Amsterdam forringer de politiske menneskerettigheder.
Arne Hansen, arnehans@post3.tele.dk


Såfremt den målrettede kontrol ikke er tilladt i henhold til den nationale lovgivning, indhentes på passende måde alle eller dele af oplysningerne. Sådan opfordrer Schengen-overvågningssystemets hemmelige SIRENE-håndbog til ulovligligheder. Håndbogen afslører også, at EU’s efteretningsvæsener kigger med. Som demokratisk aktiv må man blive nervøs over hvad Schengen-overvågningssystemet vil blive misbrugt til - ikke mindst sammenholdt med afsløringerne af PETs ulovlige indsamling af oplysninger om lovlige politiske aktiviteter.

Jeg ser en risiko for undergravelse af demokratiet, når det netop er de politiske menneskerettigheder der svigtes i Amsterdamtraktaten. I modsætning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så undlader Amsterdamtraktaten i art. 13 at medtage forskelsbehandling pga. politiske anskuelser som noget der er værd at bekæmpe - ifølge danske Amsterdam-forhandlere fordi det ikke længere var tidssvarende. At det er alvor ses af, at justitsministerens aktuelle lovforslag om behandling af personoplysninger som skal iværksætte et EU-direktiv, mangler det hidtidige forbud mod registrering af oplysninger om politisk forhold hos offentlige myndigheder!

Men oven i det så fjerner Amsterdamtraktaten også den umiddelbare ret for EU-landenes statsborgere til, om nødvendigt, at søge om asyl i et andet EU-land (jvf s. 109nederst). Netop asylsøgningsretten er alle menneskerettigheders kronjuvel, da den kan være den nødvendige sikkerhedsventil, som overhovedet gør menneskerettighedsforkæmperes arbejde muligt. Og deres arbejde er vel til stadighed nødvendigt i alle lande for at opretholde menneskerettighederne. Jo mere menneskerettigheder trues, jo vigtigere bliver kampen for de politiske menneskerettigheder og det politiske arbejde. Men det er altså netop retten til politisk overbevisning og asylsøgningsretten, altså de 2 strategisk vigtigste menneskerettigheder, som Amsterdam-traktaten nu nedvurderer og diskriminerer imod!
Tilbage