ny kuvøse og kunne få lov at komme videre med en israelsk ambulance. Det gjorde et dybt indtryk på hele delegationen, og det var hjerteskærende at se på og høre barnets skrig. Det er inhumant. Og palæstinenserne fortjener bedre. Vi skal passe på ikke at sætte lighedstegn mellem Gazas 1,4 mio borgere og Hamas. Alle borgere i Gaza er ikke slyngveninder med Hamas. Tværtimod, er min oplevelse. Mange stemte på dem, men det var mere et fravalg af det hidtidige korrupte styre. Palæstinensernes problem eller rettere deres tragedie er, at den tredje vej er svækket. Der er den ene vej med Hamas, som den religiøse vej. De har moskéerne og pengene, for de bliver bl.a. finansieret af Iran og Qatar. Og ikke mindst af ”tunnel-økonomien”. Hamas har institutionerne, de driver skoler og klinikker. Den anden vej, Fatah, som er den nationalistiske vej, har også institutionerne og pengene til at styrke deres fodfæste. Men den tredje, den demokratiske vej, personificeret ved Hanan Ashrawi er svækket. De har ikke institutionerne, opbakningen og pengene. Og dermed har de ikke mulighederne for at vinde politisk terræn. Det ville være i Vestens og Israels interesse at vælge at støtte den demokratiske bevægelse, for som det er nu vil Israel have sikkerhed, Fatah vil have stat, og Hamas vil have shariastat. Den demokratiske bevægelse vil have fred. Men det, der garanterer fred og sikkerhed, er en styrkelse af den demokratiske bevægelse. Denne splittelse er også med til at bringe Gaza ud i større og større isolation. Og Israel er så meget på vagt, at der kun fokuseres på her-og-nu situationen, og ikke på fremtiden.

Og jo, Israel har grund til at være på vagt også ved checkpoints, for ambulancer er blevet brugt til at smugle terrorister ind i Israel, men man kan også overdrive. Det er ikke bare palæstinenserne, der fortjener bedre – det gør Israel faktisk også. Man kan rose israelerne for, at de har opbygget et smukt og demokratisk land, og for, at de har kunnet kombinere en lovreligion med demokrati. Det kan de islamiske lande godt lære noget af. Men den nuværende meget højreorienteret israelske regering skader Israels omdømme på mange leder og kanter. Det er sigende, at man ikke i Israel og Palæstina taler om en fredsproces længere. Der er ingen fremadskridende proces. Der er fredsbestræbelser, men de bestræbelser stritter i alle retninger. Gaza er blevet verden største fængsel, hvor de indsatte mænd, kvinder og børn går til grunde psykisk mens de venter og venter.

Fakta. Gaza er blot 41 km langt og mellem 6-12 km bredt. Det grænser op til Israel i nord, og Egypten mod syd. I Gaza bor der 1,4 mio. palæstinensiske indbyggere, heraf er ca. 60% under 18 år.

Efter afsløring af terrorplaner stillede BT nedenstående spørgsmål. Arne Hansen fra Frederikshavn svarede, men fik ikke sit svar bragt. Derfor bringes det på AH’s egen hjemmeside, www.arnehansen.net - og her:

BT:Vil du ændre adfærd efter at have hørt om terrorplanerne mod Danmark?

BT:Tror du, at der stadig er stor risiko for et terrorangreb, som kan ramme enhver dansker, eller skal vi fortsætte livet, som om intet var hændt, da terroristerne ellers har vundet?

Arnes svar (eller måske snarere kommentar):

Jeg vil ikke ændre adfærd, og jeg har altså ikke hånet verdens muslimer og mine muslimske venner, som Jyllandsposten gjorde med sin tegning af Muhamed med bomben på hovedet påskrevet den muslimske trosbekendelse. Det er i høj grad danskernes og den danske regerings adfærd med en forfejlet ensidig militaristisk krig i Afghanistan, og der før Irak og med ligegyldighed overfor palæstinensernes lidelser sidst i Gaza, hvor man fortsat behandler den blodige og undertrykkende besættelsesmagt Israel med fløjlshandsker, som i høj grad har været med til at fremprovokere planlægningen af terroraktioner.

