30.10.97-5.12.97. En tamilsk teenagers bøn til den ny minister - som Thorkild Simonsen nu har afvist!
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Thayaparan Karunanatharajah
Udl. 1 73017187
Børge Christensensvej 12
9800 Hjørring
Indenrigsminister Thorkild Simonsen Hjørring den 30-10-97
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K.
Angående tamilske asylansøgere
Velkommen som indenrigsminister!
Jeg vil håbe, at du som indenrigsminister vil arbejde for at alle asylansøgere behandles ens uanset hvor i verden de kommer fra.
I Birte Weiss's ministerperiode er tamilerne flere gange blevet behandlet uretfærdigt.
November 1996: Citra Rajendram
Sagen om den 18-årige pige Citra Rajendram, som kom til Danmark som mindreårig, blev af Birte Weiss brugt til at vise politiske modstandere, at hun var i stand til at føre en hård linie i asylpolitikken.
Det blev fremført at Citra forældre var i live, at hun havde boet 4 år i Frankrig før hun kom til Danmark. Ingen af disse oplysninger er nogen sinde blevet dokumenteret, men er alligevel blevet brugt til at fastslå, at Citra var utroværdig og er en del af begrundelsen for at hun ikke fik humanitær opholdstilladelse, men i stedet blev udvist til en usikker fremtid på Sri Lanka.
Marts 1997- Rapport fra Refugee Council
Rapporten fra Refugee Council er udarbejdet efter et besøg i både Colombo og Vavuniya
i december 1996 og konkluderer at al hjemsendelse af tamilske asylansøgere bør stoppes omgående.
Indenrigsminister Birte Weiss mente ikke at rapporten og dens alarmerende oplysninger kunne tillægges afgørende betydning.
April 1997 Den danske fact-finding mission
Den danske fact-finding delegation besøgte Sri Lanka fra 21. februar til den 7. marts for at undersøge sikkerheden for det tamilske mindretal. Besøget gjaldt dog kun Colombo og ikke områderne i nord, som er tamilernes hjemland.
Fact-finding delegation til Sri Lanka medførte dog ikke noget midlertidigt stop for udsendelse af afviste asylansøgere, som det havde gjort det et par måneder tidligere, hvor en fact-finding delegation var i Armenien.
Det forekommer umiddelbart indlysende at stoppe udvisningen, indtil det er undersøgt om forholdene er sikre.
Straks efter delegationens hjemkomst modtog Birte Weiss et notat fra embedsmændene, som anbefalede, at Danmark indtil videre holdt op med at hjemsende tamilske asylansøgere.
Tre dage senere afleverede direktør for udlændingestyrelsen Clas Nilas et nyt notat til Birte Weiss, som fortalte at alt var trygt på Sri Lanka.
Hvordan det er muligt således fuldstændig at ændre opfattelse af situationen på 3 dage, skylder Birte Weiss os stadig en god forklaring på.
Tamilernes situation
Jeg henvender mig for at gøre opmærksom på tamilernes situation og for at stille nogle spørgsmål.
Næsten daglig rapporteres der om kampe mellem LTTE og regeringsstyrkerne på Sri Lanka. I sidste weekend blev der arresteret 2000 tamiler i Colombo, fordi man mente at de Tamilske Tigre (LTTE) stod bag bombeattentatet.
Men på trods af at borgerkrigen forsætter med uformindsket styrke og forårsager store lidelser for den tamilske befolkning 500.000 er fordrevet fra deres hjem og mange har mistet livet får de tamilske asylansøgere negative svar fra udlændingestyrelsen og indenrigsministeriet.
Hvordan er det muligt at udsende asylansøgere til et land i borgerkrig, hvor folk fordrives fra deres hjem, og hvor der daglig forekommer brud på menneskerettighederne?
Jeg kom til Danmark som 16-årig i 1994. Jeg er skilsmissebarn og er vokset op hos min farmor, som nu er 67 år.
Jeg kender ikke mine forældre, men ved at min far er gift igen med en singalesisk kvinde. Under min flugt fra Sri Lanka henvendte jeg mig i min fars hjem, hvorefter min fars kone gik ud for at ringe til politiet.
Jeg har ikke haft kontakt med min familie farmor og en farbror, som er gift siden 1995. De er fordrevet fra Jaffna, og deres opholdssted er ukendt. Jeg har eftersøgt min familie gennem
Røde Kors, men har fået det svar, at man på grund af forholdene på Sri Lanka ikke kan hjælpe mig.
Begrundelser for afslag på asyl
De afslag på asyl som tamilske asylansøgere modtager er forbavsende enslydende og mangler i høj grad konkrete begrundelser for afslaget.
Det bliver ofte fremført, at ansøgeren uanset mulige problemer med LTTE, uden problemer vil kunne opholde sig i regeringkontrollerede områder/Colombo
I afslaget på min asylansøgning hedder det, "at det må antages, at De derudover (singalesisk stedmor i Chilaw udenfor Colombo) har et familiemæssigt eller lignende socialt netværk i selve Colombo by"
Selv om der ikke er noget belæg for denne antagelse, er det en af begrundelserne for at give
afslag på min asylansøgning.