Men som pacifist tager jeg 100% afstand fra alle terrorbombeforsøg uden hensyn til om Danmark skulle være ude om det eller ej.

Og mht. det aktuelle bombemål kan terroristerne jo genbruge NATOs argumenter for at optrappe en konflikt og bruge små taktiske træfsikre atombomber i et første slag for at uskadeliggøre fjendens dokumenterede angrebspotentialer og uden at det går nævneværdigt ud over uskyldige civile.

Der er dog den store forskel, at det for terroristerne ikke drejer sig om at uskadeliggøre en aggressiv fjendes fysiske militære voldspotentialer, som kan medføre dræbte på stedet, men kun uskadeliggørelse af psykiske voldspotentialer uden besiddelse af fysiske voldspotentialer til at forsvare sig med.

Men ofte kan det være sværere bagefter at reparere sår på sjælen end på legemet, hvilket man netop kan bruge den fortsatte terrorisme som et argument for.

Derfor er det nu vigtigt at danskerne ikke går i baglås i skyttegravene sammen med Pia Kjærsgaard, og erkender med Gandhi at "fred er vejen til fred" i modsætning til den aggressive moralske imperialisme, vi har set det seneste årti med USA’s Bush og Danmarks tidligere statsminister og nyvalgte NATO-generalsekretær i spidsen.

Derfor bør vi fremover altid huske d. 7. oktober 2001, som en ligeså væsentlig og faktisk mere skæbnesvanger mærkedag end d. 11.09.2001. Nemlig datoen da Bush med Foghs Danmark bevidstløst militaristisk valgte at svare på terrorbombningen af USA’s finanscentrum med en upræcis angrebskrig mod Afghanerne, bombet fra luften i ledtog med Nordalliancens korrupte krigsforbrydere. Da det er dette valg af krig uden retssikkerhed, som svar fra NATOs side (frem for at gennemføre en kriminalsag hos den internationale straffedomstol med retssikkerhed), som er hovednøglen til at forstå, hvad Bush’s "krig mod terror" har bragt os lige siden og rider os alle som en mare ind i en uvis fremtid. OG det er fordi ”krigen mod terror” fjerner fokus fra bekæmpelsen af den indirekte strukturelle vold, bl.a. som følge af EU's diskriminerende handelspolitik. En strukturel vold som dræbte ca. 100.000 samme dag (og dagen før og dagen efter), som der blev dræbt ca. 3000 i World Trade Center i USA ved direkte fysisk vold.

Denne oversete strukturelle vold er nemlig en væsentlig grobund for skabelsen af terrorister bl.a. ved, at fattige bønder ikke kan se noget alternativ til at lade al-Qaeda og andre føde og opdrage deres sultne børn i koranskoler og mentalt ikke har nogen alternativ positiv politisk vision til at stå imod med.

På disse måder bliver den manglende indsats imod ulighedens unødvendige strukturelle vold faktisk medskyldig i, at de rige lande ikke vil forpligte sig til at støtte de fattige lande i især Afrika, som er hårdest ramt af den klimaforværring, som de rige industrilande landes overdrevne brug af fossile energikilder er årsag til. Og som så nu gør, at der ikke opnås den nødvendige bindende klimaaftale til december i København bl.a. pga. et gigantisk militært ressourceforbrug og ødelæggelse af miljøet og militarismens og nationalismens mistillid.
Arne Hansen

Møder om konfliktløsning
og fredsinitiativer

I Køkkenrullen nr.5 annonceredes Center for Konfliktløsning’s planer om et åbent møde i Valby Kulturhus om, hvad ikke-voldelig aktivisme er. Desværre var tilslutningen så lille, at mødet måtte aflyses.

Undertegnede har deltaget i to andre møder, som har interesse for fredssagen og som jeg kort vil referere:

21. oktober. Møde i Riko-klubben, oprettet af ”Rådet for International Konfliktløsning – en udenrigspolitisk tænketank”. Jeg vidste intet om tænketankens opståen, men fandt ud af, at det er en kreds af universitetslærere og andre, der er tilhængere af FN’s basale formål og af fredelig konfliktløsning. Se www.riko.nu/om-riko/rikos-platform/

Riko-klubben er oprettet af tænketanken som et debatforum og det var første mødeaften. Der var ca. 30 deltagere, hovedsagelig unge studerende. Professor Poul Villaume (PV) K.U. holdt foredrag om udviklingen i dansk udenrigspolitik siden 1945 fra neutralitet til militær aktivisme. (”Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik efter den kolde krig i historisk lys - aktivistisk, militariseret eller-?”)Han mente, at den tyske besættelse, hvor ingen kom os til undsætning, var hovedårsag til ændringen i både politisk og folkelig tankegang og derfor kom tilslutningen til NATO i 1949. PV gennemgik de politiske reaktioner på og tilpasninger til begivenhederne i Europa og globalt, herunder om Helsingfors konferencens betydning og danske forsøg på/forslag om afspænding mellem øst og vest op til Murens fald. . Se www.CSCE.gov/ m. henv.til eu-oplysningen om CSCS’historie, her gengivet i uddrag:

”Helsingfors-slutakten
Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE) blev grundlagt i 1975, da 35 europæiske lande samt USA og Canada underskrev den såkaldte Helsingfors-slutakt. Den skulle udgøre grundlaget for øget dialog mellem øst og vest under den Kolde Krig. Man enedes om at samarbejde på tre overordnede områder: 1) det militære, hvor forhandlingerne koncentreredes om tillidsskabende foranstaltninger, 2) det økonomiske, som bl.a. omfattede samarbejde på det teknologiske og miljømæssige område samt 3) det menneskelige, som omfattede grundlæggende rettigheder, menneskelige kontakter og informationsudveksling mellem øst og vest ---------------”. (I 1994 navneforandring til OSCE (organisationen til S. og S.)

”----På topmødet i Istanbul i 1999 blev rammen for OSCE’s fremtidige rolle defineret i ”Charteret for Europæisk sikkerhed”. OSCE skulle fokusere på civil konfliktforebyggelse, herunder igennem sine missioner i en række af Europas konfliktområder. Samtidig blev mulighederne for OSCE’s rolle i politirelaterede operationer udvidet. OSCE’s rolle i forbindelse med fredsbevarende operationer blev klarlagt til først og fremmest at foregå gennem organisationens omfattende mæglings- og demokratiseringsindsatser – i tæt samarbejde med FN, NATO, EU og Europarådet. -----”

Efter Murens fald skete der i 90’erne en øget dansk tilnærmelse til USA begrundet i geopolitiske, økonomiske, personlige grunde, men efterhånden også på gr. af den stigende frygt for islamistisk terror. Dermed blev sikkerhedspolitik i det ny århundrede også en del af kultur- og værdikampen.

Når den danske befolknings flertal støtter dansk militær deltagelse i Irak og Afghanistan, ser PV det bl.a. som udslag af, at vi ikke siden 1864 har haft de grufulde følger af krig inden for egne grænser på samme måde som andre europæiske lande.

30. oktober. Peace Alliance Denmark: Møde om oprettelse af et fredsakademi og et fredsministerium.+ modtagelse af Verdensmarchen for Fred og ikke-Vold.

Mødet blev holdt i Kulturhuset på Islands Brygge. Efter en orientering af formanden for PAD blev der stillet om til Scype-samtale med Rita Johnson, initiativtager og konsulent for oprettelsen af Fredsministeriet på Costa Rica. Det var uhyre interessant at høre om baggrunden for og om processen, der førte til, at Costa Rica nu er et af de 3 lande i verden, der har et fredsministerium

Derefter var der taler af Inge Genefke, Trine Mach og tidl. jægersoldat Poul Dahl som indledning til workshop med indsamling af forslag til at realisere oprettelse af fredsministerium i Danmark.

Resultaterne heraf var lødige forslag og overvejelser som Peace Alliance vil arbejde videre med.

www.peacealliance.dk www.danmarksfredsraad.dk

Om aftenen var der ved Peblingesøen arrangeret en festlig modtagelse af deltagerne i Verdensfredsmarchen med taler, musik, fakler og himmellys.

Se www.marchamundial.org og www.verdensmarch.dk

Ovenstående er efter mit skøn vigtige initiativer, som Kvinder for Fred må have interesse i at følge og støtte op om.

Kirsten Grosen.