I afslaget står der også "selv om det lægges til grund, at De som angivet er født i 1978" betyder det, at man tror, at jeg har opgivet forkert alder?
Det at jeg kom til Danmark som mindreårig har ikke medført opholdstilladelse.
Med hensyn til asylansøgere under 18 år skal der foretages en vurdering af, om den pågældende er moden nok til at gennemgå den sædvanlige asylprocedure.
Hvem foretager denne vurdering af en mindreårig asylansøgers modenhed?
Falske pas.
Mange tamiler har forladt Sri Lanka på falsk pas, hvilket de naturligvis har fortalt under
afhøringen hos politiet. I afslagene bliver der ofte lagt vægt på, at det ifølge
udenrigsministeriets skrivelse af 20. Maj 1994 fremgår, at "det vil være særdeles kompliceret
for en person at bruge falsk eller forfalsket rejsehjemmel" ved udrejse fra Colombo lufthavn.
Når de tamilske asylansøger hævder at de er rejst ud på falsk pas, er det i myndighedernes øjne
et bevis på deres utroværdighed.
Rapporten fra den danske Fact-finding mission til Sri Lanka i foråret 1997 slår fast at det
bestemt er muligt at forlade landet på falsk pas, idet kontrolmyndighederne i vidt omfang er
korrupte og gerne modtager bestikkelse.
Både den danske fact-finding mission og en ny norsk rapport, "Trygt? Nei! som er udarbejdet efter et besøg på Sri Lanka i maj måned slår fast at det nationale ID-kort, NIC er et meget vitalt dokument for tamiler og en af forudsætningerne for at de kan få opholdstilladelse i Colombo.
For at få udstedt NIC kræves der
- fødselbevis
- bostedsbevis
- bankdokument
- erklæring fra den lokale embedsmand (Gramasevaka) i det distrikt, man oprindelig kommer
fra.
Det vil sige at man for at få udstedt NIC må rejse til det sted, hvor man er født for tamiler betyder det, at de må rejse til de områder i Jaffna, som de er flygtet fra.
Det er indirekte i strid med de danske retningslinier, idet der gives afslag på asyl under den forudsætning, at skulle ansøgerne være forfulgt i LTTE-områderne, vil de kunne slå sig ned i Colombo.
I den danske rapport fremgår det, at selv om tamiler er i besiddelse af NIC er det forbundet med store problemer at leve i Colombo byen er i undtagelsestilstand og især tamiler risikerer at blive arresteret ved round-ups, checkpoint og husundersøgelser.
Hvorfor har de nye oplysninger om forholdene på Sri Lanka med hensyn til falske pas og mulighederne for som tamil at bosætte sig i Colombo ikke medført en genoptagelse af de tamilske asylansøgninger?
Jeg har desuden nogle spørgsmål vedrørende de tamilske asylansøgeres situation og den måde asylansøgninger behandles på.
Asylansøgere bliver ved første politiafhøring gjort bekendt med
- at danske myndigheder ikke retter henvendelse til myndigheder i ansøgerens hjemland uden ansøgerens udtrykkelige samtykke.
Hvorfor bliver der alligevel afleveret dokumenter til hjemlandets ambassade, som ikke alene giver oplysninger om ansøgeren, men også om ansøgers familie på Sri Lanka, hvilket kan medføre problemer for familien?
Nye regler for flygtninge
Jeg har læst om de forslag, der har været fremme om en ny flygtningelov, hvor det nævnes
- at flygtninge skal lære dansk
- at flygtninge skal gå i gang med en uddannelse
- eller have et arbejde
Jeg har endnu ikke fået lov at blive i Danmark, men har alligevel forsøgt at integrere mig i det danske samfund.
Jeg har således lært dansk på DF's sprogskole og derefter har jeg overstået folkeskolens 9. klasse og bestået afgangsprøven. Jeg har sendt kopi af mit eksamensbevis med min ansøgning om opholdstilladelse
Jeg går nu i 10. klasse på samme skole, hvor jeg i ugerne 40 44 har deltaget i brobygningsprojekt med Handelsskolen. Det er min plan at starte på Handelsskolen efter 10. klasse, og i forbindelse med brobygningen har jeg haft en samtale med en studievejleder, som har sagt at jeg er egnet til Handelsskolen.
Jeg har igen søgt om humanitær opholdstilladelse udlændingestyrelsen har videresendt ansøgningen til Indenrigsministeriet den 6. juni 1997, indenrigsministeriets udlændingeafdeling har derefter den 7. august bedt udlændingestyrelsen om en udtalelse. Jeg håber på et positivt svar.
Jeg håber, at De ikke alene vil besvare mine spørgsmål men arbejde for en genoptagelse af de tamilske asylansøgninger.
Venlig hilsen
Thayaparan Karunanatharajah
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Thaya har nu fået afslag!
Thaya har appelleret til politikere, forsøgt at bruge medierne, holdt foredrag på dansk.
Hvad skal Thaya nu gøre?
Gerne svar på E-mail: arnehans@post3.tele.dk (Du klikker blot på E-mailadressen foran
på denne hjemmeside: http://home3.inet.tele.dk/arnehans)