SevenMeters.net

Den danske billedhugger Jens Galschiøt står bag manifestationen SevenMeters.net. Kunstneren er uafhængig af alle politiske og religiøse interesser og har ofte lavet globale kunst-events til forsvar for et humanistisk menneskesyn bl.a. i samarbejde med demokratibevægelsen i Kina og de oprindelige folk i Mexico.

90% af klimaforskerne udtaler, at vi står over for en klimatrussel, som vi selv har skabt og som truer vores civilisation. Men kan vi ændre vores adfærd og derved afværge katastrofen? Og er vi villige til det? Eller er vi endnu en flok lemminger med kurs mod afgrunden.

Klimakrisen kan grundlæggende kun undgås ved et massivt fravalg af forbrug og energi, der producerer CO2, og et massivt tilvalg og investering i CO2-fri forbrug og energi-produktion. Problemet er hvordan, hvor hurtigt og hvornår?

Hvis al Grønlands is smelter, vil havvandet stige 7 meter. Dette er en af de langsigtede konsekvenser af den globale opvarmning. Vi har opkaldt SevenMeters kampagnen efter denne vandstigning, fordi det er et helt håndgribeligt og letforståeligt resultat af klimaforandringerne.

24 kilometer røde blinkende lys vil tegne en streg i 7 meters højde i København under FN's klimatopmøde i december 2009. I andre byer rundt om på kloden vil aktivister lave lignende 'vandlinjer'. Målet er at gøre symbolet så stærkt, at bare det at tænde en rød blinkende cykellygte under et miljømøde, demonstration m.m. vil sende et opråb og et signal om, at der ikke bliver gjort nok for at standse den globale opvarmning.

Vi vil bruge SevenMeters og lygterne til at sætte fokus på de menneskelige konse-kvenser af den globale opvarmning. Det handler ikke kun om dyreliv, planter og vandstigninger, men om de kolossale konsekvenser for menneskeheden i form af kommende folkevandringer forårsaget af tørke og oversvømmelser. FN forudsiger blandt andet at der vil komme 200 millioner klimaflygtninge i løbet af de næste 40 år.

SevenMeters.net er lanceret fra Danmark, og viser vandstigningens konsekvenser lokalt for København. Men kampagnens fokus er globalt og opfordrer og støtter aktivister overalt på kloden til at tage ideen op i deres lande og bruge de røde diodelygter til at markere den 'nye' vandlinje i deres lande - eller på anden måde bruge symbolet med røde blinkende lygter.

Kan man ændre klimaet ved at bruge røde lygter? Nej! - men vi kan skabe en bevæ-gelse og et symbol på, at vi selv er parate til at omlægge vores forbrug, og at vi mener at politikerne ikke gør nok. Vi kan sammen skabe en sommerfugle-effekt, der lader en rød blinkende storm blæse over verden, som siger "gør noget nu og gør det hurtigt”. Kontakt mail@SevenMeters.net

Civil ulydighed - en kort historie

Civil ulydighed er sprogligt, historisk og politisk et mere end normalt sammensat begreb, hvis hovedformål er socialt forsvar. For at kunne forstå, hvad begrebet indeholder, må vi derfor først splitte det op i dets enkeltdele og søge at analysere og beskrive dem enkeltvis og slutteligt komme med en syntese, der bringer os lidt videre.

En civil er en person, der ikke er i uniform og som opfører sig pænt og nobelt, i denne forbindelse ikke anvender vold. Altså kan soldater, politi, hjemmeværnsfolk og lejesoldater ikke være civilt ulydige, også selv om de nægter at adlyde ulovlige ordrer. Alle andre, herunder embedsmænd og andre offentligt ansatte, kan godt være civilt ulydige.

Skillelinjen er, om der anvendes vold eller trusler om vold. Væbnede oprør, frihedskampe og revolutioner er altså ikke civil ulydighed, når der anvendes uniformeret beklædning og vold. Generelt var modstandskampen under besættelsen ikke civil ulydighed, også selv om enkelte elementer - så som folkestrejken i august 1943 var det.

At være ulydig forudsætter, at der er en myndighed der kan fabrikere love, ordrer og bestemmelser, samt, at de der udsteder lovene har den nødvendige autoritet og magtmidler til at gennemføre dem, eventuelt med trusler om sanktioner og forskellige former for straffe. Civil ulydighed forudsætter altså en vis samfundsmæssig organisering, samt, undertrykkere og undertrykte.

Og sådan har verden set ud lige siden oldtidens plebejere og martyrer i det gamle romerrige til den aktuelle modstand mod kernevåben mm.

Formålet med civil ulydighed som socialt forsvar er propaganda, som afspejler målet. Den eller de aktionerende, der vil have ændret uretfærdige love til retfærdighed for alle.

Alle, som igennem historien har anvendt denne taktik til sociale forbedringer, har i sagens natur skulle begrunde og redegøre for deres handlinger, samt, være bevidste om handlingernes konsekvenser. Også deres forsvarere, anklagere og dommere har skulle forholde sig til disse handlinger.

Retssager og domme er dermed vigtige kilder til denne historie, som er så almen, at der ikke kan udpeges en eller flere enkeltpersoner som ophav til ideen - på samme måde som der ikke er nogen der aner, hvem der opfandt grydeskeen.

En konsekvens heraf er, at definitionerne på civil ulydighed er næsten lige så gamle, og masser af mennesker kan gå direkte hen til deres bogreol og hente en af de gamle definitioner, om de er den lykkelige ejer af en familiebibel eller et nyt testamente: Jesus’ bjergprædiken. Civil ulydighed fra en mand der godt var klar over konsekvenserne af sine meninger og handlinger, før han blev dømt til at blive naglet og hængt til døde på et romersk torturinstrument, og for de gamle grækere var Lysistrata en civil ulydig, der stiftede fred.

Der er det hovedproblem, at civil ulydighed, folkeret, ikkevold, militærnægtelse og pacifisme er så nære slægtninge, at det i praksis er næsten umuligt at holde de forbundne kar adskilte. Civil ulydighed er derfor et metodemæssigt meget rummeligt begreb, og der kræves overhovedet ingen elitære forudsætninger for at kunne deltage i aktioner inden for disse rammer. Alle undertrykte og fok, som er solidarisk med dem, kan og må være med.

Den amerikanske forsker Gene Sharp anvender i 1973 tæt ved 800 tætskrevne sider på at analysere 198 ikkevoldelige metoder bl.a. inspireret af den danske Kamp uden våben fra 1937.

Er forholdene for at anvende civil ulydighed forskellige, når der ikke er tale om diktatur, men repræsentativt demokrati? Kan begivenhederne omkring Brorson kirke sættes ind i en civil ulydighedssammenhæng? At skjule flygtninge er ulovligt, men at offentliggøre, at man vil gøre det, er civil ulydighed. Det springende punkt er selve meddelelsens offentliggørelse.

Love kan, når vi ser bort fra naturlove, laves om. De politiske forhold er afgørende for, om denne proces er legal eller ulovlig. Det vidste man godt allerede blandt juristerne, som i middelalderen beskæftigede sig med naturretten. Her opstod der en diskussion om, hvor vidt krige er retfærdige og hvilke betingelser der skulle til, for at fyrsterne og krigene befandt sig indenfor disse endog meget snævre rammer. Opdagelsen og erobringen af Amerika forstærkede denne debat blandt juristerne, og naturretten blev løftet ud af teologien til folkeretten.

Dernæst må vi se lidt på, hvordan folk undertrykkes for at kunne analysere deres modstand. De vigtigste undertrykkelsesformer er slaveri, krigsdeltagelse (soldatertjeneste) og censur. En undertrykkelse som paradoksalt nok forudsætter de undertryktes samarbejde. Samarbejdsnægtelse er derfor den vigtigste form for civil ulydighed

Biologisk er alle mennesker stort set ens, bortset fra forskellene på køn. Alle er, noget forenklet, stort set lige stærke. Det indebærer for enhver, der vil undertrykke andre, at de er nødsaget til at have hjælpere. I feudale stater havde kongerne adelen, godsejerne og officerer, som igen stod over forskellige embedsmænd, der kostede rundt med slaverne og soldaterne. Embedsværket havde med sine regler, normer og traditioner tre hovedfunktioner: at være skatteopkrævere, og som gejstlige og undervisere at indpode hoveriarbejderne og deres børn, hvad de skulle tro og mene. Dette indebar, at der var forholdsmæssigt næsten lige så mange, der havde gavn af undertrykkelsen, som dem der blev undertrykt.

Ville en person ikke deltage i krige, deltage i fæstningsbyggeri, bygning af krigsskibe eller anden form for slaveri, havde denne person flere muligheder. Der kunne klages til den overordnede, og der kunne klages helt op i systemet til selveste regenten og det blev der. I enkelte sager blev klagerne taget til følge og uret til ret, men i langt de fleste tilfælde fik klageren ikke medhold. Og så var gode råd dyre, for hvad skulle han så gøre nu, hvor alle ankeinstanser var udtømte? Han kunne bide i det sure æble og acceptere forholdene som de var. Han kunne forsøge at lave dem om eller han kunne bryde loven på forskellig vis, om det ikke lykkedes at lave om på tingene.

Den første udbredte form for civil ulydighed er desertering, udeblivelse fra indkaldelse eller fra tjeneste i krig. Denne form for civil ulydighed er kendt i alle kulturer og i alle hære siden oldtiden, og den næste form for civil ulydighed er næsten magen til og lige så almindelig: udeblivelse fra session. Deserterede man eller udeblev man fra session, flygtede vedkommende fra myndighederne, i mange tilfælde ofte med emigration til følge. Studenteroprøret i København, 1657-1659, er et klassisk eksempel på desertering i krigstid, som skyldes den samtidige opfattelse blandt studenterne, at krigen var uretfærdig. Kunne flugt ikke lade sig gøre var selvlemlæstelse en anden mulighed. Højre pegefinger hugges af, så det ikke var muligt at skyde med et gevær.

Op igennem den europæiske middelalder blev bogtrykning mekaniseret, mere almindelig og stadig billigere. Dermed fremkom muligheden for at publicere uenighed med de enevældige regenter. Magthaverne reagerede ved at indføre forhåndscensur af skrifter om borgerlig frihed og pacifisme. Et af de mere kendte eksempler på dette er den svenske botaniker Peter Forsskåls afhandling "Tankar om Borgerliga Friheten" fra 1759. Debatten om bogen førte til ytringsfrihed i Sverige nogle år senere.

Nægtelse af at betale skat til krigsformål er den tredje mest kendte form for civil ulydighed. Denne metode anvendes bl.a. af medlemmerne af de historiske fredskirker, der som nyreligiøse bevægelser af de etablerede kirker betragtes som kættere og sværmere, hvor eksempelvis Mary Barrett Dyer (1611?-1660) henrettes alene for sin overbevisnings skyld.

Sammenfattende er det eksemplificeret, at civil ulydighed som socialt forsvar historisk set er så almindelig, at det ikke har krævet specielle forudsætninger for at kunne bruge den. Alle der har oplevet noget uretfærdigt, har kunnet anvende denne metode. Og det gælder den dag i dag, fordi civil ulydighed er en af de vigtigste metoder til politiske og sociale forandringer og forbedringer, som allerede Lysistrata viste, da hun i sin tid satte en ny politisk dagsorden.

Litteratur:

Civil Disobedience: An Encyclopedic History of Dissidence in the United States, redigeret af Mary Ellen Snodgrass 2009.
Danmarks første studenteroprør af Holger Terp. Informations kronik 29. maj 2007.
The Methods of Nonviolent Action af Gene Sharp, 1973.
Protest og oprør: Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985 redigeret af Flemming Mikkelsen 1986.
The Quiet Battle: Writings on the Theory and Practice of Non-Violent Resistance 1963.
Women in early America: struggle, survival, and freedom in a new world af Dorothy A. Mays, 2004 specielt s. 74.

Optimismen længe leve!

Opfølgning af ”Hvorfor er der fred i verden?” i forrige Køkkenrulle.

Uddrag af artiklen ”Afslutningen på Krig.”, New Scientist 4.7.2009 oversat af Geo Horn.

Kan mennesker overskride krigsførelse, eller er det en uforanderlig del af vores natur, spørger John Horgan, direktør for Videnskabsskrifter ved Stevens Institute of Technology, Hoboken, New Jersey.

Så godt som ingen i dag tror, at menneskeheden nogensinde vil overskride krigens vold og blodsudgydelse. I årevis har Horgan foretaget talrige undersøgelser, hvor han har spurgt folk, om de tror, krig er uundgåelig. Det troede de fleste, hvad enten det var mænd eller kvinder, liberale eller konservative, gamle eller unge. Studerende fik spørgsmålet: ”Vil mennesker nogensinde holde op med at føre krig?”. Mere end 90% svarede Nej. Mange retfærdiggjorde deres påstand ved at tilføje, at krig er ”en del af mennesket natur” eller ”det ligger i vore gener”. Opdagelsen af vold blandt vore forgængere og primat-beslægtede, har forlænget dette faktum. Medierne følger læresætningen: ”hvis det er blodigt, er det vigtigt” og derfor understreges konflikt i mange beretninger om menneskelig adfærd.

I bogen ”Hinsides krig” af antropologen Douglas Fry, er udpeget 74 ”ikke-krigsfø-rende kulturer”, som modsiger tanken om, at krig er universel. Vore forgængere menes at have levet som nomadisk jæger-samlere lige siden Homo-slægten fra om-kring 2 mill år siden og til opkomsten af permanente bosættelser og landbrug for mindre end 20.000 år siden. Det tidsrum udgør mere end 99% af Homos udviklings-historie. Det benægtes ikke, at dødelig vold formentlig indtraf blandt vore nomadiske jæger-samler-forgængere, men at det ofte var aggression mellem to mænd, der slås om kvinder.

Krig dukkede op, da menneskene skiftede fra en nomadisk eksistens til en fastboende og almindeligvis blev knyttet til landbrug. Med stærk interesse i jord, fødevarelagre og især rige fiskevande, opnåelse af værdifulde og symbolske genstande gennem han-del, havde folk langt mere at miste og at kæmpe for, end deres jæger-samler forgæn-gere.

Frem for at være et produkt af vore gener, ser det ud til, at krig dukker op som svar på en ændret livsform.

Der er ingen tvivl om, at enhver annoncering af afslutningen på krigsførelse vil være for tidligt. Men vi kan dog i det mindste trygt afvise en skæbnetung tro på, at den er noget medfødt. Vi skal ikke tro, at ”vi er en slags automater, hvor aggressive gener tvinger os til at snuppe knive og bøsser som zombier og angribe hinanden uden over-hovedet at tænke”, siger psykolog Steven Pinker fra Havard University.

Krig ligger ikke i vort DNA. Og hvis krig heller ikke er medfødt, så er den heller ikke uundgåelig.

Der må være en grænse -
osse mellem gode naboer

Grænsekæden - 10 år efter.

Af Hanne Løfqvist.

"Det kan ikke lade sig gøre !" var min første tanke, da forfatteren Jens Rosendal i marts 1997 havde fostret tanken om en menneskekæde langs den dansk-tyske lande-grænse mellem Kruså og Rudbøl. Men det kunne det. Med den 20årige Sune Lyster som entusiastisk drivkraft, lykkedes det for Sønderjyllandskomiteen den 10. maj 1997 at arrangere en grænsekæde og et efterfølgende folkemøde i Bov med over 4000 deltagere fra hele Danmark, fra Tyskland, Sverige og Finland. Med bannere og flag fra Danmark, Tyskland og de nordiske lande stod vi langs vejene ved Kruså, Padborg, Frøslev, Tønder og Rudbøl i en fredelig demonstration for bevarelsen af den venlige, men faste og synlige grænse. Imod Schengenaftalen og dannelsen af Euroregion Sønderjylland/Schleswig.

Mange af jer, der læser "Køkkenrullen", husker sikkert Grænsekæden, måske deltog I også. For de læsere, der gerne vil vide mere om Sønderjyllandskomiteen, kan jeg berette, at den dannedes i januar 1997 på et møde i Kliplev hos Britt Haarløv. Deltagerne i mødet havde alle ytret sig i debatten, som var foranlediget af Sønderjyllands Amtsråds debathæfte "Hvor går grænsen ?" som havde baggrund i Den Europæiske Unions ideologiske plan om nedbrydning af EU's indre grænser og en gradvis afvikling af de europæiske nationalstater gennem dannelsen af Euroregioner samt Schengenaftalens ophævelse af person- og anden kontrol på grænsen.

Vi mente, at grænser er fredsskabende. Vold og uroligheder opstår netop, når nogen vil sløre, ændre eller nedlægge grænser. Unionstilhængere påstår, at nationalstaterne er krigens årsag. Men det kan ikke påvises, at demokratisk styrede nationalstater i nyere tid har iværksat krigshandlinger i Europa.

Grænsekontrollen har en forebyggende virkning på kriminalitet. Narko- og våbensmugling, kvindehandel, transport af dyr, madvarer, affald osv. kontrolleres bedst ved grænseovergangen.

Sønderjyllandskomiteen arrangerede flere større møder. Det første i marts 1997 på Folkehjem i Åbenrå med bl.a. daværende amtsborgmester Kresten Philipsen som deltager og over 300 fremmødte. Flere fra Sønderjyllandskomiteen fulgte amtsrådets arbejde tæt og stillede spørgsmål på amtsrådsmøderne. Over 400 underskrivere støttede os i store annoncer i JydskeVestkysten. En meningsmåling her viste, at 70% af den sønderjyske befolkning ønskede en folkeafstemning om Euroregionen, men amtsrådets flertal ønskede en hurtig afgørelse og vedtog 2. juni Euroregionsaftalen.

Kort før sommerferien blev Schengentilslutningen vedtaget i hast i Folketinget uden folkelig debat, og før alle Schengendokumenterne var oversat til dansk. Grunden var, at Amsterdamtraktaten med Schengen skulle skrives færdig.

Sønderjyllandskomiteen fortsatte med at arrangere debatmøder. Opmærksomheden omkring de grænseoverskridende regioner og EU's øvrige planer varede ved. En udløber af Komiteens arbejde var oprettelsen af Den Sønderjyske Borgerliste, som ved amtsrådsvalget i november 1997 fik 7.304 stemmer og en repræsentant, Kresten Bjerre, valgt til amtsrådet. Listen gled ud ved det sidste valg til amtsrådet.

Vi har nu sluttet os sammen og dannet Sønderjyllandskomiteens Støttekreds.

På 10årsdagen for Grænsekæden i 2007 mødtes vi hos Andreas Åbling Petersen i Ellum ved Løgumkloster. Der var enighed om, at vort arbejde havde været rigtigt og vigtigt. Euroregion Sønderjylland/Schleswig er blevet etableret, men har ikke fået de beføjelser, den kompetence og betydning, som var tiltænkt fra højere sted i EU.

M.h.t. Schengenaftalen og den manglende grænsekontrol ved grænsen, kan alle i dag se, hvordan der er sket det, som vi advarede imod. JydskeVestkysten satte i en række artikler i marts 2009 fokus på den åbne grænse og kunne bl.a. dokumentere, at skydevåben uhindret smugles ind i Danmark, og at f.eks. airbags stjæles i stort antal fra bilerne i landsdelen af østeuropæiske tyvebander. Flere politiske partier i Folketinget vil højne grænsekontrollens niveau med større bevillinger og flere politifolk. Det handler om at øge risikoen for at blive opdaget, når kriminelle smugler narko, våben og andre ulovlige ting. Men bliver en spredt kontrol over 50 km overhovedet synlig og effektiv nok ?

I 1997 udgav Sønderjyllandskomiteen under redaktion af Jens Rosendal hæftet "UNIONEN i Sønderjylland. DER MÅ VÆRE EN GRÆNSE - OSSE MELLEM GODE NABOER". Heri beskrives hele baggrunden for Sønderjyllandskomiteens arbejde grundigt og sagligt. På mødet i Ellum besluttedes at samle alt det dokumentationsmateriale vi havde incl. ovennævnte hæfte, og betro det til Institut for Sønderjysk Lokalhistorie og Landsarkivet i Åbenrå. Vi ville hermed sikre os, at også de folkelige initiativer og ikke blot amtsrådets og EU's blev belyst og dokumenteret for eftertiden. Ikke sjældent oplever man, at historien selv i nyere tid forvanskes, ikke af ond vilje, men ofte fordi den bliver ensidigt gengivet.

Skulle nogen være interesseret i listen over Sønderjyllandskomiteens dokumentationsmateriale evt. til brug ved studier og uddannelse, sender jeg den gerne pr. e-mail. Se adresselisten side 2 her i "Køkkenrullen".